Hanne Meyers efterladte værk: En børnebog til tidens elendighed

Drengen der ikke ville være skurk
Af Hanne Meyer og Jacob Holm Krogsøe
Illustreret af Bent Steffensen
Forlaget Læselyst, 2025. 50 s.

Af Bente Høegh

Hanne Meyer formåede ikke pga. sygdom at skrive Drengen der ikke ville være skurk færdig. Jacob Krogsøe påtog sig at gøre et forsøget og læste bogen op for Hanne Meyer på hospice, hvor hun godkendte den, kort inden sin død. Tidligere har forlaget udgivet hendes børnebog Oldemor Franziskas kat

Hvad er en skurk? Skurkene lever i klaner og tænker mest på sig selv. De sidder i mørke kældre hvor de udtænker planer og tænker sure tanker, og så elsker de guld og andet, der glitrer, men hader broccoli og andre sunde sager: ”Tiderne er hårde for skurkene. De gamle klaner bliver overhalet af moderne skurke, som har gjort lynkarrierer som præsidenter og andet gøgl. Der bliver heller ikke født så mange skurke. Faktisk ingen overhovedet!” Skurkene får en idé. De investerer sparepengene i store maskiner, der er styret af kunstig skurkeintelligens, SAI, og de, der ellers helst ville sidde og surmule og snakke om, at næsten alt var bedre i gamle dage, arbejder nu i døgndrift og tjener så mange penge, at de kan fylde tusindvis af lastbiler med guldbarrer. 

Sådan går det over stok og sten i denne højtlæsningsbog, der er lige dele alvor og sjov og ballade, men med et klart politisk udblik til tiden. 

En rigtig skurk

Da barnet, der bliver hovedperson, fødes på gulvet i kælderen, bliver der skuffelse og stort postyr over det lille skravl med orange hårtot og rødt mærke på den ene hånd, drengen er jo skammeligt blid og helteagtig. Moren vil slå ham ihjel, men overskurken mener ikke at de sådan kan lade en potentiel skurk gå til spilde. Altså må drengen gøres til en rigtig skurk.

Alvoren er klart nok et barns kamp for at blive accepteret af eller bryde ud af en familie. Oven i det hele udstiuller bogen evindelig negativ surhed, egoisme, grådighed og ødelæggelse af naturen: ”Skove bliver ødelagt, for at der kan anlægges flere kæmpestore fabrikker. Og for at der kan anlægges store computerhaller, der styrer den kunstige intelligens. Luften bliver næsten brunlig omkring fabrikkerne og hallerne, græsset dør, træerne kollapser, fuglene holder sig væk, ja, ingen holder første maj-fejringer i de tidligere flotte grønne områder. ”De stygge” kan flytte væk fra deres mørke kælder, de køber alle slottene på Fyn og lader dem forfalde, så de ser dejligt uhyggelige ud.”

Bogen sprutter af vild energi i både tekst og farvestrålende tegninger og får læseren til at overgive sig og acceptere hele molevitten, om det nu er voksenrettede referencer til eventyr, de syv dødssynder, Jesus eller en orangefarvet hårtot, eller om det er for en børnebog usædvanlige ord og udtryk som rollator, livets gråtoner, kloner og pensionsmodne. Dens humor og galskab er i stil med den man finder, for voksne, hos Jens Blendstrup i Sorgens balalajka. Efterskriften af Jacob Holm Krogsøe bringer læseren tilbage til virkeligheden.

Pudseløjerlig, original og nørdet selvbiografi

Skakbrættet af Jean-Philippe Toussaint
(Les éditions de Minuit 2023)
Oversat fra fransk af Peer Bundgaard
Udgivet af Forlaget Bobo (2024)
175 sider

Af Ann-Christina Hansen

Da verden blev sat i skak

”Jeg ventede alderdom. Jeg fik nedlukning.”

Bruxelles, foråret 2020. Coronaen skyller hen over kloden, og verden lukker ned. Brik for brik sættes vi i skak af en gigantisk modstander i et hidtil ukendt og overraskende træk, der paralyserer og tvinger verdenssamfundet i knæ. Der er tilsyneladende intet at stille op. Bortset fra at holde afstand. Og vente. 

Fra sin herskabslejlighed i Bruxelles følger den belgiske forfatter Jean-Philippe Toussaint slagets gang på de belgiske og franske kanaler. Som den passionerede skakspiller han er, ved han et og andet om at vente. Og han må til sin skam erkende, at det i bund og grund passer ham fint. Ikke coronaen, ikke pandemien, bien sûr, men nedlukningen, som han i sit stille sind betragter som et belejligt retræte fra en verden, der er begyndt at gå alt for hurtigt; en kærkommen lejlighed til at stoppe op og trække vejret, mens verdens ledere og WHO overvejer næste træk. Det viser sig at være en indstilling, der møder en vis modvilje fra hans omgivelser, ikke mindst hans kone. 

”Jeg siger til Madeleine, at det i sidste ende passer mig fint.

Hun løfter blikket, hun beder mig præcisere. 

Hvad er det, der passer dig fint?

Jeg siger det her, det, vi oplever nu, at det hele er blevet aflyst.

Hun betragter mig nøje, sender mig et dræbende blik.

Det passer dig fint?

Og med et ondt blik i øjnene slynger hun mig omfanget af den krise, vi er i færd med at gennemleve, i ansigtet, sygdommen, angsten, døden, de tusindvis af mennesker på intensiv afdeling, patienter med åndedrætsbesvær, der skal lægges i respirator, de overbelastede hospitaler, det udmattede sundhedspersonale.

Og det passer dig fint?

Jeg svarer, jeg forsøger at nuancere. Jeg går på æggeskaller. Jeg taber tråden, jeg ender med at tilstå – meget mod min vilje – at jeg udtrykte mig forkert.

Madeleine siger i et bistert tonefald – jeg mærker ingen velvilje i hendes blik – at det skulle undre hende om mig – ”du der er så velformuleret” siger hun bittert ironisk – og slipper ikke sit offer, hun insisterer, hun lægger et lag til på.

Nåh, det passer dig fint?

Enden på middagen er anspændt, vi hæver ikke stemmen, men det er et ulmende, skjult, isnende skænderi, vi siger intet til hinanden, mens vi tager af bordet. Vi går fra stuen til køkkenet, vi fylder opvaskemaskinen, Madeleine går hen og sætter sig i sofaen i stuen, hun tænder fjernsynet for at se nyhederne på Arte.

Jeg insisterer ikke, jeg forlader stuen.

Jeg går ind på mit arbejdsværelse.

Jeg lukker døren bag mig.”

Madeleines modvilje til trods beslutter Toussaint at give sig i kast med et tredobbelt projekt, som han længe har gået og pønset på, og som i sin essens går ud på at (1) oversætte Stefan Zweigs Skaknovelle, (2) skrive sine erindringer og (3) dokumentere såvel pandemien som sin egen arbejdsproces undervejs. Sidstnævnte opgiver han dog ret hurtigt, efterhånden som han bliver mere og mere opslugt af oversættelsesarbejdet og skriveriet.

Resultatet er en pudsigløjerlig, original og nørdet – på den fede måde, bien sûr – erindringsroman bygget op om skakspillet, hvad angår såvel indhold som form. I 64 kapitler af meget varierende længde, fortæller Toussaint i nøje udvalgte erindringsglimt om sin opvækst i 60’ernes og 70’ernes Bruxelles og Paris, hans opdagelse og fascination af skakspillet, de indædte partier med faderen på terrassen i Portugal om sommeren, hans udstationering i Berlin i starten af 90’erne og mødet med den legendariske, russiske skakspiller Arthur Jusupov.

Skak som rød tråd og metafor

”At se tilbage er også at se mod døden.”

Taget i betragtning at Jean-Philippe Toussaint er en anerkendt filminstruktør og forfatter, ikke mindst i Belgien, hvor han – søn af Yvon Toussaint, journalist og mangeårig chefredaktør for dagbladet Le Soir – har tilbragt størstedelen af sit liv, og har ikke mindre end 25 litterære værker og 7 film under sit kunstneriske bælte, så er det påfaldende, hvor lidt hans erindringsroman beskæftiger sig med hans eget litterære virke og kun i det omfang, det har noget med skak at gøre. Måske er det beskedenhed, en belgisk variant af janteloven; måske er det bare fordi, som han på et tidspunkt nævner, litteratur og skak for ham altid har hængt uløseligt sammen.

Men selv for den skakukyndige eller uinteresserede giver det en vis mening at bruge skakspillet i en erindringsroman, ikke blot som ramme og rød tråd, men også som metafor for livet og døden: skakbrættets begrænsede felter, spillets rigide regler, skakuret der ubønhørligt minder os om, at vores tid på jorden er begrænset og det faktum, at vi alle spiller mod en almægtig modstander, som i sidste ende uvilkårligt vil sætte os skakmat, uanset om vi hedder Toussaint, Jusupov eller Jensen til efternavn. 

Fantastisk, "koncentrisk" violinkoncert af Adés

Thomas Adés: Violin Concerto, ‘Concentric Paths’, Edward Elgar Violin Concerto in B minor, Op. 61, Christian Tetzlaff, John STorgårds, BBC Philharmonic
Ondine

Bennett; Duke: Violin Concertos
Chloë Hanslip, Singapore Symphony Orchestra, Andrew Litton,
Chandos 

Af Jakob Brønnum
Et af de sikreste tegn på at den musik man lytter til er stor musik, er at tiden synes at gå på en anden måde. Når man hører en af de klassiske Beatlessange, mærker man at man kan næsten forsvinde ind i universet og opleve en mange facetteret sansning eller billeddannelse. Bagefter bliver man overrasket over at sangen kun varede 2 minutter og 9 sekunder. Sådan oplever jeg Thomas Adés (f. 1971) nye, spektakulære Violinkoncert med titlen, ‘Concentric Paths’. Den er netop udkommet med Christian Tetzlaff som en overbevisende solist og John Storgårds som dirigent af BBC Philharmonic. Koncerten blev uropført i september 2005 med Chamber Orchestra of Europe og Anthony Marwood som solist. 

Første sats indledes med en faldende cirklende tonerække, man først ved flere gennemlytninger opfatter dybet af. Derefter standser bevægelsen op, og man ligesom ser sig omkring i et spektrum af lyse toner, der er tilrettelagt sådan i den altdominerende soloviolin, at der er som de har ekko, hvilket forstærker oplevelsen af noget landskabeligt. Og så opdager man til sin forbløffelse af satsen er nær slut. Forbløffelsen viser at satsen har gjort det samme som Beatlessangen, nemlig vendt op og ned på forholdet mellem tid og rum, og ladet tiden gå sine egne veje: Den føles meget længere, end den er, rent fysisk. 

Mod slutningen af 2 sats der har titlen ”Paths” (Stier) fanger Adés igen sin lytters opmærksomhed på en måde, hvor det koncentriske (jf. violinkoncertens titel) får en ny, dybere mening. Som om solostemmen viser sig at have søgt efter et spor til afklarethed og nu har fundet det. Det koncentriske består så i at man føler, at man er kommet ind i en ny kreds (eller cirkel) af musikalsk erkendelse som værket bibringer.

Det er naturligvis en kreativ og kunstnerisk provokation af at anvende sig af en klassisk statsopbygning med 3 satser, hvor man gør den første sats ultrakort. Når vi bevæger os ind i værket, er der imidlertid som sagt flere gange sket det at tiden har fået lov at spille os et puds og vi har den følelse man har, når man har hørt en traditionel, langvarig og omfattende første sats som de plejer at være i de store violinkoncerter.

3 sats har nye koncentriske bidrag og opfylder i store dele den forventning, man har til tempo og gestik i en klassisk instrumental koncerts finale. Også den sats er meget kort men ikke så påfaldende kort som åbningssatsen. Den har en mere normal eller skulle jeg sige normbunden værkafrundende karakter. Det jeg sidder tilbage med og spekulere over, hvorfor tempoet i finalen trods alt ikke var højere, når satsen alligevel kompositorisk opfyldte dele af mine forventninger til en finalesats i en violinkoncert. Og når jeg gør det, står hele værket med den lange anden sats og den nu fjerne kørte første sats frem som et stort landskab af objektiv musikalitet og subjektiv insisterende, eksistentiel søgen. Man ønsker ikke umiddelbart at høre mere og andet musik, for den fortsætter i en, en tid endnu.

Jeg har ofte været skeptisk overfor Adés værker, fordi jeg har opfattet dem som mere gestik end substans og jeg har ofte været irriteret på Tetzlaff, fordi jeg opfatter hans solostemme som egocentrisk, men det her er fantastisk, og jeg må høre alle værkerne om igen.

Tetzlaff er mixet helt frem i lydbilledet så han ligesom står ovenpå orkestret og skærer tonerne ud af rummet. Jeg er ikke sikker på med at ville have den samme oplevelse i koncertsalen, fordi rummet gør at instrumenterne forholder sig til hinanden på en anden måde. Det er et rigtigt valg, der er truffet her.

Forud for Thomas Adés fantastiske komposition på den førstnævnte CD står Edward Edgars violinkoncert, som bør få sin egen anmeldelse på et senere tidspunkt.

Bennett og Duke

Jeg skal imidlertid kort omtale en meget spændende udgivelse fra Chandos. Den har tre værker, jeg ikke kendte, en violinkoncert af Robert Russell Bennett  (1894–1981), en af Englands flere dusin store komponister fra de senere 150 år, som man gør sig selv en tjeneste ved at på opdagelse i. Bennets violinkoncert (1941) har under titlen ”In the Popular Style” og slår forskellige folkelige musikformer an, som værket med stor kreativ sikkerhed fører over i en solid orkesterkomposition.

På udgivelsen står også en violinkoncert af Vladimir Alexandrovich Dukelsky, som ændrede sit navn til Vernon Duke efter forslag fra sin ven Jacob Gershovitz – bedre kendt som George Gershwin. Duke var uddannet på konservatoriet i Kiev, var venner med Prokofiev og komponerede ligesom Stravinsky balletmusik til Sergei Diaghilevs Ballets russes i Paris. Han har også skrevet tre symfonier. Han er stadig bedst kendt som skaberen af hitshows som Cabin in the Sky og som komponist af adskillige sange, der blev jazzstandarder, her under April in Paris.

Dukes koncert har på samme måde som Adés en meget stærkt fremtrædende solostemme, dog ikke mikset så frem i lydbilledet. Gershwins få klassiske, overfladisk jazzificerede orkesterkompositioner siger mig ikke noget, og et værk som eksiltyskeren Korngolds Violinkoncert, der består af motiver fra den filmmusik, han skrev i Hollywood efter flugten fra Hitlertyskland, er trods sin popularitet vitterlig en tynd omgang fileri. Dukes koncert er langt bedre, mere varieret, mere sammenholdt, ligesom Bennett både underholdende og underfundig, og så kan jeg ikke stå for Chloë Hanslips tålmodige, næsten meditative kadencer og solopartier. Virkelig et godt sted at være i en gråtonet, urolig verden. Mærkværdigvis har Dukes koncert ikke været opført fra kort efter urpremieren i Boston i 1943 til 2014. Det fortjener den.

Romanen om en kvinde med et kamera

Helena Janeczek
Pigen med Leica’et
Roman 335 sider
Oversat af Marie Andersen
Forlaget Palomar

Af Jes Nysten
Jeg har fornyligt anmeldt Arne Herløv Petersen’s bog “Vild” her på siden. En bog der forsøger at indfange Gustaf Munch-Petersen korte og på mange måder rastløse liv. Frem til han tager til Spanien i slutningen af 1937, for at deltage i den spanske borgerkrig - som frivillig i De Internationale Brigader. 

Ligesom så mange andre unge mennesker fra hele Europa. Og som så mange af dem, bliver han dræbt - kun 26 år gammel. Ja, der var så mange, der måtte lade livet i denne treårige borgerkrig. Fx også digteren Lorca, der var i 30’erne, da han blev myrdet af fascisterne i 1936. 

Tusindvis af talentfulde unge liv blev brat tilintetgjort. Vi har naturligvis mange af disse unge menneskers eftermæle, men man kan alligevel ikke lade være med at tænke på, hvad ville være kommet fra dem, hvis de havde levet et fuldt liv. 

Lorca fik med det samme status som kæmpende martyr, men det overraskende er, at den kvinde der straks fik en lignende martyrstatus var Gerta Pohorylle - hun var hverken digter eller soldat, men krigsfotograf. Hun døde sommeren 1937. Også under den spanske borgerkrig. Hun var ikke direkte involveret i kampene, men hun blev kørt ned af en tank kort før sin 27 årige fødselsdag.

Det er selvfølgelig tilfældigt men interessant, at jeg umiddelbart efter “Vild” har læst denne bog “Pigen med Leica’et”, der forsøger at indfange denne kvindes korte liv og eftermæle. 

Fotografpartneren

Tysk jøde fra et solidt middelklassehjem og i klar opposition til det politiske klima i sit hjemland. Da Hitler kom til magten 1933 flygtede hun til Paris - som så mange andre jødiske flygtninge. Her mødte hun den charmerende Endre Friedman, som var fotograf. Han var også jøde - flygtet fra Ungarn. De to fandt sammen. Både på det personlige og på det professionelle plan. For det er vigtigt at understrege, at Gerta fra begyndelsen af deres forhold fuldstændig selvfølgeligt var Endres ligeværdige “fotograf-partner”. Det var også hende, der fandt på at for bedre at kunne sælge deres værker, skulle de bruge et amerikansk klingende navn: Robert Capa! Men ikke lang tid efter begyndte hun også at sælge sine værker under navnet Gerda Taro. Så selvom de arbejdede tæt sammen, så havde de nu deres separate kunstnernavne.

(Det er aldrig siden blev helt klargjort, hvilke billeder der under navnet “Robert Capa” egentlig er Gerda Taro’s værker! Capa døde i 1954, hvor han var i Vietnam, for at dække krigen)

De blev sendt til Spanien for at dokumentere borgerkrigen. Hurtigt blev de berømte for deres arbejde, og billederne blev trykt i flere og flere betydningsfulde blade både i Europa og i Amerika. 

Forfatteren Helena Janeczek er blevet inspireret af Gerda’s på mange måder utrolige liv til at skive denne bog. Ikke mindst har hun været optaget af historien om “Den mexicanske kuffert”, der skulle indeholde en stor mængde ukendt materiale af bl.a. hende og Capa fra borgerkrigen. Hun slutter også epilogen med en selvbiografisk note: hun stammer selv fra en jødiske familie. Og hun ser et øjeblik sine forældre i denne sammenhæng:

“Min mor der havde stædigt coquettrie til fælles med Gerda, kunne have været en af hendes yngre kusiner. Min far, en stor historiefortæller som Capa, en lillebror” (s 332)

På forsiden ser vi Gerda siddende på café med vin på bordet og den obligatoriske cigaret i hånden. Hun blinker kækt til os. En selvbevidst ung kvinde. 

Romanen er en kompleks halvdokumentarisk fortælling, hvor forfatteren naturligvis har haft mulighed for selv at fylde diverse huller ud i historien. Godt nok er Gerda i fokus, men vi lærer hende først og fremmest at kende gennem det miljø og de mennesker, der omgav hende, og som i tilbageblik fortæller om hende. Virkelig en kvinde, der har sat sine spor, kan vi forstå. Ung jødisk fritænker, åbenlys antifascistisk, livsromantiker.

Tre tilbageblikke 

Hendes historie bliver først og fremmest genfortalt af tre af hendes gode tyske venner i tilbageblik. Fortællingen springer frem og tilbage mellem en skitse af deres liv fremme i 60’erne og deres tilbageblik på tiden sammen med Gerda de få år tilbage i 30’erne. På den måde får vi et nuanceret men også noget flimrende billede af hende. Men det tegner måske meget godt hendes karakter; hele tiden aktiv tilstede, hele tiden i bevægelse. Igen og igen fremhæves hendes mod, hendes stærke udstråling. Og alle udtrykker den store tomhed, der er opstået efter hendes død. 

Der er en hel del samtidshistorie og henvisninger til mange kendte personer på denne tid i bogen, så det kræver en hel del viden om tiden for kunne se de rette sammenhænge. 

Romanen kredser naturligvis hele tiden om fotos, om deres muligheder og deres faldgruber. Og forfatteren leger selv med dette. I en “prolog” filosoferer hun over to foto, vi ser, af samme unge par - det ene taget af Gerda, det anden af Robert Capa. En lidt forskellig vinkel giver et helt andet indtryk.

Sådan leger forfatteren gennem hele bogen med interessante vinkler - ikke mindst på denne meget fascinerede hovedperson. Men det er også tydeligt, at forfatteren vedkender sig, at det er en illusion at tro, at et foto eller et stykke litteratur kan give os et dækkende billede af virkeligheden. 

Men derfor kan den godt være spændende - selv i glimt!

Den modnes kærligheds udfordringer

Ellen Strandgaard
Kom er et smukt ord
Roman. Forlaget Læselyst 2025

Af Carina Wøhlk
Kærlighed har ingen alder. Eller har den? Ellen Strandgaard, som debuterede som romanforfatter i 2018, kaster i Kom er et smukt ord lys over et emne, som netop fortjener større belysning: Moden kærlighed, og dens betydning for forholdet imellem gråhårede elskende og deres granvoksne børn.

I bogen præsenteres læseren for hovedpersonen Berit – en undselig enke med en ”skarp mindreværdsfølelse”. Berit har arbejdslivet som sosu-assistent bag sig og lever som en lidt stille eksistens, der har lært at ”elske ensomheden”. Lige indtil den dag, hvor hendes farverige og velbeslåede veninde Dora inviterer hende med på chartertur til Grækenland. 

Modenhedens tålmodige tilnærmelse

På Kreta møder Berit den pensionerede advokat Herman - en lidt kejtet og kantet personlighed, som vækker hendes interesse. Selv om de måske begge to har glemt, hvordan man flirter, forelsker de sig i hinanden. Ikke med ungdommens stormende passion, men med modenhedens tålmodige tilnærmelser. 

Da Berit efter længere tids tøven betror sin datter Pernille, at hun har mødt en mand, bliver datteren, som ellers selv er nyforelsket, afmålt og kølig. Hun kan ikke forlige sig med, at der er kommet en ny mand ind i hendes mors liv. Med smalle læber stiller hun spørgsmålet: ”Er I ikke for gamle til at være kærester?”. Med andre ord: I datterens øjne HAR kærlighed en alder, og den aldersgrænse har Berit for længst passeret.  

Det er ellers ikke, fordi Pernilles far lige er død. Berit blev tidligt enke – så tidligt, at hun har ”holdt sølvbryllup med hans dødsdag”. Sorgen over mandens død kastede hende ud i en svær sorgproces, der gjorde, at hun måtte overlade sin datter til andre i familien i en periode. Det bebrejder datteren hende stadig. Og det er, som om datterens barndomsfølelse af svigt blusser endnu mere op, da Berit vælger stævnemøder med kæresten fremfor samvær med børnebørnene.   

I det hele taget illustrerer bogen de reaktioner, der kan opstå, når der i en familie og vennekreds pludselig trækkes et nyt menneske ind i ligningen, og dynamikken og traditionerne ændrer sig. Andres følelser af svigt, undren og jalousi kan skygge ind over de elskendes glæde.    

Kropslige udfordringer

Bogen indeholder fine skildringer af de kropslige udfordringer, som ældre mennesker kan have: Høretab,  problemer med ”kredsløbet. Knæene. Fordøjelsen”. På et tidspunkt stiller Berit sig op foran et spejl og betragter sin nøgne kvindekrop og dens forandringer. Læseren følger hendes blik fra top til tå og tænker med hende: Kan hun stadig være genstand for begær? Det er stærk læsning.

Alligevel kunne man have ønsket sig, at forfatteren havde haft modet til at gå skridtet videre og skrive om de mere intime detaljer omkring et modent samliv. Det nærmeste læseren kommer, er billedet af Berit og Herman, der ligger i ske: ”Vi faldt i søvn liggende tæt op ad hinanden, min ende mod hans mave, hans arm om mig”. Det er da rørende. Men hvad med seksualiteten? Hvordan er det rent fysisk at være elskende, når man er oppe i årene? Hvordan er det at genoptage et seksuelt samliv, når man har levet cølibatært i mange år?

"Kom er et smukt ord" er en afdæmpet fortælling om seniorkærlighed. Bogen byder hverken på stigende spændingskurver eller sprudlende sprog. Alligevel gør den indtryk - som en stilfærdig beretning om kærlighed imellem aldrende mennesker.   

Med munden fuld af skyer

52 nye digte og 27 nye tegninger
digte og tegninger af claus ejner
Sider: 88 sider
Pris: 200 kr.
Forlaget Melodika

Af Troels Laursen
Det er sådan med claus ejner – og det skal staves med små bogstaver – at man får hvad man ser. Så som titlen siger det: 52 nye digte og 27 nye tegninger. Sådan. Hverken mere eller mindre, eller rettere meget mere. Forlaget melodika begyndte som pladeselskab, med udgiver nu også bøger, som på alle måder tilhører den smalle hylde af bøger. Men som læseren vil vide, så er det ikke det samme som der ikke er stor fylde i bøgerne. 

Også i denne af claus ejner, der er en meget produktiv kunstner, som har udgivet mange bøger og han tegner, maler, laver skulpturer, performances, film. 

Disse digte er tidligere udkommet på claus ejners Facebookprofil, hvor han næsten daglig lægger digte og tegninger op. For en tid siden blev han af Weekendavisen kaldt for konkretist. Det er lidt for lidt. claus ejner indeholder meget mere. Og det er svært at få øje på andre som ham i det danske landskab for poeter og kunstnere i bredeste forstand.

Han er noget så sjælden som en dansk spruttende gejser af idérigdom og kreativitet, alt sammen et eller andet sted mellem humor, eksistentiel søgen og kunstnerisk undersøgelse. Det er en evig bevægelse han sætter i gang ved undren og skarpe iagttagelser af det helt almindelig hverdagsliv.  Der er ikke mange nulevende kunstnere, som minder om ham her i landet. Inspireret af dada, surrealisme, absurd teater, tressernes performance-kunst (og meget andet) har han sit helt eget udtryk. Det er på samme tid personligt og alment, skævt og ligetil, eksistentielt og humoristisk, lokalt og universelt.

Tegningerne er blyantstegninger med enkle streger, der kan læses som små rebusser, hvor det ene fører det andet med og som så ender i det rene ingenting, men vejen dertil er altid interessant, for perspektivet vendes og drejes og det samme sker inde i knolden på den der ser med. 

Overskriften på denne anbefaling er i øvrigt også et digt og det korteste i bogen. Men som alt hvad claus ejner arbejder med, er det billedrig og billedskabende. Man ser, føler, smager og mærker alle orden og tegningernes streger sætter deres spor i sig.

Hans digte kan være haiku-agtige uden at følge de skarpe regler for bogstaver og linjer, men indeholder alligevel det svirp med halen, som et godt haiku-digt gør. Som her i digtet:

Jeg har lige talt,
hvor mange fugle
der er på himlen.
Der er ingen.

Eller som her:

Hængepilen
headbanger bag
drivhuset.

Der er også mindelser om Storm P - i hans værker – det gælder både tegningerne og ordene. Som når han skriver: 

Tit skuffes man
Over kommodeskuffe,
på samme måde som
våde luffer skuffer.

Digtende er ikke blot nonsens, eller rettere det er de aldrig, der er altid en dybere mening, der handler om meningen er væk, at den som et et digt på tre linjer er typograferet således:

Mening
Mere nejninger
Mest mening

Det handler livet der leves til vi dør og hvad det så vil sige. Tiden æder os og døden ligger ret fremme – via plejehjemmet:

Vinden, der blæser,
er frisk og mild.
Solen følger efter os.
Vores skygger forsvinder
næsten helt, da vi
går langs stien ved
plejehjemmet.

claus ejner smækker livet op foran os, så vi får chancen (om vi tør gå med) for at overveje og genleve det hele igen. Og han stiller hele tiden skarpe spørgsmål til den enkelte om hvad nytte det er til, alt det vi sådan går og gør, mens vi nærmere os afslutningen på det hele.

Claus ejner poesi og kunst er det, der nyttige unyttige, som vi ikke kan undvære:

Jeg tror på poesien
er sand, såfremt den
kan gå tur med min
hund, når det regner.

Og med dette digt efterlades jeg – mismodig, opløftet, håbefuld og livsmodig, med:

Små blødende
hjerter i
skosnuderne.

'52 nye digte og 27 nye tegninger' er udgivet med støtte fra Bodil og Jørgen Munch Christensens Kulturlegat.

Først Herløv, så Brostrøm

Arne Herløv Petersen
Vild
Roman 190 sider
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2024

Af Jes Nysten
“Vild” er den tredje roman, hvor Arne Herløv Petersen levende og sproglig veloplagt fører os ind i diverse danske kunstnermiljøer fra forskellige årtier. I 2019 udkom “Hvede”, hvor fokus var på tiden under krigen med Morten Nielsen som hovedperson. I 2020 udkom “Klinte”, hvor vi var rykket tilbage i 20’erne. Og i “Vild” er vi så passende kommet til 30’erne med Gustaf Munch-Petersen som omdrejningspunkt. Siden er “Korn” om 50’erne udkommet.

Der er givetvis lige så mange forskellige meninger om denne exofiktion genre, som Arne Herløv benytter sig af i disse romaner, som der er om autofiktion. Det at lægge navngivne “rigtige” personer ind i en fiktiv fortælleramme er efterhånden blevet en populær genre. 

To af de i mine øjne mest vellykkede inden for de seneste år er: Jesper Wung-Sung “Kvinden set fra ryggen” og Rakel Haslund-Gjerrild “Adam i Paradis”. 

Arne Herløv bruger denne genre på sin helt egen ubekymrede måde. Man kan kun beundre det sikkert store research arbejde, der ligger bag, men det tynger ikke romanen. Fortællingen er sprudlende og fængende.  Godt nok er Gustaf Munch-Petersen omdrejningspunkt, men netop omdrejningspunkt. Romanen er et tidsbillede fyldt med uforløste drømme, krukkede kunstner egoer, men også ægte engagement. Skrevet frem med let hånd.

Der var uro og udlængsel

Gustav kom fra en veletableret familie. Men der var uro og udlængsel i ham. Men det gik hurtigt fra det ene til det andet.  Sømand, minearbejder i Grønland, studerende. Intet blivende. For han ville være Kunstner med stort K. Digter? Maler? Hvorfor ikke begge dele? Ja, begge steder ville han udfolde sig. Og han tog fat og fik virkelig noget fra hånden. Han var ganske produktiv, både som digter og som maler.

Men fokus var og blev hans digtning, hvor han for alvor fik den surrealistiske digtning aktiveret på dansk grund. Med tilhørende politisk engagement. Og med tilhørende larmende kritik. Det er morsomt her i bogen at få repeteret de spydige, patroniserende og overgearede kommentarer fra diverse prominente forfattere og kritikere. 

Men Gustaf arbejdede ufortrødent videre. I perioder var han i Sverige, hvor der var lidt mere lydhørhed. Vi får bidder af nogle af hans digte, og jeg ved ikke om det virker som appetitvækkere. For - hvor står han egentlig i dag som kunstner?

Som menneske har han ikke været nem at omgås. Han tager forældrenes konstante økonomiske støtte som en selvfølge. På Bornholm har forældrene et sommerhus, hvor han for en tid bosætter sig, møder keramikeren Lisbet, får et barn med hende, og da hun er gravid med nummer to, tager han til Spanien. Han dør i kamp i 1938. 26 år gammel. 

Ja, hvordan med hans eftermæle? De fleste har vel på et tidspunkt i deres skoleliv stødt på digtet “til mine forældre”. Men ellers? Ja, det blev jo selveste Torben Brostrøm, der i 1959 udgav og kommenterede hans “Samlede Værker”. Her fik Gustaf for alvor det blå stempel. Jeg har selv haft fornøjelsen at høre Brostrøm herom. Det glemmer man ikke så let. 

Så min anbefaling er: læs dette underholdende tidsbillede. Som genfremkalder en interessant litterær skikkelse, og gå så ombord i Brostrøms samling. 

Ål i forfattersokkerne

Sargassum
Gorm Rasmussen
Forlag Folke 2025

Af Carina Wøhlk.

Sargassum. Det er titlen på Gorm Rasmussens nye bog – med ypperligt omslag af Martin Bigum. Tyg lidt på den. Titlen, altså. Hvad henleder den tanken på? Sargassohavet, ikke sandt? Gydestedet for den ål, vi kender herhjemme. Men sargassum er også det latinske navn for tang, der består af brunalger. Og rådne brunalger er stort set det samme som  fedtemøg – et håndgribeligt udtryk for klimaforandringer.  

En tour de force

Ål og tang. En truet dyreart og en truende algeart. Er bogen et biologisk studie? Næppe. Et klimamanifest? Måske. Først og fremmest er den en tour de force igennem forfatterens kreativt kaotiske sind. Læseren gisper for at følge med. Især når det  fabulerende flyder over i noget forvirrende. 

Ligesom i sin roman Himmelbjerge (2023) er Gorm Rasmussen optaget af forholdet imellem en ældre mand og en yngre kvinde. Denne gang den garvede journalist Gunnar og det klokkeblomstlignende væsen Soløje, som er opkaldt efter en smuk plante. Og ligesom i Himmelbjerge tager hovedpersonen på et roadtrip. 

Rablende rejse

Eller gør han? Efterhånden går det op for læseren, at der vist er tale om en ”åndelig rejse” med hovedpersonens ”lille botaniske lysvæsen” (se si. 98). Sammen drager Gunnar og Soløje igennem Jylland for at dykke ned i ålens mysterium og tage ved lære af et gammelt religiøst folk fra Mellemøsten; et folk, der tilbyder fred som lindring til vores sønderbombede og klimatrængte verden.  

Undervejs er læseren hårdt prøvet. Meget står og flimrer. Som forfatteren lader Gunnar sige indtil flere gange: ”Det rabler” (se f.eks. s.104). Javist, det rabler for Gunnar – og han rabler en masse af sig. Måske fordi hans kærlighedsforhold er brudt sammen, og alt i livet pludselig synes at hvirvle rundt i brudstykker. 

Til kamp imod mørket

Og midt i rableriet står Soløje som en lysende åbenbaring. Et lille gyldent og alfeagtigt væsen, der skal inspirere og incitere den aldrende journalist til at tage livet på sig igen. Med sit lys blæser hun til kamp imod mørket. For hvis mørket var fordrevet, ”ville ålen ikke have  noget problem, eller manden eller kvinden, eller dyrene, eller naturen, eller det lille fine pacifistiske folk, eller planeten eller selve verdensrummet…” (se s. 134). 

Forståelsesnøglen?

I det allerførste kapitel skriver Gorm Rasmussen en iøjnefaldende sætning, som byder sig til som forståelsesnøgle: ”Gud er sit skaberværk” (se s. 7). Og Soløje er manifestationen af Guds skabelsesbefaling: Der skal være lys. Og det bliver der med Soløje. Det er hende, der på vegne af verdens flora og fauna giver stemme til bogens mest meningsfulde ord – et blændende digt: ”Hvad har vi gjort jer?/ hvad har vi gjort jer?/ Planter og dyr, fugle/ og fisk, alt liv på jord…..Hvad er det, I gør os/ imod os, imod hinanden, slås, slås/ Det er den samme verden, det er også vores/ Kloge er I, men fra forstanden…” (se s. 113).

Gorm Rasmussen kan lide at lege med sproget. Han har originale tanker, men de glider fra ham og snor sig som ål i mudder. Og dermed mudres budskabet også til. Det er synd. Sargassum har noget vigtigt på hjerte, men meningen synker lidt til jorden – som ål i forfattersokkerne.   

På jagt efter musikkens væsen

Serge Rachmaninoff (1873-1943):
Symphony No. 1 in D minor, Op. 13
Symphonic Dances, Op. 45
Sinfonia of London, John Wilson (Chandos)

Af Jakob Brønnum
Rachmaninovs 1. Symfoni, der netop er udkommet på Chandos, afslutter et projekt med de samlede indspilninger af Rachmaninovs tre symfonier og nogle orkesterværker, opført af Sinfonia of London, dirigeret af deres faste dirigent John Wilson.

Jeg er helt enig i den generelle karakteristik som en anmelder i en lokal søndagsavis har givet af orkestret: ”Sinfonia of London sets the gold standard – an orchestra of generals that takes the unfashionable, the obscure, the overlooked, and makes it unmissable.”

Det er egenskaber, man i særlig grad kan få brug for i forbindelse med Rachmaninovs 1. Symfoni fra 1895. Symfonien fik fantastisk dårlige anmeldelser, da den blev uropført, og Rachmaninovs unge selvværd led dyb og muligvis ubodelig skade.

Nu er det ikke den første symfoni, der har fået fantastisk dårlige anmeldelser ved sin uropførelse, som siden er blevet en klassiker i repertoiret. Bruckners 3. var en katastrofe, Mahlers 1. symfoni  blev heller ikke for godt modtaget, Tjajkovskijs 6. var man heller ikke begejstret for. Dette vilkår har lært mig at lytte på en anden måde, når jeg ved det er sådan en symfoni. Man kommer uvilkårligt til at lytte efter det, som kritikerne dengang må have syntes var så mærkeligt, at værket skulle afvises.

Jeg har hørt Rachmaninovs 1. Symfoni siden engang i slutningen af firserne eller begyndelsen af halvfemserne. Men jeg har aldrig nogensinde oplevet at den har stået stille for mig - altså sådan, at man kunne tænke tilbage på den, når man havde hørt den, og huske den, sådan som man jo kan med Rachmaninovs 2. Symfoni, hvor man oplever fire store satser, der bevæger sig i den sødmefulde melodik og den brusende dramatik, vi også kender fra hans 2. og 3. klaverkoncert.

Alligevel har Symfoni nr. 1 et eller andet, der gør at jeg bliver trukket til den igen og igen. Ikke så ofte som til 2. Symfoni, som man jævnligt hører fra de store koncerthuse, men alligevel så ofte, at jeg husker at man bliver sat i en stemning af mystik af den. 

At skildre stilheden

Værkets langsomme sats, den 3. sats, har nogle passager hvor strygerne er alene i lydbilledet. Man ved simpelthen ikke hvor de er på vej hen, det er en gruppe søgende stemmer, der i nogle minutter synes at gå i alle mulige retninger.

Når man har hørt meget senromantisk musik, vækker visse symbolske billeder efterhånden sig selv, og det er svært ikke at tænke på tåge og morgengry og klipper og hav. Det er ligesom om man fanges ind af en mærkværdig stilhed, der ligger neden under det hele. Kan musik virkelig handle om at skildre stilhed? Jeg tror det.

Rachmaninov

Lidt efter kommer både messingblæserne og en solotræblæser indover og lidt senere igen træder pludselig en lys solo stemme fra violinerne frem med en endeløst smukt melodisk passage, der forener sig med et stort, flydende tutti i orkestret. Endelig et sted i symfonien, hvor Rachmaninov lyder som det vi opfatter som sig selv.

Sådan kan man gennemgå alle satserne og opdage, at der er noget der lyder som Rachmaninov, og noget  der prøver at lyde som Rachmaninov, og noget der slet ikke lyder som Rachmaninov. 

For eksempel finalens mærkværdige indledning, som jeg finder mageløst flot, en art militante messingblæsere, der så bliver afløst af nogle dybe strygere i en hvirvlende, rytmisk stærkt pointeret figur som vi kender igen fra Rachmaninov mere modne værker. Også den sats vikler sig ind i en sådan søgende positur, som jeg beskrev om 3. sats.

Den store, 1. sats i Rachmaninovs 1. Symfoni begynder til gengæld med en typisk, ret brovtende, russisk crescendoindledning i messingblæsere, der går over i en lige så tilsyneladende genkendelig russisk folkemelodi i træblæserne. 

På det tidspunkt kan man simpelthen ikke høre om det er Rachmaninov eller noget af den berømte konservatorieprofessor fra samme tid i Sankt Petersborg, Shostakovich lærer, den geniale Alexander Glazunov, et af de mest gennemalkoholiserede mennesker, der nogensinde har komponeret store symfonier, som endog dirigerede uropførelsen. Og det varer længe ind i satsens videre udvikling, for jeg kan høre, om det er et ufærdigt stykke af Rimsky-Korsakov eller en passage i en af Balakirevs to mere eller mindre samtidige symfonier, jeg bare aldrig har lagt mærke til. Men så indtræder en elegisk passage i primært strygerne, der indfører dette mystisk søgende som er Rachmaninov mægtige bedrift med dette misforståede værk.

Udgivelsen på Chandos er parret med Rachmaninovs populære Symfoniske danse, op. 44, der er en slags bevidst udført, symfonisk torso, en symfoni uden langsomme satser, kan man sige. Også her er meget at opdage. Det mystiske forlader aldrig helt Rachmaninovs værker.

Gensyn med en aktuel dystopi

Karin Boye
Kallocain
Oversat af Birgitte Steffen Nielsen og Juliane Wammen
Forlaget Palomar 2021
247 sider, 240 kr

Af Jes Nysten
Denne dystopi, “Kallocain”, blev udgivet i 1941 i Sverige og blev en stor succes med det samme - med god grund!

Nu foreligger den her på dansk i en nyoversættelse fra 2021. Med et støvet GRØNT omslag og med det sigende citat på forsiden “Jeg ville så gerne tro på at der fandtes et grønt dyb i mennesket, et hav af uskadt grokraft der kunne smelte alle døde rester i sit kæmpemæssige kar, og som i al evighed lægede og skabte ….”
Det giver god mening med denne nyudgivelse. Ikke kun på grund af bogens tema men først og fremmest fordi det et et gribende psykologisk og fortællemæssigt lille mesterværk.

Bogen er skrevet af Karin Boye, en af datidens store digtere i Sverige. Hun er primært kendt som lyriker, men som sit sidste værk udgav hun denne dystopi med den manende undertitel “Roman fra det 21. århundrede”. Trods siddende i det neutrale Sverige har hun haft en klar viden om uhyrlighederne både i Tyskland og Rusland. Samme år som romanen blev udgivet begik hun selvmord - 41 år gammel.

Bogen er en mands livsfortælling - skrevet af Leo Kall, der nu på 20. år sidder ensom i en fængselscelle. Her har han sat sig for at skrive om sit liv som trofast med-soldat i Verdensstatens velsmurte og kontrollerende maskineri.

“Den bog jeg nu sætter mig ned for at skrive, vil nok virke meningsløs på mange - hvis jeg da overhovedet tør forestille mig at “mange” vil komme til at læse den - for jeg indleder jo dette arbejde helt af mig selv, uden at være beordret til det, og alligevel står det ikke helt klart for mig hvad hensigten er. Jeg ønsker at gøre det og er nødt til at gøre det. Det er det hele.”

Sådan indledes hans fortælling om sit oprindeligt ukomplicerede liv som dygtig kemiker, der ovenikøbet er priviligeret med et velordnet familieliv med kone og tre børn. Ukompliceret i den forstand, at i det totalt overvågede og benhårde kontrolssamfund overlades intet til det enkelte individ. Hverken af handling eller tanker. Og det er da på mange måde en stor befrielse!

En nyere svensk udgave

Han er nu her sent i livet fængslet efter at Verdensstaten er blevet besejret og underlagt Universalstaten og fortæller ikke blot nuanceret og indsigtsfuldt om sit liv, men prøver - godt nok lidt famlende - at udtrykke den forandring, der har fundet sted i ham (og som også hans kone gav udtryk for, mens de levede sammen). Nemlig det som kommer til udtryk i det nævnte citat fra bogens forside.

Han var som sagt en loyal og dygtig kemiker, der ovenikøbet fik en vigtig funktion i statens aldrig svigtende opgave: at finde og afsløre de ikke-loyale. Men hvordan kommer man ind i hjernen på en potentiel oprører? Det havde Leo netop udviklet et middel til. Når man sprøjtede et særligt kemisk stof ind i en person, ville vedkommende uden tøven fortælle sine inderste tanker. Stoffet blev efterhånden så populært og virkningsfuldt, at det ligefrem blev opkaldt efter Leo: Kallocain.

Utallige personer blev underlagt denne test og meget blev fortalt. Til tider ligegyldige banaliteter men sandelig også mærkelige og yderst farlige tanker ikke nødvendigvis om oprør men om andre mulige livsformer, mærkelige drømme om et liv i naturen - ja bare et liv “udenfor”.

Noget andet end livet i Staten

Som den gode med-soldat han på det tidspunkt var, gik han ivrigt til værks for at afsløre og få dømt disse fantaster og uromagere. Men langsomt begyndte han selv at få mærkelige forestillinger om “noget andet” end livet i Staten. “Ørkenbyen”, et fjernt drømmested, dukkede op igen og igen i hans tanker. Den selvdisciplinering, der er altafgørende for at leve i Staten, begyndte at krakelere for Leo.

Hans kone, Linda, mistænkte han på et tidspunkt for at have en affære med hans nære kollega, og i sin jalousi gav han hende en indsprøjtning for at få sandheden ud af hende. Men i stedet holdt hun en lang smuk og vigtig tale for ham om det at være kvinde og ikke mindst om det at være mor. At bære et barn i sig og sætte det i verden. At verden kan forandres, når noget helt nyt kommer til live! “Måske kan der vokse en ny verden frem af dem der er mødre - om det er mænd eller kvinder, og om de har født børn eller ej. Men hvor er de?” (S 207)

Når man lever det meste af livet i bunkere under jorden bliver ens sanser sløvet. Naturen, ja alt det som magtapparatet ikke kan lukke inde eller skjule, begyndte efterhånden at folde sig ud for Leo. Ikke i store svimlende syner, men i små men sigende fornemmelser. “Natten åndede, natten levede, og så langt jeg kunne se ud i det uendelige, pulserende stjernerne som hjerter og fyldte tomrummet med bølge efter bølge af vibrerende liv” (s 225)

Den voldsomme destruktion af Verdensstaten og hans overflyttelse til et fængsel i Universalverdenen fortæller han kun flygtigt om. Men her var han også brugbar, eller rettere hans Kallocain. Det var nok dette magiske stof der havde reddet ham.

Men det der for alvor havde sat sig i ham kunne heller ikke under nyt diktatur og med fængselsstraf forsvinde. Derfor kunne han slutte sin beretning - “når jeg sidder på min briks med lukkede øjne, sker det at jeg pludselig ser stjernerne glimte og hører vinde suse, og så kan jeg ikke fordrive den illusion fra min sjæl, at jeg stadig, trods alt, er med til at skabe en ny verden” (s 233)

Efterfølgende er der sat et “Censors efterskrift”. Censor Hung Paipho gør gældende at dette skrift her er, trods dets dybt umoralske indhold, ikke blevet destrueret. Det skyldes at man i dette kan læse om hvor degenereret den befolkning var, der levede i den nu undertrykte Verdensstat. Dette til skræk og advarsel for de gode velafrettede medsoldater i Universalstaten.

Bogen har et fint efterord af Ida Marie Hede

Dette er virkelig en page turner. Leos fortælling er holdt i et lavmælt men fuldstændigt overbevisende og ligefremt sprog. Her er ikke andre dystopiers voldsomme dramatik og højstemt sprogbrug, hvilket gør den endnu mere uhyggelig, fordi den nærmest sniger sig ind under læserens hud. Og til tider bliver foruroligende genkendelig!

Absolut en bog også til vores tid.

 

Vi har brug for Lasker-Schüler

Else Lasker-Schüler
Mit blå klaver
Essays og lyrik i udvalg af Eva Botofte
Det poetiske bureaus forlag, Bureauets Lommebibliotek

Af Jakob Brønnum
Jeg har været ufattelig længe om at skrive denne anmeldelse. Det er en anmeldelse af en meget smuk lille antologi over den tyske forfatter Else Lasker-Schülers forfatterskab. Den er udkommet i Bureauets Lommebibliotek, den for tiden i særklasse fornemste klassikerserie på det danske bogmarked i en tid hvor præcis den slags serier, såsom Gyldendals Bekkasinbøger, tilhører en forgangen drømmeomvundet tid.

Det er en fremragende bog. Eva Botofte har skabt en strålende lille antologi, der består af essays og udvalgte digte, ”fokuseret på de ikke-rimede prosadigte, der tematiserer kærlighed, død, tab, angst, hjemløshed og eksil”, hvorved hun har set bort fra digte med mere mystisk (jødisk) indhold. Prøv at høre, hvor strålende en lyriker, Lasker-Schuler er:

”Jeg græder –
Mine drømme synker ned i verden.

Ikke en hyrde vover sig
ind i mit mørke.

Mine øjne viser ikke vej
som stjerner” (digtet Til hedningen Giselheer, s. 82)

Botoftes begrundelse for at udelade de mystiske digte var, at de kræver ”en del bibelkendkab” (s. 15). Det er interessant, fordi de tre af 12 vers i dette digt som jeg citerede, rummer umiddelbart to hvis ikke tre allusioner til det vi kalder Det gamle testamente. Vers 2 er (bl.a.) Salme 23 og vers 3 en berømt passus i Abraham-fortællingen fra 1. Mosebog, og jeg er overbevist om at vi kan finde steder i Jeremias Bog, hvortil 1. vers alluderer. Og det hele handler jo om patriarken Josef som drømmetyder. Men de kan sagtens læses uden dette kendskab. Drømme der synker som eksistentielt forladt antitese til det himmelske eller fysiske kosmos.

De udvalgte essays er korte, nærværende betragtninger om hverdags ting i Berlin og blandt mennesker i Lasker-Schülers omgangskreds. Igen, hør hvor godt det er:

”Jeg har bemærket, at børn og voksne, som åndsfraværende begyndte at tegne kruseduller med blyanten eller pennen, helt ubevidst gjorde sig umage for at skrive smukke eller snørklede bogstaver og ord; senere undrede de sig selv over det skrevnes betydning. Pludselig står der på avisens hvide kant et navn, blomsterprydet eller med slyngede arabesker. Et andet sted er et verbum vendt på hovedet, jeg mener, et hvilket som helst ord skrevet med spejlskrift. Jeg bliver lige så fascineret ved synet af en interessant håndskrift som af en god pennetegning eller et maleri.” (Håndskrift, s. 23)

Det er simpelthen så godt iagttaget, lige sådan noget, man ønsker man selv havde set og ofte har gjort, men kun i brudstykker, uden at sammenføje det med en litterær sammenhængskraft så det kan bruges til at fortælle noget om mennesket. 

Hvorfor har den anmeldelse så taget så umanerlig lang tid. Jeg har ikke kunnet forstå hende. Jeg forstår at hun er ekspressionist, men jeg forstår ikke måden, hun er ekspressionist. De ovennævnte passager er alt andet end det. De er eksistens, betragtning, kontemplation. De er mere Nelly Sachs og Montaigne end Trakl og Franz Marc. 

Lad mig begynde i et helt andet sted. Jeg havde på et tidspunkt en tysk antologi med Lasker-Schülers arbejder. Den gav mig det indtryk, at hun var en en intellektuel ekspressionistisk forfatter. Så købte jeg en svensk antologi om ”poeten, dramatikeren og essayisten” Else Lasker-Schüler, der ganske rigtigt beskrives som "en af tysk ekspressionismes vigtigste litterære stemmer". Bogen består af digte og portrætter, og mange af dem er rimede.

Så kommer nu bogen fra Det poetiske bureau med titel efter det jeg kan forstå er Lasker-Schülers vigtigste digtsamling Mit blå klaver. Og den viser mig en helt anden forfatter, eller en helt tredje forfatter.

Livsomstændighederne

Jeg begynder at forstå at hendes forfatterskab tager karakter efter de livsomstændigheder hun er underlagt, ikke alene emnerne, men selve den grundlæggende udtryksform ændrer sig livet igennem.

En kort biografi af hende ville det nok lyde sådan her: Else Lasker-Schüler (11. februar 1869 - 22. januar 1945) var en tysk digter og dramatiker, kendt for sin boheme-livsstil i Berlin og sin poesi. Hun var en af de få kvinder, der var tilknyttet den ekspressionistiske bevægelse. Lasker-Schüler, som var jøde, flygtede fra Nazityskland og levede resten af sit liv i Jerusalem.

Botoftes noget mere udførlige livsskildring fortæller om overgreb fra den nazistiske magtelite. Den fortæller om en vagabond-agtig tilværelse hvor hun ofte gik for lud og koldt vand, og om et næsten symbolsk endeligt, hvor hun dør i Jerusalem og er begravet på Oliebjerget, hvortil en del af Jesus-fortællingen som bekendt er henlagt.

Men hvem er Lasker-Schüler? Og hvordan skal jeg forstå hendes forfatterskab og hendes forfatterperson (som det hedder i litteraturvidenskaben, altså den person som ikke bærer hele Lasker-Schülers identitet, men den del af hende som er forfatter).

Botofte oplyser min uklare forståelse i sit forord (s. 7): ”I sin egen tid er hun en skæv eksistens, en fri kvinde og feminist, der bevidst vælger et bohemeliv uden økonomisk sikkerhed, ligesom hun går i herretøj og lader håret klippe kort i en såkaldt bubikopf-frisure, en page, som dog ikke er et særsyn hos avantgardens kvinder i de brølende 20’ere. Man kan se hende som en slags radikal performancekunstner, hvis biografi ikke kan adskilles fra de karakterer, hun opfinder.”

Lasker-Schüler er, som eftertiden også har indset, et storslået geni, en sandsiger. Et menneske ligesom den anden person, vi nævnte fra Oliebjerget, et menneske, der minder om en ung kvinde, der for få dage siden blev forhindret i at gå i land i Gaza, men fløjet - givetvis ind over Oliebjerget - i helikopter, og  derefter sendt hjem. Lasker-Schüler er et ufrivilligt kompromisløst menneske, der ikke kan korrelere en fysisk og materialistisk normalitet med en metafysisk og emotionel fragmentering af tilværelsen som vi møder lige præcis hver gang vi går ud på gaden, hvis vi er tilstrækkeligt (over)sensitive, og som kan beskrives politisk. Eller som hun selv skriver:

Jeg vil ud i det grænseløse
tilbage til mig selv (s. 41)

Vi har brug for Lasker-Schüler, og nu har vi fået hende på dansk. Så kommer det næste store skridt, at fortælle den alt for lidt søgende, men ikke desto mindre fortabte omverden om det. Bogen udkom i 2023, og dette er den første anmeldelse. 

Kammerspil med dybe implikationer

Anne Vestberg
Portræt
Forlaget ORD, 157 sider

Af Jakob Brønnum
Sent i Anne Vestbergs roman Portræt afsluttes et at de unavngivne kapitler sådan her: ”En strygekvartet på dækket begynder at spille. Tonerne er ensomme og absorberes af natten. Der er ikke noget til at holde dem sammen og bære dem videre.” (side 137)

Man kunne næsten skrive anmeldelsen over dette afsnit alene, hvis anmeldelser handler om at perspektivere en litterær tekst og vise dens forankring.

Hvor stammer scenen fra? Enhver kan se at det er en scene fra Titanic-legendariet. Det sad vitterlig en strygekvartet på dækket, mens folk blev evakueret, i hvert fald hvis man skal tro nogle af de senere vidnesbyrd fra katastrofen. De spillede en salme, der kun under store kampe blev medtaget i den seneste udgave af Den Danske Salmebog, fordi den opfattes som for sentimental i den danske salmetradition.

Det er en engelsk salme, der på det pågældende tidspunkt ikke var ældre end omkring 50 år, Nearer My God to Thee. Man kan synes det var passende at netop den salme blev spillet på det tidspunkt, hvor folk druknede i stort tal og efter datidens stadigvæk nogenlunde vel udbredte forestillinger, måtte kunne forstås som at komme nærmere Gud.

Når man inddrager det faktum at salmerne er inspireret af den gammeltestamentlige legende om patriarken Jakobs drøm, hvor han ser engle gå ind og ud af himlen, begynder billedet i Anne Vestbergs roman at blive virkelig ladet med mening og betydning. For hun skriver det stik modsatte. Tonerne kommer ingen vegne. Mørket er tomt.

Et kammerspil i tre rum

På en måde er dette symbolske afsnit en sammenfatningen af romanens sjælelige og eksistentielle implikationer. Romanen er et kammerspil om en freelance journalist, der påtager sig at skrive en stor tekst for en mandlig forfatter, et portræt. Romanen foregår som et kammerspil, men i tre rum, hos forfatteren og hjemme hos freelancejournalisten, hvor hendes hus får en eksistentiel betydning, samtidig med at naboens hus er under renovering og også synes at antage en symbolladet karakter. Det tredje rum er drømme, forestillinger og frygt og angst, kampe med selvværd og selvforståelse. Og det går ikke som det skal. 

På samme måde som med Anne Vestbergs første bog, en digtsamling, Katastrofen, byen og skoven (2016), hvor jeg i en anmeldelse beskrev hendes metaforbrug som at hun gør billederne til eksistentialier, finder man også i bogen her en fortætning af sproget, der gør at den enkelte sætning eller det enkelte afsnit synes at blotlægge en livsproblematik eller en social eller relationel sammenhæng, hvor den moralske status som aktørerne har, er op til læserens fortolkning. Det er romangenrens største fortjeneste og dybeste eksistensberettigelse at kunne rejse etiske problemstillinger.

Romanen slutter med et alligevel sært stille, men dog markant dramatisk sammenbrud. Der er et udtryk på engelsk, ”to wear your learning lightly”, en karakteristik af at man, for eksempel i en tekst, kan se at der er mange lag af indsigt, men at forfatteren ikke gør opmærksom på at de er der eller at vedkommende selv har placeret dem der. Jeg antydede et lag i indledningen af anmeldelsen, men jeg ser også inspirationer fra den klassiske modernistiske danske roman fra Erik Aalbæk Jensen til Martha Christensen, og jeg ser den fine scenografiske opbygning som inspireret af det absurde engelske drama i tresserne og halvfjerdserne, og der er en åbenlys fagpsykologisk indsigt, og en sproglig bevidsthed såvel som en kunnen, som gør at man befinder sig rigtig godt i romanen og slet ikke bemærker hvor kort den egentlig er

Ja, det er sådan, fantasien er

Hans Kappel Skau: Arbejder isbjørne også over?
Wadskjær Forlag, 2024

Af Bo Gorzelak Pedersen
Hans Kappel Skaus Arbejder isbjørne også over? er ifølge forlagsteksten trykt på bagsiden af bogen "en humoristisk arbejdskritik skrevet i [en] hybridform", der både omfatter historiske notater, korte prosatekster og digte. Humoren er sort og i nogen grad misantropisk. Bogen, der er på i alt 72 sider, handler i hovedsagen om Hans Kappel Skaus tid som arbejder på Svalbard. 

Efter en kort, historisk intro om hvalfangst og lampeolie beretter forfatter-jeg'et om sin studietid, om at føle sig på afstand af andre og om at leve i et København ("Jeg var så pisse træt af at bo i København") fuld af mennesker, "Objekter, som jeg hver dag skal overhale på min cykel. Genstande, jeg skal stå bagved i supermarked, ved lægen, hos bageren." Han vælger i stedet at flytte til Svalbard, hvor han blandt andet arbejder som turguide, indtil han til sidst igen ender tilbage i København ("Her er så pisse kedeligt / Det var ligegyldigt at møde mine venner i dag"), hvor han cykler "helt tæt på fodgængerne / jeg vil så gerne lange dem en over nakken" og mediterer over, hvor let det ville være at skubbe de øldrikkende "smarte folk" på Dronning Louises bro i vandet: "Det ville være [...] spændende at se dem i deres mund, når de falder / Bare fucke dem en lille smule op / ganske harmløst, selvfølgelig / men de skal ikke tro, at smerten kun er abstrakt." Og hér ender bogen, med disse linjer: "Ja. Det er sådan, fantasien er: / Give dem en over nakken / og spæne væk på sin cykel".

Mareridt på Svalbard

Livet på er Svalbard er heller ikke nemt. Som turguide plages forfatter-jeg'et af "mareridt i orange telte", og han får "svejseøjne og gigtfingre [...] mit røvhul sprækker. Min pik svier, når jeg pisser, og jeg har forvredet min skulder". Han arbejder med maskiner, men "Jeg hader maskiner. De vil mig det ikke godt", og turisterne er ofte ubehøvlede og/eller berusede. Skau har imidlertid rig mulighed for at studere dynamikken blandt den internationale gruppe af mennesker, han arbejder sammen med, og han lærer noget om forudsætningerne og den historiske baggrund for øgruppens erhvervsliv, herunder minedriften. Samtidig er der naturen, som kan være køn at kigge på, men som også for eksempel inkluderer den syge polarræv, forfatteren en dag finder ved sin scooter, "sørgelig og klam", men som han nægter at skyde, for "Jeg er bondesøn. Vi rører ikke ved syge dyr". 

Arbejder isbjørne også over?, der i øvrigt er smukt illustreret af Björk Mo van Dijk, er en mærkeligt rørende bog. Jeg skriver "mærkeligt", for egentlig synes jeg ikke, den burde være det: Forfatter-jeg'et gør sig afgjort ingen anstrengelser for at stille sig charmerende eller forstående an. Han er ærligt talt, som vi siger dér, hvor jeg kommer fra, lidt af en tværing, men han er ærlig, og hans tekster virker autentiske. Man tvivler ikke på, at han ved, hvad han taler om, når han som ovenfor citeret henviser til "smerten", der ikke kun er "abstrakt", og jeg kunne personligt, mens jeg sad og læste, ikke lade være med at beundre ham. Han gjorde det faktisk, han kæmpede sig igennem, og selv om det er en 'arbejderkritisk' historie, er det også et slags eventyr. Ud og hjem igen. Ikke en turistrejse, men hårdt knokleri og virkelighed hele vejen. Det er seriøst godt gået.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i Edition tiger      

Peer Gynt: Offer eller bøddel? Eller offer for sig selv

Digteren Søren R. Fauth har sprudlende oversat (eller rettere i passager genskrevet) Ibsens klassiske digt om stratenrøveren Peer Gynt, der skal nå så drabeligt meget og se den ganske verden, blot for at vende tilbage til arnestedet for at dø. Peer Gynt er offer for sig selv, sådan som mange er det i vores tid

Henrik Ibsen:
Peer Gynt. Et dramatisk digt.
Oversat/genskrevet af Søren R. Fauth
288 sider, 269 kr. vejl. Forlaget Sisyfos, 2025.

Af Jens Carl Sanderhoff
Det gyntske selv – det er den hær
af ønsker, lyster og begær –
det gyntske selv, det er det hav
af indfald, fordringer og krav,
kort fortalt alt, som netop mit bryst hæver,
og gør at jeg, som sådan, lever.
Men ligesom Gud har brug for al smerten,
og vil han forblive at være verdens Gud,
så har jeg og brug for guld og mange skejser,
hvis jeg vil være nummer ét og verdens kejser. (s. 144/145)

Nærmest midt i dette langdigt om den utilpassede fjordgut Peer Gynt optræder denne lille trosbekendelse, der glasklart afslører protagonistens akilleshæl og i samme nu også afslører én af Ibsens bagvedliggende moraler – som én og anden (måske især amerikansk) rigmand kunne have godt af at indprente sig – at hvis du behøver penge eller benytter dig af udvendig magtbrynde for at få dine medmenneskers opmærksomhed og opbakning, så er du måske alligevel ikke helt den guds gave til verden, som du selv går rundt og tror.

Peer Gynt som Faust eller Fanden?

Henrik Ibsen skrev digtet cirka 100 år før jeg blev født, og det kan man også godt mærke, hvis man finder originalteksten frem. Til sammenligning med det indledende citat kommer her, hentet fra Lindhardt og Ringhofs genoptryk, de sidste linjer i Ibsens originale tekst:

Men som Vorherre trænger muldet,
skal han bestå som verdens Gud,
så har jeg og behov for guldet,
skal jeg som kejser ta’e mig ud.
(s. 136 i Lindhardt og Ringhofs genoptryk, e-bogsudgave 2017)

Og denne passage er endda ikke overmåde genskrevet af Fauth, blot tydeligt moderniseret i disse afsluttende fire vers. Andre steder tager ’oversætteren’ mere robust og nærmest fortolkende fat – og det er godt! – for det er en bedaget tekst, og, tænker jeg, hvis den i dag skal nå bredere ud end Tordenskjolds soldater, så er det vejen, for personligt keder jeg mig let i selskab med bøger skrevet til en anden tid. Og der er god grund til stadigvæk at læse Peer Gynt. Det er nemlig en yderst interessant fortælling, og i Fauths hænder bliver teksten noget mere levende med sine kække 2025-rim end tilfældet er med mange af de originale.

Bjørn Bjørnson som Peer Gynt, Christiania Theater 1892.

Som der står på bagsiden af den smukke, nye version fra Forlaget Sisyfos, er det dramatiske digt ofte blevet sammenlignet med Goethes Faust, men i mine øjne er det for énstrenget en kategorisering, for jeg er mere tilbøjelig til at mene, som der også står i bagsideteksten, at det drejer sig om en psykologiserende tekst. Der er elementer af Faust, bevares, men der er noget andet, der i langt højere grad passer til vores tid, hvor gud og fanden for længst er blevet statister. Gynt er en karakter, der ligesom producerer sin egen sandhed, sit eget virkelighedsbillede, og det er en tendens i vores tid, der er drejet helt ud af gevind. Tag blot en tur på hvilket som helst af de sociale medier og se mængden af hjemmegjorte virkelighedsopfattelser – som ofte følges af argumenter, der kunne være sagt af Peer Gynt himself. Vores tid hænger åbenbart i samme dynd som protagonisten.

Det er også derfor, jeg i langt højere grad læser langdigtet som den advarsel, ingen hørte. Ibsen viser gennem sin fortælling, at Peer Gynt er offer for sin egen sorg, offer for de svigt, han som barn oplevede, og den, der ikke frigør sig fra sin bøddels åg, må slæbe rundt på en grundlæggende usikkerhed, der indfarver de valg, der jo så slet ikke er valg. Det er sådan, jeg mest ser Gynt – indfanget i sin fars skygge og således tvunget til at gentage nogle af de samme destruktive mekanismer; det er sådan, jeg forstår hans gestalt; et ufrit menneske i fornægtelse – endda en fornægtelse, han ikke selv er klar over, at han tvinges af. Det er derfor, han både er offer og bøddel.

Hvis du ikke kender historien…

Peer Gynt. Et dramatisk digt. Sådan blev det, der nu allermest er kendt som et tidligt bud på noget af det, der skulle komme til at gennemlyse Det Moderne Gennembruds menneskeforståelse, publiceret af Gyldendal i København i 1867. Ibsen viste sin samtid, at mennesker er drevet af noget, de ikke nødvendigvis har klarhed over, og som derfor gør os ufrie. Teksten, der slet ikke fra begyndelsen var tænkt som det teaterstykke, der nu har huseret på alverdens scener (og i alverdens koncertsale), er inspireret af norsk folklore, folkeeventyr hentet fra Asbjørnsen og Moes samlinger, der midt i 1800-tallet var med til at danne en selvforståelse blandt nordmænd, som gødede folkestemningen hen imod selvstændighed. Og i 1876 blev digtet så omkalfatret til teater med den mindst lige så verdensberømte musikledsagelse skrevet af Edvard Grieg. Faktisk tror jeg, flere kender musikken end digtet i dag, for det er et af de mest opførte klassiske værker overhovedet.

Karen-Lise Mynster som Mor-Åse og Patrick Baurichter som Peer Gynt. Af Emilia Therese ©2024.

Første handling (sådan kaldes afsnittene) begynder in medias res. Peer er en ung gut, der kendt af alle på egnen for sine lidt for fantastiske beretninger, mundhugges med sin mor, der udbryder: »Peer, du lyver!«, og så er tonen ligesom lagt. Digtet fortsætter snart med hans beskrivelse af en hjortejagt, der nærmest har erotiske undertoner – og måske derfor glider handlingen videre i en scene, hvor hans mor, Åse, bebrejder ham, at han missede et muligt ægteskab med datteren af egnens rigeste bonde, Solvej. Han styrter snart afsted til hendes bryllup for at gøre sine hoser grønne, og ender med at stikke af med hende. Sammen tilbringer de en nat i bjergene, og han flygter efter sin udåd.

I anden handling leder mor Åse og Solvejs far efter ham, men han undslipper og forvilder sig ind i Troldkongens hal, hvor han er et kussehår fra at konvertere til trold, men det lykkes ham at vikle sig ud af miseren, men med sig har han nu et motto, som bliver hans gennem livet; vær dig selv nok. Han møder Solvejs lillesøster, Helga, og giver hende en sølvknap, som hun skal give til sin søster og fortælle hende, at hun ikke må glemme ham.

Tredje handling er dér, hvor årsag og virkning bliver lidt for realistisk for den unge gut, og selvom Solvej, som han møder igen, erklærer ham sin kærlighed og ønsker at være ved hans side resten af livet, så indhentes han af fortidens synder (samvittigheden forklædt som reminiscenser af hans møde med troldenes verden), og han stikker af – igen!

Henrik Klausen som
Peer Gynt,
 Christiania Teater 1876.

I fjerde handling giver Ibsen den virkelig 1800-tals-gas, og lader den unge gut rejse den halve jord rundt (set med datidens målestok). Han fortæller et selskab af mænd om sine bedrifter, der ikke er helt stuerene (svindler og slavehandler har han bl.a. været), og måske derfor og især fordi, Gynt er sådan et braldrehovede, har de ikke svært ved at frarøve ham alt, han ejer. Nu finder han så tilfældigt en kejsers hvide hest og hans klædedragt, som han selvfølgelig iklæder sig – det er sådan, han ser sig selv, så det må være et tegn! Nu bliver han så modtaget af en araberhøvding i en oase som profet, hvor han forsøger at forføre høvdingedatteren, Anitra, som nu også bestjæler ham for alt. Han vandrer så afsted og ankommer til Egypten, hvor han vil agere videnskabsmand men møder en sindslidende leder af et hus for vanvittige, der anser Gynt for at være budbringeren af en sublim indsigt. Gynt forstår dog, at de alle lever i deres egne virkeligheder, og de hylder ham som en kejser. Det fylder ham med sorg, og han påberåber lederen af alle idioter – gud!

Femte handling er den helt store dommedagsfortælling over det gyntske selv. Han rejser tilbage mod Norge, gammel og træt, men selvfølgelig oplever han både skibsforlis og djævlespinderier, og også gud sender en knappestøber, der skal smelte hans mislykkede sjæl om. Det er Gynt ikke helt vild med og forhandler sig frem til en udskydelse, så han kan bevise, at han ikke er mislykket. Det lykkes ikke, og det hele ender ved hytten, hvor Solvej har ventet på ham i alle de mellemliggende år. Han beder hende om at undsige ham, men det kan hun ikke. Så synger hun en vuggevise (som mange sikkert kender fra Griegs musik), og måske dør han – slutningen er åben og til forhandling.

Som læseren ikke kan undgå at have bemærket af dette korte handlingsreferat, er der mildest talt gang i den, og jeg har endda udeladt en del! Man bliver indimellem lettere forpustet over digtets tumultariske natur, men fordi det er tilpasset et så flydende næste-nudansk sprog, er det ikke svært at hænge på, modsat de dele af den ældre version, jeg læste til sammenligning. Her irriterede sproget mig.

Mesterlig ny tilgang med respekt for originalen

Henrik Ibsens digt er bedaget, som det meste fra flere århundreder siden må være af natur, og måske var det derfor Det Kongelige Teater – Skuespilhuset henvendte sig til Søren Fauth, for at få en moderniseret, mere letflydende og tidstypisk version – en nyoversættelse af Peer Gynt – og det skal jeg love for, Fauth har leveret! Det er blevet en ubesværet tekst at forholde sig til, fordi den er grebet an med en vis frihed i oversættelserne af fyndord og sproglige klichéer, som for længst er tørret ud. Fauth har fornyet teksten med respekt og en naturlig sprogtone, der gør det let at komme gennem et tankesæt, som nok var nyt og lidt revolutionerende i sin tid, men som ikke er det længere. Derfor glider fokus helt ubesværet over på indholdet i stedet, og det er til gengæld slet ikke forældet! Det er et digt, der mange gange undervejs fik mig til at tænke på vores tids despoter og idiotiske verdensledere med blå jakkesæt og røde slips (ingen nævnt, ingen glemt), som grundlæggende ikke fatter det mirakel, de er havnet midt i. Livet som sådan er stadig offer for mennesket selvforståelse, og Gynt må helt sikkert være deres skytshelgen.

I skyggen af forældrenes dæmoner

Den usynlige hær
Niels Johansen
Forlaget Læselyst

Af Carina Wøhlk
Befrielsesdag. Solen skinner. Klokkerne ringer. Det er forår og Danmark frit. Det er der al mulig grund til at glæde sig over. Og glæden bliver kun dybere, når den har historien om Anden Verdenskrig som alvorlig klangbund. 

Flittige Niels Johansen, der både er salmedigter og forfatter, udkom på besættelsesdagen den 9. april med sin nye kortroman Den usynlige hær. Bogen retter et indfølende blik mod børn af frihedskæmpere. 

Temaet er ikke Niels Johansen fremmed. Han har udgivet flere bøger om netop besættelsen og befrielsen. Den usynlige hær er en selvstændig roman i serien om den samme familie. I bøgerne Du ved det nok mit hjerte og Hjerter taler samme sprog fortæller Johansen om krigen og befrielsen fra de voksnes perspektiv, men i Den usynlige hær opleves det hele i børnehøjde. 

Kampens pris

Med sin kortroman fordyber Johansen sig i et emne, der fortjener skærpet opmærksomhed: Kampen sluttede ikke med befrielsen – hverken for modstandsfolkene eller deres børn. Efterkommerne af de mænd og kvinder, der sad i koncentrationslejre eller på anden vis blev traumatiserede af deres engagement i modstandskampen, måtte vokse op med forældrenes dæmoner. De lærte at gå på listesko, vare deres munde og færdes i et minefelt af fortielser og fortrængninger. Kampen for et frit Danmark var ikke uden omkostninger. Prisen måtte betales livet igennem – af frihedskæmperne selv og af næste generation.

Den usynlige hær handler om de tiårige tvillinger Dan og Simon, der efter befrielsen må leve i skyggen af krigens rædsler. For deres far, der var aktiv modstandsmand, er både fysisk og psykisk nedbrudt af det, som krigen har gjort ved ham – og drevet ham til at gøre. Han ”bærer på en meget tung kuffert af tanker og drømme fra krigen”. Den kuffert bliver også børnenes byrde. Deres fars skrøbelighed og humørsvingninger påvirker urimeligt meget. Børnene må hele tiden vejre stemningen og veje deres ord. Bliver far ked af det nu? Får mor røde pletter på halsen? Fortælleren Dan formulerer det hjerteskærende: ”Er fars mareridt som krigens luftalarm? Hvor er så vores beskyttelsesrum?”.    

Børnene som brobyggere

Som handlingen skrider frem, viser det sig, at Dan og Simon ikke er de eneste børn i skolen, der kæmper med krigens efterveer. Sammen med nogle klassekammerater danner drengene en hemmelig bande – en lille usynlig hær, der i fællesskab finder mod til at bygge broer over de ruiner, krigen har efterladt. Deres aktion giver håb for fremtiden. 

Niels Johansen 

Titlen Den usynlige hær henviser indirekte til Knud Sønderbys roman af samme navn – om en modstandsgruppes særlige sabotagehandling. Men den stræber også efter at synliggøre en mere overset og uvæbnet styrke – de børn, hvis barndom blev præget af forældrenes krigstraumer.    

Som læser skal man forberede sig på en fortættet fortællestil. Bogen er inddelt i korte og ordknappe afsnit – næsten som en pixibog. Måske fordi det er et barns stemme, der driver historien frem. Måske fordi Johansen som digter har en særlig evne til at udtrykke meget med ganske få ord.     

Den usynlige hær formår at sætte sig i børnenes sted og samtidigt slå nogle af de store temaer an, som enhver krig drejer sig om: Det ondes problem og muligheden for forsoning. Efterskriftet er et enkelt vers, der angiver bogens formål – nemlig at: ”…takke de børn, som betaler/ en pris for forældrenes mod./ De bærer som voksne en barndom/ med lugten af modstand og blod”. Smukkere kan det ikke skrives.

Sproget gør noget ved det kaos vi er i

Min messebog
Knud Steffen Nielsen
75 sider
200,00 kr.
Herman & Frudit

Af Troels Laursen
Det kribler og krabler. Det knager og brager, der brydes og der strides lige her uden for mit vindue i naturen i forårets fastetid. 

Det er en fortættet tid, - en tid, hvor blødt og hårdt, godt og ondt, guddommeligt og dæmonisk kæmper mod hinanden. Fastetiden, som vi netop har forladt, er en tid fyldt med modsætninger. På den ene side og på den anden side. Liv og død.

Sådan knager og brager det også på omslaget af Knud Steffen Nielsens nyeste bog: ”Min Messebog – samtaler med Lorenzo”, her kribler det krabler det også i det maleri (af Nielsen selv), som omslaget er prydet med. Der er revner og ridser, der er lys og mørke, sol og nat. Is, der er stivet, og blod der rinder.  

Denne samling af digte er tredje bind i Nielsens trilogi, som også tæller ”Min kontrabog” (2020) og ”Min tidebog” (2023). Og denne nyeste kredser om døden, som en meget levende samtalepartner og også her er der flerstemmer, der væver sig ind og ud mellem hinanden. Det myldrer med ord og tanker og kunne syntes helt uden mening og fuld af ”dada” der springer i både tid og rum og meningssammenhænge, men der er mere. Meget mere. For er der ikke en mening i alle tankernes hoppen og springen? Er det ikke blot liv, kan man næsten høre den ikke helt uskyldige messedreng Nielsen spørge med et glimt i øjnene, der har set ind i livet og dermed også ind i døden.

Vi fødes alene og vi dør alene, er den almindelige mening og forståelse, men her handler det om alt det der er imellem de to yderpunkter. Og de andre. Og lige her er måske en springende håb, så forårsgrøn og spinkel, som den slags er her i forårets fastetid, hvor kulden strenges og det alligevel myldrer frem med så skud allevegne. Det er der vi er spændt ud i Nielsens messebog, som jo oprindeligt er en liturgisk bog, der indeholder den romerskkatolske messes faste bønner og ceremonielle anvisninger. Den er vejledninger i hvad der skal bedes, eller sige, hvornår. Det kan være trygt, men for Nielsen er det her liv, som når som helst kan rammes af døden, en kamp, han selv må finde ordene til. Og ord kan han finde. Og han taler med både denne ukendte Lorenzo, og læseren, der kærligt kaldes for ”sidevender” (p.20).

”Er vi trukket i udklædningstøjet? Du kaldes Bajads. Og mig som Judas Ikariot” (p.40). Bajads, der i Kierkegaards forstand kom på scenen og råbte ”Ild!” og publikum (vi) så kun masken, og sådan vil verden gå under, mens vi ler. Og Judas, er både digteren selv, men også hans forræderiske krop, der svigter ham, ved ikke at arbejde med ham, men mod ham. For det hele handler om at kæmpe mon en stor invasion. En sygdom, i kødet, der trænger sig på i sådan en grad, at kroppen, der er en selv, pludselig er blevet ens egen værste ubarmhjertige fjende. Og regnormene står klar.

Sygdommen var også samtalepartneren i de to foregående af Nielsens værker. Begge de digtsamlinger handlede om at om at sprog giver mening og meningen lever af sproget. Og det er det, Nielsen giver et ord til, med en masse udflugter (som når man lige kommer på at chefens kone ligner en kanin (p.56), for hvem kan stirre ind i solen for længe ad gangen, og så kommer nogle meget direkte nyrehug ind i livet, som når: ”Ham (er det mon lægen?): Og vi kan spare meget kostbar tid, hvis du bedøver sig selv” (p.73. Så meget for den menneskelige solidaritet. 

Trods sådanne grumme ureglementerede nyrestød, så spirer der alligevel noget forsigtigt håb frem, som i: ”Mine undvigelser og fantasifulde kreationer er Skaberens ansvar”. (p.44)

Sprog gør noget ved det kaos vi er i under livstruende sygdomme (og livet er jo ret beset en livstruende sygdom til døden), og ord giver det formløse en eller anden form, om end den hurtig smutter ud af formen igen. Sprog giver håb. Også selvom det kræver at gå højere op i brillestyrken:

”Vi skal lære at spille et menneske.
Sommetider skal man spille død.
Nogle gange skal man sidde og kigge sagen igennem igen.
Andre gange skal man vælge en højere styrke som på brillen
SKIFT  ” (p.57)

Digtene er nok mere end en messe værd. Og var der en indlægsseddel med i bogen, så kunne der stå: De bør indtages langsomt – og til både indvortes og udvortes brug. Gerne gennem en længere periode. Der garanteres dog ikke for bivirkninger. Håbet kan snige sig ind imellem det absurde i tilværelsen.

Det kribler og krabler og det knager og brager.

Digtsamlingen er udgivet i 250 eksemplar, der alle er signerede.