Skrivekløe, terapikuller, faderkomplekser og mødrebindinger

Himmelbjerge
Gorm Rasmussen
Det Poetiske Bureaus Forlag 2024

Af Carina Wøhlk
Himmelbjerge. Ikke den 147 meter høje bakke mellem Ry og Silkeborg. Men Himmelbjerge. I flertal. Sådan hedder bogen. Og titlen holder i en vis forstand, hvad den lover. Det er op ad bakke for læseren. Hele vejen igennem. Og vejen er ikke bare stejl. Den er også så snørklet, at det er til at blive køresyg af. 

I Gorm Rasmussens fabulerende bog kommer læseren ud i det blå med hovedpersonen Erkild Erkildsen af Erkildstrup i førersædet. En selvkredsende, pseudoalkoholiseret mand omkring de halvfjerds. Med skrivekløe, terapikuller, faderkomplekser og mødrebindinger. Ja, du læste rigtigt. Mødre. Også i flertal.

For den aldrende herre er blevet opdraget af sin velhavende mor og hendes tatoverede husfaktotum, Dydde - med y som i tyende. Hans fraværende far er et mysterium. Og Erkild forsøger at optrevle det mystiske og samle sit ”knuste jegs puslespil” (se side 211) ved at fare land, rige og Europa rundt. Bogens første sætning og gennemgående spørgsmål er: Hvor er E? Men grundspørgsmålet for Erkild synes at være: Hvem er E? 

Ja, hvem er Erkild? En privilegeret og patetisk hvid mand med ”¨Überklasse-skam” (se side 269) og svigtende libido? Et overklasseløg, gennemsyltet i egen lage?  En hidsigprop med et overaktivt ”rabiometer” (se f.eks. side 14) og en nærmest Tourette-agtig evne til at rive øgenavne og skældsord af sig – i hvert fald i tankerne? 

Jovist. Men ellers? Erkild har en forfatter i maven, men bliver det skrivende menneske nogensinde forløst? (I parentes bemærket – læseren må leve med utallige parenteser bogen igennem. Flere af dem rummer vendingen ”den må han huske” (se f.eks. side 305) - om ord eller udtryk, der vækker forfatterspirens selvbegejstring).      

Inden sin identitetsfærd har Erkild slået sig ned på Møn for at skrive en roman om kalkmalerierne i Fanefjord Kirke (den som det hele handler om – som det fremhæves i kursiv på side 313). Eller rettere – Erkild agter at skrive om den svagsynede og enfoldige malersvend Esbjørn, der får til opgave at kalke malerierne over i kølvandet på reformationen. Se, den roman ville have været interessant at læse. Men den bliver ikke til noget. Ikke rigtigt. Ikke helhjertet.

Det gør til gengæld færden ud i verden. Undervejs støder Erkild på sære eksistenser og oplevelser. Og virkeligheden rammer ham som en knytnæve i ansigtet, da hans fars triste skæbne går op for ham. Erkild vender tummelumsk tilbage til Møn med ny indsigt i sin familiehistorie og i håbet om at komme tættere på en yngre kvinde med et navn, der dufter af Fynsk Forår - Ilsebil, som allerede inden afrejsen har prikket til hans slumrende seksualitet. Deres romance tager en uventet drejning, og Erkild ender i armene på sin B&B-værtinde, Bitten, ukærligt omtalt som ”Langpatten” (se f.eks. side 40).    

Ukærligt, ja, og ikke just politisk korrekt. I det hele taget kan en woke læser slå sig gevaldigt på Gorm Rasmussens bog. Som når han lader en af Erkilds litterære skikkelser skrige op, ”som kun mænd kan, i en næsten transvestistisk skrækdiskant” (se side 81). 

”Himmelbjerge” er en syret roman, der hele tiden puffer til læseren og virkelighedsforståelsen. Bogen sprudler af sproglig opfindsomhed. Den er forvirrende, men aldrig kedelig. Efter endt læsning står spørgsmålet alligevel rungende tilbage: Hvor er E – hvor er den Elendige, Endegyldige, Evige mening? Med bogen, altså…