Naja Roos: Mellemtime, roman, 2 Feet Entertainment 2025, 430 sider
&
Simon Petersen: Skolen for livet, grafisk roman, Eudor 2025, 190 sider.
Af Egil Hvid-Olsen
To vidt forskellige bøger i hver sin litterære genre ser med kritiske øjne på det danske undervisningssystem. Det er både nedslående, dramatisk og underholdende på en skæv måde.
Det står skidt til med det danske skolesystem. Hver dag kan man i pressen høre eller læse om mistrivsel blandt elever, om skolevægring og nedslidte lærere, om upopulære skoleledere. Jævnligt - men ikke så ofte i pressen - hører man også om forældre, der giver lærerne skylden, hvis barnet enten mistrives eller ikke får topkarakterer.
Naturligvis findes der velfungerende folkeskoler eller – hvis det er for stor en mundfuld - velfungerende klasser, men generelt mere end knirker det i det danske skolesystem. I sin roman Mellemtime forsøger Naja Roos, der selv har mange års erfaring som lærer i folkeskolen, at italesætte en del af de steder, hvor det knirker og knager i den institution, der helst skulle danne og dueliggøre samfundets yngste til fornuftige og ansvarsbevidste borgere med styr på nogle helt grundlæggende kundskaber.
Mellemtime strækker sig over et helt skoleår på Ydermarken Skole. Vi følger primært den erfarne, engagerede, men også meget nøgterne Karen, der nærmer sig pensionen, men helst vil blive ved med at undervise. Hun nærer ingen illusioner, men ved, hvad man med rette kan kræve af eleverne, og det gør hun så. Og så bekymrer hun sig om dem. Når de ikke trives, forsøger hun at finde ud af, hvad der er galt. Det gør den anden hovedperson, Astrid, også. Hun er næsten nyuddannet, og skal for første gang undervise på overbygningen. Forventningerne er store hos Astrid, der gang på gang må se sin planlægning gå i vasken, fordi der kommer skænderier mellem eleverne, tidskrævende beskeder på Aula fra forældre, eller manglende tilstedeværelse fra de andre lærere ind over.
Som i enhver dansk folkeskoleklasse er der meget forskellige elever i 8. årgang, der er fordelt på to klasser. Bedre bliver det ikke, da der opstår problemer med køb og salg af forskellige rusmidler. Forældrene inddrages i løsningen, hvilket kun truer med at gøre problemet endnu større, for de synes ikke at være spor mere modne end deres børn.
Oven i dette skal Karen og Astrid slås med kollegaen Mads, der konstant taler sig væk fra sit ansvar og ofte bare udebliver fra undervisningen, og den anden kollega Jens, der langt mindre diskret, end han selv tror, arbejder på at blive skoleleder i stedet for ham, der sidder på posten. Han er nu heller ikke imponerende i sin måde at tackle konflikter på, men spørgsmålet er, om Jens er bedre egnet. Mads er en charmør, der er vant til at få sin vilje, og også gerne benytter sin charme til at tale trusserne af de unge kvindelige lærere, mens Jens er så fokuseret på sin egen drøm, at hans kolleger blot bliver trædesten på vej op ad karrierestigen.
Dertil kommer eleverne, hvoraf en del beskrives som uopdragne og selvhævdende, mens andre ikke tør sige noget af frygt for at blive til grin, og atter andre er pressede af for eksempel forældrenes truende skilsmisse.
Kampskrift
Naja Roos skriver engageret og lige ud ad landevejen med fokus på fortællingen og uden det store litterære vingefang. Man suser igennem Mellemtime, fordi sproget er så let. Alligevel er der nogle lidt træge steder i handlingen, nok mest i de mange møder, de stakkels lærere konstant skal deltage i. Her lader det til, at nogle kun møder op for at vide, hvilke aftaler der er truffet, så de siden kan bryde dem – og så er der gang i dramatikken igen.
Der er en lidt sukkende tendens i romanen, særligt i kapitlerne om Karen. Men man forstår hende godt. I hendes arbejdsliv er skolen kun blevet ringere. Alligevel kan det godt blive lige lovlig tungt. Men så er det godt, at Naja Roos også har karakteren Pedel-Ole med. Han er så irriterende, at han bliver morsom – også selvom typer som ham sikkert findes i virkeligheden.
Efter endt læsning fremstår Mellemtime som et kampskrift for en bedre folkeskole. Her er ingen hellige køer. Både politikere, skolebestyrelse, ledelse, lærere, forældre og elever får råt for usødet. Det er ikke særlig konstruktivt, men på den anden side er det vigtigt at gøre opmærksom på, hvilke massive problemer folkeskolen slås med i dagens Danmark – også selvom de måske er særligt koncentrerede på Ydermarken Skole.
Stærkt begrænsede kundskaber
Også Simon Petersens grafiske roman Skolen for livet er et kampskrift. Den stakkels Simon, som er nyuddannet lærer, får sin ilddåb, da han skal være vikar for en samling folkeskoleelever i billedkunst. Han kan ganske enkelt ikke skabe ro i klassen, hvis elever synes at være enige om, at de absolut intet ønsker at lære. Siden får Simon stilling på Forberedende Grunduddannelse i København. Eleverne er op til 25 år, men har nogle mildest talt begrænsede kundskaber fra deres tid i folkeskolen. Alle som én døjer med massive sociale problemer, og Simon må erkende, at heller ikke de har interesse i at blive undervist. Overskud har til det har de heller ikke.
På lærerfronten befinder Simon sig mellem to kvindelige lærere. Dels Grethe, der vredt klamrer sig til de læringsmål og undervisningsplaner, som eleverne er komplet ligeglade med, dels Knirke, en gammel 68’er, der skjuler sin afmagt bag en bedstemoderlige attitude. Knirke er bogens sjoveste karakter, og dem er der ellers mange af; for eksempel er FGU befolket af lærere, der for længst er gået i stå, og som stadig viser Zappa for eleverne.
Selvom både Grethe og Knirke er blevet afstumpede af de mange nederlag, de har haft gennem årene, knytter Simon sig til Knirke, for hvor hun er, er der i det mindste gang i den. Det er der også i klassen, men på en meget nedslående måde, for eleverne skal virkelig kæmpe, både med sig selv og hinanden, for at opnå nogle bare nogenlunde brugbare resultater. Her har Knirke ret: ”Det er alle deres sociale problemer, Simon … De er jo egentlig … De går rundt med en kæmpe pukkel. En pukkel fyldt af bekymringer. Husleje. Job … Opholdstilladelse. Forestil dig, at din familie er nede i Iran. Du har ikke hørt fra dem i fire måneder, og din lærer står og snakker om biord … stedord … linjeafstand.” Eleverne har nærmest ingen ressourcer – og det har skolen faktisk heller ikke. De ressourcer, Simon måtte have, suges ud af ham. Derfor fornemmer man, at han benytter den først givne chance til at få et job på en anden skole med lidt større overskud.
Sagen sat på spidsen
Både Mellemtime og Skolen for livet sætter sagen på spidsen, og dog ved de fleste danskere, at landets skolevæsen kæmper med en lang række problemer. Derfor har begge bøger deres berettigelse, og de bør læses flittigt – ikke for at skabe endnu større frustrationer, men for at italesætte behovet for løsninger på både politisk, ledelsesmæssigt, fagligt og familiemæssigt plan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar