Mosaik om meningen på kanten af livet

Trædesten. På kanten af livet
Tekst- og billedantologi
Forlaget Læselyst og Støtteforeningen for Hospice Sydvestjylland 2025

Af Carina Wøhlk
Trædesten. På kanten af livet. Sådan hedder bogen. Forsiden understøtter titlen. Allerede inden det første blad er vendt, står læseren på bredden og ser ud på stenene i vandet. De blanke trædesten peger ud imod en rødgylden horisont, ud imod en solnedgang.  

Sådan er det. Solen står op, og solen går ned. Vi drejer så og så mange gange rundt om solen, indtil livslyset slukkes. Og undervejs kan vi gøre os tanker om det liv, vi lever og den død, vi alle sammen skal igennem.

Nogle af disse tanker udfoldes smukt i Trædesten, som er blevet til i et samarbejde imellem Forlaget Læselyst og Støtteforeningen Hospice Sydvestjylland. Formålet med bogen er at skabe meningsfulde samtaler om liv og død. 

Inden forordet, som er skrevet med  ”kærlig hilsen” af formanden for Støtteforeningen for Hospice Sydvestjylland, lyser en næsten tom side læseren i møde. ”Til en personlig hilsen…eller egne tanker” står der bare. Hvor er det godt tænkt. Siden ansporer til at få de ord på skrift, som kan være svære at sige højt. Om det selv at skulle dø. Om det at være pårørende til en døende.    

Trædesten er delt op i otte afsnit, der alle veksler imellem tekster og billeder. Både det skrevne og det billedmæssige skal tjene som trædesten ind i den svære samtale om uhelbredelig sygdom og død. Bogen indeholder bidrag fra både kendte og ukendte forfattere og kunstnere, som gratis har stillet deres værker til rådighed i den gode sags tjeneste.   

Børn og unges tanker om tab og død

Med refleksionen ”Der er så meget, jeg ikke ved” tager bogen sit afsæt i alt det, man som pårørende ikke når at spørge om, inden det er for sent, alle de spørgsmål, der pludselig må stå og blafre uden et svar. De tankevækkende ord understreger det uigenkaldelige ved døden. 

Og så følger tekster og billeder ellers i en lind strøm. Forskellige tanker og tonelejer. Forskellige former og farver. Forskellige streger og stemninger. Det særlige ved Trædesten er, at bogen også giver børn og unge en stemme. Hvilke overvejelser gør små størrelser sig om døden? Og hvad tænker helt unge mennesker om det at miste? 

Det er hjerteskærende at læse om 15-årige Mathias, der i mødet med sin døde far på sygehuset ”tog fat i hans hænder, der allerede var blevet utroligt kolde og lidt stive og…flettede…fingrene sammen, så hænderne var foldede”. Sådan plejede faren at ligge. Sådan kunne sønnen genkende ham – og sådan skulle det selvfølgelig også være i døden.  

Styrken i de poetiske bidrag

Af bidragene i øvrigt må de poetiske fremhæves – måske fordi poesi i særlig grad kan tale ind i det usigeligt svære: Jakob Brønnums blå og blændende digt om tid og evighed og ”korridorer af endeløs forladthed/ du ikke ville gå igennem igen/ men måtte gøre det, for der var ingen anden vej” rammer som et stik i hjertet af det grundmenneskelige. 

Niels Johansens fine vers om ”sorgens farvekort,/som har flere farver i sig, /sort er ikke bare sort” sætter ord på sorgen som et vilkår for alle på en rørende og renfærdig måde. 

Og Iben Krogsdals digt om ”en himmel fuld af fødsler/ en evighed af stjerner/ at kigge op i verdensrummets endeløse hvælv….som hvisker det fra dybet: Ingen findes for sig selv” er svimlende smuk og minder os om en forbundethed – i livet og i døden.

En undren og en ærgrelse

Alle bidragsydere står angivet i indholdsfortegnelsen. Et fyldigt efterskrift oplyser om både forfattere og billedkunstnere. Alligevel kan det undre, hvorfor ophavsmændene og -kvinderne ikke står med navns nævnelse direkte over eller under teksterne og billederne? 

Er det for at understrege det forhold, at alle ord, alle penselstrøg udtrykker noget grundlæggende eksistentielt, noget, vi alle kan spejle os i, noget, der er fælles for os alle – uanset hvad vi hedder?     

Trædesten giver ikke bare spændende visuelle oplevelser i kraft af de billeder, der  spiller op til teksterne. Bogen er også i selv en fryd for øjet. Den er æstetisk udført - i stort format og i fin papirkvalitet. Desværre er skrifttypen lille og bogen tung. Det besværliggør læsningen. Det er synd, for bogen har meget på hjerte – og svækkede læsere skulle også gerne kunne løfte den og se med.          

En bog om dødens virkelighed kunne måske få mange til at tænke på gravsten i stedet for trædesten. Men hvor gravsten lægger op til noget dvælende, inviterer trædesten til bevægelse; bevægelse ad stier, som vi ofte er bange for at betræde, men som kan åbne for dybe indsigter og nærværende samtaler – ved dødslejet, på sengekanten, i sorggrupper og mellem generationer. 

Trædesten er en meningsfuld mosaik af ord og billeder for alle, der vil tale med andre om livet og dets afslutning.