To mesterværker i et: Mallarmés ufærdige sorgbog

Stéphane Mallarmé:
Sygdommens poesi: til et gravmæle over Anatole
Oversat og kommenteret af Lars Rasmussen
Det poetiske bureaus forlag (Bureauets Lommebibliotek), 346 sider

Af Jakob Brønnum
Prélude à l'Après-midi d'un faune (Forspil til en fauns eftermiddag) er kendt af mange som et ualmindelig inciterende, lille orkesterværk af Debussy. Imidlertid er det først og fremmest et digt af Stéphane Mallarmés (1842-1898), en af verdens bedste, moderne digtere der imidlertid er fuldstændig ukendt i Danmark. Hvordan kan jeg påstå at han er fuldstændig ukendt i Danmark?

Det kan jeg fordi et helt ekstraordinært mesterværk af ham er udkommet, uden at nogle af de ledende kulturkritikere har løftet øjenbrynene. Bogen er ikke anmeldt og indkøbt i svimlende 10 eksemplarer af samtlige landets biblioteker. 

Det er en bog, bestående af noter, der aldrig blev redigeret færdig, en notesamling af universelle og minimalistiske glimt af en sorgproces og en naturligvis forgæves forståelsesproces efter en af den slags tragedier, der ikke må ske, men som sker alligevel. Hele tiden.

Efter et langt sygdomsforløb døde digterens søn Anatole i en alder af otte år af tuberkuløs bughindebetændelse. Mallarmé forsøgte med oplægget til et større mindedigt over sønnen, som, da han efter få måneder opgav det, havde form af godt to hundrede løse papirlapper med vers på forskellige trin af færdiggørelse, gennemflettet af redaktionelle indskud og memoer alene henvendt til forfatteren selv. I 1961 blev det samlede materiale offentliggjort under titlen Til et gravmæle over Anatole.

Bogen foreligger nu på dansk i Lars Rasmussens oversættelse. Lars hvem? Lars Rasmussen! Navnet bør bemærkes og indehaveren snarest indstilles til en eller anden meget vigtig pris, for hans oversættelser af nu mindst tre centrale hovedværker i verdenslitteraturen er ikke bare ”blandt de bedste, jeg har set”, men de bedste! In a league of their own. Oversættelserne er forsynet med fyldige introduktioner og udtømmende noter og forklaringer. Hans oversættelse af Tao-te-king (Vejen & kraften, Det poetiske bureau 2022) er helt enestående god og den klart mest præcise blandt de 5-6 stykker jeg kender på dansk og engelsk, og hans udgave af Blakes apokalyptiske epos Jerusalem året før samme sted ligeså.

Mallarmés ufærdige Gravmæle er udkommet med hver lap papir på en egen side og derfor er vi over 350 sider. Værket er ikke i sig selv så stort men Lars Rasmussen har forsynet det med over 100 sider af noter der udlægger de begreber, der kan være fremmede for en moderne læser. Man kan godt forstå at det kan være svært at anmelde et sådant værk, hvor man støder på følgende tekst:

(1 

mennesket og 

fraværet – 

    den tvillinge- 

sjæl hvormed 

det forenes når det 

drømmer, fantaserer 

– kun fravær 

efter døden, når en

Men læser man lidt videre ser man at hvert enkelt begreb der nævnes i Mallarmés symbolistiske poetik får en eksistentiel karakter, der gør sansningen uafviselig som livserfaring, poetisk tydet:

Offeret – 

    på gravmælet 

purpur konge, kærlighed 

    moder 

    det kræves 

    – for at han kan leve 

igen – ! (forvandling) 

    moder alene vil  

      have det, hun er jord 

            ––

Tekst 104 er et eksempel på bogens og Mallarmés kamp med menneskets grundvilkår i sig selv: 

hvad! den enorme 

  død – den 

    frygtelige død 

–– 

    at ramme så lille 

      et væsen 

–– 

jeg siger til døden | kujon 

–– 

  ak! den er i os 

  ikke udenfor 

Bogen er også et mesterværk i en anden, noget mere uformel genre, nemlig den gruppe af værker og mirakuløse bogmonstre, der er opstået ved at udgive ufærdige manuskripter der har fundet i noteform. De to kendteste er formentlig Uroens Bog af Pessoa (eller hvad den nu hedder, nogle steder hvad hedder den Rastløshedens Bog) og Walter Benjamins bog om den parisiske kulturverden på samme tid som Mallarmé levede og lidt senere, det såkaldte Passageværket. Hvis der kun fandtes en bog i verden, kunne det være en af de to og vi ville overleve. Men også Adornos ufatteligt indsigtsfulde og helt ufærdige bog om Beethoven indgår i denne gruppe (han har færdiggjort bøger om bl.a. Mahler og Wagner).

Når vi sidder med disse bøger i hånden, får de modernistisk set en kvalitet, andre bøger ikke har, eftersom de ikke er lineære, men breder sig ud i alle retninger og burde læses på et stort bord, hvor lapperne ligger ved siden af hinanden. Bøgerne mangler den sidste færdiggørelse, der ville have slebet nogle kanter af dem og givet dem en karakter, de måske endnu ikke har fået, men som de rummer kimen til, som vi kunne tyde - vi ved blot ikke hvilken. 

Hvis man overhovedet kan tænke sig noget universelt inden for moderniteten og modernismen, så er det den måde man møder en digters tanke og sansning i hans noteform og får den firedimensionelle tid-rum oplevelse at man kan se, hvad det vil være, hvad det er og hvor det peger hen, men man kan også se hvor det stammer fra og følge en tidsproces der er gået, men som ikke er færdiglevet. I dette tilfælde ligesom bogens hovedperson.