Tekst og tilværelsestydning i tre takter - en lavmælt undersøgelse af Bruce Springsteens ikoniske rockdigtning

Jakob Brønnum: "Springsteens tro, håb og kærlighed", 165 sider, 229,95 kr., Forlaget læselyst.

Af Annemette Aracama

Bruce Springsteen kender vi vist alle, i det mindste vi som er født før årtusindskiftet. Vi genkender ham på bogens omslag, scenevant og med et fast greb om guitaren som en blødere vertikal forlængelse af kroppen og med en finger pegende direkte på læseren. Resten af bogen handler om denne insisterende pegen, ikke om personen bag rockikonet, ej heller om den ellers så velkendte dynamiske sceneoptræden, men om en stadig og koncentreret kredsen omkring de kræfter som omslutter menneskelivet, de evige eksistentielle tre, tro, håb og kærlighed.

I tre dele og gennem nærlæsning af henved firs sangtekster breder Brønnum udviklingen af Springsteens sangforfatterskab gennem fem tiår ud for læseren, overalt genlæst med en opfattelse af eksistensen som en dystopisk kampplads for kræfter der river og flår i mennesket, en væren mellem utilstrækkelige menneskelige visioner på den ene side, skaberkraft og kærlighed på den anden. 

Brønnum vil meget med sin tekst. At lægge sig ud med en diskursiv kæmpe som Bibelens tankegods og to generationers amerikanske rocktekster fra 1970’erne frem til 2020’erne, med et strejf af digterisk coming on age anliggender på blot 165 sider, synes umiddelbart som et dødsdømt og monstrøst foretagende. Brønnum balancerer dog sin tekst frontløbende og sprænglærd, fra Springsteens tidlige pasticheagtige og spæde forsøg i skyggen af Bob Dylan til det nyeste sangforfatterskab tonet som bøn og spirituel kraft stillet overfor tilværelsens uberegnelighed. Brønnums arbejdsmetode er at genlæse bibelske referencer og tekstbrokker ind i sin gennemgang af det samlede springsteenske værk (læseren kan ikke mindst se frem til nedslaget på Bjergprædikenens indflydelse på Springsteens tekstunivers - denne eklatant svære tekst, som har hjemsøgt og befrugtet verdenslitteraturen i årtusinder!). Det er, litteraturkritisk set, en velkendt og gammel læsestrategi, til tider endog en skummel og ensidig en af slagsen, men Brønnum formår at holde sin tekstlæsning befriende renset for en intertekstuel tvangsfodring af læseren. Skulle en potentiel læser få den, i øvrigt forståelige tanke, at der måske her foreligger endnu et af disse, i litteraturhistorien desværre alt for ofte set, evangeliske kvælertag, endsige rigide “præstelæsninger”, så kan anmelderen berolige med, at Brønnum dygtigt undgår denne faldgrube. Der er tale om en nænsom, næsten ydmyg, læsning af forfatterskabet, altid med den lærdes respekt for ordkunstens særkende, sandhedens undvigende momentum. Det hedder, i Brønnums læsning af Springsteens sangtekst Mary’s Place fra albummet The Rising (2002): “Jeg trækker på al den tro, jeg kan se, siger jeg-fortælleren og bekræfter, at det ikke har noget at gøre med hvilken religion, man har, men om at man tror, det kan lade sig gøre at rejse sig. ... Den rummer en påkaldelse af noget, der er fælles for alle mennesker. En velsignelse og i endnu dybere forstand noget om muligt endnu mere fælles end blod: Livgivende regn:” (side 123).

Nok lægger bogen fra land med “Springsteens udgangspunkter”, men man finder ingen dvælen ved Springsteens personlige historie. Vil man den, må man ty til andre kilder. Brønnums metode er snarere en nykritisk tilgang, tilnærmelsesvist frigjort fra biografiske hen- og betydninger og en til tider porøs sammenhængskraft med teksternes historiske samtid. Det er læsning på teksternes præmisser, overalt fokuseret på sangene som en transparent støbeform der løber over med billeder af universelle menneskelige vilkår - og vilkårligheder. Helt uden forståelse for teksternes politiske tilblivelseshistorie er Brønnum dog ikke. Læsningerne undviger ikke den, ofte smertefulde amerikanske politiske udviklingshistorie (afviklingshistorie, om man vil), som læseren da også præsenteres for i punktform, men egentlige politiske pointer skal man dog lede længe efter. Nok optræder Springsteen gerne ved Demokraternes konvent, tomrummet fylder i teksterne efter tvillingetårnene brydes ned til Ground Zero og “den lille mand” lider under supermagtens overgreb, det er altsammen at finde hos Springsteen. Samfundskritisk rockdigtning? Så absolut, men Brønnum læser digterens politiske skuffelser ind i teksterne og transformerer det samlede tekstværk til et fuldtonet eksistentialistisk livsbillede. For som det hedder ved indgangen til bogens anden del, En rockdigter kommer til sig selv: “Fra det fjerde album har Springsteen helt fundet sin egen form, hvor han forener en rockmusik i hitformat med et eget symbolsprog, der udlægger hans syn på eksistensen og samfundet gennem fortællinger om og glimt af livets kampe og drømme.” (s. 37) Og håb, kunne man tilføje.

Jakob Brønnum

Man kan med udbytte læse Springsteens tro, håb og kærlighed som et sekundært tekstanalytisk værk, men bogen kan også læses som et essay, funderet i en række eksistentialistiske meditationer over temaerne tro, håb og kærlighed – helt i sin egen ret. Smukkest bliver det nok i bogens tredje og sidste del, Springsteen og det menneskelige nærvær, hvor vi møder Jesu moder Maria, som det tegn i teksterne der forener alle kvinder i sit navn og hvor bogen indtil dette punkt har martret læseren langs vejen, som tilsyneladende ingen steder fører hen, men nu støder på broen til kærligheden, nærværet og bønnens kraft. Man kan læse Brønnums bog, ligesom anmelderen, uden det fjerneste kendskab til amerikansk rockmusik i almindelighed og Bruce Springsteen i særdeleshed. Bogen handler, når alt koges ned, om “... eftermiddage, forelskelse og tankens kraft.”, en nærmest lyrisk omformulering af tro, håb og kærlighed.

Skulle der afslutningsvist rejses en kritik mod bogens form, så lad den rettes mod det sidste punktum. Denne hævngerrige og modernistiske tegnsætningens senfølge. Hos Brønnum lander man jo blødt, med eftertankens uendelige muligheder for genlæsning og genfortolkning.

Tak for ordene Jakob Brønnum!