Dydige kvinder og hugtandspenetration

Bram Stoker: ”Dracula”, Borgens Billigbøger 1963, 307 sider, oversat af Benny Andersen.

Klassikerlæsning

Af Egil Hvid-Olsen

Ireren Bram Stoker (1847-1912) startede sin karriere som statsansat, men samtidig fungerede han som teaterkritiker, hvilket førte til et nært venskab med skuespilleren Henry Irving. Denne forbindelse gjorde ham til teaterdirektør i London, men sideløbende skrev han en række bøger, hvoraf størstedelen er horrorromaner.

En advarsel overhøres for at sætte gang i handlingen

Ofte når man læser en roman, skal man vente til omkring side 100, inden den for alvor fænger. Sådan er det ikke med Stokers gotiske gyser ”Dracula” fra 1897. Her er de første 100 sider de klart mest spændende. Allerede på side 10 frarådes den unge jurist, Jonathan Harker, på det kraftigste mod at rejse til grev Draculas borg i Borgopasset. Greven har sat ham stævne i sit dystre hjem. En stærkt bekymret, lokal kvinde advarer ham mod at nærme sig borgen. Det gør det bestemt ikke bedre, forsikrer hun, at det er ”[…] aftenen før St. Georgsdag. Ved De ikke, at i nat, når klokken slår tolv, da har alt det onde i verden fuld magt?” (s. 10). Harker er imidlertid en logisk tænkende ung mand med ambitioner, så han lader sig ikke forsinke af overtro, og da slet ikke, når han skal hjælpe en klient til at få løst en opgave. Pligten kalder, hvad enten klienten bor lige rundt om hjørnet i et gæstfrit borgerhjem eller i en skummel borg i de ufremkommelige bjerge. Harkers pli sættes på en prøve, da kvinden ”[…] rejste sig og tørrede sine øjne, idet hun tog et krucifix fra sin hals og gav mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, for som tilhænger af den engelske statskirke har jeg lært at betragte sådanne ting som til en vis grad afguderiske, og dog forekom det mig så uvenligt at sige nej til den gammel dame, der mente det så godt og var i sådan en sindstilstand.” (s. 11). Imidlertid skal Harker snart blive klogere, så han kommer til at værdsætte både krucifikser, hostier og – lidt mere verdsligt - hvidløg.

Den unge jurist ankommer efter en sælsom og særdeles utryg natterejse til grevens borg, hvor han modtages venligt. Dog finder han hurtigt ud af, at alting ikke foregår normalt dér på stedet. For eksempel gør han sig denne erfaring: ”Jeg havde hængt mit barberspejl ved vinduet og var netop begyndt at sæbe mig ind. Pludselig mærkede jeg en hånd på min skulder og hørte grevens stemme sige ’God morgen’ til mig. Jeg fór sammen, for det forbavsede mig, at jeg ikke havde set ham, eftersom spejlet gengav hele værelset bag mig […] Da jeg havde besvaret grevens hilsen, vendte jeg mig mod spejlet igen for at se, hvordan jeg havde kunnet tage fejl. Denne gang kunne der ingen fejltagelse være, for manden stod tæt ved mig, og jeg kunne se ham over min skulder. Men der var intet spejlbillede af ham i spejlet!” (s. 32).

Næppe mange ville være glade og fro efter sådan en erfaring, men Harker er af natur en fattet mand, der tilmed besidder en stor pligtfølelse. Derfor griber han ikke den første, den bedste chance for at løbe skrigende ud af borgporten. Hvis han havde forsøgt på det, ville han nok heller ikke have haft heldet med sig, for snart åbenbares det, at Harker er fanget i den ældgamle bygning, at hans dødsdom er underskrevet, og – hvad værre er – at greven har tiltænkt ham et efterliv som ”u-død” med skarpe tænder og en evindeligt tilbagevendende blodtørst. Snart vil han være forenet med de tre på en gang skamløst sexede og frygtelig uhyggelige kvindelige vampyrer, der hjemsøger borgen og mæsker sig i barneblod, indtil de får lov at sætte tænderne Harker, i hvis årer blodet suser så appetitligt med manddommens fulde kraft.

Victorianske dyder vs. dæmonisk blodtørst

Jeg ved det: Det lyder virkelig langt ude. Og det er det også! Men hvis man lader sig gribe af stemningen, er det ikke så lidt underholdende. Den kendte læge, Van Helsing, der siden tilkaldes fra Holland, forklarer senere med sin særlige accent vilkårene for den forestående vampyrjagt: ”Vort slid må foregå i stilhed, og vor møje i al hemmelighed, for i denne oplyste tidsalder, da mennesker ikke engang tro, hvad de se, ville kloge mænds tvivlen være hans [Draculas] største styrke. Den ville straks blive hans harnisk og skede og hans våben til at ødelægge os med, hans fjender, der er villige til at sætte endog vore egne sjæle på spil […].” (s. 337). Det er disse vilkår, man også som læser må acceptere, hvis man skal have glæde af bogen. Altså ingen indvendinger om, at det ikke kan lade sig gøre, men en villighed til lege med. Gør man det, må man erkende, at Stoker bygger historien mesterligt op. Dog mindskes spændingen, da scenen rykkes til England. Draculas ankomst er ellers ganske spektakulær: Et skib suser i en lokal storm, der synes at styre fartøjet, direkte ind i den engelske by Whitbys havneindløb og pløjer sig ind i stranden. En kæmpestor hund springer straks fra dæk og forsvinder til de lokale dyrevenners fortrydelse. Dyret viser sig at være eneste overlevende. Skibets afdøde kaptajn var ”fastbundet ved sine hænder, den ene ovenpå den anden, til en ege i roret. Mellem den inderste hånd og træet var der et krucifiks, perlekæden, der var fæstnet til det, lå rundt om både håndled og ror, og det hele blev holdt sammen af rebet, der var bundet om. På et tidspunkt har den stakkels mand siddet ned, men sejlenes basken og puffen har forplantet sig til roret og kastet ham frem og tilbage, så rebene, han var bundet med, havde skåret sig gennem kødet ind til benet.” (s. 87f).

Idet størstedelen af handlingen fra da af foregår i England, trænger victorianismens særlige idealer frem, og skønt handlingen daler i tempo, kan man glæde sig over, at Stoker skaber nogle – sandsynligvis bevidst - fortegnede karakterer af mænd, der for alt i verden vil beskytte kvinderne og deres dyd. Det emmer af undertrykte lyster, men netop det, at disse gæve mænd formår at undertrykke deres seksuelle appetit, viser, hvor fantastiske og tapre de er. Man fornemmer, at de kan overvinde enhver fjende, selv en vampyr, så længe de kan tæmme deres egne drifter.

Morsomt bliver det, da mændene i deres iver efter at jage den udefrakommende fjende bort fra først den ene og så den anden kvinde, og samtidig holder sig bly på afstand af disse repræsentanter for det svage køn, overser, at greven ikke nærer de samme betænkeligheder overfor nærkontakt. Det emmer af forbudt og forskruet seksualitet, når Dracula bøjer sig over sit offer, der er i trance, blotter hendes hals og sultent stiller sin tørst i hendes blod. Endnu mere trumf sætter Stoker på det kropslige, da en kvinde tvinges til at drikke blod fra et åbent sår i Draculas bryst. Det er guf for freudianere.

På et tidspunkt, hvor en kvinde er i livsfare, står mændene uden for hendes dør og debatterer det betimelige i at gå ind i hendes private gemak uden først at varsko hende. Men skønt deres dydighed står i vejen for sagen, kan man ikke klage over deres offervilje. Én for én stiller de sig til rådighed, når der skal årelades, så de af vampyren tappede kvinder kan få deres bly rødmen tilbage i kinderne. Tilsyneladende kendte Stoker ikke til forskellige blodtyper, men til alt held rammes den korrekte hver gang.

Noget så sjældent som kloge kvinder

Ét er, at kvinderne skal beskyttes, fordi de nu engang tilhører det svage køn, noget andet er, at mændene ofte må indse, at kvinderne er klogere end dem. Det undrer de sig sjovt nok over hver gang, for kvinders intelligens anses tilsyneladende for at være tæt på naturstridig, eller i hvert fald en sjældenhed. Dog er mændene ikke mere hovne, end at de begejstret roser den kvinde, der lige har afsløret en vigtig sammenhæng, sådan som man roser et lille barn. Og de dydige kvinder soler sig i mændenes ros og opmærksomhed. ”Dracula” er altså ikke lystlæsning for feminister.

En grundlæggende spændende historie

Bøger som ”Dracula” hører vel normalt til blandt triviallitteraturen, og dog er romanen for velskrevet til, at den helt passer ind i den kategori. Stoker er svulstig i sine beskrivelser, men ikke plat på den trivielle måde. Side op og side ned sættes der ord på følelser og frygt, overvejelse om hvor meget kvindesindet kan tåle at blive indført i, planlægning og samtaler. Der tales meget om hengivenhed og indbyrdes – platonisk -kærlighed. Til tider er det for meget, men alligevel er det svært at lægge bogen fra sig, fordi den både er spændende og morsom.

Det er ikke mange over hundrede år gamle romaner indenfor en tvivlsom genre, der stadig bliver læst. Når det er tilfældet med ”Dracula”, skyldes det, at den vitterlig besidder nogle litterære kvaliteter og fortæller en grundlæggende spændende historie.