onsdag den 9. september 2020

Enkel uden at blive simpel

Charlotte Bork Høvsgaard: ”Kornmod”, Grønningen 1 2020, 127 sider, 199,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Det var en ubegejstret anmeldelse, der gav mig lyst til at læse Charlotte Bork Høvsgaards roman ”Kornmod”. Anmelderen kritiserede bogen for at være for banal (dog uden at bruge netop det ord). Indirekte blev Høvsgaard dadlet for at forsøge at ophæve beskrivelser af alt for dagligdags erfaringer til litteratur.

”Så dårlig kan den da vel ikke være,” tænkte jeg og fik fat i bogen.

Og nej! Så dårlig er ”Kornmod” ikke.

Ganske vist fortæller den en historie, der ikke på noget tidspunkt hæver sig dramatisk op over de erfaringer, enhver dansker kan gøre sig. Mange læsere vil derfor sikkert finde den kedsommelig. Men i den helt rolige fortælling åbenbares en taknemmelighed for alt det, vi ofte anser for at være selvfølgeligt. Fortællingen er enkel, men bliver ikke simpel. Den skildrer det almenmenneskelige, men uden at forfalde til banalitet.


En roman om livets overgange


”Kornmod” er en roman om overgange set fra en kvindes perspektiv. Jeg-fortælleren, der synes at være et autofiktivt alter ego for Charlotte Bork Høvsgaard selv, fortæller om den første menstruation, om at flytte hjemmefra, om moderskab, om at blive ældre, om at tage afsked og om forelskelse. Fortællerens søn skal snart flytte hjemmefra, og hun mindes, dengang hun for mange år siden forlod sit barndomshjem:


”Den dag, jeg selv flyttede hjemmefra, var der svaler i luften mellem gårdene i Falsled. Jeg skulle med bussen til gymnasiet og om eftermiddagen flytte ind i et lille byhus i Faaborg tættere på skolen. Mine forældre og jeg omfavnede hindanden for enden af indkørslen, og de blev stående ved vejkanten og så efter mig, mens jeg gik hen ad vejen i retning mod busstoppestedet og forsvandt ind i skyggen fra poplerne ved nabogården. Jeg havde en rejsekuffert i hånden og min skoletaske på ryggen. Jeg vendte mig om et par gange og vinkede og skammede mig over at være blevet voksen og lade mine forældre alene tilbage. Hvad skulle de nu? Jeg var deres eneste barn. Reden var tom.” (s. 105).


I en fortrolig tone, der ikke gør noget væsen af sig, beskrives overgange, der har stor betydning for den enkelte, men som samtidig er så almene, at der ikke er noget iøjnefaldende ved dem. Det er som at høre en ven fortælle om sit liv og de erfaringer det har ført med sig. Sproget flyder smukt og let, mens beskrivelserne af fortællerens forhold til familiemedlemmer og venner suppleres af korte naturbeskrivelser.


En litterær meditation over liv og død

Høvsgaard har tidligere udgivet to bøger om sin mands død. Et sådant dødsfald har fortælleren også oplevet, men, som det er tilfældet med Høvsgaard selv, har hun mødt og forelsket sig i en ny mand. Bagerst i romanen takkes forfatterens kæreste, Jakob, og hendes søn, Halfdan, der har de samme fornavne som fortællerens kæreste og søn. Dette bekræfter fornemmelsen af, at bogen er autofiktiv.

For den læser, der har mistet en ægtefælle eller er blevet skilt, kan ”Kornmod” være en stilfærdig påmindelse om, at der kan opstå nye chancer, som genstarter livet. Igen: Det kan lyde banalt, men er jo i langt højere grad opmuntrende.

Samtidig er ”Kornmod” med sin afdæmpede og lette fortællestil en slags litterær meditation over livets gang. Uden at pensle det ud slår romanen også det faktum fast, som vi alle kender til, men måske ikke har erkendt: at livet ender med død. Det kan atter synes banalt, men nogen ligegyldig erkendelse er det jo ikke, og hvis man helt eller delvist når frem til den, er det ikke umuligt, at resten af livet leves med større intensitet og taknemmelighed, sådan som det synes at være tilfældet for romanens fortæller. Så selvom Høvsgaards roman kan virke banal og overfladisk, vækker den nogle følelser og tanker, der stikker langt dybere. Det er ikke mindst dette, der gør ”Kornmod” værd at læse.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar