onsdag den 23. september 2020

Demens bag leksikale oplysninger om dyr

 Frøydis Sollid Simonsen: ”Dyr [sorteret efter alder]”, Vild Maskine 2018, 48 sider, 199,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

”At leve handler om at gå til grunde”. Med denne sætning afsluttes Frøydis Sollid Simonsens ”Dyr [sorteret efter alder]”, der primært består af en række artikler af leksikal art om forskellige dyr, som er flettet sammen med overvejelser vedrørende forfatterens demente farmor. Artikelrækken fungerer som en slags nedtælling, hvor det dyr, der kan leve længst, indleder bogen, mens det kortest levende afslutter den.

Når det velkendte bliver uigenkendeligt

Bogen er blevet til på opfordring. Det norske Flamme Forlag foreslog Simonsen at skrive en bog, hvis indhold hun selv kunne bestemme. Alene titlen lå fast: ”Dyr, sorteret efter alder”. Den bundne opgave taget i betragtning er opgaven løst på en original måde, for bogen handler om dyr, der er sorteret efter alder. Men det er noget helt andet end dyrene, der er centralt.

De korte, leksikale oplysninger om dyr giver Simonsen mulighed for at reflektere over oplevelser med sin demente farmor. Det kan være et ord i dyreartiklen eller et særpræg ved det beskrevne dyr, der sætter en association i gang. Nogle af disse er fulde af kærlighed, andre er præget af desperation på farmoderens vegne. Den tidligere anæstesioverlæge kan råbe de mest upassende og modbydelige ting til familiemedlemmer og plejepersonale, og andre gange kan hun give helhjertede komplimenter til et menneske, hun er fortrolig med, men som hun benævner med et forkert navn. Farmoderen kæmper en kamp for at forblive i det velkendte liv, men det velkendte er ikke længere genkendeligt, og når det er, kan hun ikke sætte de rigtige ord på det, hvorved det bliver uigenkendeligt for alle andre: ”Farmor spørger mor, om hun kan købe hjertekirurger for hende. Du ved, sådan nogle små runde nogen. Mener du tomater? Spørger mor. Ja, siger farmor.” (s. 37). Forfatterens mor køber tomater, men det viser sig, at farmoderen efterlyste smør.

Nedbrydning og død

Demenssygdommen er ved at nedbryde farmoderen, hvilket nok er grunden til, at forfatteren cirka halvvejs i bogen beskriver et trafikuheld, hvor hun selv blev påkørt og fik en hjernerystelse, som medførte symptomer, der ikke er ulig dem, farmoderen slås med. Således kredser ”Dyr [sorteret efter alder]” om nedbrydning og død. Det er derfor ikke så sært, at bogen slutter med sætningen: ”At leve handler om at gå til grunde”. Det er naturligvis ikke sandt. Livet handler i langt højere grad om at leve. Det er det, der går forud for den konkluderende sætning, der giver den vægt. Og dog siger sætningen ikke så meget om livet, som om den mentale drænethed, der kan ramme den, der ser et nærtstående menneske kæmpe mod nedbrydningen af det, det har været.

At stilles i den dementes sted

Dette kan lyde meget nedslående, og det er det da også – men ikke kun. Simonsen formår nemlig at skabe en form for fortrolighed med den virkelighed, hendes farmor eller andre demente befinder sig i. Hun skriver små tekster, der tydeligvis handler om dyr, men så alligevel ikke gør det. Som læser mister man grebet om det, man troede, man havde styr på. Det forudsigelige og trygge forsvinder – som hos folk med demens. Dette understreges af bogens illustrationer, der ligner gamle stik fra bøger om flora og fauna, men når man ser bedre efter, er der sat elementer sammen, som ikke har en naturlig forbindelse til hinanden. Man efterlades forvirret af den virkelighedsforvrængning, der skabes af både illustrationer og tekst. Det er naturligvis ikke den samme forvirring, der fylder folk med demens, men man får alligevel en smule fornemmelse af det kontroltab, demente må kæmpe mod i en ulige kamp, de før eller siden taber.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar