Mennesker, der taler præcis sådan

Arne Ziebell Olsen: ”Pizza nummer 25”, noveller, Skriveforlaget 2017, 155 sider, 199,95 kr.

af Egil Hvid-Olsen 

Nu er der tredje gang, jeg begynder forfra på denne anmeldelse. Det er frustrerende! Grunden er ikke, at Arne Ziebell Olsens novellesamling ”Pizza nummer 25” er dårlig. Årsagen skal findes i den stik modsatte kendsgerning. Der er simpelthen ikke noget nævneværdigt at slå ned på, så der kan skabes en smule modvægt til al rosen. Derfor er de første to forsøg blevet gabende kedsommelige.

Ubrugelige kritikpunkter

Ganske vist kunne jeg godt nævne de tre-fire steder, korrekturen har overset. Men dels havde de ingen betydning for forståelsen, dels er det nærmest umuligt at undgå nogle få fejl af den slags. Jeg kunne også beskrive min irritation over, at nogle af replikkerne i et par af novellerne virkede en smule kunstige. På den anden side udgør min fornemmelse ikke for alvor en anke, for da jeg tænkte efter, måtte jeg konstatere, at jeg faktisk er stødt på mennesker, der taler præcis sådan, som Ziebell Olsen beskriver. Dermed tog borte også det kritikpunkt. Altså må det følgende blive en ensidig lovprisning af den fine novellesamling. Ikke sådan forstået, at den kommer i kategorien ”Årets bedste udgivelser, 2017”, men sådan at der slet og ret er tale om en gennemført god og gribende læseoplevelse.

Karaktererne lever videre

Ofte efterlader noveller mig en smule irriteret, fordi jeg lige har lært nogle karakterer at kende, som jeg pludselig ikke kan følge længere. Måske får irritationen mig ubevidst til at skubbe handlingen og personerne fra mig, for snart er novellen glemt. Sådan er det ikke med novellerne i ”Pizza nummer 25”. I mit hoved lever personerne videre efter endt læsning. Måske skyldes det, at karaktererne ligger tæt op af personer, man kan møde i dagligdagen. Der er ikke noget eksotisk over dem; snarere tværtimod. Mange af dem er nogle stakler, andre er viljestærke, men for dem alle gælder, at de er helt almindelige mennesker.

Samlingen indeholder 15 noveller af forskellig længde og indhold, men hver og en er medrivende. Den ene fortælling lokker læseren til lige at snuppe den næste med, også selvom en del af dem er barske og uhyggelige, mens andre ligefrem er ækle. Atter andre er rørende eller morsomme. Når man ikke kan slippe bogen, er det, fordi Ziebell Olsen med et letforståeligt sprog formår at ridse nogle personer og situationer op, som man straks får lyst til at vide mere om. Samtidig er han i stand til at forbavse sin læser ved at give nogle af fortællingerne uforudsigelige retninger, når man ellers lige tror, at man har styr på, hvad der skal ske. Dette gør han på en måde, der ikke virker forceret, men blot får læseren til at stoppe op og tænke: ”Hvad skete der lige der?”, hvorefter man haster videre.

Offeret er jægeren

Arne Ziebell Olsen er god til at markere vigtige detaljer med få sætninger. Ikke så lidt er sagt med en indledningssætning som: ”- Så De kan nok forstå, doktor, at jeg er et meget ulykkeligt menneske!” (s. 33). Snart udfolder der sig en historien om en kvinde, der anser sig selv for at være et offer, men hurtigt viser sig at være jægeren. Det er nok samlingens mest morsomme novelle. Den er i hvert fald temmelig grovkornet, og nok også en anelse politisk ukorrekt. Et eksempel, der slår stemningen an i en anden af novellerne, lyder således: ”Man så hende ofte gå omkring i kvarteret med hurtige, trippende skridt. Hunden, en voldsomt fed, astmatisk gravhund med små, tykke ben gryntede, når hun ligegyldigt trak den efter sig.” (s. 123). Herefter følger en frygtelig, sorthumoristisk historie om menneskelig selvudlevering og andres udnyttelse af dén, der ikke selv formår at sige fra.

Socialrådgiverens erfaringer

Ziebell Olsens evne til at skære ind til benet skyldes muligvis, at han, ud over at være forfatter, også er socialrådgiver. Dette job må have givet ham kendskab til vidt forskellige mennesketyper på begge sider af skranken. Nogle af de karakterer, han lader få liv på papiret, skildres som sympatiske, andre ikke. Andre viser sider af sig selv, man ikke havde regnet med, hvilket er den mest troværdige skildring af mennesker generelt, for ingen af os er enten gode eller onde. Livets tilskikkelser puffer og river i os, så vi ikke altid har øje for, hvilke konsekvenser vore beslutninger og handlinger får for os selv og andre. Atter andre karakterer har kun få brikker at flytte rundt med, mens deres modsætninger er udspekulerede, og en tredje gruppe er ansvars- og omsorgsfulde. En fjerde og sidste slags karakterer er i deres følelsers vold.

Hverdagsdramaer

De 15 noveller er hverdagsdramaer. Dramaer, der ofte får store konsekvenser for de implicerede. Ziebell Olsen kan tage gamle temaer op og forny dem, som i historien om drukkenbolten, der finder en baby. Andre gange er problemstillingen helt ny som i novellen ”Fejlen”, der fabulerer over det moderne menneskes afhængighed af teknologi. På den måde kommer ”Pizza nummer 25” vidt omkring.

Ofte sidder man efter endt læsning af en novellesamling med en klar fornemmelse af, hvilke noveller, man syntes bedst om. Sådan har jeg det ikke med Ziebell Olsens samling. Hver for sig har novellerne kvaliteter, der gør dem alle værd at læse.

Vil man have noget at kritisere, skal man altså kaste sig over en anden bog end Arne Ziebell Olsens ”Pizza nummer 25”, der hermed er varmt anbefalet.