tirsdag den 22. maj 2018

Helsidesfantasier og billedeksplosioner

FRYGT OG BÆVEN
Søren Kierkegaard
Læst af en tegner Ole Sporring
284 sider. 400 kr.
Forlaget Vandkunsten

Anmeldt af Jes Nysten

“Frygt og bæven” er en vild bog om et rystende emne. Det er Søren Kierkegaards eller rettere pseudonymet Johannes de Silentio’s forsøg på at komme til rette med historien om Abraham og Isak i Det gamle Testamente. En historie der fik en ældre forstandig lærer til for år tilbage spagfærdigt at ytre, at Bibelen sandelig ikke er for børn. Well, jeg vil sige, at når det handler om netop denne historie, så er det heller ikke noget for moderne, fornuftige og tænksomme mennesker!

I al korthed: Abraham havde endelig i en høj alder - han var omkring 100 år - fået sønnen Isak med sin hustru Sarah, der havde samme alder. Gud havde ovenikøbet lovet Abraham, at Isak skulle blive stamfader til en stor vidtforgrenet slægt.

Så er det, at Gud vil prøve Abrahams tro ved at befale ham, at han skal dræbe Isak! Og ifølge historien indvilger Abraham uden et kny. Alle ved hvordan historien slutter - men helt ærlig, hvad er det for en slutning? Ja, hvad er det for en mand, der indvilger i det? For slet ikke at tale om, hvad er det for en Gud, der befaler noget sådant?

Søren Kierkegaard, nej Johannes de Silentio, vil gerne prøve at forstå dette helt uforståelige, dette i etisk forstand helt uacceptable. Med “frygt og bæven” prøver han at nærme sig sagen ad forskellige veje, inden han kaster sig ud i en lang, meget spændende og sofistikeret analyse af denne “troens ridder”, der tilsidesætter åbenbare etiske regler for et højere mål. Og som i og med at han gør dette, får både livet og sønnen tilbage.

Hånden på hjertet

Hånden på hjertet: både grundhistorien og Kierkegaards/de Silentio’s udlægning kan ikke undgå at virke intimiderende på mange af os.

Nu er dette værk så kommet i en stor pragtudgave på forlaget Vandkunsten “læst af en tegner Ole Sporring”. Ole Sporring er kendt for sine sprælske, farvemættede og surrealistiske værker, der ikke sjældent stiller skarpt på tilværelsens absurditeter.
Jeg vil tro, at han har nærmet sig dette værk med en god portion “frygt og bæven”, men da han først har fundet vej ind i værket, er han bogstavelig talt blevet revet med af bogens vildskab og giver los af de tanker og forestillinger, der er opstået i kampen med bogens emne. En aldeles medrivende med-læsning.

Bogens store format gør den lidt uhandig at sidde med, men den er både appetitlig og indbydende. Det fælles forside og bagside motiv inviterer os indenfor med stil: en lille sort mandsling springer på forsiden rundt i en lille have med store blodrøde gevækster, der kan minde om kødædende blomster, ved siden af en kapel-lignende bygning, og med små krybende væsener listende omkring. Baggrunden er næsten dækket af et truende mørke, og “fra himlen” falder et kæmpe-æble (ja, man må sige: der lægges lag på historien!), der truer med at  kvase den stakkels mand. Oppe i højre hjørne ser vi den kæmpekniv (Abrahams?), der øjensynligt har skåret æblet fri af sin gren.
På bagsiden ser vi samme mandsling flygtende væk fra de kæmpe blodrøde blomster på vej hen imod en åbning (en kirkelåge??), mens de små væsener danser rundt parvis, og en sol øjensynlig er ved at løfte sig op over det truende mørke i baggrunden. En bevægelse fra trussel og kniv til et lysende punkt derude? Jeg ved det ikke, men det kunne da på sin egen barokke måde “samle” bogen.

Kniven, der minder om en blyant

Indenfor i værket er der også leget med selve teksten - skrifttyperne er varierende fra kæmpestore til normal størrelse. Sporring har understreget vigtige ord, tilføjet en kort tekst eller en mindre stregtegning.
Men ellers er bogen fyldt med helsidesfantasier og billedeksplosioner, der både vender vrangen ud på hverdagens tristesse og meningsløshed (et nik til værkets indledning?) og forsøger at gribe dets grundlæggende absurditet. Ja et sted forsøger en figur bogstaveligt at æde bogen - enten for at blive i stand til at omsætte den til tegning, eller simpelthen for at slippe helt af med den.

Kniven optræder af gode grunde mange steder, og påfaldende mange af stederne minder den om en blyant. En ganske fiffig sammenkædning af tegneren!

Som nævnt er der noget intimiderende og absurd over “Frygt og bæven”, men dens vildskab og dens insisteren på “mening” gør den også til en fantastisk læseoplevelse. Ole Sporring har i den grad skabt rum for denne læseoplevelse.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar