tirsdag den 29. maj 2018

Flippede fabler på dyster baggrund

Slawomir Mrozek:
”Elefanten” 1957.

Af Egil Hvid-Olsen
Polakken Slawomir Mrozek (1930-2013) er mest kendt som dramatiker. Han var påvirket af Beckett og Ioneso, der dyrkede absurditeten i deres skuespil. I Mrozeks bog ”Elefanten” fra 1957 spiller absurditeten også ind. Bogen består af 42 små, satiriske fortællinger eller fabler.

I en selvbiografi fra 2006 skriver Mrozek om tiden, inden han begyndte af skrive fablerne i ”Elefanten”: ”Som 20-årig var jeg parat til at acceptere enhver ideologisk sag uden at tjekke den grundigt – det eneste, der betød noget, var, at den var revolutionær. Det var personer som mig, de engang rekrutterede til Hitler Jugend eller Komsomol. Frustreret, vildfaren og rebelsk ungdom er til stede i enhver generation, men hvad de bruger deres rebelskhed til afhænger alene af omstændighederne.”

Den unge Mrozeks rebelskhed gjorde ham i samspil med omstændighederne til politisk agitator og journalist. Fra 1950-54 skrev han artikler, der formede sig efter de officielle socialistiske retningslinjer. Selvom han opdagede, at han propaganderede for et undertrykkende system, og derfor brød med det, var hans erfaringer ikke spildt. I ”Elefanten” gør han tykt og modigt grin med ethvert totalitært samfund. Det er nok kun, fordi fablerne ikke entydigt ramte den tids polske styre, at bogen undgik at give Mrozek alvorlige problemer. Ikke desto mindre udgør langt de fleste af bogens fortællinger satirer over livet under et totalitært regime.

Ved en parade beskrives det, hvordan der først marcherer sportsudøvere forbi publikum. Derefter følger en blanding af børn og gamle. Da en af pensionisterne taber sin kunstige arm, samler en soldat den straks op og afleverer den til ejermanden, som takker. Takken bliver besvaret af soldatens militære hilsen. Pensionisten er imidlertid ikke den eneste med et handicap, for nu følger en gruppe krigsinvalide. Blinde ledes af folk, der mangler ben, men marchere ved hjælp af krykker. To enarmede går side om side og klapper i hinandens hænder. At der herefter følger en flok i kørestole, hvis hjul er nikkelbelagte, giver anledning til at glæde sig over landets produktion af netop dette metal.

Nu er paraden slut – tror man. Men det er ikke tilfældet. Selvom det ikke ses, følger en stor gruppe afdøde landsmænd. Hver især bærer de på deres egetræskister, hvilket endnu engang giver anledning til glæde, da egetømmer er en af landets store eksportvarer.

Ikke helt så grotesk, men stadig morsom er fortællingen om krigsveteranen, der var fanebærer ved det glemte femte regiment. Han er den eneste af regimentets medlemmer, der stadig lever, og insisterer på, at fortælleren følger ham over til byens centrale torv, hvor han ene mand gennemfører den traditionelle årsparade, alt imens han hilser fortælleren, der er blevet bedt om at stille sig op på en skraldecontainer. Lige så forblændet af gamle, ideologiske ideer er den halvblinde gamling i bogens sidste historie. Som tidligere skarpskytte vil han forsvare sin belejrede hjemby, og selvom hans heltemod bliver belønnet med en medalje, koster oldingens iver byens indbyggere større ofre end fjenderne.

Mindre farlig er den sidste husar, der lister sig ud om natten for at skrive slagord som ”Ned med kommunismen” eller ”Katolikker giver aldrig op” på offentlige toiletter. Hans indsats er nogenlunde lige så frugtesløs som den unge bondemand, der kommer for skade at råbe op om manglende fliser og søm i hans hjemby. Man finder denne jævne arbejder så autentisk, at han bliver bedt om at holde den samme tale ved adskillige lejligheder, men uden at der af den grund kommer flere fliser og søm til byen.

Mrozek
Ind imellem dukker der overnaturlige elementer op, som da fortælleren finder nogle små mennesker i sin kommodeskuffe. De beder om hans hjælp, hvilket han i første omgang beslutter sig for. Men inden hjælpen effektueres, gribes han af glæden over at have magt, og skubber de små mennesker til siden med en håndbevægelse.

I en anden, endnu mere grotesk fabel dukker der en alf op på et værtshus. Fortælleren mener, at dette væsen må kunne hjælpe ham med at komme nærmere en forståelse af meningen med livet, men alfen anbefaler ham at holde sig til fornuften. Selv har alfen ingen som helst indsigt i eksistentielle emner. Den slags har han alt for travlt til at beskæftige sig med.

 Statsembedsmændene, der i en anden fortælling slet ikke kan lade være med at forlade kontorerne for at flyve ud i bjergene, hænger sig ikke i fornuft. Man prøver at binde dem til kontorinventaret, men hele sommeren igennem forlader de flyvende deres kontorer.

I titelfortællingen beslutter direktøren for Zoologisk Have sig for at anskaffe en kunstig elefant. På den måde kan han slå to fluer med ét smæk: Glæde publikum og spare statslige midler. Problemet er bare, at ballonelefanten blæser væk ved det første vindstød.

Fortællingerne i ”Elefanten” latterliggør enhver repræsentant for totalitære systemer, men man er ikke i tvivl om, at de er skrevet på en dyster baggrund. Mrozek levede i et østblokland med de begrænsninger, det medførte. Der er derfor ikke noget at sige til, at han greb til humoren for at holde tilværelsen ud (og i en årrække flyttede til Mexico og Frankrig). Morsom er da også historien om den katolske præst, der bliver ansat af systemet for at holde gudstjeneste for de statsrepræsentanter, der er begyndt at gå i kirke. Den slags kan ikke accepteres! Derfor må de have deres egen præst og egen kirke, så offentligheden ikke ser, at de rent faktisk har et religiøst tilhørsforhold. At præsten selv bliver overbevist om marxismens sandhed er systemet ovenud tilfreds med, ligesom han selv finder det fornuftigt at prædike Marx’ lære under dække af, at det er kristendom.

Det grotesk morsomme og bizart absurde i Slawomir Mrozeks fortællinger minder sjovt nok om fortællingerne i en anden bog, jeg har anmeldt her i ”Den Smalle Bog”, nemlig Jakob Brønnums ”Fortællinger fra undergrunden”. Mrozek har også visse ligheder med Kafka – men han er en hel del sjovere!

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar