Digter i glimt

Helle Bengtsson

Himmelrummet tur-retur

Mellemgaard, 2018

Af Anders Møller Gade

Hvad er et digt? Hvem er digteren? Disse spørgsmål indhentede mig da jeg skulle skrive denne anmeldelse. For hvad er det man (jeg) ligger til grund for hvad et godt digt er? Hvad ligger man til grund for ens (min) vurdering af om nogen er digter eller ej? Svarene forekommer mig vanskelige, særligt når spørgsmålene indfinder sig med sådan en lethed.

Det falder vel helt naturligt at sige, at en digter er et væsen (person), som plejer særlig omgang, digterisk omgang, med sproget. En omgang med sproget, som viser bevidsthed om hvordan sproget formes, hvordan det bruges til fx at frembringer erkendelser, formidle sansninger eller ligefrem vække latter og skabe underholdning. Men mest af alt, om ikke andet så for denne anmeldelsers vedkommende, slår digterne med sproget strenge an som skaber resonans i den menneskelige tilværelse, at digteren med sproget skaber en oplevelse af hvad det vil sige at være til som menneske.

En række af disse elementer optræder glimtvis i Helle Bengtssons digtsamling “Himmelrummet tur-retur” udgivet på forlaget Mellemgaard. Digtsamlingen er inddelt i 4 afsnit, “Stjernestunder”, “Kvindeliv”, “Terroriserede tanker” og “(U)naturlig natur”. Som overskrifterne måske afslører er der ikke tale om nogen gennemgående tematik og digtsamlingen viser dog også at være en blandet landhandel af digte, der på overfladen lader antyde at det drejer sig om så varierende temaer som himmelrummet/universet, en daglig fra en kvindes synspunkt, samt en række tilsyneladende problematiske og forstyrrende tanker. Det kunne måske have været overvejet om digtsamlingen ikke havde været bedre tjent med en mere stram opbygning omkring enkle tematikker. Som sådan er der ikke noget i vejen med en blandet landhandel, men med så mange divergerende temaer uden nogen egentlig opbygnings eller formmæssig styring fremstår denne digtsamling en anelse rodet og forvirret.

Helle Bengtsson demonstrer dog i glimt en fin fornemmelse for hvordan sproget kan bruges og formes, som fx her i digtet Menneskedyret, hvor det afslutningsvis lyder:

“Ord kastes op

og ud

i en regn

af spildte krummer”.

Her skal også nævnes digtene “Virkelighedflugt” og “Husker du?”. I disse to digte formår Helle Bengtsson at hæve nogle tilsyneladende banale og temmelig hverdagsagtige oplevelse op til en egentlig digerisk formidling, der både demonstrerer fin sproglig formsans og vækker nysgerrighed hos læseren. Nogle digte der dels giver en lyst til mere og samtidig efterlader læseren med en forundring over hvordan verden nu engang er stykket sammen.

Det bliver kun rent glimtvis at digtsamlingen “Himmelrummet tur - retur” når dette niveau. Dertil virker mange af digtene ubearbejdet og bærer derfor præg af overfalder og strøtanker fra det daglige liv, der ikke har været underlagt en formbevidsthed. Som eksempel kan her nævnes fra digtet dametasken:

“Fundet bliver til pludselig

minder og flashbacks,

ting som jeg for længst havde glemt.

De dukker op og er fredsforstyrrende i de

lommer og i de lag, som jeg

mente burde høre til de uforstyrrede.

Sådan en taske,

har helt sig eget liv”.

Disse minder og flashbacks som er bærende for digtet får vi ikke noget at vide om. Der kommer ikke noget konkret frem om disse minder og flashbacks. Ingen personer, ting eller sansninger, som kan skabe forbindelse mellem læser og digt.

Her stopper digtet og digteren op. Det konstateres at de er der. En konstatering som etablerer en overflade og efterlader digtet som en overflade. Dette optræder igen og igen i digtsamlingen. Som læser sidder man og ønsker at Bengtsson måske ville sætte sig selv lidt mere på spil og derved bidrage til at digtene dels får et personligt præg og dels vil give dem en magnetisme som kan drage læseren til sig.