mandag den 20. marts 2017

Metaforer med den dybe klangbund

Anne Vestberg
Katastrofen, byen og skoven
Forlaget Ord
64 sider, 199 kr., e-bog 129 kr.

En af grundene til, at Anne Vestbergs også rent grafisk meget smukke bog har ligget lidt længere i stakken på skrivebordet end godt er, er at jeg har haft svært ved at tro, at det er en debutbog. Den er sikker, klar og stærk, og den bruger billeder på den enkle og misundelsesværdige måde, der gør metaforer til eksistentialier.

”Det er også en rejse
at vende tilbage
til gamle steders omfavnelse
og modstanden i den”

Sådan begynder digtet Vende tilbage. Gamle steders omfavnelse! Det får mig til at tænke på hvad som helst. Min barndom, min mors død, min skole, gamle lærere. Jeg dufter græsset i sommerhuset i tresserne og hører lyden af Mr. Bojangles i radioen. Senere står der:

”Ord dør øde steder
så jeg tegner streger i støvet
for at indramme
dér, hvor det var.”

Det er strålende! Billedet af den bevægelse, erindringen foretager, det jeg netop beskrev, bliver en indramning af steder, der egentlig er forladte. Er ord døde eller levende, når man vender tilbage til dem?
Hver enkelt af digtene i de tre afsnit, der svarer til de tre steder i bogens titel, har sådanne udfordringer, poetiske afsæt, der gør noget levende.
Nogle gange bliver det mere surrealistisk, som i digtet Noget i søen:

”Vi forstår splinterne i badebroen
og når en fisk bider på krogen
skællenes metalrenhed”

Søen bliver i digtet et billede på noget ordløst, noget ukendt, som rummes i verdens eller ens eget sjæledyb, det er et meget klassisk billede. Senere hedder det:

”Vi kan lytte til blodets dunken
holde balancen ved at stå stille
altid”

Anne Vestbergs digte balancerer flot mellem metaforikkens idealisme og tingenes realisme. Eller som det hedder i digtet Nature morte:

”Der er tale om en mild grad af
biologisk intervention
håndholdt og fingerstrøget
der er ingen grund til panik”

Man har lyst til at nævne en hel del digte, f. eks. Okulation, som står i dette sammenfald af metaforik og tingslighed og beskriver en proces, hvor en rosenknop, anbragt på en træstamme en dag åbner sig som et rødt øje. Digtets underliggende semantik vækker associationer til indsigt, som syn eller vision, og associationer til dette at blive set – endda i eller af livet selv. Og forfatteren afrunder det med en humoristisk bemærkning om en høst, der skal bæres hjem. Den høst må være livsforståelse.
De to åbningsdigte i afsnittet Byen, det første uden titel og det andet med titlen teater hører til blandt bogens længste. Teatermetaforen i livsbeskrivelsen er også meget klassisk og central for Goethe, både i fortalen til Faust og som alternativ til handelslivet i den store profetiske roman om de næste 175 års frie, individuelle samfund, Valgslægskaber. Teaterforestillingen i bogen her er kosmisk, men også mytologisk med åbenlyse hentydninger til kulturens store normdannelse skabelsesberetning fra den jødiske bibel.
Det særligt fascinerende er nysgerrigheden, der driver gennem bogens digte, accepten af, at der altid er noget at lære og den lydhørhed, det fordrer. Derfor vender man tilbage efter mere. Og glæder sig til forfatterens videre arbejde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar