torsdag den 30. marts 2017

Jeg er den afgrund, der åbner sig under mig

Mona Larsen
Konkylieøre
Forlaget Mellemgård
64 sider, 149 kr., fås også som e-bog


Af Thorvald Berthelsen
Mona Larsen er en fremragende jazzsangerinde – indimellem også komponist og tekstforfatter - der har samarbejdet med de største jazzkomponister og musikere i ind- og udland. Hendes sidste cd, Grains of Sand, udkom i 2009. Han har derudover skrevet digte i mange år og er i øvrigt også billedkunstner. Hun har tidligere udgivet haikudigte på nettet, som kalligraferede selvudgivelser og i samlingen Bladene drypper på Forlaget Ravnerock. Bladene drypper er bygget op over elementerne Jorden, Vandet, Ilden og Luften som samlende tema og illustreret af hende selv. I disse haiku spiller landskaber, havet, farver, kosmos, organisk vækst og væren en stor rolle:

Gnistrende stjerner

komplekse utopier
lys til arbejdet

Jeg er den afgrund
der åbner sig under mig
og broen over

Det lille frøkorn

kigger op mod stjernerne
plantens fødested

Lyden og manglen på samme spiller også ind. F.eks.  i følgende gråsorte grafiske haiku om vinterhimlen:

Vinterhimlen
skør som pergamentpapir
afatisk tunge

Her er den skrøbelige pergament og den stumme tunge udtryk for noget ophobet på bristepunktet. Hvad det er fremgå så af næste haiku:

Gemt under mulden
hvert eneste blomstersprog
verdenssvimlende

I hendes nye langdigt i 5 afsnit, Konkylieøre, spiller lyden, ørerne, hørelsen og stilheden i alle dens former hovedrollen. Det værende optræder som det Ivan Malinovski kaldte ’stilhedens tonefjeld’ og det samme gør den dræbende lyd af en dystopisk verden. Men havet og himlen spiller også med både i det ydre og det indre som titlens konkylie, hvor man kan høre havet hele tiden, fordi den er vokset sammen med ørerne. Som hun selv udtrykker det: ” Høresansen vil jeg mindst af alt undvære. Livet ville være for besværligt og uden pift og dunken i arterierne.”
Stilheden kan både være en frygtelig lyd som i det knugende fællesskab om den forestående død efter ventilerne blev åbnet i nazisternes gaskamre:

på visse tidspunkter
har der været dødstille
i Europa
af visse grunde
har tusindvis af mennesker
på samme tid
ikke frembragt nogen lyd
efter ventilerne
blev åbnet

Men stilheden i vind og sne kan også være den irriterende vedholdende men håbefulde ringende erindring fra vort organiske udspring, urhavet:

vestenvinden

lægger sig over ørerne
gør dem hvide
som snefnug
opsluges af min
konkyliesjæl
krystallerne danner en sø
i øresneglen
opfanger vibrationerne
fra dengang jeg var hav
som en rest
tinnitus suser
mig i møde

Efter lyde af flygtningehobe, der falder henover en grænse på knæ i et ’gennemtrukket mørke’ rækker lydene udover ørenes fantasi så vi kun hører en svag afklang af de ’såredes klageråb, inden de opgiver ånden, arme der flås i stykker, kropsdele der slynges ud af den uendelige himmel’.  Men midt i alt det er det hverdagslige organiske i dets ophøjede jordbundenhed det uafvristelige liv. Jeg skider kerner efter abemad, vild kamille i pludrende plørehuller med rester af soda og vor elskovs smaskelyde:

de skelsættende øjeblikke

af drama hvor kroppen
har været død og får et stød
og pludselig husker
at den frembringer
smaskelyde
når den elsker
og så –
de andre øjeblikke
af glæde
der beror på frugtbare æg
og aktive sædceller
kommer
og går
uvilkårligt

Den forsigtige optimisme optræder i langdigtets slutning dog kun i den stærkt begrænsede form, at der er håb hvis vi kan stå stille på vore (s ene) ben og lade verden og os selv være og lade hverdagens skidt og realiteter hænge ved:
verden ligger fjernt

selvforglemmende

dystopisk opklippet
jeg står og ser på den
hvis man altså kan se på den?
verden er blå
havet slår som et hjerte
himlen lader det regne
jeg finder stederne
ved vandet
alle steder
kan sagtens
stå stille
længe
på et ben
kan sagtens
la’ det være
la’ det ligge
bare la’ det være

Sproget er for det meste roligt hverdagsligt nærmest underdrevet præcist uden dog at sky store ord og begreber som sandhed og uendelighed.  Enkelte steder er sproget på baggrund af den opbragthed, som en virkelighed grusommere end fantasiens forestillinger fremkalder, dog ved at kamme over i udpenslet sentimentalitet. Som i strofen: ’det forladte barn/der vender sit ansigt/fra støvets tysthed/hen imod den fremmede’. Det indtryk der gennem hele digtet står tilbage er imidlertid at hun med  hverdagssprogets forskydninger, hvor ’det fastfrosne fokus/flytter sig/i et ryk’ bruger haikudigtningens metode til gennem disse overraskende drejninger at opnå ’et mikrosekund/af erkendelse’, hvor hun og læseren tror de har set et glimt.

Som helhed betragtet er det meget krævende spring til langdigt lykkedes og giver læseren et gennemtrængende dirrende billede af et univers der hele tiden befinder sig på en knivskarp indre sitrende lydbølge, der som det eneste holder afgrunden borte.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar