tirsdag den 15. november 2016

Hjerteløshedens flyttekasse

Ellen Miriam Pedersen
Davids bedste
Det poetiske Bureaus Forlag, 82 sider, 150 kr.

Efter 2. Verdenskrig er det jødiske bidrag til den europæiske kultur langt hen ad vejen forsvundet ud af billedet, og derfor glemmer vi, hvor stor en del af den kritiske tanke, den avant gardistiske tanke, den poetiske kaossøgen, der kendetegner det bedste af, hvad vores kultur kan frembringe, der rent faktisk stammer fra det jødiske. Seinfeld, Dylan, Einstein, Freud, Marx, Mahler, og Louis B. Mayer, ikke at forglemme, skaberen af Hollywood som ideologi. You name them!
Derfor er Ellen Miriam Pedersens digtsamling, ”Davids bedste – Sekulære gendigtninger af udvalgte salmer” ikke en tilfældig bog. Det er en bog, der er dybt forankret i den europæiske (og senere amerikanske) kulturhistories rødder på mange forskellige måder. Og så er det i øvrigt en utroligt, jeg havde nær sagt troløst, vellykket digtsamling.
Nogle vil kunne høre på forfatteren navn, at hun selv er af jødisk herkomst (Miriam). Men skulle man ikke desto mindre være i tvivl om, hvad en digter, der tidligere har udmærket sig ved bidrag til science fiction-antologier, skal bruge Salmernes bog i Det gamle Testamente til, forstår man straks, man åbner bogen, at hun står i denne lange række af kritisk, kaotisk, oprørstænkning:

”Skulle jeg have fjender  /når den svenske bjørn  /og hendes tre unger  /er blevet skudt  /og i en verden  /hvor der findes  /nød og sult  /men alt skyldes  /svig  /og i et Europa  /hvor fællesskabet  /fejres  /med kaskader  /af konfetti  /og de der er svangre  /med uret  /og blodtørst  /føder monstra  /  /Hvor længe endnu  /bliver herlighed  /gjort til skam  /og empati  /og empiri  /affærdiget  /som tilhørende  /et mindretal  /hvor længe endnu  /vil flertallet nøjes med sludder  /og viden  /og forstand  /blive holdt ude  /af siderne?  /  /Hvornår  /kan jeg sende  /vagtposten hjem  /i sin egen seng?” 

Digtet, og bogen igennem, improviseres der over udtryksformer og talemåder og magt- og kærlighedsperspektiver fra Salmernes Bog, som man f. eks. kender igen i vendinger som ”Hvor længe endnu …” Den samme figur er anvendt af Dylan i Blowing In The Wind og mange steder af U2. Den stammer fra Salmernes Bog, hvor den forekommer i hver 10. af de 150 nummererede, gammeltestamentlige digte. Ovenstående er fra parafrasen over Sl. 4-7. Her kommer en bid fra teksten, der skriver på Sl. 23-26. Det er kortere end det forrige og kan stå med sine linjebrud synlige:

”Hvis jeg afskyr 
de ondes selskab 
kan jeg ikke være medlem 
af et samfund 
for hvem er 
de onde? 

Også i historien 
kæmper man 
med kausaliteten 

Hvis jeg afskyr 
stemmeteater 
kan jeg ikke 
stå mellem vægge 
i feltet mellem 
rosen 
og rasen”

Selvom Salmernes Bog selv excellerer i politisk-religiøst magtsprog introducerer kulturens ældste digtsamling også noget andet, nemlig det kritiske jeg og det eksistentielt undrende jeg, og det er det, der sætter Ellen Miriam Pedersen i gang samlingen igennem på fornemste vis. 

Der er ingen tvivl om, at nogle af teksterne i Salmernes Bog virkelig går tilbage til den stammeleder, der går under navnet Kong David i det gamle, bibelske Israel, men man kan også se på Salmernes Bog, at teksterne er blevet til over mange hundrede år. Det gamle Boney M-hit, hvor discosangerne står og klager over livet ”By the rivers of Babylon”, er bygget op som en parafrase over en af teksterne i Salmernes bog og hentyder til en historisk situation i 500-tallet fvt, altså 500 år senere end denne David-skikkelse. Boney M-hittet improviserer over Sl. 137, som desværre er sprunget over i det udvalg, der har inspireret forfatteren her.

Salme 27 i den bibelske tekst lyder blandt andet sådan her, citeret fra vers 11:
"Vis mig din vej, Herre,/ før mig ad den jævne sti/ til værn mod mine fjender./ v12  Overgiv mig ikke i mine fjenders vold,/ for falske vidner har rejst sig mod mig,/ de udspyr løgn./ v13  Men jeg stoler på,/ at jeg skal se Herrens godhed/i de levendes land. " Sådan her bliver det i Ellen Miriam Petersens gendigtning, der improviserer sprogligt meget langt fra forlægget, men metaforisk deler en solid kerne:

”Når hjerteløsheden 
maser sig på 
som en flyttekasse 
nogen har glemt 
er det fiskens hoved 
der stinker først 

Så fri mig fra 
den sorte liste 

Fri mig 
fra populære kværulanter 

Lad mig bevæge mig 
i flere rum 

Og fri mig 
fra holdninger 

For jorden lader sig ikke 
opbygge udefra 

Og hvis der er hjerteløshed 
på jorden 
spytter Jorden.”

Hvorfor er det her en vigtig bog? Visse steder, som i Sverige, hvor jøderne havde et tilflugtssted fra masseudryddelsen, kan man stadig se langt flere jødiske navne i radio, tv og mediepositioner, end man ser i Danmark. Der er et antisemitisk træk i den nye populisme, som vi ofte glemmer eller overser, formentlig fordi det jødiske netop er på det nærmeste udraderet fra medieverdenen i Danmark, nemlig hadet til kulturradikalismen, der jo er forbundet med sekulære jøder, i Danmark med brødrene Brandes fremfor alt.
Ellen Miriam Petersens slapstick-gendigtninger af Salmernes Bog er vigtige, fordi der er noget helt specielt individualistisk, rasende, oprørsk, som for tiden får hårdere og hårdere kår på humanistisk grund, og som oprindelig er udviklet, ikke fra Oplysningstiden opgør med det kirkelige totalitære magtcentrum, ikke fra socialismens mislykkede opgør med samfundsprivilegier fra 1850 og nogle årtier frem, men fra det jødiske åndsliv i et Europa, der ikke altid husker, hvor vigtig friheden er og hvad den egentlig bygger på.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar