mandag den 21. november 2016

En fabelagtig poencyklopædi med pegefingre i alle paralleluniverser

Cecilie Lolk Hjort
Sputnik 2 - et poetisk leksikon 
Forlaget Ekbatana, 69 sider, 149 kr.

Af Thorvald Berthelsen
Cecilie Lolk Hjort kalder selv prosadigtsamlingen et poetisk leksikon. Det er dog snarere en poencyklopædi forstået som et poetisk helhedsomrids med leksikalske enkeltnedslag af universets mylder, som er hendes bud på den nødvendige sprængning af ord, fakta og genrer til en ny form, som er den egnede til en poetisk udforskning af den atomiserede verden og tid.
Poencyklopædien er opdelt i de tre kategorier Arter, Mennesker og Ting, hvor menneskets, de andres og naturens intime og smertefulde forhold afdækkes fra overraskende og provokerende vinkler som jordhøjde, vidvinkel og luftfotografier. Der er opslag om vidt forskellige emner fra Joakim von And (Arter) over Autist eller Trommeslager (Mennesker) til Stjerne, Sang og Timeglas (Ting). Og der er en fyldig biografi til hver kategori spændende fra D. Attenborough, Platon, Kafka og Poe til Lady Gaga, Youtube og Ekstrabladet.


Genrerne blandes som sagt og Sputnik 2 er en blanding af prosadigte og encyklopædi artikler, der sætter deres emne ind i en større sammenhæng/helhed. Denne blanding rystes sammen i noget der ligner moderne fabler, der bibringer teksterne noget mytisk som opbryder logikken og gendanner den i poesiens vilde tanke. Fablerne har ikke kun dyr i hovedrollerne men også mennesker og begreber og går derved som form over i sit eget opbrud og modstykke. Ligesom tiden i digtene ikke forbliver den lineære tid der tilsyneladende udspiller sig men går over i parallelle forløb og verdener. Det samme gør køn og andre af sumfundets fastlåste rollefordelinger. 
De 3 opslag/digte om rumhunden Laika har vidt forskellige forløb, afslutninger og ’moraler’ endda inden for det samme digt. Og i de to opslag/digte om Skuespiller er skuespilleren af forskellig køn. Og hun viser sig i det ene slet ikke at være hovedpersonen; det bliver manuskriptforfatteren der ender lige så stum som hun var da hun begyndte at skrive, mens skuespilleren foler sig spærret inde i dennes ord og frarøvet kommunikationen med mennesker, som hun var blevet skuespiller for ”at kunne tale uhæmmet til. Mens skuespilleren tænker alt dette, sidder manuskriptforfatteren bag scenen med en kronisk klump i halsen. Hun blev forfatter i håbet om, at nogen endelig ville lytte helhjertet til hendes ord. Men det er skuespilleren, der tager ordet, og det er skuespilleren, de svarer med deres klapsalver. Manuskriptforfatteren føler sig lige så stum nu, som før hun skrev den tekst, der ligger henslængt som en mur på garderobens bord.” Eller måske er hovedpersonen i fablen det manuskript der ligger der som en mur. Det er nemlig et andet træk der kendetegner Cecilie Lolk Hjorts udgave af fablen. Der er ingen entydig morale. De er altid flertydige. Pegefingrene stritter i alle retninger og mod parallel universer. Eller de forvandler sig til en af de modsatte med den særlige humor, der både holder og understreger masken.

I det andet digt/opslag er skuespilleren en mand, hvis arbejde det er at være menneske. Og for virkelig at være det må han ophøre med at sige sine skuespillerreplikker, der kun er eksempler på ham selv.” For at være sand må han spore og styre hver enkelt nerve fra hjerne til lemmer, og han må glemme, at han kender fremtiden, som han har læst i manuskriptet. Hans opgave er fuldført, når han ikke længere husker, at et tæppe om en times tid vil falde, og han vil tvinges til at slippe virkeligheden og gå hjem til en anden.” Her sidder læseren så med en fuldstændig indfiltret morale om hvad der er virkelighed og skuespil, der stritter i alle retninger og derved ophæver en falsk modsætning.
Og tonelejet er hele tiden den uskyldige selvfølgelighed, som konstant negerer sig selv, fordi det meddelte er i den grad splittet og selvmodsigende og det kun kan føjes sammen af digtets urimelige modsigelsesspændte logik, der har en bæreevne eller belastningstolerance som ingen af vores oplysningstids helteingeniører kan beregne.

F.eks. bevarer vi kun jorden/verden ved at forlade den i præcis den fart vi opfatter den med (man kunne måske også sige i samme øjeblik vi ser den) i artiklen/digtet Stjerne subst. -n, -r, -rne
”Fordi universet udvider sig, bliver lyset strakt mere og mere ud, jo længere det skal rejse; Dette kaldes rødforskydning efter farven med den længste bølgelængde. Således er nattehimlen et bibliotek, et arkiv fra alle tidsaldre, hvori de ældste bind fremstår med den rødeste patina. Og således kan man trykke fastforward på et himmellegeme ved at rejse imod det – eller omvendt, se det i slowmotion ved at rejse væk. Måske vil det en dag være sådan, menneskeheden undgår sin planets undergang: ved at defilere ind i et rumskib og rejse væk med akkurat lysets hastighed, så jorden for altid vil stå i bakspejlet som et endnu ikke forgået øjeblik.”
Den poetiske logik bliver dog engang imellem lidt søgt som når sammenligningen af bien og edderkoppen og især deres ben bliver til et selvportræt i Biknæ subst. -et, -, -ene:
”Biens ben tiltrækker ufrivilligt pollen og frodighed by proxy, mens edderkoppens hår på benene er blevet til mindre ben, så den, ligegyldig hvor forkert den rammer, vil ramme underlaget med en af sine forvoksede tæer og undgå at falde. ”Således har bien og edderkoppen den skæbne til fælles, at de uvægerligt griber fat i det, der er nærmest. Måske er det et passende selvportræt, at mennesket ud af disse to dyr har valgt dét som ideal, der tynges af ubrugelig last for andre organismers skyld, snarere end det, der kan lande i et hvilket som helst sikkerhedsnet uden så meget som at prøve.”
Fremmedgørelsen i billedet - med sidestillingen af bien der tynges af last for ”andre organismers skyld” og edderkoppen der lander i ethvert sikkerhedsnet uden at prøve – rammer i hvert fald ikke mig ligeså eksistentielt rent som den verden vi bevarer ved at forlade den så snart vi opfatter den.
Hendes humor er som en anden gennemgående poetisk logisk spiller, der også spænder den uskyldige selvfølgelighed op mod sin negation:

Timeglas subst. -set, -, -sene
”Hvis vi ender med at udslette os selv med forurening, er vi langt fra den første art, der er faldet under vægten af sin egen affaldsdynge. Siden det i ursuppens tid var ilten, der udgjorde den største trussel mod liv, har det været sædvane, at når den herskende organisme kvæles i sine egne giftstoffer, ligger et nyt dyr klar i lossepladsens mave som et barn, der venter på at blive født. Det er indskrevet i enhver genopstandelse, at den ikke kan være en gentagelse af det foregående, men må være en omvending til det utænkelige. For det væsen, der kæmpede ved vinderens side om de samme ressourcer, er dømt til at falde med ham. Men efter dommedag har møgdyret uendelige ressourcer. Sådan opstod altså også vi, grådigt mæskende os i et eller andet fortidigt udyrs udskilte fæces; Ikke helt ulig den ulidelige lethed, hvormed en enkelt togpassager lader alle de andre mase sig foran hende, før hun slentrer ind og berøver nogen deres tilkæmpede kvadratmeter med et “undskyld, det er vist min plads”. Sådan er timeglassets selvopfyldende verdensundergang et billede på planetens historie: Af lort er vi kommet, og til lort skal vi atter blive.”
Som sagt i overskriften så er Sputnik 2 en fabelagtig og meget gennemført digtsamling, der kun har få smuttere som måske ovenikøbet er skønhedspletter. Læs den. For at blive i hendes ånd slutter jeg med fablen om Digteren, som jeg ligeså godt kan omdøbe til Anmelderen:

Digter subst. -en, -e, -ne
”Digterens værste mareridt er at gøre nytte. Hvis han opdager, at en af hans tekster er blevet brugt til personlig udvikling eller til at løse et praktisk problem, vil han straks frasige sig den eller, hvis den stadig er i hans hænder, destruere den. Det er ikke, fordi digteren er ondsindet eller negativt stemt over for andre mennesker. Men digtet fungerer netop kun, fordi det ikke fungerer. Digtet er en pause fra den endeløse fejlfinding, der udgør vores liv. Fra digtet får vi ikke svar, forslag eller gode råd, vi kan ikke bevæge os gennem det som en rotte gennem en labyrint for at finde osten. Digtet modsætter sig fortolkning igen og igen, til sindet ikke længere ved, hvor det skal gå hen, og derfor pludselig står stille. Og ligesom musklerne skal strækkes ud mellem øvelser, sådan skal hjernen kortslutte en gang imellem for at fungere optimalt resten af tiden. Denne gyseligt praktiske forklaring af digtet ville digteren naturligvis korse sig over. Det er i det hele taget intet under, at digteren synes, jeg er en narrøv.”
Så er det bare om at huske humoren og så mener jeg i øvrigt som det er fremgået undervejs at hendes fabler er et ’nyttigt’ modsprog mod de herskende vedtagne sammenhænge.


Cecilie Lolk Hjort (f. 1984) debuterede i 2006 med brevsamlingen Små eksplosioner – Breve fra Josef. Efterfølgende har hun bl.a. udgivet det poetiske leksikon Noahs ark (2010), punktromanen 69 (2011) og bogobjektet Paranoiadigt (2013).


Bogens bagside



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar