fredag den 15. april 2016

Digterens arbejde med at lytte

Poul Lynggaard Damgaard
Stedets omvendte beklædning
Forlaget PrintXpress, 2015, 113 sider

Af Jakob Brønnum
Det er en ret stor digtsamling. Den består af sansninger, poetiske iagttagelser, sammenhænge, der tydes ud af almindelige iagttagelsesfelter i dagligdagen. Det er modernistisk lyrik og det er ikke dårligt, det er et værested, sådan som al modernistisk lyrik erkender, at dens grund er væren. Digtet Storebæltsbroen (s. 30) lyder sådan her:

Grædekonen lader sine sprog sive
gennem vismandens broderede kloakker.
Fuglenes alfabet når det ikke er nok at svæve.

Det er tydeligvis i familie med Robert Corydons første fem-seks digtsamlinger, der har titler som ”Fuglespor” og ”Krybet og sommerfuglen”. Digtet Ekkodalen (s. 27) fortæller om hende, der er afbildet uden på bygningerne, og om hendes format som symbol og ikon og hendes fjernhed og samtidige nærhed, og der er det i familie med Mallarmé og den digteriske modernismens ur-idé. Vi ved ikke, hvem hun er, det er sikkert ikke en levende kvinde, eller måske er det digterens altomfavnende oplevelse af sin elskede, en kvindelighed i firmamentet.

Og når digtet Tydelig natur (s. 44) taler om ”En genvej mellem farverne,” er slægtskabet med Paul la Cours ide om sprogbilledet som opfatter det, tanken ikke kan fange i logiske formuleringer tydeligt (Fragmenter af en dagbog, s. 31).

Poul Lynggard Damgaards bestræbelse i naturen, i byen, i verden, i landskabet, i porten, i pupillerne, i morgenen, i porten, i duggen er at skrive, det La Cour kalder ”Det lyttende digt”(ibid. s. 30). Her lytter Poul Lynggaard Damgaard til ”Jagthyttens bedrag”:

Knirkende blåt
folder gangen i hytten
sig ud med snørede og
løftede skuldre, der bærer
lyset fra vinduerne med en sti
lagt i hjørnet, hvor skikkelser
sidder vendt bort på en græsmark (s. 80)

Det skulle ligge mig fjernt at nedgøre disse fine tekster, fordi de ikke indeholder fremmedgørelse, psykisk afmagt og vold, opbrudte sansninger, omverdenens splintrede, blodige spejl. Vurderer man lyrikken på, om den spejler en bestemt fragmenteret tydning af en bestemt fragmenteret livsstil i en bestemt fragmenteret sen-kapitalisme med en bestemt fragmenteret fremmedgørelse, man postulerer som nærvær, falder man i samme grøft og gør litteraturen til et modespørgsmål som alt andet, dikteret som alt andet af reklamebranchen og de globale butikskæder og den jargon, de genererer i ungdomskulturen og dens afsmitning på den samtidige digteriske sansning. Poul Lynggard Damgaards sansning ligger et andet sted.

Personligt hælder jeg i en vis forstand til denne type bestræbelser, at se forvandlinger, fremtrædelser og tydninger i naturen og i verden, fordi jeg synes, at den idealisme (den filosofiske idealisme, altså), der ligger i Paul la Cours på (alt for) mange punkter patetiske poetik, åbner for muligheden for et møde og en bevægelse i den menneskelige bevidsthed, der er sandt og tidløst, men jeg synes digteren her burde udfordre sig selv til at skabe større helheder, kaste endnu en metafor efter den der bro og se, hvad der sker.

Eller som Paul la Cour siger det (s. 30): ”Hvor underligt, at Digtet, som udsiger, ogsaa maa forholde sig lyttende. Dets storhed var det, hvortil det lyttede.”

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar