Glimt fra fjorden

Bjørn Hernes og Egon Clausen: Fjordens kant – Midlertidigheden, Frydenlund 2025, 114 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

En bredskuldret mand iført en tyk strikket sweater og smækbukser ses fra ryggen. Han står på den tømrede mole og besigtiger de små kuttere og den lille motorbåd med fiskeudstyr i bunden. Vandet er roligt og rifles kun let af vindens blide berøring. Himlens blå spejler sig deri, så vandet spiller op til nuanceleg med den lyseblå farve på den nærmeste kutters skrog. På styrehuset bryder den for fiskerierhvervet så typiske affarvede orange æstetikken, for vel er farven praktisk i sin påtrængende synlighed, men køn er den ikke. Længere bagude ligger der en stor, kridhvid motoriseret lystbåd, der får kutterne til at ligne joller, og dog er det dem, der i årevis har forsynet landet omkring fjorden med fangst.

Det – og mere til - er, hvad et af Bjørn Hernes’ mange fotografier i bogen viser. Han har en særlig stil, hvor det sjældent er det store udblik, han er på jagt efter, men de små detaljer: Pletter af restsne i rørskoven, det gennem flere årtier brugte fiske- og jagtgrej, et efterladt reb på en bund af vækster, der snor sig som rebet og næsten gør det usynligt, et rør, der glider ud i fjordens vand uden at afsløre hensigten hermed, en samling siv, der er blevet efterladt af en bølge på en gruppe store sten.

Flere steder er der mennesker med, men som regel er de set bagfra, eller også gengives kun dele af deres kroppe. Det er ikke menneskene i sig selv, der er interessante, men mennesket som en del af den natur, der udgør fjorden og dens omegn. Et enkelt sted er mennesket ikke til stede. Kun dets sandaler, der pænt er stillet på bådebroen, så de ikke bringer snavs med ned i båden.

Fjordens samspil samt fotografens og forfatterens

Der er en særlig poesi over Hernes’ kompromisløse insisteren på at udpege det smukke eller interessante i de detaljer, der findes i det samspil, som præger fjorden året rundt. Som sådan udgør fotografierne i ”Fjordens kant – Midlertidigheden” et værk i sig selv. Derfor er det også en styrke, at Egon Clausen ikke har følt sig forpligtet på at skulle skrive tekster, der relaterede sig én til én til de enkelte fotografier. De kan nemlig sagtens stå for sig selv, og det samme gælder teksterne. Men netop fordi de bringes sammen, opstår der en uforudsigelig og til tider drilsk dialog mellem tekst og billede.

Bedrevidenhed vs. dumstædighed

Clausen er opvokset i Hemmet, der ligger ved den nordlige ende af Ringkøbing Fjord. Det meste af sit voksenliv har han dog levet i København og omegn. Det har givet ham en forståelse af de forskellige tankegange, der præger selv et lille land som Danmark, når man modstiller hovedstad og provins. I nogle af sine tekster i ”Fjordens kant – Midlertidigheden” trækker han de værste karaktertræk frem, henholdsvis københavnernes bedrevidenhed og vestjydernes dumstædighed. Begge dele lever stadig i bedste velgående i dag, men heldigvis er der også udbredt forståelse for, at det kræver samarbejde at løse store problemer. Derfor bliver Clausens karakteristikker ikke udelukkende karikaturer af argumentationsresistente vestjyder, men en nøgtern erkendelse af, at de mennesker, der har levet med og i naturen omkring fjorden, har et kendskab hertil, som også skal tages alvorligt. F.eks. fortæller Clausen om fredningen af Tipperne. Naturfredningsfolkene ville rive de små jagthytter ned, fordi de skæmmede naturen, men ejerne satte sig imod, og efter mange års retssager fik hytterne lov til at stå. Det gør de stadig, men nu som kulturhistoriske mindesmærker. (s. 88).

”Forvent ingen friske skud”

I det hele taget er det nok Clausens allerstørste force, at han – selvom han ofte gør brug af satire – altid er opmærksom på også at se sagen fra den modsatte side. Dertil kommer hans lyriske naturbeskrivelser, der viser, at han virkelig holder af den egn, han beskriver, og at det netop er derfor, at han har en holdning til den måde, den behandles på. Klimakrisen står således som noget af det mest skræmmende, for den vil ændre mangt og meget i årene, der kommer. I forbindelse med et billede, hvor et lille areal rørskov ses skråt oppefra, har Clausen tilføjet denne tekst, der har titlen ”Fremtidsøvelser”: ”Forvent ingen friske skud, ingen blomster, ingen grønne blade, ingen frugter og ingen ny vækst fra os. Vi øver os på fremtiden og står med rødderne i vand.” (s. 56). Det er nok bogens korteste tekst, men indholdet er tungt.

Det gør dog ikke ”Fjordens kant – Midlertidigheden” til en tung bog at læse. Den har blot en bund af alvor, der skærper værdien i naturen, som den f.eks. beskrives i denne tekst, der har titlen ”Fjordens paukeslag”: ”Her bor rørdrummen. Den har forklædt sig som et bundt solbeskinnet siv, så den er svær at få øje på, men den giver lyd fra sig og høres som en dyb, klangfuld bas. Man siger, at den pauker. Rørdrummen er kort sagt et instrument i naturens store orkester. I de store symfonier bruges pauken til at markere overgange mellem forskellige satser. Når rørdrummen pauker, melder den om et liv på overgangen mellem land og vand. På stille aftener og i lyse sommernætter kan dens paukeslag høres flere kilometer væk.” (s. 28).

Et billed- og tekstpoetisk værk

”Fjordens Kant – Midlertidigheden” er ikke alene en bog for natur- og kulturelskere, men et tilbud til alle, der vil glæde sig over det store i det små, og som har lyst til at dykke ned i et billed- og tekstpoetisk værk om et lille stykke landomkranset vand i den vestlige del af kongeriget.