Det går aldrig hurtigere end naturen kan være med

Ruth Gibbs - Orchestral Works Vol. 3
Rumon Gamba, BBC Philharmonic
Chandos 

Af Jakob Brønnum
Lige præcis så den en dag som i dag hvor den europæiske plads i verdensordenen, som vi har kendt lige så længe vi har levet, sådan en dag, hvor solen trods alt skinner selvom det er koldt udenfor, sådan en dag er det en lise for sjælen og livsmodet at lytte til Ruth Gibbs (1921-99).

Hvem er nu Ruth Gibbs? Hun er en af de mange historiske, kvindelige komponister som kommer frem i disse år, hvor også den klassiske musik har forstået at inddrage grupper, der tidligere har været marginaliseret til fordel for den hvide mand.

Lige præcis udviklingen i verdenspolitikken, med den nyfascistiske magtovertagelse i USA, som en analytiker som Clintons tidligere arbejdsminister, professor Robert Reich, kalder et statskup, gør det særligt akut og presserende at fortsætte med at arbejde med på genoprette den mærkværdige, men fuldt forklarlige ubalance, der har været i det klassiske musiklivs repertoire siden det blev en sag for den nyopståede borgerlighed i slutningen af 1700-tallet på Mozarts tid. Kvinder opgav rutinemæssigt deres krav på metier for at kunne støtte mændenes, helt frem til de første årtier af 1900-tallet.

Jeg havde ellers besluttet mig for netop at normalisere den kvindelige komponist i musiklivet ved ikke at nævne at hun aldrig tidligere har haft den plads hun har fået nu. Men den amerikanske regerings aktive indgriben i og præsidentordre om ophør af verdens største kulturnations arbejde med at give de privilegieløse de samme privilegier som den hvide mand har taget sig under stor hensynsløshed og brutalitet, gør at jeg må fortsætte.

Og så er vi tilbage ved Ruth Gibbs. Hun er fantastisk god og det er en skændsel uden lige at hun ikke har en retmæssig placering i repertoiret ved siden af Sibelius, Vaughan-Williams og Prokofiev. Det engelske pladeselskab Chandos udgiver en forbilledlig serie med hendes orkesterværker. I den tredje udgivelse i serien er vi kommet til hendes første symfoni. Det er et værk i fire satser på godt 35 minutter.

Fra en tid, der var mørkere end vores

Symfonien er fra 1942, altså en tid der var endog mørkere end vores tid, langt mørkere. Alligevel indledes den pastoralt og forårssmukt med klange som dem man for eksempel kender igen fra Sibelius 2. Symfoni, om end vagtsomt, og man kan ikke lade være at forstå de lette, smukke og naturlige klange i en orkestrering, der hele tiden giver plads til de fine træblæsere, som et eksistentielt udsagn, der fortæller hvad det vigtigste er i en sådan tid. Det er at betragte og være i det liv som findes. Det liv som altid er der. Det liv som ingen selvoptaget magthaver kan slå ihjel.

Som det blev tydeligt ved anmeldelsen af Ruth Gibbs kammermusik for en tid siden spiller oboen en særlig rolle i hendes værk, og det gør den også i symfonien, om end hun ikke forfordeler solohornet eller soloviolinen. Den milde og varme adagiosats fortætter den pastorale udforskning, med nogle af de fineste, sanseligt smukke motiver, man har hørt i den righoldige engelske symfonilitteratur. Der er en tålmodig væven af en teksturen af strygere og træblæsere med småfuglenes uforudsigelighed, som jeg finder når dybere ind i det pastorale end selv Vaughan-Williams har formået. Satsen bringer mindelser om hans 3. og 4. symfoni. Den er vidunderlig.

Også i den sprælske, delvis lettere groteske scherzo-lignende 3. sats er de enkle melodier og træblæserne fremtrædende. Det er som om Gibbs har ønsket at følge den kendte satsfølge i udformningen af sin 1. Symfoni, men alligevel ikke kunnet finde den rette stemning i scherzoens tunge danseart, så der er blevet noget gennemsigtigt over de forskellige tematiske blokke, der kan minde om det surrealistiske maleri.

Fjerde sats, finalesatsen, har på nogle punkter det samme, lidt storladne anlæg som en klassisk symfonifinale, men også den er præget af de fine melodier, der har været slået an hele vekjen igennem den store symfoniske fortælling om mod og lys, nu forlenet med en sivende melankoli og et afventende åndedræt, inden den rinder ud i en uvishedens melange

Det er fristende at sammenligne med Prokofievs 5. Symfoni, der også er en krigssymfoni. Ved siden af hans 1. Symfoni er den jo den symfoni, der har været bedst modtaget. De fortæller på sin vis den samme historie, men Prokofiev fortæller den fra Østfronten, så at sige, og der er længere til lys og håb end på de britiske øer

Nu ser jeg meget frem mod næste udgivelse i serien, der rummer Gibbs sene Symfoni nr. 5.

CD’en indeholder flere mindre værker og en hornkoncert fra 1969, ligeledes opbygget efter den klassisk-romantiske kompositions tresatsede koncertskabelon. Fra en langt lysere tid, virker værket legende og undersøgende i samspillet mellem horn-solisten og ikke mindst fløjtestemmen i orkestret. Et overordnet indtryk af Ruth Gibbs er for mig at se, at det aldrig går rigtig hurtigt -  aldrig hurtigere end naturen kan være med, og det er et stort kvalitetsstempel, i hvert fald i min musikverden