Hvad har film med virkeligheden at gøre? Deleuze og filmens filosofi

"I Alfred Hitchcocks film bliver det tydeligt, hvordan det er omgivelserne, som tænker i menneskerne"

Deleuze:
Film 1: Bevegelse-bildet
Existens forlag 

Af Jakob Kvist
I sin bog om bevægelsesbilledet undersøger den franske filosof Gilles Deleuze, hvordan filmen frembringer et bevægeligt stof, som tvinger os til at forstå billeder på en ny måde. Første bind af Deleuzes filmværk Film 1: Bevegelse-bildet findes nu i en norsk udgave.

Deleuzes præsenterer os for radikale tanker angående billeders natur. Det handler ikke om at reducere billeder til noget, som sker inde i hovedet. For alt er billeder og hjernen er selv et billede blandt andre billeder. Virkeligheden består af billeder og vi lever ved at blive indfanget af en kæde af billeder. Men lægger vi billederne under mikroskopet, vil vi blive overraskede, for billederne er ikke snapshots af virkeligheden. De gengiver ikke en ydre verden. Billederne viser sig at have en dynamisk natur idet de påvirker og reagerer på hinanden. De er konstant i gang med at skabe og forbruge hinanden. 

Det har den konsekvens, at billeder ikke dokumenterer en allerede eksisterende verden. Billederne frembringer verden ved at gøre plads til noget endnu ikke set. Deleuzes pointe er, at når vi formår at slå hul på de billeder, som vi normalt ser på verden med, så vil vi erfare billeder som bevægeligt stof. 

Deleuze udvikler denne abstrakte tanke med inspiration fra den franske filosof Henry Bergson, hvor bevægelse ikke forstås i relation til varighed men snarere som et slags stof, der gennemløber alt i verden. Som det der presser alting i bevægelse. 

Filmens naturhistorie

I et interview har Deleuze omtalt Film 1: Bevegelse-bildet som en slags filmens naturhistorie. Det er en klassifikation af billeder og de tegn, som svarer til dem. Ved at gøre dette finder Deleuze en ny måde at forstå billeder og tegn med, som kan bruges til at undersøge, hvordan filmen frembringer et bevægeligt stof. Med inspiration fra Bergson forsøger Deleuze at vise, hvordan film kan gøre selve bevægelsen synlig. 

Billederne klassificerer Deleuze som en anden Linné ud fra deres bevægelsesegenskaber. Disse sætter spor i form af tegn og derfor henter Deleuze inspiration fra Charles Sanders Pierces tegnteori til at sige noget om, hvordan billederne ikke henviser til noget andet, men til noget mere end sig selv. Billederne og tegnenes henviser ikke til en 1:1 gengivelse af deres sande natur, men peger i retning af, at de overskrider sig selv, fordi de viser noget andet end de, de afbilder. 

Deleuze inddeler billeder i forskellige typer såsom affektions-, perceptions- og bevægelsesbilledet. Det vil være for omfattende at redegøre for disse her. Deleuze siger om disse billedtyper, at de ikke findes på forhånd og derfor må de skabes. En sand auteur indenfor filmverdenen er en sand skaber ifølge Deleuze. 

Billeder spreder sig som lys

Billedet er synligt i sig selv, hvilket vil sige, at billedet er lys. Lyset eksisterer ved at sprede sig i alle retninger. For at blive virkeliggjort som billede, har billedet brug for et mørkt lærred til at lyse op. Det mørke lærred holder billedet på plads ved at sørge for, at lyset ikke spreder sig i alle retninger. Man kan forestille sig billedet som en slags pakker af lyspartikler. 

Deleuze beskriver øjet som et lærred, der indfanger lys og dermed billeder. Det, vi ser, er ikke fotografier af en ydre verden. Det, vi ser, er det, som optræder på vores indre lærred. Bevidstheden fungerer altså ikke som et kamera men netop som et (mørkt) lærred, som verden lyser op. Virkeligheden er de billeder, som frembringes på lærredet. 

Vi tror, at vi kigger på en verden derude, fordi vores synsverden er domineret af, at vi er oprejste. Men det er blot en af de mange film, som spilles på lærredet. Det er svært at begribe, at der ikke er noget bag lærredet men pointen er netop at: lærredet er virkeligheden. 

At indfange lys

Som mennesker har vi en særlig evne til at indfange lys og omdanne dem til billeder på vores indre lærred. Når jeg skriver ”indre” lærred, skal vi være varsomme overfor potentielle misforståelser. Der findes noget udenfor kroppen og hjernen. Men der findes ikke en selvstændig bevidsthed inde i hovedet, som sidder og kigger ud på verden. Der findes ikke en indre verden med selvstændig eksistens og dermed heller ikke en ydre verden. Det betyder, at kun verden findes. Når jeg så alligevel omtaler lærredet som ”indre”, så skyldes det hjernens fysiske placering; hjernen er inde i kroppen. 

Vi tror, at bevidstheden er derinde, simpelthen fordi vi ikke kan se hjernen. Samtidigt er bevidstheden langsommere end virkeligheden. Store dele af verden finder sted, før vi bliver bevidste om den. Verden er ikke et stabilt objekt, men bliver hvert øjeblik skabt ud af universets evige vibrationer og svingninger. Vores forestilling om, at verdens skabelse har fundet sted en gang for alle, er med andre ord en misforståelse. Udspaltningen mellem et subjekt og objekt sker relativt sent i skabelsen af verden. 

Bergson mente, at bevidstheden aldrig kunne erfare nuet, fordi i det øjeblik bevidstheden griber nuet, er det allerede blevet til fortid. Derfor finder virkeligheden og bevægelsen sted på et før-bevidst plan, hvor verdens lys spreder sig i alle retninger, lige indtil det finder en mørk bevidsthed at lyse op. 

At gøre det usynlige synligt 

Deleuze hævder, at filmen kan synliggøre ting for os, som normalt ikke er synlige. Hos Hitchcock sker det gennem det, som Deleuze kalder for mentale relationer. Kameraet kan følge personer på en bestemt måde, som afslører for os, at ting og forhold i virkeligheden hænger sammen. Det er synliggørelsen af, hvordan ting hænger sammen i relationer til os. 

Et vigtigt aspekt hos Deleuze er omgivelsernes forhold til handlingen i en film. Her forsøger Deleuze at demonstrere, hvordan filmen kan vise, at det er ikke menneskets frie vilje, som får det til at handle. Vi er ikke egenrådige bevidstheder, som styrer vores kroppe med frie viljer. Det er snarere omgivelserne, som handler med os. Vores handlinger og handlingen i filmen(og dermed livet) er vi ikke herre over, lige meget hvor meget vi bilder os selv ind, at vi har en fri vilje. Det er verden, som handler med os. 

Det er vigtigt at huske på, at for Deleuze handler filosofi altid om tænkning, som ikke må forveksles med refleksion. Når vi ”tænker” over noget, gør vi noget genkendeligt, hvilket ikke har noget med tænkning at gøre. At tænke derimod handle om at gøre plads til at noget uset kan komme til verden. Refleksion er en begrænset måde at være i verden på, fordi vi bruger vores fordomme til at gøre noget genkendeligt. Når vi reflekterer, forbliver vi på bevidsthedens plan. At tænke er en ubevidst aktivitet. Når vi for alvor tænker, åbner vi os op for verden ved at give slip på vores fordomme. Tænkning er ikke noget, man gør på kommando men noget, man kan forberede sig på. Det findes ingen tænkningsgaranti, men man kan sige, at tænkningen tilsmiler dén, som har forberedt sig. 

Hvis vi ikke øver os på at tænke, risikerer vi, at vores tanker bliver styrede af præfabrikerede billeder. Det fastfryser vores væren og begrænser vores udsyn. For Deleuze er tænkning en slags billedløs aktivitet, fordi det smadrer de præfabrikerede billeder og befrier os momentvist fra vores fordomme. Egentligt er det ikke os, som tænker, men verden som tænker os. 

I Alfred Hitchcocks film bliver det tydeligt, hvordan det er omgivelserne, som tænker i menneskerne. Deleuze bruger eksemplet med kvinden i filmen Fuglene, som sejler over en bugt. Her har vi vandets, bådens og himlens bevægelse. Skyerne trækker sig sammen og fuglene angriber. Bagefter har helheden ændret sig. Man kan sige, at fuglene bryder ind i den menneskelige orden. Det er som, at hemmeligheden bag mennesket er, at det slet ikke er herre over noget som helst og at de billeder vi gemmer os bag hele tiden trues med at blive slået i stykker udefra. 

Følger vi Deleuzes måde at tænke på, så begynder vi at tænke, når vores medbragte billeder ikke længere slår til. Det er, når vi stilles i situationer, hvor vi ser noget, vi ikke har set før, for da tvinges vi til at skabe nye billeder. Her er billederne levende stof, fordi de er i gang med at blive til. Det er med hele vores krop, at vi tænker og derfor kan film berøre os, fordi filmens billeder sætter hele vores væren i bevægelse. 

Holy Motors

Filmen Holy Motors af den franske instruktør Leo Carax er på mange måder en særlig oplevelse. Man følger hovedpersonen Monsieur Oscar, som kører rundt i en hvid limousine med en kvindelig chauffør. Monsieur Oscars arbejde består i at møde op på forskellige lokationer iført forskellige udklædninger. Hver gang ligner det, at han spiller en ny rolle. Men der er bare ingen kameraer. Oscar har en helt særlig kropsholdning og måde at bevæge sig rundt i verden på. Filmen opfører sig på en særlig måde, hvor det er som om, at billederne kommer ud af skærmen og kravler ind i en og former ens fysiske tilstedeværelse i verden. Jeg husker tydeligt første gang, jeg så filmen. Jeg fattede ingen ting. Jeg var ikke i stand til at kommunikere, hvilken mening jeg netop havde været vidne til. Men jeg var ikke i tvivl om, at jeg oplevede noget meningsfuldt. Jeg tror heller ikke, at man får noget ud af at trække en morale eller budskab ned over filmen. Det er snarere som en selvstændig handling, at filmen giver mening. Jeg havde det som om, at jeg så verden, fordi jeg ikke længere så verden med mine fordomme. Det var lidt som at være i virkelighedens maskinrum og mærke, hvordan der blev sprøjtet billeder ud til højre og venstre. 

Når man laver film, er kameraet ikke bare en passiv beholder. Kameraet kan sættes i bevægelse, mens det filmer. Mens kameraet indfanger billeder, forskyder det sit eget centrum hele tiden. I den forstand er kameraet ikke et privilegeret sted, som affotografer virkeligheden, som den er. Tværtimod så griber kameraet aktivt ind i verden og er derfor med til at forme virkeligheden. 

På samme måde forholder det sig med bevidstheden, som ikke repræsenterer et statisk centrum. Vi iagttager ikke indefra og ud. Der iagttages snarere udefra og ind, fordi bevidstheden kommer fra den verden, vi tror vi kigger på. Verden skabes gennem os, mens vi bliver bevidste om den. At se verden er ensbetydende med at gribe ind i verden. Når Deleuze hævder, at virkeligheden er film, så handler det om, at filmen frembringer sine billeder gennem os. Måske universet venter på den nysgerrige for at blive genfødt i hans bevidsthed. 

Verdens lys

Jeg tror, Deleuzes budskab er, at vi som mørke lærreder rammes af verdens lys. Som mørke lærreder har vi evnen til at koncentrere det lys, som hele tiden spreder sig. Vi kan koncentrere lyset til billeder, så vi får en retning i en ellers (for os) kaotisk verden. Bliver billedkoncentrationerne for stærke, så bliver billederne fastfrossede og så lever vi i en hård og begrænset virkelighed. Billederne bliver til fordomme og trosbekendelser, som blokerer for verden. Så ser vi ikke verden, men de billeder, som vi tror er virkeligheden. 

Deleuze vender virkeligt alting på hovedet. Helheden forstår Deleuze ikke som en aflukket mængde. Helheden er det åbne, der gennemløber alt i verden og forhindrer at noget lukker sig. Verden er det åbne, hvor billeder bliver til og forgår. Vi kan tænke os ud af det lukkede, men det kræver, at vi engagerer os i verden. Det åbne er altid i bevægelse. 

Med sin bog om bevægelsesbilledet bidrager Deleuze med en original og anderledes forståelse af film. Det er en til tider meget abstrakt bog, som kræver meget af sin læser, men det er samtidigt en meget inspirerende bog. 

Jeg ser frem til at bog to om tidsbilledet bliver tilgængelig for det nordiske publikum, for det er Deleuzes egentlige hovedværk om film.