To former for helvede i landligt paradis

J.L. Carr ”En måned på landet”, oversat af Jens Pedersen, Forlaget Ti Vilde Heste, 2024.

Af Egil Hvid-Olsen

Tom Birkin er først i tyverne og får – i begyndelsen af 1920’erne – en opgave som konservator: Han skal frilægge et kalkmaleri i Oxgodbys middelalderkirke. Birkin bærer på en række traumatiserende erfaringer fra 1. verdenskrig, der giver ham voldsomme ukontrollable ansigtstrækninger. Desuden har hans kone forladt ham til fordel for en anden mand. Men nu befinder Birkin sig altså i en landsby 300 km. nord for London. Selvom lønnen er ussel og indkvarteringen endnu værre, er Birkin ganske godt tilfreds. Han lader sig favne af naturen og de lokale, der sagtens kan bruge en ung mand sydfra til alskens opgaver - fra cricketdommer til lægmandsprædikant.

En anden krigsveteran, Moon, arbejder lige udenfor kirkediget, og de to mænd mødes dagligt for at tale om deres arbejde og ind imellem antydningsvist berøre oplevelserne fra krigen.

Birkin nærer fra begyndelsen af den største uvilje mod sognepræsten Keach, men bliver hurtigt betaget af hans smukke unge kone, Alice, som han sammenligner med portrættet af en for længst afdød kvinde, hvis epitafium hænger i kirken med indskriften: ”Højst elskede og allerdejligste hustru. Farvel!”

Disse elementer – og flere til – danner en rolig fortælling om et beskadiget sind, der prøver at genfinde sin plads i verden.

Stille roman om kæmpestore følelser

Birkin taler ikke meget om sine krigsoplevelser, men de er alligevel nærværende, når han afdækker det store kalkmaleri, der viser sig at forestille et domsmotiv. Kristus fælder som verdensdommer dom over de levende og døde. Dem, som ærkeenglen Mikael vejer for let, ledes af djævle ind i helvedesgabet til den evige ild. De andre føres ind i Guds rige. En enkelt person, som viser sig at have en central betydning i historien, udsættes for en helt særlig, bestialsk straf.

Det er med stort fagligt engagement, at Birkin afdækker værket, men samtidig vækker helvedesfremstillingen tanker om det helvede, han selv overlevede. Således handler ”En måned på landet” om to former for helvede i et landligt paradis.

Og dog er Oxgodby ikke det fuldendte paradis på jord. Også her findes der ulykkelige mennesker, og selvom Birkin styrkes mentalt af opholdet, har han alligevel ikke modet til at handle, da han får muligheden – måske fordi han inderst inde ved, at det vil få for store konsekvenser.

Således er ”En måned på landet” en stille, ofte blot antydende roman om kæmpestore følelser. Den udkom i 1980 på Carrs eget forlag og blev hurtigt en nyklassiker i Storbritannien. Syv år senere blev den filmatiseret, men det er altså først nu, at romanen forefindes i dansk oversættelse.

Vævede plastic-søanemoner og vildfarelses-kunst

Hen over sommeren kan man på Fanø Kunstmuseum se to meget forskellige udstillinger med værker af henholdsvis Annemette Beck og René Holm. Herunder følger to anmeldelser i én.

Af Egil Hvid-Olsen.

Fra strandskrald til farverig kunst

Annemette Beck: Kunst – for havet, Fanø Kunstmuseum, til og med 20. oktober 2024.

Annemette Beck: Minicollage

At gå langs Vesterhavet er en naturoplevelse, der desværre ikke kan undgå at blive forstyrret mere eller mindre af den mængde strandskrald, der skyller ind og kun delvist dækkes af sandet. Plasticdunke, gummihandsker, tovværk, spraydåser og tønder. Det eneste, der falder nogenlunde i ét med omgivelserne, er drivtømmeret, mens det øvrige er formgivet og produceret af mennesker. Hvordan det ender på stranden, ved vi ikke. Måske er det skyllet overbord fra dækket på et skib, måske er det bevidst smidt ud over rælingen langt ude på Nordsøen.

Abstraktioner i store og små collager

Annemette Beck: Minicollage

Annemette Beck skaber smukke kunstværker af det
grimme strandskrald. Ideen ligger ikke lige for, for hvor er disse efterladenskaber dog hæslige, når de ligger på stranden! Men Beck trevler nylontovværket op, så den klare blå, røde, gule eller orange farve bag det afblegede ydre åbenbares. De balloner - som lykkelige småbørn holdt i hænderne, indtil de glemte at holde fast, og lykken vendte sig til dyb fortvivlelse i takt med, at ballonen steg til vejrs – laver Beck store changerende collager af. Langt mindre, men mindst lige så dekorative collager laver Beck af andet affald, der i passepartoutrammerne får et grafisk udtryk, indtil man kommer så tæt på, at man opdager, at collagerne er tredimensionelle.

Vævede søanemoner

Annemette Beck: Vævet søanemone

Beck har sans for farver og former i abstrakt udformning, men opererer også med genkendelige motiver. Således har hun – igen i optrevlet tovværk – formet en række meget flotte vævede skulpturer af søanemoner. De hører til i koralrev, hvoraf en del er truede grundet klimaforandringerne.

I det hele taget ligger klimakrisen som en dyster baggrund for Beck farverige udstilling, idet en stor mænge plastic, der udgør Becks mest brugte materiale, samles i store plasticøer, som det er svært at filtrere fra havvandet.

Man kan undre sig over, at kunstneren formår og ønsker at få så smukke resultater ud af problemaffald, men der er mindst en undtagelse, der understreger, at baggrunden for udstillingen virkelig ikke er køn. Blandt værkerne findes nemlig også nogle vævede tæpper, hvorfra der stritter uskønne fingre fra gummihandsker. Selvom de indgår i nye sammenhænge, skal der mere til for at gøre dem smukke.

At lade Annemette Beck udstille på Fanø Kunstmuseum er oplagt, for her konfronteres man dagligt med strandskrald.

At fare vild med vilje

René Holm: To get Lost Willingly, Fanø Kunstmuseum, til og med 20. oktober 2024.

René Holm har en lang række udstillinger bag sig i både ind- og udland og er repræsenteret i f.eks. Trapholt og Kunsten i Aalborgs faste samlinger. I disse måneder kan nogle af hans værker ses på det lille, hyggelige, men professionelt drevne Fanø Kunstmuseum. Man kan spørge, hvad der får en kunstner, der boltrer sig i dyre gallerier i verdens storbyer, til at vælge museet i Sønderho som udstillingssted. En del af grunden findes i hans opvækst. René Holm stammer fra Esbjerg og tilbragte mange af sine ferier på den nærliggende ø. Da han som voksen stiftede familie, var det naturligt at søge til øen igen og udforske dens natur på lange gåture med børnene.

René Holm:
I spend some time with nature

Fysisk og mental vildfarelse

I udstillingen på Fanø er der helt tydeligt en forbundethed med naturen. Der er vist ingen af de udstillede værker, der ikke har slanke træstammer som en del af baggrunden. Men der synes også et være en eksistentiel ensomhed i de mennesker, der på Holms lærreder færdes i naturen. De fleste er alene, og når der er flere, synes den enkelte at være optaget af andet end den anden. Udstillingens titel er ”To get lost willingly” – ”At fare vild med vilje”. Selvom ”Vild med vilje” har en positiv klang af biodiversitet og ansvarlighed for naturen, er det ikke entydigt positive situationer, Holms karakterer befinder sig i. Det kan godt være, at de er faret vild med vilje, men vildfarelsen synes ikke kun at være fysisk, den synes også at være mental. Måske er det netop den mentale rodløshed, der har fået dem til at søge ud i naturen for at få jordforbindelse. Mange af personerne har kun antydningsvist et ansigt. I nogle tilfælde er det antydningsvise tilmed blevet malet over af et tykt lag oliemaling. I ”I spend some time with nature” er den centrale skikkelse nærmest blevet ét med naturen, idet hendes ansigt minder om kraftig bark på træ.

René Holm:
Its like you dont know me nomore

I grænselandet mellem civilisation og natur

I ”Its like you dont know me nomore” synes natur og civilisation, dyr og menneske at være stillet op i et modsætningsforhold. En kvinde sidder på en træstub, der ser ud til at befinde sig på en forhøjning, som spejles af to andre forhøjninger i baggrunden. Stubben har ligheder med en skorsten, og forhøjningerne med hustage – også selvom der vokser træer på dem. Er naturen ved at opsluge civilisationen? Eller skal maleriet minde os om, hvad vi er rundet af?

René Holm stiller mange spørgsmål, men lader det være op til beskueren at besvare dem. Hvis man besøger Fanø Kunstmuseum skal man derfor være villig til at fare vild med vilje.

Vildtvoksende vestjysk sommerudstilling

Et lagdelt janushoved i Janus – Vestjyllands Kunstmuseum … og meget mere

Kunstanmeldelse af Egil Hvid-Olsen

Jacob Alrø: Janus, 2023.

Hvad er mere oplagt at lave til Kunstnernes Sommerudstilling i Janus - Vestjyllands Kunstmuseum end et janushoved? Nå ja, det er måske så oplagt, at det ikke er videre originalt, men det problem kommer Jacob Alrø omkring ved at udforme hovedet på en særdeles original måde. Busten er ikke alene forsynet med to ansigter, sådan som det må forventes, når den romerske guddom skal portrætteres. De to ansigter, der umiddelbart ser ud til at være kopieret fra en traditionel romersk buste, er desuden flettet sammen, idet busten synes at være blevet skåret ud i lag, hvoraf hver anden er blevet drejet 180 grader. Man fornemmer, at det ene ansigt har skæg, mens det andet er glatbarberet. Og dog er det ikke helt tydeligt, om der kun er to ansigter. Der synes at være skæg forkerte steder, hvis man kunne dreje lagene tilbage til deres oprindelige plads. Tilbage står man med en tvivl om, hvor mange hele eller delvise ansigter denne udgave af Janus har. Har det noget at gøre med, at man ikke altid viser sit sande ansigt, men at ens troværdighed krakelerer, hvis man bliver for uærlig?

Den udstrakte hånd

Mette Lykke: Håndsrækning, 2024.

Mens dobbeltheden i Alrøs buste synes flerdobbelt, er det kun en enkelt, men påtrængende dobbelthed i Mette Lykkes maleri ”Håndsrækning”. Når man giver en håndsrækning, plejer det at være udtryk for overskud. Man rækker en anden hånden for at hjælpe vedkommende ud af en knibe. Men her synes det at være den, der trænger til en håndsrækning, der rækker sin hånd ud mod beskueren. Er hun besvimet eller har hun bare lagt sig ned i opgivelse? Der er noget foruroligende over motivet, der modsiges af det lyse farvespil. Hvad ville der ske, hvis man tog hendes hånd og trak i den. Ville den være kold og livløs, eller ville hun løfte hovedet og le af, at man lod sig narre?

Bigballeæstetik og ulækre hverdagsrum

Maj Manczak: Silent Symphony, 2023.

En dobbelthed er der også i Maj Manczaks foto af et grimt motiv. ”Silent Symphony” antyder bløde former og linjer i grå nuancer. Blikket falder til ro, indtil man ser, at fotografiet gengiver stablede og i hvid plastic indpakkede bigballer. Det er den slags, der står ude på de danske marker og ikke just pynter i naturen. Men i Manczaks fotografi er bigballernes hvide sammenspil med himles lysegrå skyer en ren æstetisk nydelse.

M.R. Kristiansson: Aftermath. Scenario no. 6 & 9, 2024.

Også i Michael René Kristianssons ”Aftermath.
Scenario no. 6” og ”Aftermath. Scenario no. 9” bliver man som beskuer snydt, men her går det den modsatte vej, fra det afskyvækkende til det normale. I no. 6 ser man ind i et spisekammer, hvor maden hænger i rådne gardiner fra gryder og hylder, og i no. 9 ses en badekabine, som er så uhumsk, at ingen ved sine fulde fem ville træde derind. Det velkendte og normale er blevet næsten uigenkendeligt og unormalt, enten ved at rummene er blevet sat i scene eller ved at Kristiansson har manipuleret sine fotografier, men samtidig er der skruet så meget op for det ækle, at man godt kan se bagom det, ind til de rum man genkender fra hverdagen.

Massevis af ører

Sidsel Juul Carlsen: Halv, 2024.

Mens der har været tale om (fler-)dobbelthed i de ovenfor nævnte værker, fremviser Sidsel Juul Carlsen en halvering i det værk, der logisk nok hedder ”Halv”. Men hvad det er, der er halvt, er langt mere kompliceret. Værket består af hæklet og håndsyet tekstil, men hvad forestiller det? Det kunne ligne et omvendt øre, men i så fald er det ikke en naturtro gengivelse. Snarere er der tale om en halvering af en ting, der ingen funktion har; altså en halvering af ingenting. Men kan man det? Man kan sagtens halvere en ting. Men kan man halvere ingenting? Og kan man udstille ingenting? Ja, det kunne Jens Haaning med værket ”Take the Money and Run” på Kunsten i Aalborg. Men med Carlsens værk er der alligevel et eller andet, der har form som et øre. Det er altså ikke det rene ingenting.

Hanne Skjold Knudsen: Altets kalden, 2024.

Apropos øre er der rigtig mange af dem i Hanne Skjold Knudsens ”Altets kalden”, der består af en mængde porcelænsører, der til sammen udgør en cirkel. Det er et lyttende værk, der stræber efter at høre den kalden fra altet, der indgår i titlen. Men porcelænsører kan jo ikke høre noget, kan man indvende. De mange ører udgør ikke desto mindre en opfordring til at lytte efter det, vi ikke ellers giver os tid til at lytte efter. Og mens man bruger sin høresans, kan man benytte synssansen til at suge indtrykket af det skinnende porcelæn til sig. 

KS Prisen 2024

Der er et væld af smukke, sjove, provokerende, alvorlige, tankevækkende og forvirrende værker i KS 24. Ikke alle kan nævnes her, men Amanda Bak Højlunds tre store tegninger skal ikke forbigås. Værkerne er alle fra 2023 og har titlerne: ”Okay, fuck det”, ”Mandagsmenageri”, og ”På sengekanten”. Amanda Bak Højlund blev tildelt KS Prisen 2024 i forbindelse med udstillingens åbning. Censurkomitéens begrundelse er så velbegrundet, at en del af den skal citeres i denne sammenhæng (citeret fra udstillingskataloget): ”Årets prismodtager er ikke blot en eminent dygtig tegner med en virkelig god teknik, der er også en stærk tanke bag værkerne. Fx tegnes der tegneredskaber, og motiverne handler i sig selv om at tegne. Højlund benytter sig i sine antagne værker af rød blyant, der giver et nyt og friskt udtryk til den klassiske tegning. Hun beskærer sine motiver, så de fremstår fra interessante vinkler og bygger sine værker kompositorisk op på en spændende måde.”

A.B. Højlund: Okay, fuck det, Mandagsmenageri og På sengekanten, 2023

Ligesom det lå ligefor at lave en janusbuste til Janus Bygningen, synes det også lige for, at en tegner tegner tegneredskaber. Men det er det bare ikke, og slet ikke på den måde, Højlund gør det, hvor hun også afslører de frustrationer, der følger af at ville tegne så nøjagtigt, som hun har sat sig for og formår i helt ekstrem grad.

Udstillingen kan ses frem til d. 11. august 2024. Se mere her: JANUS - Vestjyllands Kunstmuseum

Anmeldelsen har tidligere været bragt i kunstavisen.dk