Vævede plastic-søanemoner og vildfarelses-kunst

Hen over sommeren kan man på Fanø Kunstmuseum se to meget forskellige udstillinger med værker af henholdsvis Annemette Beck og René Holm. Herunder følger to anmeldelser i én.

Af Egil Hvid-Olsen.

Fra strandskrald til farverig kunst

Annemette Beck: Kunst – for havet, Fanø Kunstmuseum, til og med 20. oktober 2024.

Annemette Beck: Minicollage

At gå langs Vesterhavet er en naturoplevelse, der desværre ikke kan undgå at blive forstyrret mere eller mindre af den mængde strandskrald, der skyller ind og kun delvist dækkes af sandet. Plasticdunke, gummihandsker, tovværk, spraydåser og tønder. Det eneste, der falder nogenlunde i ét med omgivelserne, er drivtømmeret, mens det øvrige er formgivet og produceret af mennesker. Hvordan det ender på stranden, ved vi ikke. Måske er det skyllet overbord fra dækket på et skib, måske er det bevidst smidt ud over rælingen langt ude på Nordsøen.

Abstraktioner i store og små collager

Annemette Beck: Minicollage

Annemette Beck skaber smukke kunstværker af det
grimme strandskrald. Ideen ligger ikke lige for, for hvor er disse efterladenskaber dog hæslige, når de ligger på stranden! Men Beck trevler nylontovværket op, så den klare blå, røde, gule eller orange farve bag det afblegede ydre åbenbares. De balloner - som lykkelige småbørn holdt i hænderne, indtil de glemte at holde fast, og lykken vendte sig til dyb fortvivlelse i takt med, at ballonen steg til vejrs – laver Beck store changerende collager af. Langt mindre, men mindst lige så dekorative collager laver Beck af andet affald, der i passepartoutrammerne får et grafisk udtryk, indtil man kommer så tæt på, at man opdager, at collagerne er tredimensionelle.

Vævede søanemoner

Annemette Beck: Vævet søanemone

Beck har sans for farver og former i abstrakt udformning, men opererer også med genkendelige motiver. Således har hun – igen i optrevlet tovværk – formet en række meget flotte vævede skulpturer af søanemoner. De hører til i koralrev, hvoraf en del er truede grundet klimaforandringerne.

I det hele taget ligger klimakrisen som en dyster baggrund for Beck farverige udstilling, idet en stor mænge plastic, der udgør Becks mest brugte materiale, samles i store plasticøer, som det er svært at filtrere fra havvandet.

Man kan undre sig over, at kunstneren formår og ønsker at få så smukke resultater ud af problemaffald, men der er mindst en undtagelse, der understreger, at baggrunden for udstillingen virkelig ikke er køn. Blandt værkerne findes nemlig også nogle vævede tæpper, hvorfra der stritter uskønne fingre fra gummihandsker. Selvom de indgår i nye sammenhænge, skal der mere til for at gøre dem smukke.

At lade Annemette Beck udstille på Fanø Kunstmuseum er oplagt, for her konfronteres man dagligt med strandskrald.

At fare vild med vilje

René Holm: To get Lost Willingly, Fanø Kunstmuseum, til og med 20. oktober 2024.

René Holm har en lang række udstillinger bag sig i både ind- og udland og er repræsenteret i f.eks. Trapholt og Kunsten i Aalborgs faste samlinger. I disse måneder kan nogle af hans værker ses på det lille, hyggelige, men professionelt drevne Fanø Kunstmuseum. Man kan spørge, hvad der får en kunstner, der boltrer sig i dyre gallerier i verdens storbyer, til at vælge museet i Sønderho som udstillingssted. En del af grunden findes i hans opvækst. René Holm stammer fra Esbjerg og tilbragte mange af sine ferier på den nærliggende ø. Da han som voksen stiftede familie, var det naturligt at søge til øen igen og udforske dens natur på lange gåture med børnene.

René Holm:
I spend some time with nature

Fysisk og mental vildfarelse

I udstillingen på Fanø er der helt tydeligt en forbundethed med naturen. Der er vist ingen af de udstillede værker, der ikke har slanke træstammer som en del af baggrunden. Men der synes også et være en eksistentiel ensomhed i de mennesker, der på Holms lærreder færdes i naturen. De fleste er alene, og når der er flere, synes den enkelte at være optaget af andet end den anden. Udstillingens titel er ”To get lost willingly” – ”At fare vild med vilje”. Selvom ”Vild med vilje” har en positiv klang af biodiversitet og ansvarlighed for naturen, er det ikke entydigt positive situationer, Holms karakterer befinder sig i. Det kan godt være, at de er faret vild med vilje, men vildfarelsen synes ikke kun at være fysisk, den synes også at være mental. Måske er det netop den mentale rodløshed, der har fået dem til at søge ud i naturen for at få jordforbindelse. Mange af personerne har kun antydningsvist et ansigt. I nogle tilfælde er det antydningsvise tilmed blevet malet over af et tykt lag oliemaling. I ”I spend some time with nature” er den centrale skikkelse nærmest blevet ét med naturen, idet hendes ansigt minder om kraftig bark på træ.

René Holm:
Its like you dont know me nomore

I grænselandet mellem civilisation og natur

I ”Its like you dont know me nomore” synes natur og civilisation, dyr og menneske at være stillet op i et modsætningsforhold. En kvinde sidder på en træstub, der ser ud til at befinde sig på en forhøjning, som spejles af to andre forhøjninger i baggrunden. Stubben har ligheder med en skorsten, og forhøjningerne med hustage – også selvom der vokser træer på dem. Er naturen ved at opsluge civilisationen? Eller skal maleriet minde os om, hvad vi er rundet af?

René Holm stiller mange spørgsmål, men lader det være op til beskueren at besvare dem. Hvis man besøger Fanø Kunstmuseum skal man derfor være villig til at fare vild med vilje.