Fra kulturkritikker til reptil

En analyse af Theis Ørntofts ”Solar”, Gyldendal 2018.

Af Egil Hvid-Olsen.

Bemærk, at dette er en analyse. Hvis man har planer om at læse Theis Ørntofts ”Solar”, vil det være en fordel at vente med at læse analysen, til man har læst bogen, fordi nedenstående afslører en stor del af handlingen.

Den kultiverede natur råber druknende på dannelse

Hovedpersonen i Theis Ørntofts roman ”Solar” hedder Theis. Forfatteren og karakteren har ikke kun navnet, men også biografien til fælles. De stammer fra det samme sted og har begge undervist på en højskole. Mon ikke Theis Ørntoft også har vandret den hærvejsrute, som Theis tilbagelægger i romanens første del?

Theis (forfatter som karakter) har sans for de indtryk, der møder ham på vandreturen. Og han har sans for at analysere dem. Han reflekterer blandt andet over villakvarterers vejnavne, der er opdelt i temaer som fugle og instrumenter. Dog er tematikken afgrænset. Der findes ”Violinvej, Lyrevej og Basunvej” (s. 14), men man holder sig til det klassiske. ”Hvorfor ikke Keyboard Vej? Eller Bongotromme Allé? Hvad med Akustisk Guitar Boulevard? Eller ja, hvad med: ”Kontrabas Avenue?” (s. 14).

Selv uden for byerne fornemmer man klart, at det er et kulturlandskab, Theis bevæger sig gennem. Også naturen er kultiveret: ”Jeg havde vandret igennem en del nåleskovsplantage, de lange og lige grusveje var en kende nedslående, det var tydeligt at de kvadratisk indekserede træer var unge og placeret af mennesket. Jeg brød mig ikke ret meget om det; ikke så meget af moralske årsager som af æstetiske, jeg fandt det simpelthen grimt, og derfor var jeg glad for at vegetationen over de sidste kilometer var blevet mere organisk.” (s. 22).

Der ligger en afstandtagen til den menneskelige kultivering, hvilket måske er grunden til, at Theis har svært ved at værdsætte og håndtere et tilfældigt møde med tidligere højskolekolleger og -elever. Hans forhold til sidstnævnte er anstrengt, fordi han, skønt han selv er ung, har det svært med de endnu yngres ansvarsløshed, hvilket for eksempel viser sig, når de ikke møder til højskolens undervisning, fordi de har drukket for meget i løbet af natten. De har ikke forstået vigtigheden af dannelse.

I romanens første del antydes således en kulturkritik, der modsvares af en insisteren på dannelse. Normalt vil man mene, at de to begreber hænger uløseligt sammen, men det lader til, at Theis (Ørntoft) anser den kulturelle behandling af naturen for at være udtryk for menneskets overskridelse af dannelsen. Den kultiverede natur har kun forbruget for øje. Naturen er blevet slavegjort. Dette har mennesket brug for dannelse til at indse og gøre noget ved. Det kunne være pointen i romanens første del, men…

Personificeret forbrugerisme

… i anden del kaster Theis al dannelse til side og bliver ren forbruger. Nu er det hans fysiske fremtoning, der betyder noget. Fitnesscentrets åndløshed, der bekræftes af tecnorytmernes ensformige beat, får den enkelte til at fokusere på krop. Ikke kun sin egen, men også andres, og lykken er gjort, da Theis scorer den lækre Nadja. Med dette par føres læseren til fodboldkamp med slet skjulte aggressive undertoner, på diskotek med deraf følgende syretrips, og gennem seksuelle seancer, der minder om drejebogen til en pornofilm, og sidst men ikke mindst tager Theis læseren med på virtuel tur i computerspillet GTA, hvor han foretrækker at slå folk ihjel frem for at løse de opgaver, spillet lægger op til.

Til sidst er Theis så optaget af sin egen behovstilfredsstillelse, at kæresten smider ham ud, og han kaster sig ud i et train-/roadtrip ned gennem Europa. I Portugal hutler han sig igennem dagene ved dels at leve på nas, dels at være håndlanger i forbindelse med nogle kriminelle handlinger. Samtidig fastholder han en tro på, at han arbejder på at løse livets gåde. Men hans tanker bliver stadig mindre sammenhængende. Han har kastet sig ud i en kulturel og dannelsesmæssig deroute og synes at erkende dette i de mange henvisninger til klodens første eksempler på liv, der ikke ligefrem var karakteriseret af voldsom intelligens. I slutningen af anden del noterer han følgende på væggen af det skur, han har boet i:

”Jeg, der boede her

udviklede ingen teori om verden

jeg fandt intet system, ingen overordnet idé

jeg forsøgte, og jeg gjorde det længe

med et ærligt sind.” (s. 212).

Fra menneske til dyr

Nu har Theis opgivet det, der gør ham til det, han er, nemlig et menneske. Han har droppet eftertanken, kulturen, dannelsen og nærmer sig mere og mere det dyriske. Det gør han i fællesskab med den stærkt traumatiserede og afstumpede Diago. Sammen indtager de alt, hvad de kan få fat i af alkohol og euforiserende stoffer. De har revet sig løs fra enhver form for moral og lever i en slags virkelighedens GTA, bortset fra at det konstante misbrug ophæver forskellen mellem fantasi og virkelighed. Det er vildt gribende og frygtelig angstfremkaldende hos både Theis, Diago og læseren. Og dog er der hos Theis noget behageligt frisættende i ikke at have ansvar for noget som helst. Han har aflagt sig sin menneskelighed, har søgt tilbage til rødderne og er blevet til et reptil.

Menneskets ansvar

”En flod løber forbi her. Og jeg ved jeg skal sidde til evig tid og se ned i den. Se ned i floden. Dens løb er fastlagt” (s. 300). Sådan slutter ”Solar”. Håbefuldt for reptilet Theis, men ikke for hans tidligere artfæller: menneskene. De vil gå under, mens de mere primitive livsformer, der overlever biodiversitets- og klimakrisen, vil genindtage kloden.

Som sådan er ”Solar” en dystopisk roman om menneskets overdrevne tiltro til kulturen, der lever på dannelsens bekostning. Kulturen opfører sig imperialistisk over for naturen, mens dannelsen favner hele kloden. Men at dannelsen er ved at spille fallit er, hvad ”Solar” advarer om. Theis kaster håndklædet i ringen og afsværger sig sit særlige ansvar som menneske. Men hvis klimakrisen skal begrænses, er det ene og alene mennesket, der må handle. Det – fortæller ”Solar” – gøres ved at bremse op for kulturen, lytte til dannelsen og handle!