Roman fra Italien og New York: Et fortættet billede af drømme og fornedrelse

Vita
Melania G. Mazzucco
Oversat fra italiensk af Marie Andersen
Forlaget Palomar, 527 sider

Af Jes Nysten
Sammen med tusinde andre fattige italienere ankommer Vita på 9 år og Diamante på 12 år en dag i året 1903 til Battery Park. De er sendt afsted fra deres ludfattige hjemby med ønske om og vilje til at skabe sig et liv i det forjættede land - New York. Midt i det kaotiske menneskemylder er de to små på nippet til at komme væk fra hinanden, men det er livsvigtigt for dem at holde sammen - og det lykkes “Vitas hånd er fugtig og klistret af sukker. Diamante knuger den hårdt i sin. Det er alt hvad han senere husker om det øjeblik da færgen lægger til molen i Battery Park” (s 22). Vita har fået en seddel med, der skal hjælpe dem med at finde hendes far, Agnello, der allerede er i byen. Når de finder ham, vil han helt sikker hjælpe dem. De slipper gennem menneskemylderet og kontrollen, og de to tager på en (smukt beskrevet)  “opdagelsesrejse” gennem dette nye paradis, hvor der naturligvis altid er en slange, de i deres barnlige naivitet opdager for sent. 

De finder Agnello og hans nye familie i Prince Street i “Little Italy”, hvor mafialignende bander huserer og gør livet svært for de ludfattige og hårdtarbejdende beboere. Der er ingen venlig velkomst - de to børn bliver straks kastet ud i diverse gøremål og snuskede småjobs hjemme og ude. Angello er ikke just den faderfigur, Vita havde forestillet sig (i sit stille sind ønsker hun det var Caruso med den smukke stemme, der var hendes far!). Alt her er råt, primitivt, uden perspektiv. Det “paradisiske” er hurtigt forduftet fra deres nye hjemland. 

Jo mere de to vokser til, jo mere føler de, at de er forbundne og ikke kun skal kæmpe sammen, men leve hele livet sammen. Sådan drømmer Diamante (der har en digter i maven) “...vi tager væk, jeg tager dig med mig, jeg får mit eget hus, og jeg vil skrive tusind digte til dig, og jeg vil skrive til dig mens du sover, mens du danser, mens du vågner, mens du tænker på hvem ved hvad, jeg vil gifte mig med dig ….og vi skal have børn, og vores børn vil være lave som jeg, for diamanter er ikke store som mursten, og de vil have din særlige evne og din fantasi, og jeg vil være dig tro, og du vil være mig tro - Vita” (s 240)

En smuk drøm i al sin sentimentale naivitet, for omstændigheder vil, at de driver fra hinanden. Diamante må finde arbejde forskellige steder ved det store jernbaneprojekt vestpå. Et ubærligt og umenneskeligt arbejde. Indtil han nedbrudt og illusionsløst vender tilbage til sin italienske landsby. Vita bliver i New York og opbygger gennem årene en fashionabel restaurant. 

Denne gribende fortælling danner første tredjedel af romanen. Den er fortalt med fint blik for detaljer og situationer og skrevet med en puls og indignation, så man virkelig fornemmer forfatterens optagethed af denne misere. Og portrættet af Vita er ganske enkelt eminent - den pige glemmer man aldrig!

To andre spor

Hertil knytter forfatteren så to andre spor: det ene om en ung amerikansk soldat, der med invasion-tropperne landet i Syditalien i 1944. Det er Vitas søn, og han leder efter Diamante, for at få at vide, hvorfor han og Vita drev fra hinanden. 

Det tredje spor - som er lagt ind løbende gennem hele romanen - er selvbiografisk. Det omhandler forfatterens research til den fortalte historie. Det begynder med hendes vandring i New York, hvor hun en dag går rundt i det mondæne Soho kvarter og kommer til gaden “Prince Street”, som pludselig sætter tankerne i gang: hvor kender hun denne gade fra? Og så begynder hun et minutiøst arbejde med at finde trådene til denne familie-krønike. Hun får hjælp af sin far (Diamantes søn), andre fra dengang, annaler, politirapporter, passagerlister mm.

Denne opbygning - særligt det indbyggede selvbiografiske lag - gør hele bogens struktur noget kompliceret, og det kan være svært at balancere det strengt “biografiske” og det rent “fortællende” mod hinanden. Man læser jo biografisk stof med nogle helt andre øjne end man læser en roman. Man kan derfor også tage sig i ved læsningen at spørge til autenticiteten. Læsedynamikken risikerer at blive brudt for ofte. Men dette er en ganske lille indvending. 

For bogen er skrevet i en sproglig veloplagt og medrivende stil, der ubesværet veksler mellem det udpenslet nedrige og det smukt enfoldige. Man bliver holdt fast i et fortællemæssigt jerngreb. De 530 sider er et samlet og fortættet billede af menneskelig fornedrelse, af stærke men uopfyldelige drømme, men også om viljen til at kæmpe og forstå. Og så vil det smukke portræt af den viltre, enerådige, handlekraftige Vita blive stående i ens bevidsthed.