onsdag den 13. januar 2021

Humor under åg

Bohumil Hrabal: ”Et Festmåltid – fortælling” Oversat af Mogens Bjerring-Hansen. Illustreret med pennetegninger af Erik Hagens. Efterskrift af Andrea Fehlauer. New Graphic Society 2020, 48 sider, 600 kr., udgivet som privatbind i et oplag på 90 eksemplarer, sælges bla. i Clausens Kunsthandel.

Af Egil Hvid-Olsen.


Jeg havde ikke hørt om Bohumil Hrabal (1914-97), før jeg fik ”Et Festmåltid – fortælling” i hænderne, men allerede da jeg havde læst en halv side i bogen, genkendte jeg en fjollet stemning, der dækker over en langt dybere alvor. Stemningen er jeg tidligere stødt på i bøger og film fra Østeuropa. Fjollerierne er tæt på at kamme over, men holdes tilbage af den alvor, der trækker dem i den modsatte retning. Der er noget folkekomedie over Hrabals fortælling, men samtidig siger den noget alvorligt om, hvor let man ser en fjende i selv dem, der blot er en lille smule anderledes end én selv, måske fordi de ikke ønsker at være sådan, som man er. Til tider fokuserer man så blindt på denne indbildte fjende, at man overser den, der i sandhed er ens fjende.

I fortællingen går Jagten efter et vildsvin over stok og sten og helt ind i nabolandsbyens skole, hvor dyret nedlægges, men her er jægerne pludselig i fjendeland, hvilket hurtigt bliver tydeligt. Konflikten er tæt på at føre til blodsudgydelse, men man enes om at holde et fælles festmåltid over det nedlagte dyr. Det tegner godt, men under festen lurer det ubegrundede had, parat til at springe ud i lys lue.

Den ufejlbarlige dummer sig aldrig

I sit veloplagte efterskrift skriver Andrea Fehlauer om Hrabal, at ”magthaverne frygtede og forbød ham ikke for det han skrev, men fordi de ikke kunne sætte fingeren på, hvad det var han skrev.” Den beskrivelse vækker genklang efter læsningen af ”Et Festmåltid – fortælling”, for man forstår, at forfatteren gør grin med noget, nogen eller nogle, men præcis hvad eller hvem er det ikke så let at bestemme. Måske er det blot alment udbredte dumheder, fortællingen latterliggør, men selv det kan fornærme repræsentanter for et regime, der anser sig selv såvel som deres styreform for at være ufejlbarlig, hvorfor de naturligvis aldrig begår dumheder.

Svinemennesket eller menneskesvinet

Erik Hagens’ knivskarpt gengivne pennetegninger er ikke egentlige illustrationer til teksten, men sort/hvide motiver, der er inspireret af læsningen. I den indledende tegning er landsbyen, som historien foregår i, blevet en integreret del af vildsvinet. Måske er menneskene i fortællingen i virkeligheden nogle større svin end den nedlagte orne. Sammenligningen mellem menneske og svin findes også i et dobbeltopslag, hvor et portræt af et menneske står side om side med et portræt af vildsvinet. I den sidste illustration har mennesker og svin konsekvent byttet side, idet en flok festklædte svin er samlet til et festmåltid, hvor menuen står på tilberedte mennesker. Tegningen er mere morsom end uhyggelig, men dog ganske tankevækkende.

Bogen er trykt på tykt papir og forsynet med et kraftigt omslag. Der er i høj grad tale om en luksusudgivelse, som man får lyst til at sætte sig og læse. Indholdet skuffer ikke. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar