tirsdag den 5. januar 2021

Fnisende noveller om død og uhygge

Rasmus Hastrup: ”Væk”, Screaming Books 2020, 231 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

Enten har Rasmus Hastrup opfundet sin egen litterære genre, eller også finpudser han en genre, jeg ikke tidligere er stødt på. Jeg har tidligere anmeldt Hastrups ”De ting der sker” her på Den Smalle Bog. Den er - ligesom sin forgænger, ”Liv”, og efterfølger, ”Væk” – en novellesamling med fokus på noget så selvmodsigende som uhygge og latter.


Det værst tænkelige sker

Det hænder ikke så sjældent, at man læser en bog eller ser en film, hvis dramatiske handling spidser så meget til, at man mentalt træder et skridt til siden og siger til sig selv, at det nok skal ende godt på en eller anden måde. Det, handlingsforløbet lægger op til, vil ikke ske, for den slags slutninger har hverken bøger eller film. Men i Hastrups noveller brydes denne uskrevne regel, og det værst tænkelige sker. Det slår allerede den første novelle i ”Væk” fast, og den har oven i købet titlen ”En smuk dag”. Den skildrer da også en smuk dag, men på netop denne dag finder en dramatisk hændelse sted. Hændelsen er frygtelig, men dagen smuk. Således er der en diskrepans mellem hændelsen og dagen. Men sådan er det jo! Der kan sagtens finde tragedier sted på blomstrende solskinsdage.

"Væk” ville være en ganske forfærdelig læseoplevelse, hvis den ikke var krydret med dels (sort) humor, dels et fantastisk sprog. Desuden skaber nogle af novellernes eventyrpræg også lidt afstand til det voldsomme fokus på tragedie og død. I ”Hans og trolden og skatten i brønden” finder eventyrets helt ud af, at man ikke bare kan fravælge en eller flere af de traditionelle tre prøver i et eventyr. Gør man det, går eventyret i stykker, og så ender det først for alvor gruelig galt.

Skovsneglståren

Humoren i ”Væk” følger trofast med i langt de fleste af novellerne. Latteren boblede flere gange frem, da jeg læste ”Reception på Institut for Taktil Filologi og Anvendelig Semasiologi”, hvor det ikke kun er et menneske, men også et fag, der presses ud i tragedien. Resultatet af et akademisk forskningsprojekt viser sig at vække massiv modsigelse, selvom det bygger på de i vor tid så populære algoritmer. Umiddelbart inden forskningsresultatet afsløres, fornemmer man, hvordan det vil blive modtaget, da der om forskningslederen står: ”Han mærkede en lille tåre snige sig ud af højre øjenkrog og et lille stykke ned over kinden, som en for tidlig født skovsnegl.” (s. 135). I hvert fald vækker sneglebilledet et vist forbehold for, hvad der nu vil komme.

Det er ikke bare underholdning for latterens skyld, Hastrup skriver, men temmelig subtil satire. Tag bare ”Dagbog fundet mellem murbrokker på Hedemarksvænge”, der handler om en velfærdsdansker, der går så meget op i sin afføring, at han er meget lang tid om for alvor at fatte, at der er udbrudt krig. Han nedfælder notater om afføringens lugt, konsistens og farve samt inden for hvilke klokkeslæt, han befinder sig på kummen. Og så supplerer han lidt med dagens øvrige oplevelser: ”Flere tanks på hovedvejen. Skudsalver inde fra byen. Telefonen virkede igen – Frejas søster Helga ringede og spurgte, om vi ville købe en halv gris. Det ville vi gerne.” (s. 78).

”Lommer af tristesse og boblende latter”

Hastrup skriver på en dansende let måde, der får siderne til at vende sig selv, men ind imellem må man stoppe op for at nyde formuleringer, hvis poesi, uforventelighed eller præcision bryder handlingens sfære af uhygge og latter. Hermed nogle eksempler:

Den mærkeligt afdæmpede smerte af at have en kniv i ryggen beskrives som: ”sære, skrattende optagelser af ældgamle krigshyl.” (s. 96).

Et bibliotek beskrives som ”et kartotek over alle tænkelige sindsstemninger. Lommer af tristesse og boblende latter svøbt i rødgrøn, ubesindig eftertænksomhed. Visdom og eskapisme og sne og lava.” (s. 98). Man skulle tro, at Hastrup beskriver sin egen bog med ordene: ”Lommer af tristesse og boblende latter svøbt i rødgrøn, ubesindig eftertænksomhed.”

En støvsuger kan lyde som ”en sommerfugl i en flaske af pæregrønt glas” (s. 119). Måske mest, hvis man ikke selv skal gøre rent.

Lyden af ”korte, grå nakkehår”s skraben mod pudebetræk beskrives som ”egebarkagtig” (s. 199).

Og således kan en pludselig usikkerhed, om man har truffet det rigtige valg, beskrives: ”Et øjeblik trækker hans beslutsomhed en hætte af tågegrå tvivl over hovedet. Så ryster han på sit eget og træder forsigtigt ud ad døren.” (s. 204).

Mangfoldige navne og en islandsk roman

Rasmus Hastrup har noget med navne. Hans karakterer hedder ofte noget ganske besynderligt. I ”Maseratikatten”, der vist nok leger lidt med ideen om, at katte har ni liv, får en repræsentant for denne art forskellige navne alt efter, hvilke mennesker den for en tid vælger at knytte sig til. På et tidspunkt er det drengen Toke, der har taget katten til sig. ”Folk havde tit spurgt ham, hvorfor han havde givet den navnet Hertha – var den opkaldt efter Hertha Müller eller Hertha Berlin eller Herthas Smørrebrød oppe i Søndergade, spurgte folk, alt efter hvem de var og hvordan deres referencerammer var organiseret. Men faktisk vidste Toke det ikke.” (s. 86). Man får en fornemmelse af, at det samme gælder Rasmus Hastrup, der giver mange af sine karakterer nordisk klingende og dog konstruerede navne som Aamund Erikson, Roar Havlide, Estrid Kobbersmed Telenius og Ragnfrid Krejlhjord. Eller endnu mere eksotisk: Boleslav Chrom-Hannubal. Mindst en gang dukker et navn fra ”De ting der sker” op igen.

En detalje findes i den islandske roman ”Mændene kom over bjerget”, hvis titel nævnes flere gange i ”Væk”. Om der er nogen særlig grund hertil må stå hen i de uvisse, for der er generelt rigtig megen uvished i Rasmus Hastrups noveller; en uvished, der skaber utryghed og uhygge, men som ofte frisættes af morsomme absurditeter.

Rosen fortsætter

Min anmeldelse af ”De ting der sker” var meget rosende. Anderledes bliver det ikke med ”Væk”, som er endnu et finurlig værk af Rasmus Hastrup, hvis bøger - på trods af deres mærkelige genre - ofte berør det dybsindige.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar