I selskab med levende og døde

Claus Ankersen
Pendæmonium
Det poetiske bureaus forlag 2018
168 sider, 150 kr.

Af Jakob Brønnum

Pandæmonium er hovedstaden i helvede i John Miltons episke renaissance-digtbog Paradise Lost. Pendæmonium er titlen på en bemærkelsesværdig digtbog af Claus Ankersen.

Claus Ankersens bog består af 108 forfatterportrætter, formuleret som drømme. Forfatterportrætterne er subjektive og subjektiv udvalgte og består mere i gengivelse af hændelser, der involerer Claus Ankersen selv.

”Du kan godt glemme det, Niels E. Nielsen. Du kommer heller ikke med, Niels Hav. Det kunne aldrig falde mig ind at drømme om jer, næh, Vagn Steen. Ham skal der drømmes om. Så det gjorde jeg. Jeg drømte jeg mødte Vagn Steen.”

Idéen er genial og langt hen ad vejen meget, meget fint udført. Når det hæver sig, får vi karakteristiske billeder af kendte forfattere, når det ikke gør, spørger digteren selv (som et andet sted i drømmen det nedenstående citat er klippet fra), om det er namedropping:

“Du skal ikke være ked af det, min pige.” Tove Ditlevsen bøjede sig ned og så sig i navlen med et ømt blik. “Du skal heller ikke,” tilføjede hun, henvendt til Vita Andersen som nu var dukket op ved siden af den unge Asta og hev og sled i hendes vinflaske for at få en tår. Hun var frygtelig tørstig.”

Det er ikke namedropping. Jeg har det problem med namedropping, at anklagen for det det kan blive et skalkeskjul for angsten for viden og flovheden over, at man ikke besidder den. Claus
Ankersen er et helt andet sted. Han vil de forfattere noget, han skriver om, og han vil at de skal ville ham noget.

Styrken i bogen, foruden det grundlæggende greb at samle forfattere omkring sig i drømme, er, at den både forholder sig til den meget store litteratur gennem portrætter af Rifbjerg, Borges, Yeats, Seeberg, H. C. Andersen og den mere lokale:

"Mads Holger mødte jeg i en drøm som foregik på Jacob Ludvigsens majestætiske kontor på Købmagergade. “Hÿ the fÿq izzat?” betydede han og udpegede mig med sit whiskeyglas. “Mads Holger. Claus Ankersen. Claus Ankersen. Mads Holger.” Ludvigsen slog alfaderligt ud med armene. “I er jo gamle redaktør-kolleger. Fra Rendestenen,” forklarede han Mads. Jeg vidste det udmærket. Folk i lokalområdet var fuldkommen eksede med Holger. Ludvigsen vendte blikket mod mig, stadig med armene hvilende patriarkalsk på skuldrene af os.”

Portrættet er af forfatteren og den konservative politiker og mediemanden Mads Holger, der begik selvmord halvandet år før bogens udgivelse. Claus Ankersen placerer sig mellem ham og den berømte flipper Jacob Ludvigsen, der døde i 2017. Teksten foregår i drømme i et rum, befolket af mennesker, der netop er døde, men Claus Ankersen lader dem have deres egenskaber og sociale omgangsform i behold, samtidig med at han bekender sig til Ludvigsens verden, mere end Mads Holgers.

Der står det stærkt. I portrættet af Poul Henningsen, kan man diskutere, om det er rimeligt at bringe en metafor fra Tolkien: ”Jeg drømte jeg mødte Poul Henningsen. Han skældte mig ud for ikke at tage bladet fra munden. Jeg forsøgte at forklare ham, at det ikke var så nemt, og at man virkelig må veje sine ord på en guldvægt for ikke at blive opdaget af den politiske korrektheds store fyrtårn af et sauron-øje og brændt til aske på et split-sekund.”

Men det er det eklektiske, det nærmest synkretistiske, der kendetegner Claus Ankersens bog og langt hen ad vejen også forfatterskabet, der siden er blevet beriget med bl.a. digtbogen Det syngende hjertes triumf (Forlaget Emeritus, 2019), må man acceptere som en måde at nærme sig verden på, hvis man vil være i forfatterens univers. Der er meget at hente.

Et af formålene med Den smalle bog er at give professionelt udgivne bøger anmeldelser. Bl.a. derfor kan der, som her, forekomme tilfælde, hvor også lidt ældre udgivelser anmeldes som denne fra 2018.