Udvalgte digte
Det poetiske bureaus forlag 2019,
Bureauets Lommebibliotek, 104 sider, 150 kr.
Af Jakob Brønnum
Begrebet surrealisme har – ligesom f. eks. populisme – sit eget liv og tiltrækker sig alle mulige betydninger, der for de fleste får det til at betyde noget, der ligger midt i mellem syret og uvirkeligt. Hvis man vil se, hvad det egentlig betyder, bør man læse Alan Bosquets Udvalgte digte, oversat af Bert Blom.
Surrealismen var en kunstnerisk retning, der opstod i 1920’erne i et kunstnerisk miljø, hvor der poppede alle mulige retninger op hele tiden, inkl. flere som eksperimenterer med virkeligheden og gengivelsen af den. André Breton skrev et surrerealistisk manifest, der udkommer i flere versioner og som står som bevægelsens udgangspunkt.
Blandt de træk, der er dominerende i surrealismen, er en vis sex-fiksering, som har sin ”naturlige” begrundelse i en inspiration fra Freuds psykoanalyse, der fremgår tydeligt af manifestet. Hvis libido’et er det underste og hvis surrealismens bestræbelser er at komme i kontakt med dybere lag af bevidstheden gennem en automatskrift, må kønnet jo ”automatisk” komme til at stå i centrum i en del tilfælde
Den surrealistiske billedkunst er historisk set mere udbredt end litteraturen, som den nok indledtes i, inspirereret af Apollinarie. Det er formentlig mindre kræve at se på surrealisme end at læse den.
I billedkunsten kan man, hos f. eks. Salvador Dali se, hvordan det seksuelle motiv jævnligt spiller ind, mens man hos en maler som danske Wilhelm Freddie kan se, hvordan det som regel bliver det, der kommer til at handle om.
Hos Bert Bloms angivelige yndlingsdigter, Saint-John Perse, der fik nobelprisen i 1960, bliver det smukt sublimeret til en kærlighed til livets store sammenhæng og sansningen af det. Hos Paul Eluard, der mærkelig nok ikke fik nobelprisen, bliver det ofte sublimeret til en hvisken. Hos Alan Busquet sidder det lige, hvor det skal - lige midt i det hele, som her i digtet Luftbåren:
”i intethedens kolde provinser
strækker skyskraberne hals
for at opsluge dig
du vingeløse fugl
horisonten iklæder sig galger
nogle flyvere
tanker fuldt op med siderisk afsky
den højeste statue
slynger en vrinskende hoppe ud af kæften
nøgne planet nøgne planet
endelig er du så perpendikulær
til vor vellyst
hvis vinduesglas skar armene af os
jeg vil give ordre om at slippe de
violette bulbidere løs i byen (s. 20)”
I et andet digt, Den følgende dag, smelter civilisationen på næsten postmodernistisk vis sammen med den enkelte:
”Jeg har aftalt møde
med en rovgrisk horisont
for at tale om dig for at lyve om dig
for at bukke under
jeg har læst dit brev med høj røst
foran planetens
ethundredefjorten hovedstæder
som øjeblikkelig styrtede sammen”
Digtet handler om den uigengældte kærlighed og beskriver, hvordan digterjeget overmandes sådan længslen og det uforløste, at han prøver at forandre virkeligheden ved at lyve om de rette forhold. Men øjeblikket efter bryder hans verden sammen.
En del af digtene i udvalget viser Busquets søgen efter de mest grundlæggende sammenhænge i tilværelsen med en del digte om en forestillet Gud, og mere end civilisationsbillederne, er det efterhånden naturbillederne, der træder stærkest frem.
Blandt bogen mange inspirerende greb, er denne metaforiske indkredsning af jeg’et ikke helt ueffen:
”Atomet siger: “Jeg giver til den
der vender sig til mig og vender sig bort.”
Neutronet siger: “Hvis en ting ikke er neutrum
fra mit hjerte, gør den god nytte.”
Antistoffet siger: “Jeg vil være generøs:
tag mine ti tons fravær.”
Eksistensen: “Godt, jeg ofrer
min fornuft, min kærlighed, min ufornuft.”
Intetheden: “Ønsker man vrangsiden af min sjæl
eller min enhedsbeklædning?”” (Digtet Det første menneske, s. 76)
Alt i alt en uhyre anbefalelsesværdig tilføjelse til den surrealistiske litteratur på dansk
Ingen kommentarer:
Send en kommentar