søndag den 8. december 2019

Forargelig usynliggørelse

Den danske anmelder er Per Degn i nutidsklæder. Debatindlæg af Egon Clausen


Om: Arne Herløv Petersen
Hvede
282 sider, 200 kr.
Det poetiske bureaus forlag 2019


Af Egon Clausen

Det minder om en gyser, men det er en skandale. Det handler om at gøre en nulevende dansker usynlig, og den mand det rammer er forfatteren Arne Herløv Petersen der gennem årene har udgivet en lang række gode romaner og digtsamlinger, men ingen af dem er blevet anmeldt i dagbladene, og det er både en gyser og en skandale. Det er som om den samlede danske anmelderstand forsøger at gøre Arne Herløv Petersen usynlig, men heldigvis er han er ikke sådan at stoppe.

Hans seneste bog er en roman med titlen Hvede. Den skildrer Morten Nielsen, Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen, Sonja Hauberg, der skrev lysende digte i mørket under den tyske besættelse og som samledes i miljøet omkring tidsskriftet Vild Hvede. Vi følger dem mens de mødes i kælderlokaler, på loftsværelser og i dagligstuer og skriver uforglemmelige digte, der i dag har klassikerstatus. Det er en pragtfuld bog.

Den er baseret på en meget grundig research, og man kan med en vis ret sige, at den ikke tilføjer noget nyt, men den er skrevet i et sprog der er så veloplagt, at hver side føles som ny. Dertil kommer, at Arne Herløv Petersen er en forrygende god læser. Med fryd citerer han fra centrale tekster og genfortæller digte, så sansninger af liv og lys står for læseren som var det netop nu, det fandt sted. At læse den bog er som at blive ung igen. Her er der virkelig tale om dansk kultur af allerhøjeste klasse, men bogen er ikke blevet anmeldt i nogen af de danske dagblade.

Det synlige i usynliggørelsen
Gennem usynliggørelsen af denne store danske forfatter, er der til gengæld noget andet der bliver synligt, og det er det regimente som den danske anmelderstand udøver i den litterære verden. Her er der tale om udøvelse af en autoritet der minder om degnens magt i den sorte skoles allersorteste tid, da man straffede elever med hån, spot og offentlig udskamning. Den danske anmelder er kort sagt Per Degn i nutidsforklædning. Han dømmer og fordømmer, og ingen tør sige ham imod. Med stjerner og hjerter uddeler han karakterer efter skalaer som ingen kender. Seks hjerter er topkarakter for et eller andet, måske indholdet, måske skrivestilen, måske meningerne.'

Et enkelt hjerte svarer til at blive sat i skammekrogen til spot og spe for alverden, og som det er sket i Arne Herløv Petersens tilfælde, kan man også blive sat udenfor døren, hvor der hersker gråd og evig glemsel. Systemet fungerer også med uskrevne regler som siger, at den stakkels forhånede forfatter ikke må protestere, for man siger ikke Per Degn imod.

I en tidslomme
Kritik af denne anmelderpraksis er derfor sjælden. Det litterære establishment opfører sig kort sagt som om man befinder sig i en tidslomme fra før opgøret med den autoritære tænkning i skole og samfund, men tænk engang, hvor forfriskende det kunne være, hvis anmelderen indså, at de forrige tider ere forgangne og lagde krabasken fra sig for i stedet at benyttede sig af den elektroniske tidsalders rige muligheder for at gå i dialog med læsere og forfattere. 

Vi kan ikke undvære anmelderens faglige kompetence, men tænk hvis anmeIderen steg ned fra sit kateder og opfordrede forfatterne til at kommentere hans anmeldelse. Tænk, hvis anmelderen stoppede med at være dommer og gav sig til at være ordstyrer for læserne i stedet for, så ville vi få en helt anden og langt mere åben litterær offentlighed.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar