En enkelt families særligt dramatiske “vinterkrig”

FINN WIEDEMANN “VINTERKRIGEN”
229 sider
Kr 125
Forlaget Brændpunkt

Anmeldt af Jes Nysten

Titlen “Vinterkrigen” giver umiddelbart associationer til den dramatiske finsk-russiske vinterkrig. Men forsidebilledet: en snedækket bil, en Saab, signalerer en noget mindre dramatisk “krig”, nemlig krigen mod snestormen og dens følger i vinteren 78/79 her til lands.
Vi der kan huske den vinter, synes sikkert at den var dramatisk nok. Vi kan alle fortælle om uheldige episoder, om ting der ikke kunne gøres, om stress og skænderier - og radioens konstante strøm af beretninger om vanskelighederne rundt i hele landet.

Romanen her dykker ned i en enkelt families særligt dramatiske “vinterkrig”. Omdrejningspunktet er den 13-årige Lars. Han og hans familie har mange kampe, der skal udkæmpes.
Han kæmper med en kompliceret forelskelse, han kæmper med sine tanker om Gud og tro og konfirmation, han kæmper med at forstå sin storebror, at forstå sin far - og ikke mindst: han er stillet over for sin mors sygdom og skal prøve at være i den situation. At kæmpe sig frem til en form for forståelse og accept.

En begyndende teenager har jo forskelllige måder at manøvrere i en sådan “krigszone”. For at prøve at holde sammen på sig selv midt i det hele. For Lars er det meteorologien, han har kastet sig over. Han læser ivrigt om dette emne, han aflæser temperaturen to gange i døgnet, observerer vindretningen og holder konstant øje med barometeret. Ikke nok med det. Han skiver det hele minutiøst ind i et kladdehæfte. Jo, Lars vil være meteorolog når han bliver voksen. Men allerede nu er det vigtigt for ham at kunne forudsige vejret.

Kampen med stormene
Det er blevet en finurlig metafor for drengens kamp med stormene i sit liv. Forsøg på at styre elementerne, forsøg på at forudsige “vejret” og temperaturen de næste par dage.

Romanen er skrevet af Finn Wiedemann, der er lektor ved Syddansk Universitet og forfatter til flere bøger. Jeg må blankt erkende, at det er den første roman af ham, jeg har læst.

Sproget er enkelt, der er et godt flow i fortællingen. Man vil gerne lære personerne at kende og følge historien til ende. Men når man lægger den til side, er der ikke så meget, der holder ved. Situationerne omkring moderens sygdom har en fin intensitet, opdagelsen af faderens “problem” er sjovt fanget, men sproget har sine steder tendens til det klichéfyldte - fx i beskrivelsen af de tanker, Lars gør sig om konfirmationen og det med Gud. Og storebroderen får heller ikke rigtig fylde.
Men som sagt: dette er en velkomponeret roman, som man læser med glæde uden at forvente, at den giver mere fra sig, end det er intenderet. Det er jo i sig selv en kvalitet.