Punktum, punktum, komma, streg, sådan…

Eva Botofte:

Fraværelser
Digte 2018, 72 s., 150 kr.
Det Poetiske Bureaus Forlag

Af Thorvald Berthelsen

Det form, linje og ord orienterede børnerim render mig i hu, når jeg læser Eva Botofte. Hun er formers, rums og linjers digter og fotograf. Hun skriver i den grad med øjnene, der følger formers ændring og linjeføringen til rummet er skabt. Indtil farverne er helt fraværende som andet end klangbund for temperamentet i hendes gråtone arkitektur. Fraværet er i det hele taget ikke uventet det der fylder mest i hendes senest udkomne digtsamling Fraværelser. Og det drejer sig vel og mærke om fraværet af det forventede menneskelige, bevægende udtryk. Det er det fravær der er i fokus:

hun er kameraet
hun fokuserer
hun optager pladsen
hun fokuseres
er i linsen
…
er endelig 100 procent billede
kameraet drejer mindst 360 grader
om sig selv
drejer sig om hende
alligevel kommer hun ikke med på billedet
hun er uden udtryk
udtryksløs
til stede i sit fravær
er hun

Digtene ledsages af sort hvide billeder af arkitektur, rum der er opbygget af linjeføringer, som udvendige elevatorskakte og trappegelændere. Kort sagt flygtige rum, der ikke er nogen i. Men også billeder af skeletter og tøj, der antager mere og mere organiske former. De understreger at ikke synet men fraværet og stilhedens rytme er den vigtige 6. sans virkeligheden opleves med:

endeligt rehabiliteret
er den krop som rummet skulle krybe udenom
men infiltrerer
på grund af synets fravær
usynligt

Eller som hun skriver om rummet, der er en kegle(-formet hule), der kunne være et livsafsnit:
et blødt og elastisk under(-lag)
for synets anfægtelser
…
det er dér hun fotograferer sine fotografier
og senere fotografierne af fotografierne
vi følger din runding (præventivt)
knirker hvirveltrappen under mine sko
mens du går helt inde i centrum og snurrer i stilhed
lægger jeg øre til trinnet, så jeg kan høre
hvordan din krop suger lyden (op)

At være krop i verden er at være udadvendt, omstillingsvillig og forandringsparat for nu at bruge nogle fortærskede nudanske politiske fraser.

At være krop (software)
er at være eksponeringsvillig
åben for opblødning og modifikation
at gnide sig op ad lempelse
rummets gradvise tilpasning
sit (eget) nulpunkt

I Eva Botoftes univers af synssanser med blænde og lukke tid bliver det til en skarpt sanset uafsluttet glidende overgang mellem krop og rum, jeget og omverden med retning mod nulpunktet, der både er intethed og uomgængeligt fyldt af muligheder:

Alt er omvej
(bypass)
der er ingen valg
ingen udfaldsvej
kun skiftende retninger

Der er kun vore spors labyrintiske mønstre uden udstrækning ligesom punkter, der ikke cirkulerer om jeget fastholdt af tyngdekraften men ”tilfalder” rummet, huset som en situation i dansens pas de deux.

Her kommer skriften ind i billedet. Den bliver udløst af kroppenes koreografi, der kan tegne ”et kryds på gaden” der rammer os som et bagholdsangreb i skærende kontrast til den ”fritsvævende krop - en gestus af lys”.

Før da brugte vi næroptagelser af genstande sten og det levende, der var fastlåst i erindringen forud for deres respektive ”sprogsystemer”, som rummet eller omverdenen måtte rette ind efter.

senere viste vi scenisk med kroppen
hvordan vi kom til skriften (uigenkaldeligt)
udledt af det tætte naboskab med bibliotekets
encyklopædiske monumentalværker
det rum hvor vi henter
den tavse undren

Her er det ikke en mystisk nærmest religiøs opfattelse, hvor ordet er kød og jeget skaber og dermed forlænges ud i omverdenen, vi møder. Men jeget der sammen med omverdenen i dansens sammenvævning af mønstre af lys og linier fremtvinger skriftens forsøg på at skabe denne levende sitrende undren/under på siden som kærtegn der formgiver det synligt usynlige – lyset:

I det usammentømrede i det uopbyggede
kan hun udmåle lysets svingninger med sine hænder
som (uafvendelige) kærtegn mellem hvidvaskede vægge

Den udflydende grænse og flydende overgang mellem jeg og omverden, der hele tiden forskyder tyngdepunktet og også sprænger skriftens begrænsning til siden, fremgår klart i de afsluttende digte, hvor den også er udgangspunktet for ny skabelse og fødsel lige fra ægget. Det markeres også af at subjekt og objekt her hele tiden skifter indhold og plads mellem jeg, skriften og omverdenen:

Fød nye steder
siger hun i et kryds midt på arket
og strømmer gaden i møde
som sit store solipsistiske JEG
(ab ovo)
er hun sit eget spejlbillede
ikke til at komme udenom (uden udvej)
overskrider sidens forstyrrende grænser
som præsens der ikke hører (op)
bærer byen sit tyngdepunkt med sig
som attrapper og (fremtidige) proteser
er fortiden det vi vælger at huske

Det er vel og mærke en skabelse i rummet, der kan vriste vores fremtid ud af fortidens erindringsfastlagte spor. Og den er ironisk nok udløst af vor mest egocentriske selvudfoldelse, der samtidig er en jeg destruktion:

Nær centrum er rotationen størst
midt i kvadratets cirkulatur
peger gangene bagud med deres røde tråde
fanget i visioner om instrumentale passager
kropskorrektioner en suite
…
er bygningen et øjeblik
mere nærliggende end de døde
skyggen det mest personlige svar
her i bakspejlet kunne man ændre retning
(but) (this is the final cut)

Fraværelser er i sin omslutning af sit helt eget univers en fuldendt helstøbt digtsamling, som jeg faktisk ikke kan få øje på en eneste mislyd i. Dens tilsyneladende strengt indesluttede selvtilstrækkelige mønstre åbner sig ”med udblomstringer på hænder og fødder/mellem piller og neonstænger/der lyser i mørke” når man blot kaster lidt ihærdig arbejdsindsats i læsningen. Kan på det varmeste anbefales til den oplevelsesrejsende.