fredag den 10. maj 2019

Og hvem af brødrene var så den største digter?

Antonio & Manuel Machado
Poesi og Prosa
Det poetiske Bureaus Forlag 2017

Af Carina Wøhlk
Udgivelsen af brødrene Machados Poesi og Prosa er en del af serien Bureauets Lommebibliotek. Den lille og let håndterlige bog er da også lige til at stikke i lommen. Spørgsmålet er, om dens indhold er lige så overskueligt, som formatet giver indtryk af?

Bogen rummer et bredt udsnit af Antonio Machados forfatterskab – og en lille smagsprøve på broderen Manuel Machados digtning. Der er altså tale om en form for antologi. Gorm Rasmussen står bag udvælgelsen og oversættelsen fra spansk til dansk. Han har i øvrigt også begået bogens velskrevne og veloplagte forord.

I forordet leger Gorm Rasmussen med tanken om, hvem af de to poeter der er den største – og han udfordrer læseren til at lege med. Dermed lægger han op til den urgamle kappestrid, som har optaget brødrene Machado – nemlig den imellem brødrene Kain og Abel.

98-generationen
Hvem var de så, disse to spanske brødre? Begge blev født i Sevilla i en intellektuel og velbeslået overklassefamilie – Manuel i 1874 og Antonio i 1875. Og begge blev digtere.

I dag er Antonio internationalt anerkendt og Manuel nærmest hensunket i glemsel.  ”Engang var rollerne byttet om”, som Gorm Rasmussen skriver i forordet (se s. 7). Den ringe plads, Manuel levnes i antologien, er et vidnesbyrd om hans nuværende status.

Både Antonio og Manuel Machado var fremtrædende figurer i den såkaldte 98-generation; en litterær bevægelse, der satte sit præg på spansk lyrik i 1900-tallets første årtier.

98-generationenen var optaget af spørgsmålet om Spaniens identitet i kølvandet på landets deroute –  efter tabet af de sidste oversøiske besiddelser. Hvad var Spanien – om ikke længere en verdensmagt?

Brødrene var adelige af herkomst – og alligevel blev de på mange måder folkets digtere.  Både deres poesi og prosa er farvet af spansk folklore og rodfæstet i den spanske tradition.

Ligheder og forskelle
Selv om brødrene ikke har samme skrivestil, er der alligevel mange ligheder at spore. Begge tager afsæt i modernismen. Begge skriver ofte i mol. Begge har gerne selvbiografiske vinkler på det poetiske stof.

I forordet anfører Gorm Rasmussen, at brødene voksede op i en sammenhæng, der var ”antikirkelig, men ikke irreligiøs” (se. s. 11). De er tydeligvis stærkt påvirkede af den bibelske tradition. I særdeleshed er historien om det første brodermord, som allerede nævnt, en stadig inspirationskilde.

Rent politisk kom brødrene til at stå stejlt over for hinanden. De valgte nemlig forskellige sider i den spanske borgerkrig. Antonio endte sine dage som krigsflygtning i Frankrig og Manuel som tilhænger af Francos Spanien, ”som han hyldede i en sabelraslende, blodunderløben poesi”, som Gorm Rasmussen så malende skriver i forordet (se s. 11); en poesi, som ikke har fundet vej til nærværende udgivelse og som givetvis har kostet ham berømmelsen.

Broget samling
Tilbage til anmeldelsens indledende spørgsmål: Hvor vellykket er denne lille bog så som antologi betragtet? Bogen rummer uden tvivl mange gode eksempler på begge brødres formåen. Forordet er sprudlende. Ikke desto mindre er helhedsindtrykket forvirrende.

Læseren skal have tungen lige i munden i forsøget på at overskue to digtere og to litterære genrer. Det forhold, at nogle af prosastykkerne introducerer imaginære personer – Abel Martin og Juan de Mairena, gør ikke sagen bedre. 

Overordnet set er udgivelsen af brødrene Machados Poesi og Prosa en sær og broget samling. Ikke desto mindre brænder nogle af digtene sig fast. Og hvem er så den største digter? Glem det. Evnen til at skrive deler brødrene helt indlysende.     






Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar