At skrive Europas floder

I årene 2011 til 2017 skrev jeg roman-trilogien EUROPAS FLODER. Alle tre bind er udkommet på Forlaget Wunderbuch, det seneste i sommeren 2017. Har du hørt om projektet?

Klumme/En litterær refleksion 

Af Jens Carl Sanderhoff
Jeg er undergrund. Hvis du ved, hvem jeg er, tilhører du en lille, eksklusiv gruppe i samfundet. Det er jeg personligt ked af, for jeg ville ønske, at alle læste mine bøger. At være eksklusiv er ikke et valg, jeg positivt har truffet, men som tingene er, er det en naturlig konsekvens. Danmark er et lille kulturland, og derfor kender de fleste hinanden i det miljø, der lever rundt om de store kulturinstitutioner; man kommer til hinandens receptioner og anmelder hinandens kunst, og det, der kommer udefra, fra positioner udenfor miljøet, bliver ofte forbigået – ikke i nogen ond mening, men simpelthen fordi det ikke er en del af den nære virkelighed. Jeg kommer udefra, så det er mit vilkår. Historisk set har det vel i grunden altid været sådan, men jeg vil her invitere til en forandring. Det skyldes selvfølgelig, at arbejdet med at skrive en trilogi, de godt 1000 sider mine tre romaner udgør, ikke skal være skrevet forgæves.

Efter syv års arbejde med at skrive EUROPAS FLODER er det indtil videre lykkes mig at få én enkelt anmeldelse i et af de klassiske, landsdækkende medier. Første bind blev anmeldt af Per Nyholm i JP under overskriften ’Fra vort indre køleskab’. Han vidste ikke helt, hvad han skulle stille op med den, og spurgte retorisk om det var et galmandsværk, han sad med i hænderne, eller om min bog var genial? Han valgte konsekvent at se bort fra det faktum, at det var første bind af en trilogi. På Modspor, som er et internetbaseret litteratursite, fik jeg en glimrende samlet anmeldelse af Anders Møller Gade. Jeg har også opnået af få fine lektørudtalelser gennem bibliotekernes vurderingssystem, men det der gør hele forskellen, er imidlertid at det ikke er dér tendenserne udstikkes for samtidens litteratur. Det er stadig på redaktionerne i de klassiske, landsdækkende medier og på landets største forlag det sker. Hvis ikke din bog bliver opdaget, udgivet og anmeldt af dem, forsvinder den i strømmen af bøger, der aldrig har været så voldsom som netop nu.

Men det er jo ikke primært for anmeldere man skriver. Jeg burde nok skrive jeg, for andre arbejder med andre strategier. Når jeg skriver, tænker jeg indimellem på, at det skal ende mellem hænderne på en fremmed. Jeg overvejer om det budskab, jeg lægger ned i teksten og mellem linjerne, folder sig ud og bliver til betydning for et andet menneske, men jeg ved det ikke. Først når ordene er ude i verden, når de bliver læst og fordøjet og der kommer tilbagemeldinger, kan man få en fornemmelse af, om man taler med nogen eller kun med sig selv.

Det besynderlige ved at skrive, ja, ved ethvert kunstnerisk, kreativt udtryk er, at det altid begynder som et privat anliggende. Man har en følelse, man får en vision, der er tæt knyttet til måden man tænker og føler på, og så er der alligevel noget, der ikke er, som det plejer at være. Det er som om noget har sneget sig ind i tanken, som man selv er fremmed overfor, noget man bliver nødt til at undersøge for helt at forstå det.

På opfordring af Knud Steffen Nielsen
Jeg begyndte som sagt at skrive på min trilogi i 2011. Indtil da havde jeg koncentreret mig om at skrive lyrik, men blev af min digterkollega Knud Steffen Nielsen opfordret til at prøve kræfter med prosaen. Til at begynde med blev jeg en anelse provokeret af hans opfordring, da jeg så den som en indirekte kritik af min lyrik, men ikke desto mindre gav jeg mig i kast med at skrive. Bag den første romanen lå et glasklart koncept. Jeg ville illustrere, hvordan mennesket bevæger sig gennem livet som vand, der løber gennem et landskab; irrationelt, inkonsekvent, til tider absurd og alligevel hele tiden logisk, og jeg havde jeg kun én bog i tankerne, men det var som om jeg havde aktiveret en kerne, der langsomt strålede ud i en større og større kontekst, og allerede inden jeg var færdig med at skive romanen, var den som idé vokset til en trilogi.

Det må åbenbart ligge i tiden. Niels Lyngsø, som også indtil for nylig var bedst kendt som digter og oversætter, er ligeledes i gang med at skrive en trilogi, hvoraf de første to, Min ukendte bror og Himlen under jorden indtil videre er udkommet. Lyngsøs projekt har opnået stor medieomtale og anmeldelser i de føromtalte landsdækkende organer og fuldt fortjent. Det er et vildt og smukt ærinde han er ude i. I et interview i Politiken fortæller han om hvordan, han følte sig ramt af en slags storhedsvanvid, da han endelig overgav sig til prosaen og romanformen. Jeg havde ikke en følelse af storhedsvanvid, da jeg overgav mig til prosaen, men jeg kunne se, at hvis jeg skulle skrive det, jeg havde sat mig for at skrive, skulle det ikke stå i én roman. For at idéen kunne fungere optimalt, må den bredes ud i tre romaner; som en af disse tegninger, surrealisterne yndede at fordrive tiden med; en cadavre exquis. En foldetegning.

Mens jeg skrev det første bind, Europas floder, tog andet bind Djævlens protegé form i mine tanker, og jeg planlagde hvordan jeg ville gribe den an, mens jeg nærmede mig et punktum. Og på samme vis blev nummer to og tre, Død mands manifest, skrevet og tænkt på én gang. Det hele skulle være gennemlyst af min kærlighed til poesien, De største læseoplevelser jeg havde tilbage i ungdommens sprøde og formative år skyldtes digte, og jeg følte, at jeg kunne og skulle give noget tilbage, min prosa skulle afspejle min kærlighed til lyrikken og poesien. Men det skulle samtidig være klassisk prosa. Jeg ville finde en vej frem til et udtryk, der rummede begge dele.

De ni personer
Og hvad handler så dette trehovedede monstrum om? Kort fortalt; om mennesker, mennesker som du og jeg. Hvordan bliver vi dem vi er? Hvordan forandres vi? Hvorfor er det indimellem svært at agere, som man gerne vil, og hvor godt kender vi os selv, når vi tvinges ud af de betryggende rammer, vi hele tiden forsøger at etablere? Den første roman fortæller om ni personer gennem korte glimt fra deres opvækst, hvert lille afsnit opkaldt efter floder i Europa, og frem mod et nu, hvor de alle er på vej til den samme begravelse uden at kender til eksistensen af de andre. I den næste samles disse ni mennesker i en hytte i Rold Skov, og skal dér dyste om arven efter deres døde ven. I en intrikat ramme sat af den døde spilles de ud mod hinanden, og hver især må de gøre op med sig selv, hvor langt de vil gå, og hvor meget eller lidt det materielle betyder for dem. Den sidste del af trilogien følger så den af de ni, der arver den afdødes hus i Freiburg im Breisgau, og dennes rejse ned i hjertet af Europa bliver en voldsom åbenbaring, der forhåbentligt også smitter af på læseren, og alt sammen krydret med kærlighed til sproget, og til poesien især. Jeg har selvfølgelig ikke sluppet min kærlighed til digtet og genrens væsen, blot fordi jeg nu har skrevet godt og vel 1000 siders prosa; tværtimod. Jeg har forsøgt at effektuere eller realisere poesien i mine karakterer og deres måde at være i deres respektive virkeligheder på. Det er svært, hvis det også skal fungere som ’almindelig’ prosa. Der er nogle uskrevne regler for, hvor lidt eller hvor meget genrerne må krydse ind over hinanden, inden det enten bliver bedømt som ’plat’ eller for ’eksperimenterende’. En roman er en fortælling til og en overenskomst med læseren, og det har været vidunderligt at arbejde med netop dette aspekt i min trilogi. Når jeg bliver spurgt til min trilogi, plejer jeg at nævne dette billede på de tre romaners indbyrdes relationer; det er tre selvstændige romaner, der er i familie med hinanden – som brødre og søstre; den første roman er poesien, den anden er psykologien og den tredje metafysikken.

Et hus i Freiburg im Breisgau

Selve skriveprocessen var for mig den mindst krævende del af arbejdet. Hver gang jeg traf en forkert beslutning og skrev mig ind i en blindgyde, så slettede jeg mig baglæns ud af miseren og tilbage til punktet, hvor fejlen opstod og begyndte så på ny. Det gjorde jeg mange gange i løbet af de tre romaner, men det har jeg næsten glemt nu, hvor sidste punktum for længst er sat. Det største arbejde lå for mig foran romanerne, da de skulle komponeres, og efter de var skrevet færdige; så skulle jeg distancere mig fra mit eget arbejde for atter at kunne få adgang. Det hele bliver dybt fortroligt materiale, og det kræver en vis distance, hvis det skal rettes til, og det skal det som regel. Arbejdet med redigeringen kræver en vis kynisme, et falkeblik eller en fremmedgørelse i forhold til ordene, man efterlod på papiret, som man som regel ikke har, lige når man har skrevet dem.

Tidens litterære relativitet
De fleste tænker sikkert, at det tager længere tid at skrive en roman, end det gør at skrive en digtsamling, men sådan fungerer litteratur ikke. Et digt kan tage hele livet at indfange, og en roman kan konciperes på kort tid, hvis alting flasker sig. Jeg havde ingen idé om, hvor kort eller lang tid min trilogi ville tage, da jeg begyndte. Jeg havde en grundidé og kastede mig simpelthen ud fra 10-meter vippen. Det meste af det første år hang jeg i luften mellem vippen og vandet, men da jeg omsider nåede ned og gennembrød vandspejlet, forsvandt tidsfornemmelsen; jeg kunne se hele værket, hele trilogien i sin vorden, som når man som barn dykkede ned og lagde sig på bunden af udspringsbassinet for at se de andres kroppe dratte ned. Arbejdet med at skrive blev en tilstand, en stræben efter en fuldkommen illusion, en idé fixe der først nu er blevet realiseret.

Og så var der jo lige det dér med invitationen til at ændre måden vi gør tingene på, muligheden for at opnå at få omtale, anmeldelser osv., som jeg indledte denne tekst med at efterlyse. Her har jeg lyst til igen at vende tilbage til min trilogi-kollega Niels Lyngsø, ikke fordi det har så meget med ham at gøre, som det har med det faktum, at hans bøger er udkommet på Forlaget Gyldendal, og mine på det lille, forholdsvist ukendte forlag Wunderbuch fra Skive. Alene dét forhold synes at afgøre hvor god en chance man har for at få opmærksomhed om sine bøger. Det er jo af indlysende grunde absurd. Bøger fra Gyldendal er ikke nødvendigvis en omtale værd, og bøger fra små, ukendte forlag skal have en chance for at nå sit publikum. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor denne skelne mellem store og små forlag er opstået, især fordi jeg kan huske en tid, hvor avisernes kultursektion var fyldt med anmeldelser af det, der udkom. Den tilstand bør alle arbejde hen imod igen, for hvis tingene fortsætter som nu, er det kun et spørgsmål om tid, inden også de store forlag bliver fejet ud af mediebilledet. Så har vi opskriften på et kulturløst samfund, og udviklingen kan gå hurtigere end de fleste forestiller sig.

Som et lille kuriosum kan jeg her til allersidst afsløre, at min ukendte trilogi er på vej mod at blive en kvartet. Det seneste års tid har jeg skrevet på en efterfølger til EUROPAS FLODER, men der kommer nok til at gå et par år, inden den udkommer, og mit greb denne gang er som snydt ud af næsen på Star Wars-universet. Jeg skriver en fortælling, der finder sted før, under og efter tiden, der udspillede sig i trilogien. Især før og efter. Jeg glæder mig helt vildt til at præsentere den – skal vi sige i 2020?