mandag den 25. september 2017

Afstanden mellem en engel og et lig

Bjørn Themsen
Slagger
Forlaget Fuglekøjen 2016
107 sider, 149 kr.

Af Jakob Brønnum
Jeg har været igennem flere faser i min læsning af Bjørn Themsens seneste bog, digtsamlingen Slagger. Ved de første gennembladninger og læsninger af digte, var jeg begejstret. Samlingen har et let sprog, talende, malende fremadskridende, men ikke uden komprimerede udtryksformer og metaforik. Det er en politisk digtning, politisk i sin grundform, hvor det politiske ikke er et dyrisk (socialdarwinistisk) slagsmål om magt, som skal bruges til at få mere magt, men en grundmenneskelig aktivitet. Som en undren over det sociale rum og dets vilkår. Nogle af billederne går endda så langt, at det sociale rum bliver det eksistentielle rum, drømmens sted:

”der er akkurat sne nok
til at lave en engel
jeg sender dig et foto
det ligner et gerningssted
komplet med omridset af et lig
du kalder mig barnlig
de kalder mig drømmer”

Netop sammensmeltningen af billederne engel og lig i et levende menneske, der frembringer dem i sneen, binder motiverne i bogen sammen. Hvor langt er der fra en engel, en budbringer, til et lig? Bogens hovedmotiv er flygtningen, der kan synes at indtage begge roller. Som pressemeddelelsen fra forlaget skriver, er Slagger ”et rasende langdigt om Danmarks tilstand lige nu.”

Det er i forbindelse med raseriet, at jeg som læser gennemgik en fase, hvor jeg synes bogen var svagere og idéen ikke udfoldet tilstrækkeligt levedygtigt som poesi. Et af digtene nævner de danske politikere lige nu. Ved navn.

Digtet opremser en række af tidens lovgivere efter et stykke konkret poesi:

”Jeg
Jeg vil
Jeg vil ikke
Jeg vil ikke være
Jeg vil ikke være til
Jeg vil ikke være til besvær
Jeg vil ikke være til besvær for
dig”

Herefter kommer så navnene. Digtet frem til nu er ikke alene vellykket, det er meget stort. Alle de politiske konsekvenser af at være menneske og alle eksistensens i boende spørgsmål om jeg’et, om væren, om menneskets frie vilje i et politisk samfund, er stillet her. De træder frem, når man læser digtet forfra, meget langsomt og lader hvert udsagn få sit fulde indhold.

Men navnene på de danske politikere? Det er i bedste fald småborgerligt. De danske politikere er historisk udygtige, de nedbryder hæmningsløst den sammenhængskraft i velfærdssamfundet, som de allierede magter møjsommeligt konstruerede under etiketten socialliberalisme på mødet i Bretton Woods mod 2. Verdenskrigs slutning og som skabte vore materielt lykkelige barndomsår. De danske politikere er ligegyldige som statsmænd og -kvinder. De har ikke engang den magt de – og digtet – lader som om. Bogen mangler så vidt jeg kan se samfundskundskabsmæssig bevidsthed, og derfor falder billederne med politikernes navne – de refererer ikke til noget kundskabsfelt og bliver tomme symboler på en uudforsket virkelighed. Digteren nævner også de juridiske processer et par gange, men det bliver det ikke samfundskundskab af.

Det skal naturligvis ikke være en sociologisk afhandling, sådan en samfundsbevidst digtsamling, men det skal være på samme måde som abstrakt malerkunst: Hvis kunstneren ikke har tilegnet sig de elementære tegne- og farveblandingsfærdigheder, så man kan altså se det, også i de abstrakte billeder.

Så bliver de øvrige civilisationsreferencer underligt påståelige, Lesbos, det gamle Egypten og flere andre. Og listen over de 62 rigeste mænd og kvinder i verden, med deres penge og det hele fungerer slet ikke, af samme grund.

Hvis flygtningen står i centrum af bogen, og det gør flygtningen, også meget smukt, gribende, og i fin eksistentiel og poetisk samklang med digtenes jeg, så bliver det poetiske postulater at nævne folk med penge og folk med magt, uden at relativere dem substantielt til digtenes udsigelsesgrund. Det bliver et skilt, der holdes op, som det er meningen vi skal blive sure over. Men det bliver det ikke poesi af, ligegyldigt hvor sure vi bliver.

Bogen har andre vinkler og indfald, som atter gør den til en større bog i mine øjne, f. eks. omtaler af andre aktuelle danske digtere, nogle vignetter om bogens centrale motiv, nogle historiske tilbageblikke på krige og flygtninge, nogle Roger Waters-agtige far-billeder. Film, død, porno, Mozart og kærlighed. Eller som der står om Yahya Hassan:

det er ikke et digt
det er ikke knækprosa
det er ikke en dagbog
det er ikke kunst
det er et requiem

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar