tirsdag den 20. december 2016

Når digte kommer ud af stedet


Evy Konigsberg
Ud af stedet
Det poetiske bureaus forlag 184 sider, 150 kr.

Af Jakob Brønnum
Lad os være ærlige. Det har på en alt for lang række områder været et møgår. Fremfor alt har vi nu set de første klare konsekvenser af den populistiske vending, som en 100% markedsstyret verden nødvendigvis må gå mod, nemlig gennem det vilkår, som kaldes det postfaktuelle, det vilkår, at vi har haft en generation af computeropdragede unge mennesker som vælger en mand som Trump og tror på, at han vil gøre verden bedre for dem. Verden blev markedsstyret omkring ca. 1980 via neoliberalismens indtog i nationaløkonomierne, hvor den skubbede det socialliberale demokrati i baggrunden. Men det tager vi en anden gang.
Omslag: Mikkel Pape
For det andet er (i samme bevægelse) mellemmenneskeligheden forsvundet ud af vores fælles samfundsbærende logik, så der er andre logikker, der stiller sig foran. For det tredje har Danmark en regering, der lukker 10 gange så mange kulturinstitutioner, som den åbner og desuden har vi med al tydelighed forstået, at kunsten har mistet sin stemme i det offentlige rum, fordi den har lavet sig en regel om, at hvis den rigtig skal betyde noget, må den ikke betyde noget og derfor ikke have holdninger. Dette skete også omkring 1980, hvor kunsten trak sig tilbage fra det politiske rum og begyndte udelukkende at tale om det individuelle.
I mellemtiden er samfundsudviklingen gledet os af hænde og folk kører ind i hinanden med lastbiler. Hvad der imidlertid ændrer en lille bitte-bitte smule på sagen i det store perspektiv og temmelig meget i det lille er, at Evy Konigsberg har udgivet en samling ”vers, rim & eder i udvalg” på Det Poetiske Bureaus Forlag:

KALVEKOTELETTER
Jeg har haft et hårdt liv
Jeg har ikke gået til spejder
Mine sko var sidste års model
Og det var ikke mig, der
Fik en masse lommepenge
Nogle gange fik vi koteletter
Altså kalv, naturligvis
Der var ingen kære mor
Jeg havde bare at spise
Altså ikke fedtkanten
Den gav vi til hunden
Som sad der og tiggede
Og slikkede sig om munden
Jo, firserne var virkelig
Et utroligt hårdt årti
Det er mejslet ind i mit sind
Gudskelov det er forbi

Vi kan ikke rigtig se, hvor snittet i den ironiske vinkling ligger, og det er det, der efter min mening får teksten til at tage springet fra løse tanker til ren digtning. Sådan er det hele vejen igennem. 
Men hvem er Evy Konigsberg? Evy Koningsberg bringer satiriske opdateringer, digte og sproglige brudstykker af virkeligheden på de sociale medier. Forlaget skriver om hende, at ”Evy Konigsberg er vistnok 34 år, gift og har to børn. Hun er født i Viborg, men bor i København på Nørrebro. Hun har også boet i New York, hvor hun har arbejdet for et stort reklamebureau. Her mødte hun sin amerikanske mand. Og så påstår hun, at Stewart Allen Konigsberg (a.k.a Woody Allen) er hendes grandonkel.” 

Men fremfor alt så er der tale om tekster, der vil tilbage over den bro til virkeligheden, som kunsten har brændt og udstillet som installationer de seneste 30 år. Virkelighedens og kunstens glemte slægtskab:

SØREN ULRIK THOMSEN
Søren Ulrik Thomsen er god
Og lavstammet velformuleret
Han kan synge dansktopsange
Pitchperfect og velsordineret
Hans motorcykel er smuk
Og brummer lavmælt adækvat
I ovenstående sætning
Er “brummer” vistnok prædikat

På en måde kræver selv en tekst som ovenstående, der er rimet som en hel del af bogens tekster, en meget velvillig tålmodighed for at åbne sig og afsløre, at den stritter i rigtig mange retninger, ligesom den foregående og derved bærer samme træk som al anden kunst. Men det er netop det, man ønsker for det sproglige, der ikke lader sig intimidere af den ironiske diskurs: at det kan få lov at finde tilbage til den velvillige tålmodighed, så man ikke mangler et rum i sit hoved fordi de alle sammen er fyldt op af reklameskrammel og hurtigsnakkeri. Det er derfor, Evy Konigsberg er en fordybelse værd. Teksten ligger meget, meget tæt op af nogle iagttagelser Roland Barthes gør sig i bogen Mytologier, der er kommet i flere udgaver på dansk, hvor der er et afsnit med titlen "Forfatteren på ferie", og hvis vi blev ved at se på den længe nok, ville digteren Søren Ulrik Thomsen, der er særdeles svær at se i teksten her, til sidst være helt forsvundet.

I betragtning af, hvor fjernt litteraturen er kommet fra det offentlige rum, hvor man f. eks. i Danmark – i modsætning til i Sverige – har besluttet, at bøger ikke egner sig til public service-tv og også på det punkt har placeret en motorsav solidt over den gren, man selv sidder på som almindeligt tænkende medlem af samfundsfællesskabet, er det altså temmelig vederkvægende at læse en tekst som den her:

SANS RAISON
Åh, jeg er træt af det hele
Alt er på repeat deja vu
Jeg sidder nede ved søerne
Og læser Goethe og Camus
Det er svært at se en mening
Jeg overvejer at springe i
Kaste mig ud i det sorte vand
Så er det hele hurtigt forbi
Camus har allerede sagt det
Hvorfor leve sans raison?
Men husker så at Game of Thrones
Begynder en ny sæson
Jeg rejser mig brat og energisk
Væk er selvmordspresset
Jeg efterlader nonchalant
Goethe og Camus i græsset

PS: Evy Konigsberg har indvilliget i at holde nytårstale i Den smalle bog og skrive et indlæg i digtform (eller i hvert fald med brudt linjeføring).

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar