fredag den 28. oktober 2016

Victor Serge som digter

Victor Lvovich Kibalchich, bedre kendt som Victor Serge, levede som revolutionær deltager i omvæltningerne mellem sidste århundredes to verdenskrige. Han bliver også digter og romanforfatter i Sovjetunionen efter Stalins magtovertagelse.

Det Poetiske Bureaus Forlag udgav den 26. maj en samling af Victor Serges digte med titlen: Så gløderne ulmer i ørkenen. Serge er allerede en klassiker med sine erindringer, En revolutionærs erindringer (politisk revy 1976-77), men det er første gang hans skønlitteratur udgives på dansk. Den er oversat og forsynet med forord og noter af Thorvald Berthelsen, som også anmelder lyrik i Den Smalle Bog.

Serge blev født 1890 i Bruxelles, Belgien, og døde den 17. november 1947 i Mexico City. 
Han var søn af russisk-polske forældre der levede i eksil, og vandrede Europa rundt på jagt efter “billigt logi og gode biblioteker”.
Victor Serge vokser op som tosproget: fransk og russisk. Fra han er femten klarer han sig selv, bliver socialist i Det Belgiske Arbejderparti og senere anarkist i protest mod partiets støtte til annekteringen af Congo. I en anarkistisk kommune udenfor Bruxelles lærer han sig alle de fag som hører til opsætning og tryk i forbindelse med udgivelsen af deres avis.

Professionel revolutionær
Hele sit voksne liv lever han som professionel revolutionær. Først deltager han som anarkist og senere syndikalist i aktioner og opstande i Belgien, Frankrig og Spanien og bliver selvfølgelig fængslet og udvist i flere omgange på den baggrund. Fra 1919 til 1936 deltager han som bolsjevik og senere venstreoppositionel (trotskist) i den russiske revolution, borgerkrigen, Kominterns internationale arbejde og kampen mod Stalins magtovertagelse, der slutter med at han bliver ekskluderet af kommunistpartiet i 1928, fængslet i to omgange og til sidst forvist til Orenburg ved floden Ural i 1933. Da Stalins styre efter pres fra venstrefløjen i Europa blev tvunget til at lade ham rejse ud af Sovjetunionen få uger før den første udrensningsretssag mod den gamle revolutionære garde i 1936, fik han indrejsetilladelse i Belgien og kom hurtigt videre til Frankrig, hvor han under Den Spanske Borgerkrig arbejdede for Partido Obrero de Unificación Marxista (POUM, Arbejderpartiet for Marxistisk Enhed). Det sidste fører til brud med Trotsky. Dog ikke værre end at han sammen med Trotskys enke, Natalia Sedova Trotsky, skrev Trotskys biografi, Vie et mort de Leon Trotsky. Efter den tyske besættelse af Frankrig flygter han sammen med bl.a. André Breton og Claude Levy Strauss fra Marseille til Mexico, som giver ham asyl. Her danner han sammen med den franske venstresocialist Marceau Pivert og POUM-lederen Julián Gorkin ‘Socialismo y Libertad’. Om hans liv og kamp for revolutionen og mod den stalinistiske kontrarevolution indtil flugten til Mexico kan man læse i hans erindringer, der udkom på dansk i 1976-77, En revolutionærs erindringer (Politisk Revy). Da han det meste af tiden ikke kan leve af sine politiske aktiviteter, tjener han til livets opretholdelse som oversætter, korrekturlæser, lærer, freelanceskribent i diverse aviser og blade, og til sidst som forfatter. Hans første artikel blev offentliggjort i 1908 under signaturen “Le Rétif” (Den stædige enspænder) i det anarkistiske Le Révolté og han oversatte allerede i 1909 prosa og digte fra russisk til fransk, bl.a. af Artzybashev, Balmont og Merezhkovsky. Han skrev gennem årene masser af politiske analyser, journalistik, litterær kritik og teoretiske indlæg, men hans egentlige fødsel som skønlitterær forfatter finder først sted på baggrund af to nærdødsoplevelser i 1928.

Serge



Død og fødsel som forfatter
Den første, som Serge selv karakteriserede som sin ‘politiske død’, var hans eksklusion fra kommunistpartiet i april 1928, fordi han ikke ville afsværge sine ‘trotskistiske’ synspunkter. Efter at have deltaget i opstande og revolutioner i 20 år som fuldtidsprofessionel revolutionær – de sidste ti som topengageret kommunist og ledende medarbejder i Komintern – var han nu dømt til isolation, inaktivitet og forfølgelse midt i revolutionens værste krise siden Borgerkrigen. Den revolution han kun ønskede at fortsætte med at tjene ved at modarbejde den bureaukratiske stalinisme. Han var kort sagt ikke eksisterende.

Hans andet møde med døden fandt sted få uger senere, hvor han kort efter sin løsladelse fra fængslet, blev ramt af uudholdelige smerter i underlivet og svævede mellem liv og død i febervildelse på hospitalet, indtil en lægeven fik ham reddet. Mange år senere noterer han i sine dagbøger d. 30 august 1944: “Det var i Leningrad på Maria-Hospitalet i ‘28, da jeg lå for døden (det gjorde jeg og jeg vidste det), jeg tog beslutningen om at skrive om muligt holdbare værker, i hvert fald noget der fortjente at holde et stykke tid. Min tidligere aktivitet forekom mig pludselig futil og utilstrækkelig. Den tilskyndelse jeg da fik – eller mere præcist som fødtes i mig – var så stærk at den har holdt mig fast til den dag i dag.” Det var altså ikke en erstatning for politisk aktivitet eller en politisk kommentator, der iklædte sine tanker roman og digtform, fordi han ikke havde adgang til politisk aktivitet. Der var ingen modsætning mellem den professionelle revolutionære og forfatteren. 

Som planlagt på hospitalet færdiggør han trods forfølgelse, sult, censur og udgivelsesblokade i Sovjetunionen fra 1929-32, efter at være løsladt fra Lubijanka fængslet, L’An I de la révolution russe, sit hovedværk om litteraturen i den revolutionære epoke, Litterature et révolution og de tre første romaner i den romanserie, der bærer vidnesbyrd om den russiske og verdensrevolutionens storhed og tragedie, sejr og nederlag: Les Hommes dans la prison, Naissance de notre force og Ville conquise. De næste i serien, de konfiskerede og forsvundne Les Hommes perdus og La Tourmente blev skrevet i forvisning og fangenskab i Orenburg fra 1933- 36 sammen med L’An II de la révolution russe (også konfiskeret), Destin d’une révolution og den eneste digtsamling han udgav i sin levetid, La Résistance (konfiskeret men genskrevet). De sidste romaner i serien med revolutionsvidnesbyrd, S’il est minuit dans le siècle, L’Affaire Toulaév, Les Derniers temps, og den posthumt udkomne Les Années sans pardon blev skrevet under lige så vanskelige forhold som fattig forvist, statsløs og på flugt fra både nazister, fascister og stalinister i Frankrig og Mexico efter at Stalins styre blev tvunget til at lade Serge rejse ud af Sovjetunionen i 1936.

Litteratur og revolution
Serge er hovedsageligt prosaist og som sådan er han både inspireret af de store franske og russiske romanforfattere fra før Første Verdenskrig og især af Dos Passos og Boris Pilnyak i revolutionens kølvand.
Hans tosprogethed og baggrund i både den russiske og vesteuropæiske kultur samt i de revolutionære brændpunkter efter Første Verdenskrig sætter ham i stand til at skrive

det sagn, som jeg opkaster på grænsen til Asien,
på grænsen til Europa,
jeg, et menneske flænset itu af Eurasien

som det hedder i digtet På grænsen. Det er baggrunden for at han kan videreudvikle den episodiske kollektive roman, da han slipper ud af Stalins Sovjetunion, inden den gamle revolutionsgarde bliver udslettet, og vise et glimt af hvad den nye sovjetiske litteratur fra 1920’erne kunne være blevet uden selvmord, henrettelser, censur og ensretning til hyklerisk propagandistisk ‘socialrealisme’.

Han tilslutter sig Bukharins synspunkt at partikontrol i stedet for fri kappestrid var den hurtigste måde at kvæle den nye revolutionære litteratur, der var opstået fra 1918 for lyrikkens vedkommende og for prosaens vedkommende med 20’ernes Nye Økonomiske Politik, efter at kommunisterne og deres allierede havde sejret i borgerkrigen. Serge mener ikke at socialistisk programlitteratur som propagandistisk ‘socialrealisme’ og Proletcult ”er god arbejderlitteratur, fordi det ikke er god litteratur i det hele taget.”

Han afviser med Lenin og Trotsky selve ideen om en særlig arbejderkultur som skadelig isolering fra de progressive tendenser i den borgerlige kultur, der også ville isolere arbejderne fra bøndernes kamp mod imperialismen. Han tilslutter sig med et enkelt forbehold Trotskys analyse, der fremhæver at mens borgerskabet var hundreder af år om at udvikle sin klasses kultur under feudalismen og senere efter at det havde taget magten, så har det undertrykte proletariat ikke haft samme chance for at udvikle sin egen kultur. Proletariatet er også så snart det får magten tvunget til at afskaffe klassesamfundet (og dermed klassebestemt kultur) og udvikle en ny humanistisk kultur for hele menneskeheden.

Men i modsætning til Trotsky mener han at overgangsperioden, hvor proletariatet kæmper for endegyldigt at afskaffe borgerskabets magt og klassesamfundet, sandsynligvis kommer til at spænde over flere generationer af arbejderes liv. I den periode har de som antikkens hære brug for deres egne intellektuelle: filosoffer og andre med mindre, men ligeså livsvigtige opgaver som sangere, musikere, skjalde og historiefortællere. 

(Den senere historie har modsagt både Trotskys og Serges opfattelse af arbejderklassens situation under kapitalismen. Der er jo ingen tvivl om at både de revolutionære og reformistiske strømninger i arbejderklassen har bidraget til at arbejdere under kapitalismen har udviklet deres egen kultur.) Det er præcis den rolle som revolutionens skjald og historiefortæller Serge vil udfylde med sine vidnesbyrdsromaner og sin lyrik.

Serge mente ikke at partilitteraturen, ’Proletcult’ og den propagandistiske socialrealisme, var den virkelige nyskabelse, men derimod den litteratur der skrev sig ind i og ud fra den revolutionære proces. (Boris Pilnyak var som mange andre af de nye romanforfattere ikke bolschevik, men venstredrejet socialrevolutionær og havde været medlem af en anarkistisk landbrugskommune under revolutionen og borgerkrigen.)

Efter Serges mening er digtere og romanforfattere ikke rationelle politiske aktører, der underordner deres virkemidler under klart definerede politiske mål. “Kunstneren derimod henter altid sit materiale fra underbevidstheden, fra det før-bevidste, fra intuitionen, fra et indre lyrisk liv, som er ret svært at definere; han ved ikke med nogen sikkerhed hvor han går hen eller hvad han skaber.” (En revolutionærs erindringer, s. 358- 359) Fra sin tid som udsendt for Komintern i Wien havde Serge et indgående kendskab til Freud og Adler, ligesom han havde læst både James Joyce og Marcel Proust.

I sin meget positive beskrivelse af Boris Pilnyaks roman Nøgent år afslører Serge hvor han gerne selv vil hen med sine fortællinger og digte: “Der er ingen lineær fortælling hos denne russiske forfatter… Ingen enestående centrale karakterer. Men masser i bevægelse – i hvilke hver enkelt er en verden og et mål i sig selv – begivenheder der smelter sammen, vikler sig ind i hinanden, kolliderer og overtrumfer hinanden, mangfoldige livsforløb som dukker op og forsvinder, alle sjældne, enestående, centrale, fordi de er mennesker, alle ubetydelige i ‘Rusland, Tordenstormen, Revolutionen’, for kun det der bliver tilbage tæller: landet, masserne, orkanen… Kort og godt: dynamik, samtidighed, realisme – direkte, absolut – rytmisk strukturering af detaljerne og helheden… Lad os også understrege kærligheden til eksakt dokumentation...” Men Serge afslører også, hvordan han selv vil videreudvikle Pilnyaks fortællekunst i sin kritik af dens svagheder og mangler: “Hvad ønsker denne Revolution? Den læser, der er uvant med revolutionær tankegang, må være helt besat af det spørgsmål. Hvad sigter stormen mod? ... Fraværet af en ideologi – jeg havde nær sagt overbevisning – tager kanten af værket… han skulle efter min mening ikke ignorere de ideer, som han udmærket ved har indflydelse på adfærden. En social klasses ideologi i kampen for magten, i sejrssituationen og som magthaver, bliver mellem linjerne en magtfuld faktor i omformningen af adfærden. Denne nye forfatter har ikke alle midlerne til at bidrage til dette.” (Boris Pilnyak, Clarté, no. 36, 20. maj 1923.)

Serge som lyriker
Også i sine digte skriver Serge ud fra en dobbelt europæisk/‘asiatisk’ tradition. Fra ungdommen, hvor han som medlem af Den unge Garde i Det Belgiske Arbejderparti blev inddraget i de fransksprogede belgiske symbolister Verhaeren og Maeterlincks kulturelle aktiviteter i Folkets Hus, bliver han inspireret af dem og de franske digtere Valéry, Verlaine, Mallarmé, Jules Romains og Apollinaire. Senere under flugten fra nazismen til Mexico knytter han venskab med surrealisterne Breton og Péret og Octavio Paz.

For den unge Serge og hans anarkistiske kammerater er der ingen modsætning mellem kærligheden til symbolistisk poesi, der eksistentielt erstatter kristendommen, og den mere og mere voldelige anarkistiske kamp for individuel og social frihed. “For os var poesien en erstatning for bønnen, fordi den i så høj grad gjorde os opstemte og opfyldte vores konstante behov for begejstring. Verhaeren, den europæiske digter, der mest lignede Walt Whitman (som vi endnu ikke kendte), gav os et glimt af sine stærke, forpinte, men frugtbare tanker om den moderne by, dens jernbanestationer, dens brug af kvinder som varer, dens myldrende menneskemængder; og hans skrig om vold var som vores: Åbn døren eller slå dine knytnæver til blods mod den! Knytnæver blev slået til blods og hvorfor ikke? Det var bedre end et åndeligt dødvande.” (En revolutionærs erindringer, s. 44.) Den ‘asiatiske’, dvs. russiske lyriske tradition gør sig på grund af Serges tosprogethed gældende lige så tidligt, idet han som sagt allerede i 1909 oversatte prosa og digte fra russisk til fransk. Senere i revolutionens Rusland blev han venner med og skrev om Alexander Blok, Andrei Biely, Sergei Yesenin, Ossip Mandelstam og Vladimir Mayakovsky. Han betragtede dem som revolutionens egentlige nyskabende digtere, uanset deres politiske engagement, i modsætning til de kommunistiske Proletcult-digtere, som i forsøget på at skabe en proletarisk poesi hovedsageligt havde “produceret banale vers med konventionelle klichéer” og “indskrænket deres horisont alt for snævert”. 

I modsætning til prosaisterne forstod og udtrykte lyrikerne efter Serges mening med det samme revolutionen. Han skrev i 1922 at revolutionens episke sjæl havde antændt nye kreative impulser blandt poeterne, hvad enten de var kristne, symbolister eller futurister. Og han citerer Andrei Biely: “‘For at forstå disse tider må hjerter og sind hæve sig op til det episke niveau.’ Faktum er at der er en dybtgående lyrisk tone i revolutionen, at den er en ny tro på fremtiden, og at den hele tiden lærer os at ofre gamle, indskrænkende, udslidte og forældede værdier til fordel for nye værdier; faktum er at revolutionen, fordi den kun regner med masserne, undertiden vækker en uimodståelig sans og forståelse for det storslåede i den enkelte.” (Clarté nr. 17, 11. juli 1922) Denne opløftende fælles tidsånd kan genfindes i Serges egne digte. Byen og Max, 

I disse prosovjetiske russiske digteres og i hans egen skæbne (censur, udgivelsesstop, selvmord, forsvinden m.v.) kan han imidlertid også følge den heroiske epokes udånding under trykket fra konformitet, falskhed, korruption og i sidste ende den stalinistiske kontrarevolutions knusende sejr med den store terrors fængslinger, deportationer og henrettelser af den generation, der gennemførte revolutionen. Og samtidig noterer Serge sig bittert de toneangivende progressive vesteuropæiske forfatteres (Aragon, Sartre, Eluard) øredøvende tavshed om disse kollegers skæbne som en fornægtelse af de værdier de ellers forsvarer under modstandskampen mod nazismen, nemlig forsvaret af menneskelighed mod tyranniet. Indignationen over dette, kontrolleret af en skarp ironi, kan bl.a. ses i  Panait Istratis død:

Du lå på dine avisudklip, som Job i sit skidt,
Mens du stille spyttede
dine sidste stumper lunge ud
i ansigtet på disse kopipissere,
lovsyngere af profitable massakrer,
der profiterer på vanskabte revolutioner

og i Den kvalte hvor en af Borgerkrigens partisaner ligger navnløs og døende, mens hans og kammeraternes heroiske fortid udnyttes af

de gode forfattere,
servile dyrkere af hæder og penge,
der får mindeværdige bøger og historier
ud af deres liv.

Forvisning og Modstand
Selv blev Serge i dette forløb deporteret til Orenburg i Kazakstan fra 1933-36. Her skrev han Resistance (Modstand), den eneste digtsamling han nåede at udgive mens han levede. Da Stalins styre blev tvunget til at lade ham rejse ud af Sovjetunionen i 1936, beslaglagde GPU manuskriptet. Serge nedskrev herefter digtsamlingen efter hukommelsen i Paris, hvor den udkom første gang i 1938. Det er denne digtsamling og Serges sidste digt “Mains” (Hænder), som han havde i lommen da han døde i en taxa i Mexico City, der er oversat i Så gløderne ulmer i ørkenen, Det Poetiske Bureaus Forlag.

I Orenburg delte han deportation og “kampen for brød og brænde” med en række gammelbolchevikker, der som Serge selv tilhørte Venstreoppositionen til Stalins bureaukratiske diktatur med dets snævre nationalisme, tvangskollektivisering af bønderne, sindssygt forcerede industrialisering og afskaffelse af internt demokrati i partiet. De omkom alle senere under Stalins udslettelse af al opposition. Resistance er dedikeret til dem, og digtet Konstellation af døde kammerater til dem og andre:

Jeg skylder jer den mørkeste tavshed,
urokkelig fasthed og tålmodighed
med alle dages tomhed,
hvad jeg har tilbage af stolt dristighed,
så gløderne ulmer i ørkenen.

Fra Pariserkommune til Pariserkommune
Grundtonen i Serges digte er en atmosfære af broderskab, identifikation og fællesskab med landet og dets folk (hvad enten det er Rusland, eller Mexico) og i sidste instans med menneskehedens univers. Kort sagt solidaritet med menneskeheden og dens vilkår under kampen for klassesamfundets afskaffelse. Hans opfattelse af sin egen digtning og fortællekunst er at “det skal være et middel, der over for mennesker udtrykker, hvad de fleste af dem føler uden at kunne udtrykke det, et middel, der kan skabe fællesskab, et vidnesbyrd om det liv, der strømmer igennem os, og hvis væsentlige sider vi må prøve at fastholde til gavn for dem, der følger efter os.” (En revolutionærs erindringer, s. 355)

Digtenes udgangspunkt er altid en påkaldelse af enkeltpersoner rodfæstet i deres historiske situations ofte barske realiteter. Men Serges universelle og globale perspektiv sprænger digtet og udvider det i tid og rum. Sådan skriver Serge en retning frem af vidnesbyrdets samvittighedsfuldt sandfærdige skjaldehyldest og udvider sin digtning med et svar på det brændende spørgsmål: Hvorhen? Serge formulerer det uddybende retorisk således i digtet Sansning:

Hvad er der så tilbage,
du min vanvittigt fornuftige ånd,
hvad er der så tilbage af utilgængeligt
for søvngængeren,
der, brat vækket, på disse mørke kajer,
fuld af håb,
følger kortegen efter henrettede fæller
fra Pariserkommune til Pariserkommune?

Og han besvarer stadig selv spørgsmålet med sit allersidste digt, “Hænder”:

Vores hænder er ubevidste, hårde,
opstigende, samvittighedsfulde,
fulde af sang henrykt i lidelsen,
naglet til regnbuer.

Sammen, sammen, forenet,
her har de grebet
det der er hinsides håbet.


THORVALD BERTHELSEN

Ingen kommentarer:

Send en kommentar