Foruroligende fortællinger

Korsveje for Lu. Fortællinger

Erik Kock
Forlaget Armé
110 sider, 199 kroner

Af Carina Wøhlk
Foruroligende. Sådan kan bogen Korsveje for Lu bedst beskrives. Og lur mig, om ikke forfatteren Erik Kock giver mig ret. I hvert fald skriver han under anagrammet K.K. Orekic, som må være Erik Kocks alias (a la Svend Aage Madsens Seven Age Madnes): ”Det er ikke det hvide papir, du skal frygte, men det, der kommer til at vise sig på det” (se s. 103).

Tusindkunstner

Korsveje for Lu er Erik Kocks tredje udgivelse. Udover forfatter kan Kock skrive dramatiker, sangskriver, essayist og foredragsholder på visitkortet. Manden er tusindkunstner. Han har universitetsgrader i dansk, engelsk og idéhistorie. Hans videnshorisont og dannelsesniveau lader sig ikke skjule. Navne som Dante, Heidegger, William Blake og Richard Wagner fyger henover papiret. Han forholder sig til begreber som synd, sjæl og evighed.

Kald det kærlighed

Titelnovellen er samlingens længste og mest elegante. Fortællingen Korsveje for Lu er en lille genistreg. Med verdenshistorien som reliefbaggrund forbinder Kock fem nedslag i tid og sted. Han lader fem historier udspille sig med 25 års interval – fra Krystalnatten i Berlin i 1938 til et futuristisk scenarie i Viborg i 2038. I alle historier optræder en hovedperson med kælenavnet Lu. Og der bliver netop kælet for detaljerne. 

Overskriften for novellen er historien om Den barmhjertige Samaritaner fra Lukas-evangeliet. Det er, som om Kock i et historisk tværsnit vil vise betydningen af uselvisk handlekraft i mødet med medmennesket – kald det kærlighed.    

Persongalleri og sprog

Tilbage til det foruroligende. Kocks persongalleri er overvejende mennesker i trængte livssituationer. Og han fører pennen, så læseren også skubbes helt op i sofahjørnet – hvirvles rundt i en dødsdrom i grænselandet imellem død og liv, mærker skalpellens skarphed, når ansigtet tabes/skrabes af, lægger brystkasse til, når en sort sjæl pilles ud til afklapsning/afrensning.   

Erik Kock skriver stramt, enkelt, detaljefokuseret og alligevel sanseligt. Hans kærlighed til scenen og filmmediet manifesterer sig i et billeddannende sprog. Og det univers, han skitserer, balancerer sært imellem det surrealistiske og det alt for virkelige. Flere af fortællingerne er stærkt samfundskritiske. Kock skriver bl.a.  om censur (se. f.eks. s. 82), overvågning og livsregulering

”Korsveje for Lu” er ikke åndelig føde af den letfordøjelige slags. Bogen er krævende og ja, foruroligende. Men er det ikke også kunstens og litteraturens opgave – at provokere og prikke til vores fantasi og forståelse af virkeligheden?

Mellem den ulidelige lethed og konfrontationen med fortiden

Louise Kringelbach: ”Hjemve”, roman,

TURBINE 2017, 202 sider, 249,95 kr.

Af Solvej Paabøl Andersen

”Ude godt, hjemme bedst”, siger man. Men hvor – eller rettere: hvad – er hjemme? Og hvor længe – eller rettere: hvor langt – skal man være ude, før hjemme er bedst? Hvis det altså er det. Hvis det altså (kan) findes. Louise Kringelbachs roman ”Hjemve” kredser om disse spørgsmål. Og dermed om spørgsmål om rødder og relationer. Hvor hører man til, når nu intet længere er givet på forhånd?

”Den, der raster, ruster”. ”Thi også jeg er her kun på træk og haver andensteds hjemme”. Disse to citater af hhv polarforskeren Knud Rasmussen og digteren Steen Steensen Blicher står som to indledninger. Det første til selve romanen. Det andet til den del af romanen, hvor Anne er vendt hjem – eller i hvert fald tilbage – til Danmark. Noget hun ellers havde forsvoret, ville komme til at ske.

Hun er et eksempel på, at Knud Rasmussens ord om, at den, der raster, ruster, er en sandhed, der kan drives for vidt. Mangel på rast, rastløshed, kan føre til samme resultat. Rust. Anløbenhed. Anne har forladt Danmark i vrede og bor nu i München, hvor hun, som man siger, lever i nuet. Hvad enten hun er til yoga og koncentrerer sig om sit åndedræt og glemmer alt om alt andet, eller hun flyver fra sted til sted, fra bar til bar og fra mand til mand, så gælder det om at være til stede i øjeblikket. Borte er fortiden og fremtiden. Borte er refleksionen.

Wake up call

Man når lige at blive træt af hende (det tager ikke ret lang tid), da hun både får et wake up call i form af et blackout efter alt for mange drinks og et opkald hjemmefra. Eller… fra Danmark. Hendes niece, utålelig teenager, kan ikke finde sin far, Annes bror. Men skal Anne vogte sin bror? Eller hans datter? I hvert fald vender hun tilbage, og hendes historie rulles uundgåeligt op. Og dermed også hendes slægts historie. For hvor er det svært at fortælle historien om et menneske uden samtidig at fortælle den om nogle andre. Spejle spiller en ikke ubetydelig rolle i denne fase. Og så er der den ”sorte boks”, som hun har det med at proppe alt det ned i, som hun helst ikke vil tænke på. Det billede overanstrenges lige rigeligt. Men du godeste, der ligger meget i den boks, som måske kan være med til at forklare Annes styrt.

Hun snubler, helt bogstaveligt, der i revnen mellem den ulidelige lethed og konfrontationen med fortiden og alt det, hun stak af fra. Hun får et sår i panden. Ligesom fx John Steinbeck i Øst for Paradis og Karl Ove Knausgård i Min Kamps 6. bind (og J K Rowling i Harry Potter) lader Kringelbach dette sår og senere ar være et Kainsmærke, som tiltrækker sig opmærksomhed flere gange i fortællingens løb. (”Hans blik noterer sig mit ar i panden. Jeg tager hånden op for at dække det og sænker mit blik”, s. 65) Arret brænder, når hun erindres om sin skyld. Det minder dels om spørgsmålet: har jeg også ansvar for den bror, jeg er så stjernetosset på, og som både er voksen og har kone og barn? Dels om den fortid og den skyld, som aldrig så meget yoga og aldrig så meget stimulans ikke kan skille én fra. Dels om dommen til at være flygtning og fredløs. Men først og fremmest er Kains mærke i Det gamle Testamente jo en påmindelse om Guds beskyttelse af Kain midt i al hans skyld og rastløshed. Heller ikke Anne er fuldstændig overladt til sig selv. Behøver i hvert fald ikke at være det.

Anne er den ene af to jeg-fortællere. Romanen er delt op i korte afsnit, som hver har en overskrift med navnet: Odd, Anne eller Thomas. Og så en angivelse af tid og sted. Det er meget venligt over for læseren, og forbindelsen mellem de tre åbenbares tidligt. Anne og Thomas er jeg-fortællerne fra nutiden. Odd er en mand, som var ung i 1962, hvor han forlod Østtyskland i en kajak. Der er ikke noget politisk statement i det. Vi hører ikke noget om, hvad han rejser fra. ”Han vidste, at når havet kalder, skal man følge det. Det var nu.” (s. 7)  En leveregel som kan befri een fra mange spekulationer over, hvad der er rigtigt og forkert at gøre, og hvilke konsekvenser valget kan få for andre. Sådan et hav kan antage mange skikkelser og kalde med mange stemmer. Og leveregler har det med at gå i arv. Ligesom fortællingerne. Nå ja, og synden.

"Måske skulle du tale med nogen" 

Thomas bor i Charlottenlund. Job, kone, barn og hund. Han er lige blevet helbredt for en kræftsygdom. Han har lige fået sin fremtid tilbage. Men når han ser i sin håndflade, kan han ikke længere genkende den. Den fremtid, han havde før, virker ikke længere så selvfølgelig. Hans kone forstår ham ikke. Det gør han heller ikke rigtig selv. Havet begynder at kalde.

Louise Kringelbach fortæller ligefremt, med en tør, ironisk humor, som har svirp til nogle af vor tids svøber. Perfektionen, der udstilles på Facebook. Standardsvaret, når nogen vover at dele tanker om noget, som der måske ikke findes rigtige svar på, men som man så kunne afsøge sammen: ”måske skulle du tale med nogen”. Og med ”nogen” menes en coach, en psykolog, en terapeut. Ikke at der per definition er noget i vejen med disse professioner – men der er noget i vejen, når samtalen om eksistentielle overvejelser ikke kan finde sted mellem venner og ægtefæller. Når alt skal fikses, og man ikke kan nøjes med at lægge øre til. Evt. også skulder.

Det deskriptive er ikke forfatterens stærke side. Det er derimod dialogen, også den indre, og handlingerne. Der er en fremdrift i romanen, som kulminerer i noget af en tour de force og ender på grænsen til det patetiske. Og så alligevel. Hvis jeg havde en læsekreds, skulle vi læse Hjemve. Den er overkommelig at læse, både hvad længde og lix angår. Der er både noget til smilebåndet og noget til tanken. Vi skulle naturligvis tale om, hvad ”hjem” er, og hjemve – hvad længes vi efter, og hvordan kommer det til udtryk i vores tid og kultur? Om hvad et menneske er, og hvordan vi er forbundet med hinanden. Også med dem, vi slet ikke kender, i kraft af de store fortællinger, som fx myten om Kain og Abel. Om det der med at få ting gjort færdig i stedet for bare at stikke af. Også når det gælder skyld og død. Om sammenhængen mellem rast og rust. Om hvad der sker med os, hvis vi altid bare følger havets kalden.

Gorm Rasmussen på den jyske hede

I UTYSKE No. 5 har vi at gøre med en operalibretto, der dog endnu ikke er skrevet musik til, men som der så fint står i pressemeddelelsen, har læseren sikkert en i hovedet, der er helt passende.

UTYSKE No. 5 – Et døgn på heden
Det poetiske bureaus forlag
132 sider, 100 kr.

Af Anne Rye Andersson
Forestil dig, at du sidder i et dunkelt rum i en behagelig lænestol. Du er omringet af bøger og nips, der henleder tankerne på dine forfædre. Du sidder og ryger pibe, imens du læser i skæret fra en messinglampe og mærker hessiantæppet under dine fødder. Det er den følelse, jeg får, når jeg læser UTYSKE No.5 - Et døgn på heden af Gorm Rasmussen. Det er faktisk, den følelse jeg har haft, når jeg har læst alle bøgerne i utyske-serien. Og det er ikke nogen dum følelse. Det er fornemmelsen af noget hengemt jovist, men noget, der har ligget og ventet på én, noget, det var meningen, man skulle falde over og fordybe sig i. Det har noget dragende over sig.

I UTYSKE No. 5 har vi at gøre med en operalibretto, der dog endnu ikke er skrevet musik til, men som der så fint står i pressemeddelelsen, har læseren sikkert en i hovedet, der er helt passende.

I indledningen befinder vi os i kælderen på Den Sorte Diamant, Dansk Folkemindesamling i Evald Tang Kristensens rum. Man kan forestille sig en arkivar, der videbegærligt har bladret i samlingen og måske har fundet frem til netop disse minder, der nu vil udfolde sig for os i operalibrettoen.
Operaen finder sted på den jyske hede, som overskriften henviser til. Den er en del af den Jyllandsrejse, som Evald Tang Kristensen foretog i 1895 sammen med fotografen Peter Olsen og skildrer deres møde med den kloge kone Maren Haaning.
Librettoen er en bred pallette af følelser, der folder sig ud. Den åndeligt overrumplende skønhed, der omgiver heden, forventningsfuldheden hos de to mænd om mødet med Maren Haaning, frustration udløst som vrede de to mænd imellem, ærgrelsen over Maren Haaning’s reaktion, da de endelig når frem (hun afviser dem i døren), idyllen, da Evald Tang Kristensen og Maren Haaning omsider finder fælles fodfæste og forståelse, forskrækkelse over konens reaktion, da Peter Olsen tager et billede til eftertiden (hun mener, de har stjålet hendes skygge) og måske endda lettelse, da de atter begiver sig hjem igen (uden at ænse stormen).         
Stilen er holdt, som en opera nu kræver det, men der er noget meget poetisk over teksten, som indeholder en vis hjerte-smerte uden at blive kvalm.

Sprogbrugen er finurlig og virker autentisk til tiden omkring 1895 og er bestemt ikke uden humor, som følgende citater understreger:

” Da kom han så,
et år
- det var på samme årstid –
den lille mand,
han kom så stille
trillende bagefter
som et pindsvin
ned ad bakke
… om jeg havde tid
og lyst til at snakke
Bowleren af,
hånden på hjertet
smil og varme,
han tørred sin pande
med en rødprikket klud

så var det jeg fjærtet!!!!!!
(Horn. Hun slår skørtet op) ”

Og:
” Kor, mænd:
Min kone er så syg så syg
sidder og mukker i et hjørne
eller farer rundt i den ganske by
og smækker vildt med dørene

Maren Haaning:
Din kone er ikke mere syg
end hun holder op med at sygne
når du holder op med at løfte
op i andres kvinders dyne!

Maren Haaning og korets kvinder:
Uk, med sig, uk
gamle hooorebuk.

Det, der blandt andet gør Gorm Rasmussen interessant, er hans eksperimenter med form. Her ses en operalibretto nedfældet, og hvis man har læst hele utyske-serien, vil man vide, at han tidligere har givet sig i kast med romanen, biografien, essayet og kortere og længere fortællinger.
Har man endnu til gode at læse resten af utyskerne, kan jeg anbefale, at man giver sig i kast med at læse UTYSKE No. 1 før denne, da der er et biografisk essay over Evald Tang Kristensen, samleren af minder. Den indføring vil gøre pågældende til en endnu større læseoplevelse og bestemt vække noget hos især den hardcore historie- og litteraturelsker.
Alt jeg som læser nu kan gøre, er at vente i spænding på den næste i serien, da denne serie er en sand perle af literære artefakter. Han havde mig ved ’fjærtet’.

Sodomiens veje og afveje

Gennem en undersøgelse af Det gamle Testamentes oversættelseshistorie gør Kjeld Renato Lings op med forvanskningen af synet på seksualitet gennem fortællingen om Sodoma og Gomorra. Og så har han fundet et par eunukker, der var blevet væk

Kjeld Renato Lings: ”Kærlighed under censur. Køn og seksualitet i danske bibeloversættelser”, Vandkunsten 2017, 394 sider, 250 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Inden for teologien findes den akademiske disciplin ”Bibelsk eksegese”, der går ud på at tolke, oversætte og kommentere de bibelske skrifter. Den, der giver sig i kast med eksegesen, opdager til tider nye måder at forstå de gammelkendte tekster på. Disciplinen kræver imidlertid, at man også argumenterer for, hvorfor det er sandsynligt, at teksten skal forstås sådan, som man foreslår. Ofte vil ens forslag blive enten bakket op eller problematiseret af andre eksegeter i artikler eller bøger. Således udgør eksegesen én lang debat, der bliver ved med at udvikle nye fortolknings- og oversættelsesmuligheder, mens den fastholder eller forkaster ældre læsninger. Nutidens eksegeter fortsætter altså en diskussion, der tog sin begyndelse, allerede inden den skriftsamling, vi kalder Bibelen, blev samlet.

Kjeld Renato Lings’ bog ”Kærlighed under censur” udgør et led i den årtusindlange eksegetiske debat, men hvor andre ofte gennemgår et enkelt bibelsk skrift, griber Lings sagen tematisk an, idet han undersøger de steder i Bibelen, som omhandler eller har tradition for at blive fortolket som omhandlende køn og seksualitet.

Ikke sex, men sikkerhed
Lings tager særlige bibelsteder fra både Det Gamle og Det Nye Testamente under behandling.
Inden for eksegesen gælder det særlige forhold, at eksegeten ikke beviser, at en særlig læsning er den korrekte. Han påpeger derimod, at en sådan læsning er mulig, ligesom han kan sandsynliggøre, at den er mere troværdig end andre.
Således sandsynliggør Lings, at man grundet en tidlig fejllæsning og deraf følgende tolkningsmæssig uvane har forstået fortællingen, der lægger op til Sodomas og Gomorras ødelæggelse, forkert. Det fortælles, at Lot, der bor i Sodoma, byder to engle indenfor. Ingen ved, at de er engle, og at de tilmed er kommet for at udslette de to byer, fordi indbyggerne lever forkasteligt. Lot følger blot den tids skik og brug indenfor gæstevenskab. Imidlertid dukker byens mænd op og kræver de to fremmede udleveret. I den autoriserede danske bibeloversættelse fra 1992 begrunder de lokale kravet med, at ”vi vil ligge med dem” (1. Mos. 19,5b). Lings argumenterer for, at dette er en fejloversættelse, idet mændenes krav i virkeligheden handler om, at de vil undersøge, hvem de fremmede er. De er nemlig bange for, at de er spioner.
Det verbum, der oversættes med ”ligge med”, kan oversættes direkte til ”kende”, hvilket på hebræisk lige så godt kan udtrykke ønsket om at undersøge noget, som at have sex med/ligge med nogen. Lings argumenterer for, at der her er tale om den retslige forståelse af ordet. Byens mænd planlægger altså ikke en homoseksuel gruppevoldtægt, men vil blot forhøre de to fremmede. Dette kan Lot ikke acceptere, fordi de to engle allerede befinder sig i hans hus og derfor nyder godt af den beskyttelse, gæstevenskabet kræver.
I den traditionelle forståelse af fortællingen handler Lot ret forbløffende, idet han tilbyder sine to ugifte døtre til den ophidsede forsamling, der står udenfor hans hus. Mellem linjerne læser man, at han opfordrer mændene til at voldtage døtrene sønder og sammen, så gæsterne går fri. Grunden til dette forslag er, at gæstevenskabet forbyder Lot at udlevere de to fremmede. Imidlertid viser Lings, at grundteksten kan forstås sådan, at Lot giver sine to døtre i pant, så længe de to gæster er i byen. Han lader altså pigerne være i indbyggernes varetægt, så de kan straffe Lot ved at skade pigerne, såfremt gæsterne viser sig at være fjender af byen. Pigerne fungerer som garanti for, at de fremmede har rent mel i posen.
Fortællingen handler altså ikke om indbyggernes sexlyst, men om deres bekymring for byens sikkerhed.
Imidlertid har den traditionelle fortolkning medført, at homoseksualitet er blevet ildeset. Samtlige fremmødte er jo mænd, og har i sinde at kaste sig over de fremmede kønsfæller for at voldtage dem på skift. Det er bestemt ikke nogen positiv fremstilling af homofile lyster.

Mandeliggere eller sengemænd
De danske bibeloversættelser, Lings undersøger, er, ud over den autoriserede bibeloversættelse fra 1992, ”Bibelen på hverdagsdansk” og ”Den nye aftale”, der begge bestræber sig på at gengive de bibelske tekster så lettilgængeligt som muligt for moderne mennesker. Imidlertid påviser Lings, at der lægges ikke så få, og ikke altid særlig heldige fortolkninger ind i oversættelserne.
Et eksempel, hvor alle oversættelserne tager sig visse friheder, er 1. Kor. 6,9-10, hvor der forekommer et ord, som ifølge Lings bedst oversættes med ”mandeliggere” eller ”sengemænd”. Det græske ord er nemlig sammensat af to ord, der på dansk betyder ”mandsperson” og ”seng”. Hvad der er den præcise betydning heraf står hen i det uvisse, men i de danske oversættelser gengives ordet enten med ”mænd, der ligger i med mænd”, ”homoseksuelle” eller ”homoseksualitet”. Selvom denne tolkning nok er den, der synes mest oplagt, nævner Lings en række andre muligheder. Spørgsmålet er, om det ville være bedre at stå ved det usikre ved udtrykket og gengive det med ”mandeliggere” eller ”sengemænd”. Man kunne eventuelt forsyne ordet med en fodnote, hvor det blev oplyst, at den præcise betydning ikke kendes. Ved at gengive ordet som omhandlende homoseksuelle risikerer man i hvert fald at lade teksten lægge en bestemt befolkningsgruppe for had, som man ikke er helt sikker på, at teksten rent faktisk peger på.

De forsvundne eunukker
Et andet – mindre vigtigt men dog bemærkelsesværdigt - forhold, Lings gør opmærksom på, er, at det vrimler med eunukker i Bibelen. Imidlertid er de fleste af dem forsvundet i danske bibeloversættelser, fordi de ofte blot beskrives som hofmænd. Dette giver for så vidt mening, fordi mange hoffolk var eunukker. Faktisk var der så mange eunukker blandt datidens hoffolk, at Lings nævner den mulighed, at alle hoffolk – kastrerede som ikke-kastrerede – på nogle tidspunkter og i nogle lande kan være blevet betegnet under samlebetegnelsen ”eunukker”. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at Faraos ”hofmand” Potifar (1. Mos. 39,1) var eunuk. Det kan til en vis grad forklare, hvorfor det var så fristende for hans hustru at søge seksuel tilfredsstillelse hos den unge, smukke Josef, der var blevet købt som slave af Potifar. Ganske vist kunne nogle eunukker, ifølge Lings, godt have et aktivt sexliv, men hvis Potifar hørte til blandt dem, der ikke kunne, bliver hustruens ønske om utroskab mere forståeligt.
At de hebræiske og græske ord for ”eunuk” ikke oversættes sådan, har ikke så alvorlige konsekvenser som den traditionelle oversættelse i Sodoma-fortællingen. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt, hvor stor magt oversætterne har over teksten.

Fundamentalisme
Bag både den autoriserede bibeloversættelse og ”Den Nye Aftale” har der siddet en redaktion. Disse har på trods af deres indbyrdes vægtlægning og teologiske standpunkter været nødt til at nå til enighed om, hvordan teksten skulle oversættes. Der er altså blevet hugget hæle og klippet tæer. Enhver oversættelse vil bære præg af oversætterne. Det kan ikke være anderledes. Derfor kan alle ikke være fuldt ud tilfredse med det endelige resultat. Lings påpeger nogle af de steder, han mener, skulle have været oversat anderledes. At han har fokus på teksterne om køn og seksualitet gør bogen til et interessant og nødvendigt bidrag i debatten om vielse af homofile, der særligt problematiseres af den kirkelige højrefløj.
Apropos højrefløjen oplyser Lings, at begrebet ”fundamentalisme” (der indenfor den kristne kirke betegner de kristne grupperinger eller privatpersoner, der læser Bibelen som Guds direkte åbenbarede ord) ikke henviser til Bibelen som fundament. Begrebet opstod i 1895, hvor man ved en bibelkonference besluttede at disse fem punkter skulle udgøre fundamentet for den kristne tro: ”(1) Bibelens ufejlbarlighed, (2) Kristi guddommelighed og jomfrufødslen, (3) Kristi stedfortrædende lidelse og død, (4) den fysiske eller legemlige opstandelse og (5) Kristi fysiske eller legemlige genkomst til jorden.” (s. 331).

Lings bog er en eksegetisk, teologisk og teologihistorisk guldgruppe, der både kan læses af fagfolk og andre, der interesserer sig for kristendom og den svære kunst at oversætte.
Der er ingen tvivl om, at Lings har et mål med sin bog. Han vil igangsætte en debat om, hvad der egentlig står om køn og seksualitet i Bibelen, så der vil komme fokus på usikre eller direkte fejlagtige fortolkninger, hvoraf nogle er ældgamle. Særligt udsagnene om homoseksualitet ligger forfatteren på sinde.
Dette ærinde er så seriøst og nødvendigt, at man let tilgiver Lings, at han, primært i kapitlet ”Kærlighed under censur”, fremfører nogle teser, der synes at passe lidt for godt ind i resten af bogens ærinde.
Lings’ grundige gennemgang af udvalgte bibeltekster om køn og seksualitet fortjener at blive læst og drøftet af andre eksegeter. Ligeledes fortjener den at blive læst af repræsentanter fra alle kirkelige retninger her til lands.

Hvem siger mennesket er blevet hjemløst i verden?

Jakob Brønnum: Porten til den indre by (digte 2016, 332 sider, 200 kr.)
Nøjsomhedens tivoli (digte 2017, 372 sider, 200 kr.)
Det poetiske bureaus forlag

Af Marie Ladefoged
Selvom vi ofte går alene rundt fra hjerte til hjerte uden den ro, som får os til at læse en lang og god bog, så kan vi da bare gøre det alligevel, fordi de bøger paradoksalt nok kan bringe os derhen, hvor vi ikke var, og derfor aldrig fik læst de bøger, som fortæller os, at vi har et hjem her i verden, og at vi ikke er alene.

Bøger kan blive læst på mange måder, og de bedste af dem bliver også læst til ende og genlæst, hvis bølgerne går højt. Når det kommer til lyrik stiller jeg større krav til teksten end til prosa; sådan er det bare. Prosaisten må godt skrive lidt dårligt ind imellem for min skyld, men det må lyrikeren ikke; sådan er det bare. Jeg forestiller mig, at de fleste andre også stiller de her helt urimelige krav, og det er vel derfor, at lyrikken ofte bliver betragtet som den fineste og mest utilgængelige kunstart. Og for at det ikke skal være løgn, så stiller jeg også det krav, at jeg skal have lyst til at læse bogen igen, eller rettere; at læse i bogen og bladre igennem dens sider og finde yndlingsdigte i bogens dybe brønd af tekster, for at jeg skal opleve noget.

Jeg har kigget ned i den dybe brønd hos den amerikanske digter Walt Whitman og læst Leaves of Grass om og om igen, og ikke fordi jeg ville forstå dem, men nok snarere fordi jeg slet ikke ville forstå dem. Jeg har haft det på samme måde med den australske lyriker Les Murrays digte, og de er noget så sjældent som kloge digte om os mennesker fra steder, hvor folk er gode naboer og bor så langt fra hinanden, som Gud oprindeligt havde planlagt, før vi flyttede tættere på hinanden.
Whitman sejler med færgen fra Brooklyn, passer sårede fra Borgerkrigen, skriver om verdens mest legendariske præsident og transcenderer sig selv på fotografier med et stort hvidt skæg. Les Murray befinder sig et sted i Australien og skriver ud fra sin enorme krop med et enormt stort land foran sig. Alt, hvad de gør og er, er stort for mig.

Jakob Brønnum skriver stort i en tid, hvor de fleste læser korte tekster, men de store bøger holder os fast et andet sted, hvor vi om muligt kan finde vej til fordybelse og den ro, som skal til for at være i denne verden, der farer afsted med os allesammen ombord. Jamen, jeg jeg kræver noget af den verden, jeg er en del af, ligesom den kræver noget af mig. Nogle gange så har jeg også problemer og sådan. Men jeg har ikke noget problem, når jeg læser de to første bøger fra Jakob Brønnums trilogi; ”Porten til den indre by” og ”Nøjsomhedens tivoli”.

De her bøger er faktisk opbyggelige og fortæller os, at vi ikke er alene, og at det er en stor misforståelse, det med at mennesket er alene. Det er en sandhed, som egentlig ikke burde kræve den store erkendelse, og alligevel har mange af os en del bøvl med at forstå, at vi ikke er alene. Vi er godt nok ikke symbiotisk forenet med vores mor for evigt, men vi er i verden sammen, fordi vi deler det samme hjem, og ingen er endnu blevet smidt af planeten.

LÆSEREN ER BARE SÅ TYPISK
Der er en allestedsnærværende humor og alvor i teksten på een og samme tid, af den type som får læseren til at fortsætte. Men hvad i alverden laver typer som Margaret Thatcher, Elvis og Wittgenstein egentlig sammen i den her lyriske trilogi? Deres historier og på godt og ondt misforståede liv fylder i Jakob Brønnums to bøger her og udgør en slags rød tråd, der blander sig ind i hinanden.

Hvis jeg skulle beskrive deres liv som tilstande, ville jeg sige, at deres første liv bare var det liv, de sådan ligesom levede helt almindeligt, selvom de var ret berømte og dygtige osv, men så kom de ind i den her trilogi som en slags anden tilstand, og her var de så, og det var godt, men så kommer der altså det tredje øjeblik, hvor de også er og bliver ved med at være i en evig ny tilstand fra deres eget over Brønnums udlægning til læserens forståelse. Her er jeg en rigtig typisk læser: Jeg læser bare sådan, som jeg har lyst til og gør som jeg vil ligesom Hitler og Anders And og Sokrates og hende der og ham der og alle de andre, vi møder i de to lyrikbøger.

#ÆSELØRER
Når teksten er god, kan jeg acceptere alt, selv æselører i bogen. Nej, det kan jeg alligevel ikke acceptere! Der er æseldigte, som ligefrem skryder med deres æselhed i disse bøger, som ellers står så rene foran mine ører, som kan høre, og mine øjne, der vil se, det de læser, fremstå som et værk med den enhed, som jeg har læst den ind i, og så kommer dette forstyrrende dyr ind i Nøjsomhedens Tivoli, just som der havde dannet sig en orden. Jeg bliver meget generet af disse æsler, og Brønnum skriver vitterligt digte om æsler. Altså æsler! Syv digte i alt, et i hvert afsnit.
Og jeg synes ikke, han skriver særlig pænt om dem. Det æsel får for meget opmærksomhed og betydning i min bog og læsning, og derfor må jeg læse igen.

Og anden gang kommer jeg til en ny læsning, fordi jeg er kommet ind i en ny tilstand via bogen, for det er det gode bøger kan gøre; de kan lige lirke lidt til dit syn på verden og måske tage toppen af din vinterdepression, hvis du er heldig, og så kommer sommeren med en helt tredje tilstand med sin sol og varme i de der øjeblikke med glæde og lys og måske en helt ny bog.

SKAKSPILLET
Var det egentlig ikke gode, gamle Kierkegaard, for lige at flette ham ind, som sagde noget om ikke bare at befale et andet menneske at komme hen til sig, men i stedet selv at gå hen til det andet menneske? Når læseren sidder med de her mastodonter af digtsamlinger, som Brønnum har bedrevet, tiden taget i betragtning, så er læseren ikke alene om at komme forfatterens skrift i møde, for forfatteren har gjort sig den umage også at nærme sig læseren.

Bøgerne er måske alenlange rent sidemæssigt, men de er ikke skrevet oppe i et elfenbenstårn, men derude hvor menneskene er. I et digt skriver Brønnum om et skakspil, et møde mellem to tænkende, som hver lægger en strategi for at vinde over den anden, og her sker der noget essentielt; nemlig at skakspilleren erkender, at han ikke bryder sig om at regne en anden ud og ej heller selv at blive regnet ud.

Jeg kan godt lide Jakob Brønnums digte, fordi jeg kan regne nogle af dem ud, og fordi de ikke er bange for at blive regnet ud.

Så er jeg heller ikke bange for dem, også selvom jeg egentlig ikke forstår, det jeg tror, jeg forstår, som den ægte antihermeneutiker, jeg er, der ikke vil forstå, når det kommer til stykket. For mig er det digte, som rent faktisk gider at gå læseren i møde på alle mulige måder og ikke blot beder læseren om at komme hen til sig. Brønnums digte gider læseren og indleder en engageret monolog, der kan ræsonnere som en dialog hos læseren. Som her i CXVII fra Porten til den indre by,  hvor han fortæller om, hvorfor han holdt op med at spille skak:

Hvorfor holdt jeg op med at spille skak? / jeg tror det var fordi jeg ikke kunne holde ud / at blive opfattet som et system/ inde i hovedet på en mand / der sad og prøvede at finde ud af / hvordan det var at blive opfattet som et system / inde i hovedet på sådan en som mig

Men læseren prøver alligevel at finde ud af, hvordan det er at være inde i hovedet på sådan en som forfatteren. Og det har man faktisk en god chance for, fordi her sker det modsatte af systemet hos skakspillerne.

Digtene er ikke hermetiske, ekskluderende og enigmatiske, men inkluderende og inviterende. Læseren får muligheden for at komme ind og afdække systemet hos den mand, som skriver. Brønnum kan den sjældne kunst at skrive lyrik, som folk, der ikke normalt læser lyrik også kan læse, for det er en port, der åbner sig ind til et andet menneske, og det andet menneskes hjem og poesien er også vores hjem.

Metafysiske jordskælv

Metafysiske digte & andre tekster

Udvalgt og gendigtet af Ib Johansen

Det poetiske bureaus forlag

Af Carina Wøhlk

”Metafysisk” betyder bogstaveligt talt ”hinsides det fysiske”. Men i denne sammenhæng skal ordet forstås litteraturhistorisk. Metafysisk poesi er nemlig betegnelsen for en særlig strømning indenfor engelsk litteratur i baroktiden. 

Nærværende udgivelse begrænser sig imidlertid ikke til 1600-talsdigtning. Det umiddelbart snævre bredes ud. Poeter fra flere lande og otte århundreder er inkluderet i samlingen, for så vidt som deres digtning læner sig op ad af den metafysiske tradition. 

Bogen er delt op i overskuelige afsnit - for respektive Middelalder, Renæssance & Barok, Førromantik, Romantik & Symbolisme, Ekspressionisme & Imagisme og endelig Modernisme.

  

Manden bag antologien

Bogens indhold er sammensat og oversat af Ib Johansen, der i mange år har arbejdet som lektor på Aarhus Universitet – først på litteraturhistorie og siden på engelsk institut.

Ib Johansen har flere udgivelser bag sig. Som læser får man meget hurtigt en fornemmelse af hans sproglige begavelse og sans for musikaliteten i det danske sprog. Ib Johansen ikke bare oversætter – han gendigter. Hans forord tjener som fortættet introduktion til udgivelsen.

Form og indhold

Hvad er så på færde i den metafysiske strømning? Oprindeligt er den opstået som en reaktion imod den elizabethanske periodes idylliserede versekunst. De metafysiske poeter anvender et grænsesprængende og subtilt sprog i forsøget på at forene det åndelige og det timelige. Som Johansen skriver i forordet, er der endvidere ofte en ”undergrund af melankoli” i digtningen (se. s. 7). 

Apropos reaktion: Som læser anno 2018 har jeg taget mig selv i at reagere flere gange undervejs. Jeg har rynket brynene over misogyne udbrud i poesien (se s. 25 – ”Drukne, skidne, gemene kvinde…”) og latrinære udgydelser (se s. 28 – ”På lokums-tønden, hvor jeg sad i går…”), Jeg har trukket på smilebåndet over finurlige forherligelser af dyr (se s. 22 – ”Philip Gråspurv” eller s. 45 – ”Katten Jeoffry!). Jeg har nikkende noteret mig de bibelske allusioner (se s. 76 – ”Gomorrha”).

Men når bogen er læst til ende, er der så noget, der efterlader et varigt indtryk?  I min optik står afsnittene Ekspressionisme & Imagisme samt Modernisme stærkest. Amerikaneren Amy Lowells digt Efterårsdis (se s. 77) åbner sig med sine to verselinjer som en oase midt i ordflommen. Og den rumænskfødte Paul Celans digte om Holocaust er rystende – små (j)ordskælv af skinbarlig virkelighed. 

Format

Bogen hører til Bureauets Lommebibliotek. Dens format er fint – lige til at stikke i lommen. Også i overført forstand har udgivelsen format. Der skal mod til at tro på en udgivelse, der næppe kan tiltrække den store læserskare.   

Oliekriser og postkasser. Fra gamle dage

Gitte Broeng: Oliekrisen – Et hørespil

36 s. ill., 85 kr.

Tidsskriftet * [asterisk]

Nr. 69 a-h, POST

red.: Gitte Broeng, Christian Yde Frostholm og Lasse Krog Møller

60, - kr.

Begge: Forlaget * [asterisk], 2017

Af Troels Laursen

Da mor var dreng, da var der både røde postkasser og bilfrie søndage midt i en oliekrise.

Den gang, da var alt bedre, og med genindførelsen af det beredne politi og sikkert også snart statsstøttede andehold, der skal passér gaden med turistvenlige mellemrum, så er det det velgørende med et tilbageblik og måske med et udsyn til fremtiden, der ikke behøver at være helt så angstskabende eller halv dårlig, som man kunne frygte.

Det lille forlag *[asterisk] gør i hvert fald sit. Med udgivelse af, hvad de kalder for et høre spil, som også sideløbende var udstilling FUGA på Spanien19C, tager Gitte Broeng os med tilbage til fortællingen om 1970’ernes oliekrise og dens konsekvenser. Broeng er forfatter og arbejder i krydsfeltet mellem kunst og litteratur. Her er de medvirkede i stykket, spædbørn, som der pludselig kom mange af i tiden efter oliekrisen, som folk åbenbart tilbragte under dynen, og så bregner, og citater fra spare-på-olien-kampagner i OBS (Oplysninger til Borgerne om Samfundet) fra monopoltidens fjernsyn OBS og fra nyhederne. 

Det er en slags tur ned at memory-lane, hvor krisens konsekvenser både på de private plan, forfatteren blev til eksempel født, i 1973, som en ud af den store generation, der kom ud fra krisen og sådan på den store internationale scene, med seksdagskrigen og svagere pærer i lamperne. 

Protester fra præster, der ikke brød sig om at folk fik en god undskyldning for ikke at dukke op i kirken søndag formiddag.  Bregner fra urtiden og nu, i blandet en fortælling om Eva som alles moder. Bogen er et vindue mod det der var og som dengang egentlig var en ny mulighed for forandringer i både det private liv og samfundet, men som hurtigt blev lukket igen. Bogen er både morsom og tankevækkende på den hel dybe måde.

Otte postkort

Det gælder også udgivelsen, Tidsskriftet *, som ikke er en bog, men otte postkort med motiver at mure, hvor der engang hang noget, der hed en postkasse. Alle i en god turistfotografisk kvalitet. Det fortælles at de første kasser til forsendelse af breve var af træ og blev ophængt i 1851, heldigvis samme år som trykningen af det første danske frimærke. En påmalet tekst forklarede, hvad beholderne skulle anvendes til. Farven, udseendet og størrelsen varierede lokalt. Tømningen skete forfra, og derfor væltede brevene tit ud på jorden, så nogle tog skade, og andre blev glemt. Prototypen med bundtømning løste problemet, fordi indholdet tømtes direkte ned i sækken. Nogen tror, at socialisten og postassistenten Louis Pio stod bag opfindelsen, men det var tilsyneladende den svenske opfinder og magister i filosofi, Martin Wiberg. 

Efter sigende var Pios udgave for indviklet til at kunne fungere i praksis. Prototypen er blevet benyttet siden 1871 og kendes ved sin røde farve og karakteristiske bue foroven. Og derfor disse kort af forsvundne postkasser, for sender du dem, med et frimærke på, så må den røde postkasse (måske) tilbage på væggen igen. Ellers vil den nok bare fremover kun findes på Enigma - Museum for Post, Tele og Kommunikation. De to udgivelse er både tankevækkende på den dybe måde, når det handler om vores samtid og den måde vi reagerer i den på, så det får konsekvenser for vores fremtid. Det er flot lavet og underholdende poetisk.

Fotos:

Oliekrisen – bogen sover

Opslag fra bogen –nyheder og erindring om en krise der var engang, omsat til tankevækkende poesi.

Tidsskriftet * - udgivelse af postkost til minde om dengang der var røde kasser på mange af hus murerne rundt om i byerne, eller måske en redningsaktion for samme røde kasse?