Fotografiet, der kiggede på beskueren

Katja Petrowskaja
Fotografiet så på mig
Oversat af Jacob Jonia
Forlaget Palomar, 250 sider

Af Jes Nysten

En lille forbemærkning

Det siges, at der lægges ca 1000 billeder op på Instagram hvert sekund. Sikkert det samme antal på Facebook. Man sidder i toget og keder sig, og nærmest pr refleks begynder man at rulle ned gennem dette totale virvar af forskelligartede billeder på iPhonen. Og når man stiger ud, har man vel set ca 100 billeder og glemt dem alle - undtagen måske det med papegøjen, der står og rokker fra side til side og synger “opera” foran spejlet! Også selvom der sikkert har været flere absolut vigtige og seværdige værker imellem. Men klik og vi er videre!

Den overfladiskhed, hvormed vi ser på billeder, er vitterlig frapperende. Der blev for nogle år siden lavet en undersøgelse, der siges at dokumentere, at den tid en person bruger foran et værk på en udstilling er 18 sekunder. Den er måske ikke helt vandtæt, men det går stærkt for rigtig mange. Hvis også lige den lille beskrivelse ved siden af værket skal studeres (er dette mon af en berømt kunstner?) og der også lige skal tages et billede, bliver det kun til et glimt!

Information satte derfor avisens kulturmedarbejdere til på skift at gå på en udstilling, udvælge sig et værk - en skulptur, et maleri, et fotografi - og så pålægge sig selv at sidde foran værket i 20 minutter og betragte det. Det kom der mange interessante overvejelser ud af! Det de alle konstaterede var, at efter den første uro og flytten rundt på bænken, opstod der en interessant form for kontakt - værket ville gerne “i dialog”.

Måske skulle jeg næste gang jeg taget toget til København, det tager ca 20 minutter, udvælge mig et særligt foto og så hengive mig fuldstændigt til det?! Naturligvis kun et sjovt tankeeksperiment.

57 korte essays

“Fotografiet så på mig” - sådan lyder den første sætning i denne bog af ukrainsk-tyske Katja Petrowskaja. Det er også bogens titel. Den består af 57 korte essays, som forfatteren begyndte at skrive i 2015; kort tid efter russerne annekterede Krim og begyndte krigen i det østlige Ukraine. De blev bragt løbende i Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Petrowskaja

Hvert essay består af et foto og en efterfølgende refleksion over dette foto. Det er blevet en intens og spillevende kompleks tekstform: Tidshistorie, autobiografi, skarpsindig billedlæsning.

Der er ikke noget overfladisk eller pædagogisk påpegende over Petrowskaja’s læsninger. Hun ser ikke disse foto som udgangspunkt for en intellektuel afkodning.

Hun giver sig tid, trækker vejret og venter til billedet åbner sig til en samtale. Nogle gange er det billedet selv, der skaber samtalen. Nogle gange åbner det for associationer og tankeflugt.

Ikke sjældent er det personlige erindringer - varme og muntre men også skræmmende - der dukker frem (hun er jo født og opvokset i Ukraine). Andre gange er det et landskab, der åbner sig eller et særligt lys, der lukker tankerne op. Ikke sjældent urovækkende billeder fra krigszoner.

Fængslet, skræmt 

Som nævnt lyder den første sætning i bogen “Fotografiet så på mig”. Det er et billede af en minearbejder fra Donbass. Hun fortsætter “Jeg blev fængslet, ja ligefrem skræmt af, at det var så tæt på. Jeg vidste ikke engang hvor Krasnoarmijsk lå, men manden stod foran mig, alt for tæt på, og pustede røg ud i ansigtet på mig. Jeg ventede på, at røgen blev opløst, så jeg kunne se, om han smilede eller grinede. Men nej, han kiggede ind i røgen fra sin cigaret og blev ligesom ved at være indhyllet i et røgslør” (s 5).

Ikke bare her men i alle sine betragtninger forstår Petrowskaja at holde dialogen i gang med fotoet. En dialog der aldrig afsluttes, for der er hele tiden dette “bagved”, bagved det afbillede. Det “noget”, der hvis man giver sig tid, som hun gør, åbner sig mere og mere. Og vi som læsere kan følge med i. Eller prøve at følge med.

For man skal være opmærksom. Der er mange henvisninger til forfattere, til kunstnere, til film. Ofte er det blot i en sidebemærkning, så det er ikke altid klart, hvad sammenhængen er. Men fascinerende og øjenåbnende er det.

I et efterskrift pointeres det “Bogen her handler ikke om krigen, men den er omklamret af krig. …… Krig slår ihjel, ophæver mening, normalitet og mangfoldighed, alt dét, vi holder af. Krigen vil dæmpe vores lavmælte ord. Jeg vil sætte miniaturer, små fragmenter op imod krigen, mens jeg leder efter en stemme” (s 245)

 Hun henviser et par steder til Walter Benjamin, der jo med sin berømte analyse af “aura-begrebet” mente at netop den moderne reproduktionsteknik, altså bl.a. også fotografiet, havde ødelagt kunstens oprindelig aura.

Man kan jo sige, at denne forfatter virkelig arbejder på at give fotografiet noget af den tabte aura tilbage. Et fornemt oprør imod vores daglige overfladiske og usorterede omgang med billedmediet.