Et lysvæld af den anden verden

Sjostakovitj: Symphonies 4, 5 & 6 Oslo Philharmonic Orchestra, Klaus Mäkelä (Decca)

Piper of Dreams – Ruth Gipps: Chamber Music for Oboe (Chandos)

Af Jakob Brønnum
Jeg spørger mig selv: Hvorfor er det, at Mäkeläs Sjostakovitj-indspilninger rammer (mig) stærkere end f.eks. Storgårds BBC-indspilninger, der udkommer enkeltvis i disse år? Hvorfor kommer jeg efter al sandsynlighed til at høre dem mere end Andris Nelsons store cyklus med Boston Symphony Orchestre, der kom for få år siden?

Jeg hørte Mäkelä første gang før pandemien, så han må nærmest have været teenager endnu. Det var i en koncertsal i Stockholm. Jeg husker jeg tænkte: ”Kan han virkelig rejse de arkitektoniske buer i Beethovens monumentale 3. Symfoni op, så de står af sig selv?" Det kunne han. Der var absolut intet i opførelsen, der røbede hans unge alder og dermed beskedne rutine.

Siden har Mäkelä indspillet Sibelius samlede symfonier i Oslo – og udtalt, at han finder, at Sibelius symfonier nr. 6 og 7 er det bedste, der er skrevet i det 20. århundrede, hvilket jeg personligt kan være enig med ham i (selvom det ikke er rigtigt). Cyklussen fik meget blandede anmeldelser, som Mäkelä generelt får. Gramophone synes den er fantastisk og The Guardian at den overhovedet ikke dur.

Nu kommer så disse tre centrale værker af Sjostakovitj, symfonierne 4-6, i høj grad også centrale værker i det 20. århundrede som Sibelius

Fortolkningerne har en sær nødvendig, der gør, at jeg føler mig mere tiltrukket af dem, end af de to øvrige, jeg nævnte. Mäkelä vil sige det her, og han vil gerne have, vi hører efter, Storgårds vil gerne vise os Sjostakovitj, og det gør han rigtig pænt og godt, og Nelsons ser tilbage på en svunden tid, han som lette, født 10 år før Sovjetunionen slap taget i Baltikum, har oplevet på sin egen krop, som noget grundlæggende i tilværelsen.

Med Mäkelä sidder man som på nåle, for ikke at gå glip af noget. Han løfter Sjostakovitj ud af historiens tåger og gør ham splintrende moderne igen. Jeg kan ikke huske jeg har oplevet noget så sindsoprivende spændende som Mäkelas fremstilling af det langsomme, for det mest lavmælte, lange afsnit, der følger ovenpå 5. symfonis dramatiske åbning. Opførelsen mister pusten en anelse midt i værket, gennem scherzoen og frem mod værkets langstrakte kulmination, der begynder midt i largoen (3. sats), som til gengæld har den sindsoprivende åndeløshed, vi mødte i begyndelsen. Den alvorlige Symfoni nr. 4 står mere tilgængelig end nogensinde, mere vidtfavnende i Mäkeläs fortolkning. Den kortere 6. symfoni står stærk og mangefacetteret.

Jeg havde mistet Sjostakovitj på min personlige lystavle, alt for mange af de store udsagn om lidelse, afsavn og svigt, lejlighedsvis med enkelte glimt af håb, som hans symfonier består af, kom efter hinanden og ikke ovenpå hinanden, han var blevet todimensionel for mig, men nu har jeg fået ham tilbage. 

Jeg synes det er svært at anmelde højt profilerede indspilninger af de store orkestre i disse år, for de er alle meget, meget gode. Ligesom med fodboldklubber, der kun i begrænset omfang bruger lokale spillere, samler orkestrene via deres med krævende ansættelsesprøver dygtige musikere fra hele verden. 

Oslo Filharmonikerne oplever jeg derfor også som et topklasseorkester i Symfoni nr. 4 på en CD-indspilning, hvor der er andre parametre til stede end liveopførelsen. En fyldig rigt nuanceret klang, en fornemmelse af at orkestret har virkelig gode solister i de enkelte instrumentgrupper. Lidt svagere står orkestret sine steder i 5'eren. Man har hørt bedre opførelser af de krævende, hurtige passager i Sjostakovitjs 5. end det her, og klangen i strygergruppen får lidt sprækker i scherzoen. De dybe strygere spiller tordnende godt i 6'erens finale, der er en overbevisende tour de force med virkelig flot samspil, når slagtøjet sætter ind midt i satsen og trækker sig tilbage igen og giver plads til både sprøde træblæser soli og en finurlig soloviolin, sådan Sjostakovitjsk, hvor man ikke rigtig ved, om han er ironisk eller morsom, om han ler eller græder.  

De kvindelige komponisters indtog

En anden af de store musikalske oplevelser de senere år har lidt bredere perspektiver. Den klassiske musikverden har for alvor forladt sin én-kønnede identitet. Alle orkestre opfører kvindelige komponister som aldrig før, de har kvindelige dirigenter som aldrig før og der er skabt en balance i hvem, man bestiller nyskrevne værker af.

Før i tiden sagde man: "Det står i avisen så må det være rigtigt." I dag hedder det snarere: "Hollywood har lavet en film om det, så må det være rigtigt." Men Hollywood har lavet to (eller flere), Tár og The Conductor.

Følger man BBC Proms i radioen sommeren igennem, ser man det nye vilkår meget tydeligt, der er få koncerter uden, at en kvindelig komponist er repræsenteret. Blandt komponisterne er Farrenc, hvis kammermusik i stigende grad opføres ved siden af Saint-Saëns, den tyske senromantiker Emilie Meyer, Ethel Smyth, som har skrevet flere overvældende gode, stort anlagte værker, som har kunnet høres fra The Proms, den italienske symfoniker Brusa, overbevisende indspillet på Naxos, amerikanske Amy Beach. Man tager sig til hovedet over, at man har kunnet henslæbe et langt liv med klassisk musik i ørene uden at møde dem, før for nylig

Chandos har udsendt to cd’er i en serie med orkesterværker af Ruth Gibbs (1921-99). På den anden af disse ligger foruden Symfoni nr. 3, en obokoncert, og for kort tiden siden udkom en cd med kammermusik af Gipps, hvor oboen har en fremtrædende, for ikke at sige altdominerende rolle.

Den korte Sea Shore Suite for obo og klaver med de tre satstitler Måger, Søanemoner og Blæsende strand, er lige nøjagtig så charmerende, let, men ikke ualvorlig, og intens i sin melodistemme, som andre værker, jeg har hørt af hende. Og tilmed morsom.

På udgivelsen står også to obosonater og flere mindre værker for obo og klaver. Hovedværket må nok siges at være den spændende Trio for obo, klarinet og klaver (1940). De to træblæsere giver klaveret et modspil, der er helt ud over det sædvanlige. Gipps hav-inspiration sætter sig igennem som et lysvæld af den anden verden med det glitrende samspil mellem obo og klarinet.

Cd’en har navn efter en komposition for soloobo, ligeledes fra 1940: The Piper of Dreams. Begrebet Piper (fløjtespiller) har en bred mytologisk implikation på engelsk, ofte med en lokkende eller kaldende kraft. Det har Gipps komposition for soloobo også. Der er mere melodi end filigran. Man går på opdagelse i sin egen drømmeverden.

Juliana Koch, der til daglig er solooboist i London Symphony Orchestra, bevarer et nærvær i sit spil, som gør, at man spidser øren. Hun former fraserne med en imponerende objektivitet, samtidig som hun bevarer en tilbageholdenhed i udtrykket, der gør, at man ved, at der vil være mere, meget mere, at komme efter ved senere genlytninger.