Et essay om poesiens væsen
Af Thorvald Berthelsen
”Læste tilfældigt forleden Peter Stein Larsens anmeldelse af Marianne Larsens seneste digtsamling, Med skyer under fødderne, i Kristeligt Dagblad, og tog mig selv i at sige Amen efter sidste linje:
’Vi
møder i det hele taget altid i Marianne Larsens digte et 'mærkelighedssprog',
der skærper fornemmelsen over for sproget, sansningen og tanken på en måde, der
gør hende til en digter i særklasse. Og så er dette værk tilmed omkring nummer
50 i et forfatterskab, der har markeret sig i dansk litteraturhistorie siden
debuten i 1971. At der endnu ikke er kommet en monografi om Marianne Larsens
digtning, er en bet, som der må rettes op på.’" Sådan skrev jeg og Peter
Stein Larsen for 10 år siden.
Selv om
hun i 2022 modtog Det danske Akademis store pris året efter sit 50 års
jubilæum, er det med skam at melde stadig en alvorlig plet på dansk litteratur
kritik og -videnskabs generalieblad, at monografien over hendes digtning bliver
ved at råbe op med sit gabende hul. Denne artikel er en forkortet udgave af
Thorvald Berthelsens essay af samme navn, skrevet til hans antologi ”Om lyrik”,
der udkom sidste sommer.
For 3 år siden fyldte Marianne Larsen
halvfjerds og og kunne samtidig fejre 50 års jubilæum som digter. I den
anledning udkom både en tilbagebliks antologi på hendes lyriske forfatterskab,
70 digte, Et udvalg og endnu en af de årlige digtsamling, vi efterhånden forventer og ville blive slemt
skuffede hvis udeblev, den morgen jeg
tilfældigvis ikke var et insekt i september.
Det er derfor endnu mere på sin plads at gøre en slags status over hendes
forfatterskab, dets indflydelse og dets modtagelse.
Hendes sprog er
absolut ikke kun logisk anvendelse af ord til at tale(legein) men i den grad
også lallende pludren med hovedvægten på formningen af lyd til ord (lalein).
”Det antikke græske sprog skelner som mange andre sprog mellem at tale og at
snakke. Verbet legein (at tale)beskriver anvendelsen af ordene, mens verbet
lalein (at snakke) beskriver formningen af lyden til ord, selve sprogets lyd..
Ordet som jo helt åbenbart er onomatopoietisk (lydefterlignende) , er så
selvforklarende, at det helt uden nogen nævneværdig forandring er samlet op og
indlemmet i såvel romanske som germanske sprog. Det danske ”lalle” betegner jo
den slags tale som vi forbinder med babyer, tosser og fyldebøtter.”(Magnus
William-Olsson: Poesi/filosofi Filosofi/poesi, Lyrikvännens Lilla Serien 68).
Denne forskel udmøntes af Marianne Larsen i en understegning af, at modsproget
mod magtens konventioner og herskende sprog har sit udspring i at sproget,
ordene udgår fra kroppen, og det er det der gør det brugbart til at rive de
undertrykkende herskende abstraktioner ned og genoplive dets virkelige
kommunikationspotentiale. Som når hun om læberne skriver at de HVER GANG DE
FORMER ORDET ”EJE” gør DET DIAMETRALT MODSATTE AF ETHVERT/KYS. Og det gælder
ikke kun ordene, men også tid, nærvær og kærlighed virkeliggøres på forskellig
vis af kroppen.
II
gadekonkyliesamlere
mindes tid
som sus mod huden
…
XVIII
er sjæle utænkelige
uden mennesker
der går op og ned af
hinanden
og længes efter nærvær
…
LI
danskere får
jævnligt surret
en digital kys- og berøringsfremkalder
fast mellem skulderbladene
kærlighed kan være så ubevidst
Fra Lille dansk
sindsjournal, Borgen 1998
Logik og lal
Magnus William-Olsson behandler i Poesi/filosofi Filosofi/poesi italieneren Giorgio Agambens essaysamling ‘Il fuoco e il raconto’(Ilden og historien) fra 2014. I den skriver Agamben “Den moderne filosofi har forfejlet sin politiske opgave, eftersom den har forrådt sin poetiske, den har ikke vovet at sætte sin berettigelse på spil i forhold til poesien.” I det behandler han poesiens forhold til filosofien gennem deres forholden sig til sprog og sandhed. I forbindelse med Aristoteles’ Om sjælen og Metafysik og deres tænkning over at noget går fra mulighed til handling (fra dynamis til energeia) når han frem til en anden mulighed i det umuliges aktualisering: ”muligheden-af-ikke (sådan oversætter han adynamis) er en indre modstand i muligheden som muliggør at den ikke udtømmer sig i handlingen, men tvinger den tilbage til sig selv, bliver til potentia potentia i kraft af selve umuligheden. Pointen er at muligheden for at blive også rummer en mulighed for ikke at blive. Umuligheden (adynamis) er en mulighed i muligheden. Med den Aristoteles læsning giver han poetikken en chance for at forstå hvorfor digte aldrig udtømmende forstås under læsningen, men altid efter hver læsning på ny fremstår som ulæst og mulig. Men han understreger dog et andet aspekt af sin indsigt:
’Hvad er vel poesien, andet end en operation i sproget som deaktiverer og
mister de kommunikative og informative funktioner for at åbne sproget for en
anden mulig brug.’ Det er her han mener den politiske filosofi burde sætte ind.
Ved den lejlighed kommer hans poetik så til at underordne poesien under et
filosofiens eksklusive krav på sandheden som sit mål (sandheden som
undtagelsestilstand i al viden i alle dens discipliner), i stedet for at poesi
og filosofi gensidigt befrugter hinandens processer gennem netop sprogbrugen
(legein/tale og lalein/snakke-lalle).
Magnus
William-Olsson under- og udbygger disse overvejelser med sine egne
fortolkninger af 2 af Pindars olympiske oder, nr. 2 og nr. 7. Digtere har
ofte fremhævet det som deres særlige
kunst at forme sprogets lyde til logisk tale, fraser og ord, kort sagt udtrykke
sproget i højeste potens med alt hvad
det kan være i modsætning til filosofiens
eksklusive dialektiske sandhedssøgen på alle områder. Pindars 2.
olympiske ode til væddeløbskøreren Theron er ofte blevet fremført som eksempel
på digtekunstens krav på sandheden. Især
den passage hvor Pindar priser de indsigtsfulde, som ikke plaprer støjende hid
og did på alle sprog som ravne, men forstår lyd og logisk tale som Zeus'
hellige fugl ørnen slår ned, præcist:
Men i Pilekoggret
har jeg under Armen endnu
Mangen letbevinget Pil,
Der træffe vil i Sjælen vel dem der har indsigt,
Men for Mængden vil de trænge til en Tolk, men ikkun vis
Er jo den, der af Naturen fik i Meget Indsigt klar;
Men rasende af Snakkelyst er de,
Der med Moie fik lidt Lærdom, og som Ravnene de skriger
Mod Zeus' Ørn. Men sigt nu med Buen, du mit Hjerte![1]
Dette afsnit handler ifølge Magnus William-Olsson ikke om hvordan den
filosofiske dialog aktualiserer den logiske tale.”Ordet sendes afsted så vel
hvæsset, valgt og målrettet, at det træffer lige i plet, der i sandhedens
undtagelsestilstand.” Men en sådan læsning rammer ifølge ham ikke bare ved
siden af. Den misser hele sammenhængen.
Det der står på spil i Pindars billede er ikke, ”hvordan ordet træffer ,
men vores evne til at i-agt-tage sprogets flugtbane og lyd... For Pindar virker
sandheden ikke gennem ordet, men igennem hvordan sproget lyder og bevæger sig.”
Det er sprogets præcision i formgivningen af lyd og alle andre aspekter af sproget det drejer sig
om. Digtet rammer sin susende bane
præcist mod målet, som visheden bueskytten sender sin udvalgte pil eller Zeus'
jærtegns ørn slår ned. Ikke som en sværm ravnes flaksen hid og did eller som et
kogger pile afskudt på må og få uden mål. Jærtegnet tilbyder os og rummer en særlig
guddommelig aktualitet – det varsler hvad der kommer til at ske. Men Pindar
taler ikke om det skæbnen eller guderne har bestemt., men om hvordan jærtegnet
viser sig for de indsigtsfulde, som giver agt på virket, energeia, og ikke bare
målet. ” Måske er det den slags agtpågivenhed Agamben sigter til når han
henviser os til 'det punkt hvor sproget har deaktiveret sine anvendelige
funktioner og overvejer sine muligheder inklusive muligheden for ikke sige noget.”
I billedet er ravnene ikke bare en forvildet flok men også en sværm der er i
stand til at holde ørne væk. Og dermed
fremhæves den levende uforudsigelige uro, som også den tyske digter
Enzensberger fremhæver.
Den poetiske proces' produktive uro
Han understreger denne
uro i sin beskrivelse af poesiens oprørske opgave i kontrast til den
poesifjendske filosof Platon, som mere skarpt indsigtsfuldt end al hidtidig
højre- og venstreorienteret litteraturvidenskab
har givet de herskende advarsler imod: nemlig de ”uoverskuelige
virkninger, uberegnelige for alle, også for digteren, ligesom virkningen af et
sporstof eller en spredning af bittesmå sporer...de [advarslerne3] går
ikke på manifest politisk mening og
indhold , men på kernen i den poetiske proces, der truer med at unddrage sig
vogternes kontrol: dens politiske følger er intetsteds farligere end der hvor
disse slet ikke tjener den poetiske
virken som rettesnor.” Og Enzensberger bruger bevidst digtet Der Radewechsel
, Hjulskiftet af Brecht til at illustrere dette:
Jeg sidder ved
vejkanten.
Chaufføren skifter hjul.
Jeg er ikke gerne der, hvor jeg kommer fra.
Jeg er ikke gerne der, hvor jeg er på vej hen.
Hvorfor betragter jeg hjulskiftet
med utålmodighed?
Han bruger netop
ikke det mere kendte anekdotiske Brecht digt, der reagerer på 1953 opstanden i
Østtyskland:
Die Lösung / Løsningen
Nach dem Aufstand
des 17. Juni
Ließ der Sekretär des Schriftstellerverbands
In der Stalinallee Flugblätter verteilen
Auf denen zu lesen war, daß das Volk
Das Vertrauen der Regierung verscherzt habe
Und es nur durch verdoppelte Arbeit
zurückerobern könne. Wäre es da
Nicht doch einfacher, die Regierung
Löste das Volk auf und
Wählte ein anderes?
Efter oprøret den 17. juni
lod sekretæren for forfatterforeningen
distribuere foldere i Stalinallée
I dem læser vi, at folket
har mistet regeringens tillid,
og det kun er ved at fordoble deres indsats,
de kan genvinde den.
Ville det ikke være
enklere for regeringen
at opløse folket
og vælge et andet?
”Betyder politik at have andel i den
samfundsmæssige forfatning menneskene giver sig selv i historien så har Hjulskiftet
politisk karakter. Men det undsiger samtidig mønstergyldigt at politik kan
bestemme over digtet. Det er dets politiske gehalt.”
For at komme længere ind til det, ”der
forbinder poesi med politik og som skiller poesi fra politik” slutter
Enzensberger sit essay[2]
med at slå tre teser op, fordi denne indsigt ikke kan bevises kun kan opnås med
risikable formodninger og postulater:
1.
Poesi må mere ubestikkelig end
nogensinde stå fast på sin førstefødselsret overfor ethvert herredømme. I de
sidste hundrede år er det kommet mere og mere tydeligt frem i den poetiske
proces, hvad det er der skiller den fra den politiske. Jo større tryk digtet
ser sig udsat for, desto skarpere udtrykker det denne differens. Dets politiske opgave er at modsætte sig enhver politisk opgave og at tale for alle også der
hvor det taler om ingen, om et træ, om en sten, om det der ikke er. Denne
opgave er den sværeste. Ingen er lettere at glemme. Der er ingen til at kræve
én til regnskab; den der forråder den til de herskende interesser bliver
tværtimod belønnet. Men i poesien gælder der ingen formildende omstændigheder.
Digtet der sælger sig selv, det være sig ved en fejltagelse eller af gemenhed,
er dødsdømt. Der bliver ikke givet pardon.
2.
Herredømme berøvet sin mystiske kappe, kan
ikke mere forliges med poesi. Fra da af er hvad der før hed inspiration døbt i
kritikkens navn: kritik bliver til den poetiske proces' produktive uro. I
magtens øjne, der udover sig selv ikke kan anerkende noget αρχη er digtet
anarkisk, utåleligt, fordi magten ikke kan bestemme over det subversivt ved sin
blotte eksistens. Så Længe det bare er tilstede, fører det bevis for at
regeringserklæring og reklameskrig, manifest og transparent lyver. Dets
kritiske arbejde er ikke andet end barnets i eventyret. At kejseren ikke har
noget på, denne indsigt kræver intet 'engagement'. Det er nok at et eneste vers
bryder bifaldets uartikulerede hyl.
3.
Poesi traderer fremtid. Overfor
det for tiden gældende, erindrer den om det selvfølgelige, der ikke er
virkeliggjort. Francis Ponge har bemærket: hans digte er skrevet som på dagen
efter den vellykkede revolution. Det gælder for al poesi. Den er anticipation,
om det så er i tvivlens modus, i undsigelsens, i negeringens . Ikke sådan at
forstå at den taler om fremtiden; men sådan at den taler som om fremtid var
mulig, som lod det sig gøre at tale frit mellem ufri, som var der ikke noget
der hed fremmedgørelse og sprogløshed (da jo sprogløshed ikke kan udtale sig,
fremmedgørelse ikke meddele sig). En
sådan foregribelse ville være en løgn, hvis den ikke samtidig var kritik: og en
sådan kritik føre til afmagt hvis den ikke i samme åndedrag var anticipation.
Så truet, så trang er poesiens vej, og så ringe, ikke større end vores, dog
tydeligere, dens lykke.
I min ungdom syntes jeg at dette var en alt for
upræcis angivelse, der netop ikke bidrog til den rette handlings vejledning i
den poetiske proces, indtil jeg indså at at en urolig sværm kan være det mest
præcise kritiske svar på den herskende
mening og dens undertrykkende sprog.
Den kritik der ligger i den poetiske proces' produktive uro er netop
udpræget tydeligt synliggjort i Marianne Larsens særlige lyriske modsprog.
SKÆR ALLE UVIRKELIGE ORD MIDT OVER TIL DE BLIVER VIRKELIGE
Lige fra hendes
debutsamling Koncentrationer fra 1971 og frem til i dag har hun i sine digte
gjort modstand mod magtens konventioner og sproglige eviggørelse af de
herskende tilstande ved at bryde ordene op og sætte dem sammen på ny. En proces
hun lidt senere beskriver sådan her i Aforismer fra 1976:
EN DELER SIG I TO: SKÅN IKKE DØDSLIVET
SKÆR DET MIDT OVER SKÆR ALLE UVIRKELIGE
ORD MIDT OVER
IND TIL DE BLIVER VIRKELIGE SOM SANDHED
Og ordene skæres op og sættes sammen på
en måde, så de nye ord virker forræderisk normale og genkendelige. Man må
studse og standse op før det går op for én, at det ord vist ikke er set på
dansk før i hendes digt.
Tag f.eks. øjenskin, kælighedssplinten, stemmetilstedevær i følgende digt fra
Koncentrationer:
spændt med søvnen i
sig
øjenskin støder mod svævende flor
måske de klareste skyer var dalet
og havde spist et stykke beboeligt jord
netop her
og dog vist haft sin
yderste retning
mod jorden i kælighedssplinten
se stedet det øjnene rettes imod
og drager ind som lys
vokser ladet med grænseløsheden
og vingede dybeste farver
og til at se i
selvvalgte tegn
så fyldte som mindste og største dele
i stedet
det lyser at føre sig der iklædt afsnit
og afsnit og vejret
synger mærkelig
stemmestilstedevær
ejer søvnen
spændt som en bue mod natten
Og samtidig viser
hun også allerede her at hun i sit modsprog allerede mestre den uventede
flerledede ordkonstruktion der uden at spille på kontraster eller paradoksale
sammensætninger på en snigende skæv måde fornyer rummet i digtet: lys/vokser
ladet med grænseløsheden/og vingede
dybeste farver.
Ordrummets ekspansion indad og udad
Rummet ordene skaber
er samtidig også et sted hvor det indre, nære og ydre, omverdenen mødes, som i
slutningen af digtet Lige her omkring om
køer og andre steder der indskrænker sproget til talord. De skæve
forskydninger, forhærdede undskyldende
smil, er der stadig, men rummets ekspansion indad og udad er beskrevet
abstrakt:
Livet her
vi er nødt til at være ved det
og alle de forhærdede undskyldende smil
fordi det ikke er anderledes
det kan blive anderledes
navnene på vores evner kan blive anderledes
og navnene på vores følelser kan komme til at gælde
og ordene så langt som de rækker
vi har livet her
det er enormt
nært
og verdensomspændende
(Opgørelse følger, 1978)
Rummet skyder senere
ud i alle mulige og umulige retninger og bliver undervejs et håbefuldt
fællesrum. Det breder sig svimlende fuldt ud i over- og underjordiske
forgreninger og rødder, både hvad proces og rumfylde angår. Beskrivelsen bliver
mere konkret men også indirekte ved at lægge vægten på det uudsagte og fraværet
af noget. Ved samme lejlighed rulles døden trodsigt tilbage som offer for en
græsplæne:
Gik og kiggede ned i verden
og så en af dens
spirer helt
gennemsigtig for fødderne af mig
registrerede
kortvarigt døden
falde grøn om inden i den
kæresteparret der
kom forbi
bemærkede det også
forstod jeg på deres
indforståede nik
til mig og hinanden
(Sviml ud 2018)
Modsprogets proces – udfylde hullet i sproget hvor ordet eje
før stod
Selvom debutsamlingen
Koncentrationer udkommer midt i den af Hans-Jørgen Nielsen anførte kultur- og
modernismegenerationsdebat om afskaffelse af metaforer, attituderelativisme og
tomheden der også er åbenheden, så lægger Marianne Larsen fra starten en anden
synsvinkel, der fokuserer på glædens og tidens dynamik:
metaforen bruges
endnu kun fordi den gør glad
som en vanding i ørkenen
sammenligningen bruges
fordi den beruser
langs billeder i
billedforstand
skal jeg tømmes for indhold
placeret i fart
I bogen Modsprogets
proces fra 1982 ser Erik Skyum-Nielsen ligefrem en ændring i Marianne Larsens
forfatterskab i slutningen af 1970’erne i samlingerne Det kunne være nu (1979)
og Hinandens kræfter (1980), hvor hun koncentrer sig om en ny modstandsform, hvor billederne er
udadrettede og også både mere skrøbelig
og mere bestandige, samtidig med at håbet ikke udskydes til fremtiden men
vokser i nuet. ”Bøgerne gentager den karakteristiske treledede bevægelse fra
tidligere: fra magt over afmagt til modstand, fra realitet over erkendelse og
vage drømme til erkendelse af utopiens mulighed; men det er som om Marianne
Larsen nu har indset at det ikke er derhenne, ude i fremtiden at oprøret
begynder, men altid lige her og nu, i en livsvigtig revolterende følsomhed, der
uset men sikkert gør store ømme erobringer:”[3]
vi ser på hinanden
holder om hinanden
for at komme på en stærk følelse
et nyt udbrud
af velvære
til at udfylde hullet i sproget
hvor ordet eje før stod
(Hinandens kræfter, s. 109)
I Modsprogets proces
peger Skyum-Nielsen på, at der til stadighed er en afstand mellem vores
faktiske sproglige kapacitet her og nu og vores selvforståelse som sprogbruger,
og for at aktualisere og måske formindske afstanden nedbryder digterne ofte
demonstrativt sproget ved at sabotere syntaks og stil, og gennembryde genrerne.
Han definerer i forlængelse heraf modsprogets proces:
”Den sprogbevidste
eksperimenterende litteratur får i kraft af denne bevidstgørende bestræbelse
karakter af modstand og modsigelse. Af modsprog. Men siden det litterære
kunstværk først og sidst betjener sig af det fælles: dagligsproget, og dermed
forankres i vores ganske vist modsætningsfyldte, men dog fælles historie, kan
kunsten ikke uden videre give sig til at tale et ’andet’ sprog, men er henvist
til at artikulere sit menneskelige alternativ igennem sin specifikke formning
af det fælles, altså igennem selve det kunstneriske arbejde. Kunsten bliver
modsprog, ikke i kraft af digternes anderledeshed, men i kraft af den æstetiske
proces.”
Savnsprogets stemmer
Det er også en helt
speciel udgave af modsprog, som hun i digtene bruger til at kortslutte floskler
snusfornuft og ideologiske meninger og gøre oprør mod den herskende almindelige
mening og dens politiske landskab der hele tiden munder ud i den logisk nødvendige
politik.
du forsvinder i en tilværelse af høje siv
jeg er et barn der ikke kan skimte en hånd for sig
i knitrende gylden uvejsomhed
sporene efter vores forsvindingsnummer
er en zigzaggende bølge i tiden
fyldt med stemmer
der taler om at rejse
på savnsprog
om at være
synlige der kan se
på arrene i forbipasserendes tindinger
at nogen har banket huden tynd der
den 30. juni
Fra MEMORABILIA,
Borgen 2001.
Her er det savnsproget, som udgør modsproget og gør
os og arrene synlige. Arene er mærkerne efter noget der ikke længere er der.
Det fraværende som håndgribeligt sanseligt nærvær, manifesteret i en
zigzaggende tidssbølges stemmer der taler savnsprog om at rejse. Modsproget er
en kinesisk æske af det ene fravær efter det andet, som hele tiden tvinger
læseren/tilhøreren forfra og videre Logikken selv kan i hendes digte svigagtigt
punktere tilvante elitære hierarkiske tankegange som i
Åben terning
Drømmens længde
holder
aldrig op skyd dens
fortrop ned
det vil altid kun betyde
tilsynekomsten
af dens enorme bagtrop
(Billedtekster, 1974)
ØJNENE KAN IKKE LEVE ISOLERET FRA ANDRES
Marianne Larsen har
også skrevet poetiske aforismer (Aforismer,Edition After Hand, 1976) der for
nogles vedkommende også er inspireret af 60er digternes opdagelse af haiku og
anvendelse af deres usymbolske billeder og drejningen fra en associationskæde til
en anden i digtet.
Samtidig er de dybt
optaget af modsprogets muligheder i en nøddeskal. Aforismer indledes med:
I KULDEN
HJÆLPER DET AT KALDE PÅ VARMEN
ELLER SKRIVE DENS NAVN I ISEN
JA JA
Og samlingen slutter
med denne kropslige revitalisering af drømme og sprog:
SKYER LAD MIG BRUGE
JER SOM HUD
ET SEKUND
MIT SKELET OG KØD DØJER
MED AT BÆRE FLERE INDUSTRIELLE
KULDEGYSNINGER
Den har et
gennemgående tema som i overensstemmelse med 70’ernes kapitalisme kritiske
digtning bedst kan beskrives med 2 digte der står lige over for hinanden i
starten af bogen:
|
KORREKT OPFØRSEL
|
|
HVAD GØR DINE LÆBER
HVER GANG DE FORMER ORDET ”EJE”:
DET DIAMETRALT MODSATTE AF ETHVERT
KYS
Her er bevægelsen i
digtet fra den abstrakte, logisk objektive og samtidig distancerede
fremmedgjorte konstatering af hvad læberne gør når de siger eje. Nemlig trækkes
stramt ud til en streg, til den konkrete sammensmeltning af handling og ord til
modstand i det afsluttende kys, der samtidig former læberne til en blød
runding. Og det samtidig den drejning fra det abstrakt beskrivende til konkret
sammensmeltning af ord og handling der forvandler digtet til aktivt modsprog.
Her formuleret i det særlige særlige hans-jørgen nielsenske haiku formsprog,
der bl.a. bygger på modernistiske lyriks sprængte syntaks og strofer på 2
linjer gange 2. Det samme drejningsgreb gør sig gældende i følgende digt fra
samlingen, som tilsyneladende forbliver i det abstrakt logiske distancerede
sprog hele vejen igennem:
EN DELER SIG I TO:
SKÅN IKKE DØDSLIVET
SKÆR DET MIDT OVER SKÆR ALLE UVIRKELIGE
ORD MIDT OVER
IND TIL DE BLIVER VIRKELIGE SOM SANDHED
Den konkrete
sammensmeltning af ord og handling til modsprog bliver først implicit
gennemført og drejet over i en adskillelse af død og liv, når man i fantasien
gennemfører overskæringen af uvirkelige ord som her dødslivet. Det er denne
sammensmeltning af ord og handling, bevidsthed og krop i digtets modsprog der
samtidig udvider det til en fortælling om drømmens og bevidsthedens isolerede
jegs udvidelse til at omfatte du og fællesskab:
SØVNENS FARVE
DET KOMMER AN PÅ
HVEM DER SER PÅ DIG
Og
MENNESKETS
BEVIDSTHED ER MÅSKE IKKE
FUNDAMENTAL SOCIAL
MEN MENNESKEKROPPEN ER
HUDEN ER SOCIAL
ØJNENE KAN IKKE LEVE ISOLERET FRA
ANDRES
RET LÆNGE AD GANGEN
Ja huden sanses ikke
rigtigt uden berøring og øjnenes kropslige funktion fuldbyrdes ikke før der er
andres ikke bare at se på men også ind i.
At skrive digte – opfange forandringer og samtidig virke
forandrende – sprogets virkelige utopi
Helt fra begyndelsen
skriver hun sine digte ud fra et opgør med sprogets overfladiskhed og
forfladigelse af virkeligheden og dets magt konserverende funktion, der
modvirker forandringer. ”At skrive digte. En måde at bevæge sig i nutiden på. Forsøg på at
orientere sig i virkeligheden gennem sprogets drøm om klarhed og mangfoldighed.
Forsøg på at opfange forandringer og samtidig virke forandrende. En slags
sprogets utopi.”[4]
Hun er klart en del
af bevidstgørelsen om den politiske undertrykkende ulighed og
mandschauvinistiske undertrykkelse af kvinden som tager kraftigt til i 70erne.
Hun bidrager til forandringen gennem konstant at undersøge omverdenen og sin
egen tilbagevendende motivkreds ”ved at involvere dem i ætsende sproglige
processer… Processen, arbejdet med udsagnets muligheder bliver uvilkårligt
afgørende. Sådanne forfatterholdninger er sjældne. Det bliver så læserens
arbejde at finde frem til at efterprøve og tilegne sig denne refleksion og
benytte sig af de muligheder det
sproglige arbejde åbner for.”[5]
”Sprogets utopi vil sige at sprogliggøre (itale eller itankesætte) det utopiske
eller altså give det utopiske navn. ’Tingene’ har så at sige først egentlig
’realitet’ for mennesket, når de er sat i sprog, altså be-tegnet, fordi det så
i en eller anden forstand er be-grebet.
Det det gælder om er, at sprænge magtens sprog, der formaliserer, fikserer og
reducerer, altså disciplinerer og forkrøbler.”[6]
Poetikken går på den
ene side ud på at blotlægge magtens vidt forgrenede veje og på den anden side
at vise de ligeså logisk nødvendige og forskellige muligheder for at ophæve
den.
Karakteristisk nok
fanges denne dynamik i Marianne Larsens spørgende anskueliggørelse af den i
sproglig omdannelse af velkendte tillægsord som uforudsigelig til udsagnsord,
der ændrer den begrænsende betydning til en voksende organisk livudfoldelse ud
fra vort indre kompas:
øjeblikke
og det der uforudsiger
dem
vores bløde
indre
solure
(Direkte, 1984)
Denne modbevægelse
er liv der også udspringer af at sproget udgår fra kroppen og at ordene er en
del af nedbryder det dig. De slipper ikke op men ”fortsætter ud over de grænser
din frygt sætter; men også ud over grænsen for dine drømme… ordene giver ikke
op; der er i dig, du kan ikke standse dem, ingen kan standse dem; de kæmper
videre.”[7]
Selve den sproglige
fornyelse kan også bare være udskiftningen af et ord vi er så indgroet vant til
at forvente i en given sammenhæng med et andet måske dets modsætning som her
hvor hun erstatter ud med ind med det resultat at digtets rum bliver levende og
spændstigt vibrerende af en helt ny stilhed:
forseglede engle
kaldes
unge der ser ind i luften
den 27. februar
(Memorabilia, 2001)
Disse overrumplende
småændringer af forventede fraser gør digtenes sprog til et levende modsprog,
der ikke bare nedbryder herskende og undertrykkende konventioner og
forestillinger men også åbner sproget i nye indre og ydre menneskelige rum. I
digtsamlingen Bag maskerne skriver hun at digtet er som liv og alt, enhed og
helhed, det er et åndedrag, der er en del af naturen og universet. Denne
tilspidsning af virkeligheden gennem digtets syrebad for ordene, der genforener
dem med liv og kærlighed, er bevæggrunden for at de og vi kan vinde i kampen om
eksistensen.
Digtet er fyldt med
modsætninger og deres dynamik i forhold til hinanden. Men det er samtidig selv
et modsprog en kontrast til de dominerende forfladigede meninger og deres
undertrykkende sprog, en kontrast der
skærper sansen for virkeligheden og for dens iboende alternative muligheder.[8]
Netværk, jeg undgik at blive fanget i. Den morgen jeg
tilfældigvis ikke var et insekt i september.
Gennem hele sit digteriske
virke har hun fortsat eksperimenteret og i samling efter samling fornyet
formvariationerne. Ikke i en glidende fremadrettet udvikling – men i spring og med
svinkeærinder. Hele tiden dog med deres demonstrative tilsyneladende legende og
ubesværede væren i verden, som vidner om at digte er noget hun gør midt i
tiden. Det er ikke nogen enkel sag. Det kræver evne for det overvirkelige,
surreelle og for fornyelse. Den har hun til overmål. Hun er stadig i en rivende
udvikling fra abstraktioner over konkrete håndgribelige barndoms- og
naturoplevelsers udvidelse af sproget, os og verden. Og især vores forhold til
hinanden gennem stadig større ordsammenhænges opbrud og ny sammensætning i
hendes frem for alt nærværende tekster, hvor ikke blot vi ser men også det sete
ser os og indvikler os i verden på ny:
En salamander glimter ud af
øjnene
ud af hud og øglefortid
og et tyndt lag væde på rygkammen.
Glimter mig til sig fra et vandhuls bred.
Inden jeg med et svirp i
græsset
er ude af syne igen.
(VIDNE, den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september,2022)
En verden vi netop ikke kun er
et vidne til men en aktiv og ændrende del af lige som alt andet der skabes:
Dugdråberne der optrådte på
line i skoven af spindelvæv.
En af dem var mere gennemsigtig end de andre.
Ved mit mindste pust svajede de
alle i hver deres netværk,
jeg tilfældigvis selv undgik at blive fanget i.
Den morgen jeg tilfældigvis
ikke var et insekt i september.
(NETWORKING, den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september,2022)
[1]Pindars olympiske Oder, Overs. M. Roising, Herlufsholms Årsskrift for
skoleåret 1861-62, s. 13-14
[2]Hans magnus enzensberger: poesi og politik, Babette, 1986.
[3]Erik Skyum-Nielsen: Modsprogets proces, Arena, 1982, s. 311
[4]Marianne Larsen, I skal ikke være bange for ordene i Når kvinder skriver, Tiderne skifter 1985
[5]Per Højholt i Chancen nr. 5, Gyldendal 1980, s. 68
[6]Finn Barlby, På sporet af…skrøbeligheden i Plys 5, 1991.
[7]Marianne Larsen, Fællessprog, Swing 1975.
[8]Se Finn Barlby, På sporet af…skrøbeligheden i Plys 5, 1991, s.112.