Mine sår kan tusinde sprog

Ny kurdisk lyrik
Ved Thorvald Bertelsen Alan Pary og Dara Kurdo
Det poetiske Bureaus forlag 2023. 584 s. Pris: kr. 250

Af Egon Clausen
Her kommer en anbefaling af en bog, som jeg kun har læst halvdelen af, skrevet af forfattere, som jeg ikke kender, og som handler om et land, der ikke findes. Mange af dens tekster er endvidere trykt uden brug af latinske bogstaver, så dem kan jeg ikke læse. På trods heraf vil jeg varmt anbefale bogen, som er en antologi med kurdisk lyrik fra 1970erne til i dag.

Den præsenterer 49 kurdiske lyrikere, med digte der er oversat til dansk og præsenteret på den måde, at originalteksterne står på venstresider, mens de oversatte digte står til højre. Disse oversættelser udgør således halvdelen af bogen, og det er dem, jeg har læst. Hvad kurderne angår er de et folkeslag som stormagterne for hundrede år lovede en selvstændig stat, men de blev svigtet, og i dag lever de ca 30 millioner kurdere som forfulgte mindretal i Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran. Deres triste historie har skabt megen bitterhed. ”Mine sår kan tusinde sprog” står der et sted. Et andet digt, af Xunava Ayoub, taler ligefrem om ”Dolken i vores ryg, der bliver plantet af hele verden, af de samme hænder der stemmer for at legitimere, at vi bliver slagtet i ulvenes førende organisation: De forenede Nationer.”

Med sådan en baggrund kan det ikke undre, at kurdernes poesi er fyldt med bitre ord om kampe og nederlag, om flugt og angst, om undertrykkelse og sorg. ”Magt og vold er brødre,”.hedder det et sted, og vi får at vide, at træerne er syge. Gaderne græder. Engene er deprimerede. Månen har selvmordstanker og Gud er trist og ensom. Det samme er kurderne. De har ingen venner. ”Kun bjergene er kurdernes venner”.

Alt er dog ikke tristhed. Antologien har således bidrag fra kvindelige kurdiske lyrikere, der tilfører samlingen et livgivende element af erotik, der er beskrevet i et sprog som giver plads til såvel det fysiske begær som til længslen efter at forenes med sin elskede, hvis navn ingen må nævne, men som er Kurdistan. Et eksempel herpå finder man i et digt af Hero Kurda: ”På det varme havs bredder/ står jeg/ Mine hæle kysser din kyst/ Jeg løfter op i kjolen til knæene/ En bølge/ kaster din perle op i mig/ Ræk hånden frem/ Du vokser i mig/ Sluk lyset/ Vi bliver tre.”

En anden kvindelig digter er Lazo Azad, der skriver: ”Jeg er den vilde pige i poesiens verden … Åh, gud! Hvor er det smukt at være pige. Hvor er det frydefuldt at være kvinde.” Alt er således ikke krig og kamp. En digter ved navn Dilawar Karadaghi skriver meget, meget smukt om naturen, som vi skal værne om, og om haverne, som vi skal passe på. ”At tale med træer og blomster. Det er at tale med Gud,” og ”Gud våger over os. Han ser os, og han elsker os.”

Bogen med Ny kurdisk lyrik er udgivet af Det poetiske Bueraus forlag. Den er redigeret af Alan Pary, Dara Kurdo og Thorvald Bertelsen. Sidstnævnte har også oversat de fleste af digtene. Det er en imponerende bedrift som har været fem år undervejs, og som ikke blot bør glæde kurderne, men som også beriger dansk litteratur med et udblik og et sprog som vi alle kan have gavn og glæde af.