Gennem livet i dødsdromen

Leif Ahm: ”Manegen rundt. Øjeblikke i dødsdromen”, 2023, Forfatterforlaget Attika, 125 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

”Til Hanne” står der på titelbladet, og sådan er det, selvom bogen handler om Leif. Man forstår nemlig, at Hanne har stået bag Leif Ahm gennem hele hans journalistiske karriere og en stor del af hans pensionisttilværelse. Nu er det Leif Ahm, der opsøger Hanne ved hendes grav og i sin digtsamling beskriver sit liv, både før og efter mødet med hende.

”Jeg kører ud til

kirkegården hver dag

og bliver siddende

på en klapstol

foran graven

en lille times tid.

Når jeg sidder der,

føler jeg på sæt og vis,

at jeg deler tanker 

med Hanne.

En sær følelse

af samhørighed

fylder mig.

Jeg kan ikke se hende,

men føler klart

hendes sjæl i luften over

og omkring gravstedet.

Sammen udveksler vi minder

om gode øjeblikke

i de 60 år

vi har haft sammen.

Om oplevelser og 

stille stunder,

men ikke om de frygtelige

sidste dage,

før Hanne gik bort

og alt blev forbi.” (s. 111f.)

Dette og de øvrige afsluttende digte kaster et skær tilbage på de andre digte i bogen; digte, der er præget af taknemmelighed.

Ahm har et langt liv som journalist bag sig. Gennem mange år var han tilknyttet Politiken, og digtene rummer en del namedropping, fordi der er mange, som har haft indflydelse på ham, og hvis indflydelse han er taknemmelig over.

Taknemmeligheden rækker dog endnu længere tilbage, til barndommen i Thy. Ganske vist er der ingen grund til at takke for faderens tidlige død, der naturligvis satte sit præg på den unge Leif, men erindringen om strandturene med moderen får fingrene til at danse lystigt over tastaturet i en beskrivelse af mange årtier gamle sansninger.

Jan Stage og hans morfar

Selvom faderens tidlige død var tragisk, kunne det også gå skidt for andre:

”Den aften, Jan Stages morfars

automobilforretning

og værksted på Frederikstorv

i Thisted

blev sprængt i luften,

slukkede min mor

lyset i stuerne

og rullede mørklægningsgardinet op,

så vi kunne stå ved vinduet

og ubemærket se flammerne

slikke op gennem

det bortsprængte tag

på bygningen

overfor huset,

hvor vi boede.” (s. 20).

Var morfaderens samarbejde med nazisterne medvirkende til, at Jan Stage som voksen blev en frygtløs krigskorrespondent, der dokumenterede umenneskelige regimers overgreb på uskyldige? Ifølge Ahm var det tilfældet. Digtet slutter…

”Jan slap med skrækken.

og sonede sin morfars skyld

som ham, der slog på tromme

på krigsskuepladserne

over hele verden

resten af sit korte liv.” (s. 25).

Det var ikke det stof, Jan Stage beskæftigede sig med, som Leif Ahm skrev om. Som yngling tilbød han sig som sommervikar på Politiken og skrev om alt fra sprøjtegifte over fjernsynsanmeldelser til travbanecauserier. Siden blev han kulturjournalist, hvilket for en tid skaffede ham en ansættelse hos Nordisk Ministerråds Nordiska Ämbetsmannakommittén för Regional Politik som den, der skulle gøre tanken om en kommende Øresundsbro attraktiv for politikerne.

Sideløbende hermed var Ahm blevet familiefar, og igen titter Hanne frem bag digtenes kulisser som den, der fik det hele til at hænge sammen.

Taknemmelige tilbageblik

Således er ”Manegen rundt. Øjeblikke i dødsdromen” fuld af taknemmelige tilbageblik fra en gammel mand, der fornemmer, at løbet i livsdromen er ved at rinde ud. En svanesang, der giver udtryk for, at de bånd, der knyttes i livet, ikke kappes helt af døden. Ahm sidder jo netop ved sin afdøde kones grav og føler en forbundethed med hende. Derfor slutter samlingen også med, at han ikke blot tænder ét men to allehelgenslys på graven.