Pär Lagerkvist: ”Dværgen”, 1944, Dansklærerforeningen 2000. Klassikerlæsning.
Af Egil Hvid-Olsen.
Hovedpersonen i Pär Lagerkvists roman fra 1944 er selve den navnløse dværg, der har givet bogen dens titel. Der er ikke tale om en dværg i gængs forstand, men derimod om en repræsentant for en menneskelignende art, der dog har en langt mindre vækst og et mere dyrisk udseende. Man fornemmer, at dværgene er ondsindede, men netop denne dværg er så led, at han ikke alene nærer mistro til mennesker, men også skaffer sig af med sine artsfæller. På trods af sit usympatiske væsen fungerer han som fyrstens nærmeste tjener, der på ethvert vink fra sin herre udfører de handlinger, denne ønsker virkeliggjort. Til tider er det handlinger, der ikke tåler dagens lys, og dog har dværgen sin daglige gang ved hoffet, hvor han lever som et slags nødvendigt onde, som ingen tilsyneladende forholder sig til. Man fornemmer, at han måske slet ikke er en virkelig person, men en side af fyrstens personlighed – hans drifter, det ubevidste, id’et.
Dværgen næres af død og ødelæggelse. Han raser over, at fyrsten ikke vil lade ham deltage på slagmarken, og har stor tiltro til sin egen krigskunst. Dog synes hans påvirkning af fyrsten at føre langt større blodsudgydelse med sig, end hvad han selv ville have kunnet levere med sit lille stiksværd. Når fjenden lider nederlag, jubler han, og når hans egne må trække sig, raser han.
Der findes ingen forståelse for andres lidelse hos dværgen, som hidser sig op over, at landbefolkningen flygter fra fjenden ind i regensstaden, hvor de sulter, tørster og i sidste ende dør på gaderne: ”De er magre og gør unægtelig et ganske udsultet indtryk. Jeg siger det ikke fordi jeg har nogen sympati for disse mennesker. Jeg deler bybefolkningens uvilje imod dem. De er sløve som alle bønder, og det meste af tiden sidder de bare og glor. De omgås ingen, men har delt sig i grupper efter de landsbyer, de kommer fra, og holder så godt som altid til i deres snavsede lejr, den lille stump af torvet hvor de har deres gamle pjalter liggende og som de synes at betragte som en slags hjem.” (s. 142f.).
Får dværgen en chance for at kile mistro og had ind i fyrstens sind, gør han det, ligesom han glæder sig, når mistroen og hadet fører død med sig. Han holder sig ikke tilbage fra at skade børn og ækles ved kærlighed. Hele hans sind består af afsky, had, blodtørst og en naturlig tilbøjelighed til at smede rænker. Således er dværgen en af verdenslitteraturens mest gennemført usympatiske karakterer.
En machiavellisk figur i nazismens skygge
Det er værd at bemærke, at ”Dværgen” er skrevet i 1944. Skønt handlingen udspiller sig i Italien, i en tid, der snildt kunne være Machiavellis, var det under 2. verdenskrig, at Pär Lagerkvist arbejdede på romanen, og skønt der bestemt er noget machiavellisk over dværgen og hans fyrste, synes hele bogen at være en analogi til den på Lagerkvists tid frygteligt aktuelle nazistiske ideologi. Gamle filmklip viser Hitler som en lige så aggressiv figur som dværgen, i hvert fald når han holdt sine taler. Men at gøre Hitler til et umenneske ville være forkert, fordi man dermed ville fratage ham ansvaret for sine handlinger. Hitler var et menneske, der traf nogle beslutninger, der blev skæbnesvangre for forfærdelig mange andre. Han var ikke et uhyre. Men som alle andre mennesker kunne han lade sig friste af det onde, af sin indre dværg, drifterne, det ubevidste, id’et. Som hos dværgen var hadet en af de centrale drivkræfter hos Hitler, der ville hævne forsmædelsen fra Versaillesfreden. Undervejs mistede han enhver etisk fornemmelse, sådan som det også er tilfældet med dværgen.
Korte, men vægtige værker
Pär Lagerkvist skrev korte værker. Med sine 190 sider er ”Dværgen” en af hans længste. Men hans bøgers indhold var vægtigt. Derfor modtog Lagerkvist i 1951 Nobelprisen i litteratur. Når man læser ”Dværgen” er det tydeligt, at selvom der ikke raser en verdenskrig for tiden, er romanen alligevel skræmmende aktuel. Fristelsen til at lade sig styre af magtbegær og ondskab springer ingen generation over.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar