søndag den 8. marts 2020

En lang sammenhængende udfoldelse af bogens første sætning

MÆLKEMANDEN
af Anna Burns
Oversat af Sara Koch
Forlaget Palomar
366 sider


Af Jes Nysten

“Den dag Somebody McSomebody satte en pistol mod mit bryst og kaldte mig en tøs og truede med at skyde mig, var samme dag som mælkemanden døde”. Sådan begynder denne originale, udfordrende og dybt fascinerende fortælling. Et sådan anslag fanger, og man må nødvendigvis komme til bunds i det drama, der åbnes op for med en sådan begyndelse.

Bogens 360 sider er en lang sammenhængende udfoldelse af denne første sætning. Den der fortæller er en 18 årig pige, hvis navn vi aldrig får fortalt. Ja, ingen af de personer, der befolker hendes fortælling er navngivne. Det er der en god grund til. Hendes fortælling er et langt udmattende forsøg på at holde en hverdag, et liv, en påtrængende og voldelig virkelighed på afstand. Få så meget greb om den, at hun bliver i stand til at leve - leve midt i fortrædelighederne - uden at gå i stykker. Derfor må hun hele tiden omtolke og iscenesætte det, der sker omkring hende, i en egensindig skarpt tilskåret fortælling, som hun føler, hun har fuld kontrol over.
En slags Damage Control!

En bog med i byen
Ofte når hun vover sig ud i byen, har hun en bog med, som hun går og læser i. Tosset synes alle andre, men for hende er det klart nok: bøgerne udfolder det virkelige liv, mens livet omkring hende er et dybt depraveret og livløst ikke-liv. Det er naturligvis bøger fra den gang - før tingene faldt fra hinanden - helt tilbage fra Canterbury fortællingerne, over Ivanhoe til Joseph Conrad og mange flere. Ja, hun læser disse bøger som godnathistorier for sine små søstre for at ruste dem til det liv, der også en dag bliver deres.

Der er således ingen placerbare navne eller steder i hendes fortælling, men det vrimler med selvopfundne navne: hun kalder sig selv “mellem-søster” (klart nok), hun har en “næsten-kæreste”, hun jogger sammen med “svoger nummer tre”, der er en dramatisk historie om “pillepigen”. Hun har trods alt en “Ældste veninde”, og så er der jo de afgørende to “Mælkemanden” og “Somebody McSomebody”.

Stedet hvor hun befinder sig er ligeså “fiktivt”. Hun bor i et kvarter, hvor der kun bor “hendes egne”. Der er en skarpt optrukket zone til det andet kvarter, hvor “de andre” bor. Man blander sig ikke. Zonen er en egentlig “krigs-zone”, dem i det andet kvarter er veritable fjender, der også har en helt anden religion, de dyrker!  Det vrimler på begge sider med selvbestaltede bevæbnede grupper, der har opkastet sig til “ordenshåndhævere”, hvilket blot betyder vilkårlighed og primitiv terrorisering af dem fra det andet kvarter.

Nordirland i 70’erne.
For os læsere er det tydeligt nok, at vi befinder os i Nordirland i 70’erne. Forfatteren er født i Belfast og er således selv vokset op i dette helvede. Hun forstår virkelig at fremmane denne syge, ja dødelige atmosfære, der hængte over dette sted på denne tid. Men afgørende er at hun formål gennem denne 18 årige piges kaotiske men også heroiske fortælling at folde historien ud til mere end “en historie om de forfærdelige ting den gang”. Genkendelig og aktuel er den.

For denne pige taler irriterende vedholdende men også sarkastisk afvæbnende om dumhed, fornedrelse, om fjendebilleder og primitiv magtudøvelse. Ganske genkendeligt for os alle bag den ydre ramme. Vi tyer også nu og da til “opbyggelige bøger”, når dagligdagen tager form af parodi eller mareridt.

Men denne piges stemme er først og fremmest et uhyre stærkt og troværdigt vidnesbyrd om en ung kvindes fornedrede liv i et sygt mandsdomineret samfund, hvor afstumpet magt trumfer alt, hvor hun blot er et objekt, der skal makke ret, og hvor hendes eneste “beskyttelse” er flugt ind i det indre landskab. Genkendeligt?

Dog er bogen sidste sætning ikke helt uden lys. Hun skal ud og løbe med svoger, og så slutter bogen “Da vi landede på fortovet på vej mod parkerne, pustede jeg lyset ud af kroppen igen, og et kort øjeblik, bare et øjeblik, lo jeg næsten”.

Anna Burns har skrevet en krævende bog. En sproglig tour de force, som formidles i en fornem oversættelse af Sara Koch (det har ikke været en nem opgave). Men det er også en klog og ærlig bog. Denne 18 årige “mellem-søster” glemmer man ikke så nemt! Anna Burns fik fuldt fortjent Man Booker Prisen i 2018 for bogen.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar