Jagten på den langtidsholdbare kærlighed

"Selvom Ditlev anser sig selv for at være en lidt genert mand, har han dog et pænt bagkatalog af tidligere erobringer, som han gennemgår for sig selv og læseren i takt med, at han føjer nye til."

Mikael Strøm Eriksen: ”Skal vi knalde, mens vi venter?”

Forlaget Adi og Lama 2019, 207 sider, 199,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

For nogle år siden læste jeg Mikael Strøm Eriksens fine og afdæmpede novellesamling ”Mig og Johan Olsen” (2013), men da jeg for nylig stod med hans ”Skal vi knalde, mens vi venter?”, var min første indskydelse, at den da godt nok så plat ud. En velformet og let sommerpåklædt kvindekrop fra brysterne og ned til lige over knæene pryder forsiden. Et skilt med påskriften ”Chick lit” er placeret i øverste højre hjørne, men størstedelen af ordet ”Chick” er krydset ud og erstattet af et håndskrevet ”Dick”.

Dog er der mening i galskaben. For så vidt er bogen et mændenes svar på kvindernes Chick lit i kraft af sin letlæste og ganske underholdende fortælling, og for så vidt fylder sex og overvejelser om samme en stor del af romanens sider. Men ”Skal vi knalde, mens vi venter?” har mere end det at byde på. Der er ikke tale om verdenslitteratur, men alvoren og eftertanken er tilstede i Strøm Eriksens belysning af et emne, som de fleste – både mænd og kvinder – beskæftiger sig med, men som sjældent drøftes, nemlig forholdet mellem sex og kærlighed.

Om at turde satse på det uperfekte

I startnullerne skrider Helena fra 33-årige Ditlev uden nogen som helst forklaring. Af gode grunde fatter han ikke, hvad der sker, og han er for stolt og såret til at kontakte hende og bede om en forklaring. I en ynkelig hævnagt brænder han Helenas skattede træbuddhafigur i håndvasken. I flere måneder går han og slikker sine sår, men overbeviser til sidst sig selv om, at der også er fordele ved at være fri på markedet. Nu gælder det bare om at få noget sex, indtil den eneste ene måske en dag dukker op.

Selvom Ditlev anser sig selv for at være en lidt genert mand, har han dog et pænt bagkatalog af tidligere erobringer, som han gennemgår for sig selv og læseren i takt med, at han føjer nye til. Skønt der er mange beretninger om diverse samlejer, stopper Ditlev/Strøm Eriksen sine beskrivelser, inden de tager form af erotik eller porno. Når det kommer til stykket, er det nemlig ikke selve akten, der er vigtig i denne sammenhæng. Det er snarere menneskers behov for intimitet, for berøring og i sidste ende for kærlighed.

Selvom Ditlev sagtens kan nyde uforpligtende sex, kan han dog ikke helt slippe Helena. Skønt han gør, hvad han kan for at glemme hende, rumsterer savnet alligevel et sted i underbevidstheden. Han er sig bevidst, at hun er en kvinde, der vil bestemme det meste, og så længe de dannede par, lod han hende gøre det. Selvom han godt kan se, at det til en vis grad skævvred deres forhold, ved han, at det var et begrænset offer for livet med kvinden i hans liv. På baggrund heraf udfolder ”Skal vi knalde, mens vi venter?” sig til en roman om at turde satse på det uperfekte parforhold, fordi der altid skal klippes en hæl og hugges en tå, når to mennesker skal få en hverdag til at hænge sammen. Prinsen på den hvide hest er aldrig helt fejlfri, og det samme gør sig gældende for prinsessen.

Undervejs i handlingen og Ditlevs tilbageblik får læseren indblik i gamle kæresteforhold, brudte venskaber og massevis af fester, der tilsammen er med til at modne fortælleren, så han bliver sig bevidst om, hvad og hvem det er, han skal satse på.

Læsernostalgi

For en læser som mig, der nærmer sig de 50, udgør ”Skal vi knalde, mens vi venter?” også et hyggeligt tilbageblik på 1980erne, ’90erne og startnullerne. Som næsten jævnaldrende med Ditlev og Strøm Eriksen bliver man helt nostalgisk af at blive mindet om dengang en Commodore 64 var den mest attråede spillekonsol, dengang man både i bogform og på internettet kunne slå privatpersoners telefonnumre op på ”De hvide sider”, dengang realityprogrammerne ”Big Brother” og ”Robinson” fyldte en del i teenageres samtaler, dengang Peter Brixtofte gik fra at være politisk forbillede til kriminel, dengang Ole Bornedals ”Nattevagten” skræmte biografpublikummet, og dengang familien Danmark sad klinet foran TV-skærmen for at følge ”Rejseholdet”.

Undervejs i læsningen dukker små lydspor op i hukommelsen efterhånden som det ene band efter det andet nævnes: ”Pet Shop Boys”, ”Back to Back”, ”One Two”, ”Aqua” og ”Rollo og King”.

Jagten på den langtidsholdbare kærlighed

Selvom ”Skal vi knalde, mens vi venter?” begynder lidt trægt, og man kan have lidt svært ved at føle sig ind på Ditlev, der med sine lidt anstrengte metaforer tilsyneladende forsøger at spille smart overfor læseren, fordi han måske alligevel ikke er helt klar til at åbne sit hjerte, kommer man lidt efter lidt til at holde af ham. Snart ophører hans selvindbildte overskud, og han redegør ærligt for sine tanker, fiaskoer og midlertidige succeser, mens man følger hans jagt på den kærlighed, der ikke kan fylde ham med ekstatisk fryd hele tiden, men alligevel er værd at satse på for resten af livet.

Dick lit? Ja, men mere end det.