fredag den 24. november 2017

Afbrudt af et selvmord

N. A. Nissalovitz
Mysteriet om et menneske
Forlaget Baggaardsbaroner, 2017

af Anne Rye Andersson
Jeg hørte en podcast om det litterære selvmord, som ansporede mig til at læse ”Mysteriet om et menneske” af L. A. Nissalovitz. Jeg havde fået en mail fra forlaget Baggaardsbaroner, der vakte min interesse, både på grund af det smukke, syrede omslag af bogen, men også på grund af netop selvmordet som omdrejningspunkt, idet forfatteren begik selvmord under processen med at skrive bogen. Forlaget har sammen med familie og venner fået sammenstykket bogen, ud fra det, de havde af materiale, samt facebookopslag, breve mv.

Det synes jeg i sig selv er interessant, men min nysgerrighed omkring hvad denne nu afdøde forfatter havde haft på sinde op til selvmordet, drev mig til at skrive til forlaget efter et anmeldereksemplar. Så tænkt så gjort. Jeg fik en meget imødekommende og umiddelbar mail tilbage, der vidner om forlagets undergrundsstatus. Det var forfriskende med sådan en ukonventionel mail. Jeg satte mig ned i min øreklapstol og læste.

At en forfatter har begået selvmord under en skriveproces eller umiddelbart efter et afleveret manus, er naturligvis ikke i sig selv noget kvalitetsstempel, men det giver for mit vedkommende en ekstra opmærksomhed og årvågenhed under læsningen. Som læser ledte jeg efter tegn, der kunne pege på, hvorfor L. A. Nissalovitz begik selvmord.

Det blev en grådig læsning, jeg følte, jeg trådte ind i sindet af en mystificeret forfatter, og jeg måtte vide alt om ham, alt det, der blev skrevet, men ligeså meget, alt det, der blev udeladt. L. A. Nissaloviz var et meget tænksomt menneske. Han levede spartansk i sin lejlighed og nød, i hvert fald i et vist omfang, sit eget selskab. Han filosoferede meget over livets mening, hans eksistensberettigelse, og læsningen var en melankolsk fornøjelse, da forfatteren led af tungsind og weltsmerzen, men også en meget smuk fornøjelse, idet hans velartikulerede stemme i bogen løftede sproget op over banaliteter, han var som en kniv, der skar det overflødige væk. Sådan oplevede jeg det. Nedenstående et par eksempeler fra bogen:

”Ingen skyer at ane. Den kraftige sol kombineret med den ikke-eksisterende vind gør det ulideligt at opholde sig andre steder end i skyggen. Jeg parkerer mine lærreder i det lille hus i baghaven. Det er ikke rigtige lærreder, men stjålne valgplakater. Jeg har en stærk forudanelse om, at jeg ikke kommer til at male eller skrive, selvom omgivelserne er ideelle. Det bunder i en uforklarlig frygt. Som tiden går, udvikler frygten sig.
(…) Jeg skulle ønske, at jeg befandt mig et andet sted, alene.”

Og:

”Jeg har ingen.
(…) Ser min elskedes lemlæstede kroppe, kalkuleret omridset af knoglebrud og fjer i lavendellugt, og konkluderer at blodet i min krop cirkulerer akkurat som før – lige så koldt og uberørt.
Livet her er tilnærmelsesvist umuligt, kun nætterne eksisterer, når jeg uden billet kører i togets ringe om byen i randen af forstaden. Her kan jeg skrive. Særligt når toget er fyldt med sorte ruders vrangbilleder.”

Det er vist ikke forkert at kalde ham højtravende, ikke i nogen negativ forstand, men han var meget højtflyvende i sine tankerækker, ikke meget var pragmatisk, det beskæftigede han sig nærved aldrig med, jeg tror ikke, det interesserede ham. Livets daglige trummerum på jorden gjorde ham nærmere dybt deprimeret. Derfor er hans selvmord heller ikke en overraskelse, selvom det er tragisk og trist.

Bogen er opdelt i fire dele. Første del hedder ”Om morgener i Mosterhamn” og består af tre breve. Anden del hedder ”Om dage i Frankrig”. Tredje del hedder ”Om nætter i København”. Fjerde og sidste del hedder ”Efterord” og er forlagets ord og tanker om denne bog og ikke mindst forfatteren. I sidste del får man et indblik i den proces, forlaget har gennemgået, og det er en rigtig fin krølle og ode til forfatteren og mennesket L. A. Nissalovitz.

Forfatteren behandler temaer som den sødmefulde forelskelse, den ulykkelige, ikke-gengældte kærlighed, ensomheden som værende den gode, opbyggende ensomhed eller alenehed om man så kan sige, og den i hjertet udslettende og meningsløse ensomhed. Der er ligeledes filosoferinger over digtere og deres virke, betragtninger af det liv, der leves og den smerte, der er forbundet hermed, samt reflekteringer over skrivepraksis og angsten for ikke at slå til.

”Mysteriet om et menneske” er en meget velskrevet bog. For nogle vil sproget i et vist omfang måske virke prætentiøst og forceret, men når jeg forestiller mig forfatteren, forestiller jeg mig, at han ligeledes har talt på samme måde. På den måde virker stemningen og sproget autentisk, når man som læser i hvert fald ved anden læsning har læst efterordene og får helheden med. Man kunne med rette starte med at læse efterordene, idet de indfører læseren i det univers og det menneske, der udfolder sig på skrift i bogen.

Bogen er et vidnesbyrd om det mysterium et menneske kan være, de tanker et menneske kan gøre sig, og den fatale skæbne som selvmordet er. Derfor er det en vigtig bog, ikke en bog, man bliver glad af at læse, men den sætter refleksionerne i gang, refleksioner over livet i en nogle gang meningsløs verden.

Med ”Mysteriet om et menneske” viser forlaget Baggaardsbaroner ikke overraskende, at de udgiver kvalitetsundergrundslitteratur og samtidig har hjertet på det rette sted. Jeg venter spændt på nye udgivelser fra forlaget og vil varmt anbefale andre at stifte bekendtskab med dem.   

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar