Suveræn oversættelse af Jean Ferrys sprudlende absurde tekster

Lokomotivføreren og andre fortællinger af Jean Ferry 

(Gallimard 1953, Éditions Finitudes 2010)

Oversat fra fransk af Rasmus Stenfalk

Udgivet af Forlaget Sidste Århundrede (2024)

140 sider, 25 tekster

Af Ann-Christina Hansen

Når film og litteratur går op i en højere enhed

Man mærker med det samme filmmanden. Startscenen står skarp og visuel. Der zoomes ind på en kommode. På bunden af én af skufferne (sikkert belagt med skuffepapir) ligger der et manuskript. Et øjeblik betragter vi stakken af papir, fornemmer et sted, at der er noget vildt under optræk. Så hører vi en voice-over annoncere:

”Det er muligt at denne tekst en dag vil blive trykt og læst. Men det er ikke udelukket at manuskriptet vil tilbringe adskillige lange og tavse år på bunden af en skuffe.”

Med denne mise en abyme – en sofistikeret lingvistisk saltomortale hvormed værket referer til sig selv – fløjter Jean Ferry sit sprudlende og fabulerende lokomotiv i gang. Og det virker! Som dumdristige børn, der har forvildet sig op på en vakkelvorn rutsjebane, slynges vi henrykt hvinende ud på en hæsblæsende rejse fra en storby i Europa til hjertet af Afrika, over Mongoliet, Vancouver og Himalaya. Med ustoppelige tog og vildfarne skibe opdager vi lande, man aldrig kan forlade – og som man i øvrigt ikke kan være helt sikker på, man er ankommet til, for ”jorden bliver ved med at bevæge sig under fødderne på os” – hemmelige selskaber, der er så hemmelige, at man aldrig kan vide, om man er medlem eller ej; små væsener, der lever af negative følelser og træthed, og uendelige søvnløse ”nætter gjort af sort blæk”. 

Den ene absurde scene afløser den næste i en rablende talestrøm, hvor det ene ord river det næste med. Som fanget i en strøm af fossende vand, der på én gang leder tankerne hen på H. C. Andersens Tinsoldaten og Samuel Becketts Mens vi venter på Godot, fanges vi ind, ledes på afveje og overgiver os til sproget, drømmene og den frie association.

Poetisk, filosofisk og til tider hylende morsomt

Det er som at sidde i en strålende og farverig flaskepost. Forsvarsløse kastes vi rundt på et oprørt hav, skylles op på en ukendt strand, samles op af en tilfældig forbipasserende, gives videre til en anden. Intet går som planlagt, tilfældige hændelser udløser handlinger, der får alt til at gå i en hel anden retning. Ting forsvinder, dukker op igen, og plotløse fortællinger ender midt i en sætning. 

Det er 1001 nats eventyr, det er livets tilfældigheder og grinagtige meningsløshed. Det er en hæsblæsende flugt fremad mod en uvis og kaotisk fremtid, og døden, vores uafvendelige fælles skæbne, til vi til sidst, udmattede og afmægtige, giver slip, lader os falde… og braser ned gennem taget på en tibetansk minearbejders hjem:

- Mor, der hænger en bjergbestiger på væggen.

Den gamle kastede et distræt blik på mig og vendte sig om mod den unge kvinde.

- Har han hængt der længe?

- Jeg ved det ikke, jeg har først lige fået øje på ham i spejlet.

Eller måske er vi bare faldet i søvn? Måske drømmer vi? 

Det hele virker fuldstændig absurd. Det er det også. Og dog. Et eller andet sted giver det sjovt nok mening, måske fordi vi alle sammen er sovere og ved, hvad det vil sige at falde i søvn og drømme. 

Måske er det bare fordi, at når man virkelig tænker over tilværelsen og vores lille planets plads i universet, så fornemmer man også, at Jean Ferrys tekster på en eller anden måde måske er tættere på sandheden end den virkelighed, vi hver dag går og bilder os ind, vi lever i. 

Deja-vu?

Lokomotivføreren og andre fortællinger blev oprindeligt udgivet i 1953, i en tid hvor man for alvor vågnede op til de uhyrligheder, der var blevet begået i de tyske koncentrationslejre under Anden Verdenskrig ikke bare med mange europæiske regeringers viden men i nogle tilfælde også aktive medvirken, hvilket ikke mindst var tilfældet i Frankrig under Vichy regimet. Gud var død, mennesket et monster, så hvad var meningen med det hele? 

På mange måder kan den tid, vi lever i nu, virke lige så kaotisk og absurd, og det er måske derfor værket ikke virker ældet, men tværtimod forfriskende aktuelt. Vi ved, vores tid på jorden er afmålt, men i stedet for at overgive os til livet, bruger vi al for mange kræfter og fantasi på at bekæmpe døden, som den kinesiske astrolog, der tilbragte hele sit liv på at regne ud, hvornår han ville gå bort og endte med at dø ”af ensomhed, af træthed, måske af fortrydelse”.

Overordnet anmeldelse

Det er absurdisme, når det er allerbedst. Fortællingerne og sproget understøtter hinanden hele vejen igennem. På trods af at vi konstant bliver ledt på afveje, så er der med hensyn til formen ingen slinger undervejs. Det er sprog for sprogets skyld, la fonction ludique de la langue – sprogets legende funktion – eller som Jean Ferry skrev i En fornem litterær karriere:

”Jeg (kunne) godt tænke mig at skrive en 30 romaner med det meget præcise formål et logisk sted i teksten at indføje nogle bestemte sætninger som jeg vældig godt kan lide.”

Det gjorde han så i stedet for i 25 tekster.

Glimt fra fjorden

Bjørn Hernes og Egon Clausen: Fjordens kant – Midlertidigheden, Frydenlund 2025, 114 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

En bredskuldret mand iført en tyk strikket sweater og smækbukser ses fra ryggen. Han står på den tømrede mole og besigtiger de små kuttere og den lille motorbåd med fiskeudstyr i bunden. Vandet er roligt og rifles kun let af vindens blide berøring. Himlens blå spejler sig deri, så vandet spiller op til nuanceleg med den lyseblå farve på den nærmeste kutters skrog. På styrehuset bryder den for fiskerierhvervet så typiske affarvede orange æstetikken, for vel er farven praktisk i sin påtrængende synlighed, men køn er den ikke. Længere bagude ligger der en stor, kridhvid motoriseret lystbåd, der får kutterne til at ligne joller, og dog er det dem, der i årevis har forsynet landet omkring fjorden med fangst.

Det – og mere til - er, hvad et af Bjørn Hernes’ mange fotografier i bogen viser. Han har en særlig stil, hvor det sjældent er det store udblik, han er på jagt efter, men de små detaljer: Pletter af restsne i rørskoven, det gennem flere årtier brugte fiske- og jagtgrej, et efterladt reb på en bund af vækster, der snor sig som rebet og næsten gør det usynligt, et rør, der glider ud i fjordens vand uden at afsløre hensigten hermed, en samling siv, der er blevet efterladt af en bølge på en gruppe store sten.

Flere steder er der mennesker med, men som regel er de set bagfra, eller også gengives kun dele af deres kroppe. Det er ikke menneskene i sig selv, der er interessante, men mennesket som en del af den natur, der udgør fjorden og dens omegn. Et enkelt sted er mennesket ikke til stede. Kun dets sandaler, der pænt er stillet på bådebroen, så de ikke bringer snavs med ned i båden.

Fjordens samspil samt fotografens og forfatterens

Der er en særlig poesi over Hernes’ kompromisløse insisteren på at udpege det smukke eller interessante i de detaljer, der findes i det samspil, som præger fjorden året rundt. Som sådan udgør fotografierne i ”Fjordens kant – Midlertidigheden” et værk i sig selv. Derfor er det også en styrke, at Egon Clausen ikke har følt sig forpligtet på at skulle skrive tekster, der relaterede sig én til én til de enkelte fotografier. De kan nemlig sagtens stå for sig selv, og det samme gælder teksterne. Men netop fordi de bringes sammen, opstår der en uforudsigelig og til tider drilsk dialog mellem tekst og billede.

Bedrevidenhed vs. dumstædighed

Clausen er opvokset i Hemmet, der ligger ved den nordlige ende af Ringkøbing Fjord. Det meste af sit voksenliv har han dog levet i København og omegn. Det har givet ham en forståelse af de forskellige tankegange, der præger selv et lille land som Danmark, når man modstiller hovedstad og provins. I nogle af sine tekster i ”Fjordens kant – Midlertidigheden” trækker han de værste karaktertræk frem, henholdsvis københavnernes bedrevidenhed og vestjydernes dumstædighed. Begge dele lever stadig i bedste velgående i dag, men heldigvis er der også udbredt forståelse for, at det kræver samarbejde at løse store problemer. Derfor bliver Clausens karakteristikker ikke udelukkende karikaturer af argumentationsresistente vestjyder, men en nøgtern erkendelse af, at de mennesker, der har levet med og i naturen omkring fjorden, har et kendskab hertil, som også skal tages alvorligt. F.eks. fortæller Clausen om fredningen af Tipperne. Naturfredningsfolkene ville rive de små jagthytter ned, fordi de skæmmede naturen, men ejerne satte sig imod, og efter mange års retssager fik hytterne lov til at stå. Det gør de stadig, men nu som kulturhistoriske mindesmærker. (s. 88).

”Forvent ingen friske skud”

I det hele taget er det nok Clausens allerstørste force, at han – selvom han ofte gør brug af satire – altid er opmærksom på også at se sagen fra den modsatte side. Dertil kommer hans lyriske naturbeskrivelser, der viser, at han virkelig holder af den egn, han beskriver, og at det netop er derfor, at han har en holdning til den måde, den behandles på. Klimakrisen står således som noget af det mest skræmmende, for den vil ændre mangt og meget i årene, der kommer. I forbindelse med et billede, hvor et lille areal rørskov ses skråt oppefra, har Clausen tilføjet denne tekst, der har titlen ”Fremtidsøvelser”: ”Forvent ingen friske skud, ingen blomster, ingen grønne blade, ingen frugter og ingen ny vækst fra os. Vi øver os på fremtiden og står med rødderne i vand.” (s. 56). Det er nok bogens korteste tekst, men indholdet er tungt.

Det gør dog ikke ”Fjordens kant – Midlertidigheden” til en tung bog at læse. Den har blot en bund af alvor, der skærper værdien i naturen, som den f.eks. beskrives i denne tekst, der har titlen ”Fjordens paukeslag”: ”Her bor rørdrummen. Den har forklædt sig som et bundt solbeskinnet siv, så den er svær at få øje på, men den giver lyd fra sig og høres som en dyb, klangfuld bas. Man siger, at den pauker. Rørdrummen er kort sagt et instrument i naturens store orkester. I de store symfonier bruges pauken til at markere overgange mellem forskellige satser. Når rørdrummen pauker, melder den om et liv på overgangen mellem land og vand. På stille aftener og i lyse sommernætter kan dens paukeslag høres flere kilometer væk.” (s. 28).

Et billed- og tekstpoetisk værk

”Fjordens Kant – Midlertidigheden” er ikke alene en bog for natur- og kulturelskere, men et tilbud til alle, der vil glæde sig over det store i det små, og som har lyst til at dykke ned i et billed- og tekstpoetisk værk om et lille stykke landomkranset vand i den vestlige del af kongeriget.

Den stakkels mand

Ugo Bienvenu: Sukkwan Island, grafisk roman, oversat af Lisa Villeneuve Kristensen, Fahrenheit 2024, 225 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Sukkwan Island bygger på David Vanns roman af samme navn. I Fabrice Colins forord til romanens tegnede udgave sammenlignes Vann med Cormac McCarthy, fordi begge er kompromisløse i deres beskrivelse af håbløshed og vold. Ugo Bienvenus grafic novel-udgave af romanen er da heller ikke for børn.

Far og søn i ødemarken

Bogen handler om den fraskilte far, Jim, som tager sin søn, Roy, med til en øde ø i Alaska, hvor de skal samle forråd og brænde i den hensigt at overvintre derude i et hus, Jim har købt.

Med en baggrund som tandlæge er Jims forudsætninger for succes med planen ikke helt oplagte, og det viser sig også, at Roy, der er i sine første teenageår, må udføre en stor del af det nødvendige arbejde. Bedre bliver deres indbyrdes forhold ikke af, at Jim betror Roy nogle ganske intime detaljer, der har relation til skilsmissen mellem ham og Roys mor. Og så kan man roligt sige, at det bare går ned ad bakke derfra. Hvordan handlingen former sig, er der ingen grund til at afsløre, men den er så dramatisk, at historien driver læseren frem, så man ikke længere dvæler ved Bienvenus smukke tegninger af den storslåede natur.

Offerrollen

Det centrale – og dels frustrende, dels smertefulde – ved Sukkwan Island er portrættet af Jim, der konstant er i stand til at påtage sig en offerrolle. Det er altid ham, det er synd for, også når andre mennesker lægger afstand til ham, fordi han ganske enkelt er for utålelig at være sammen med.

Han er for så vidt ikke en ekstremt forkælet mand, men han opfører sig sådan. Selv i selskab med sin unge og uerfarne søn sætter han sig selv i centrum, og når han får dårlig samvittighed, reagerer han med en udadvendt vrede, for han magter ikke for alvor at erkende sit eget ansvar og de svigt, der følger heraf.

Som alle andre børn forsøger Roy at vinde sin fars respekt, og selvom han ikke er tryg ved at tilbringe en hel vinter på en øde ø med sin far som eneste selskab, vælger han alligevel af blive, fordi Jim antyder, at Roy ikke er mand nok til at klare det.

Voksne mænd med mindreværdskomplekser

Sukkwan Island er en både flot tegnet og velfortalt historie, der afslører, hvor galt det kan gå, hvis voksne mænd ikke tæmmer deres eventyrlyst og behov for at slå sig på brystet. Når det kommer til stykket, er Jim nok fuld af mindreværdskomplekser. Han vil vise, at han kan klare en udfordring, som de færreste ville have lyst til at kaste sig ud i. Men han vil ikke gøre det alene. Der skal være et vidne til hans mandfolkedåd, og dette uheldige vidne bliver så hans søn. Det er råt og ubehageligt, men desværre næppe helt urealistisk.

Rejsefører til virkeligheden

Jesper Lutzhøft:
40 dage i vandørkenen
Forlaget fnkultur.dk 2022,
85 sider, ill. i farve, kvadratisk format

Af Jakob Brønnum
Jeg anmeldte i 2019 på dette sted Jesper Lützhøfts bog Venter på mig selv til slut, og skrev bl.a. "Bogen har som undertitel ”virkelighedsudskridelser”, og det er en præcis beskrivelse af det, den foretager, nemlig at stille sig midt i et helt bestemt københavnsk storbymelankolsk skæbnefællesskab med soltræt asfalt under fødderne og lade virkeligheden skride ud."

Det er noget tilsvarende, der er på færde i hans bog fra 2022 ”40 dage i vandørkenen”. Hvis man skal nagle bogen til et konkret sted i verden, så er det nok en bog om Venedig. Men man ser ikke nogen af de kendte ting fra byen, og derfor tillader jeg mig at opfatte det nok så meget som en bog om hvad et sted i det hele taget er.

Et sted i bogen skriver han: ”Alting ligner noget andet. Alt, der skal forstås for første gang, sammenlignes med noget, der ikke har med sagen at gøre; men som får os til at forstå det ene, mens vi taler om det andet” (s. 29)

På den modsatte side af dette stykke prosadigtning står et meget smukt fotografi af en italiensk restaurants forside med nedslåede parasoller, der ligner dragter som man kunne se på et gotisk kloster eller for den sags skyld i en Star Warsfilm. Billedet ser upåfaldende ud når man lige ser det, men jo mere man kigger på det desto flere dimensioner får det.

Det gør det naturligvis ikke af sig selv, men fordi det spejles i en abstrakt og dog meget nærværende prosalyrisk tekst på den modstående side. Den meget smukke bogudgivelse består af farvefotos på den ene side og tekster af forskellige omfang og form på den anden.

Alvorligt, underfundigt, indsigtsfuldt

Det er en meget mættet tekstmasse som møder læseren i bogens omkring 40 stykker. Bogen bliver præsenteret med sin undertitel som en rejsevejledning  Teksterne er alvorlige, noget underfundige og på en elegant måde meget indsigtsfulde om den iboende og underforståede kultur, som ligger som et lag nedsunkne ruiner under vores egen kultur, nemlig antikkens, middelalderens og renaissancens Italien.

Men fordi teksterne i bogen er så dybt nedsunket i præcis denne kulturkreds, får man en kulturelt eksistentiel rejsevejledning, langt mere end en ”Turen går til…” Dette kan være hvorsomhelst og hvornårsomhelst.

På et opslag står en lille fortælling overfor af et billedet af et slidt beboelseshus ud mod kanalen - med de matte grønne skodder og de delvis blotlagte mursten i væggen. Udenpå det hele hænger fem blå nyvaskede skjorter til tørre på en tørresnor, der ikke lader tørresnorene i Disney's Lady og vagabonden noget efter.

Det er en fingeret historie, som Lützhøft er kommet til at tænke på ved at se billedet - for sådan må det være - en historie om en italiensk dreng, der kommer hjem til sin mor for at få vasket sine skjorter, og fordi han er så dygtig og har fået et arbejde, hvor han skal bruge en ren skjorte hver dag, vasker hun dem stolt. Det hjælper hende desuden med at drukne sorgen efter tabet af hans far. Her står hele livets både tre- og firedimensionelle drama i en håndfuld skjorter hængt til tørre. Og fotoet er godt: Skjorternes lyseblå, mande-italienske udseende, står meget stærkt på husets romantisk-slidte baggrund.

Det abstrakte

Et foto på et andet billed- og tekstopslag, som er karakteristisk for bogens billedside er en trappe ned til en af byens kanaler, som man først ikke kan se er en trappe. Man tror det er et abstrakt maleri med nogle afblegede farveflader. 

Teksten ved siden af handler om en oplevelse af dette møde mellem naturen og kulturen i vandspejlet som en slags interaktivt teater som mennesket altid indgår i, men som naturen styrer helt og holdent. Jesper Lützhøft forestiller sig at der er overensstemmelse mellem vandets teaterforestilling og en slags iboende retfærdighedssans i naturen over for mennesket og verden og virkeligheden, der gør at man kan sammenligne teatersalen med en retssal. Det er et meget tankevækkende stykke som man ikke kan gøre sig helt færdig med.

Bibliotekernes lektør siger det præcist: "Jesper Lützhøfts kombination af fotografiske detaljer sat op mod de undersøgende, fabulerende tekster ligger i feltet mellem indsigt, digt, myte og muligt kendskab til, hvad der gemmer sig bag de hemmelighedsfulde døre, skygger og skodder, der vender ud mod de livsvigtige vandveje. Det er en drillende og pirrende bog, der fortæller et andet Venedig frem

Der står da også på bagsiden: ”De utallige bøger med titlen turen går til hvor som helst udfylder et praktisk formål. Man kan gennemgå sin rejse på forhånd og sikre sig mod de fleste overraskelser. Der ydes garanti for at gå i andres fodspor og opleve det allerede oplevede. Denne bog er en guide til en anden måde at rejse på … at lade sig føre af ukendte veje til nye indsigter i det allerede kendte …"

Og det er det Jesper Lützhøft endnu engang får fat i, og det som er formålet med alt digtning, nemlig at kaste et sidelys, eller direkte et projektørlys, så læseren blændes, på eksistensen selv.

Dermed ikke forstået at forfatteren ikke ser sig selv (og os andre) som den også lavpraktiske verdensborger, der skal finde ud af det hele selv: ”Enkelte steder i denne by er der ligefrem idyllisk. En dansker vil straks tænke på Sydfyn når han ser dette billede mens en hollænder vil tænke på digebrud … idyllisk er alligevel stadig det første ord der falder en ind og derefter vold til os spørgsmål om hvorvidt man helst vil være uvidende og lykkelig eller vidende og ulykkelig. Det meste af tiden siden da er gået med at finde en tredje mulighed.”

Det går aldrig hurtigere end naturen kan være med

Ruth Gibbs - Orchestral Works Vol. 3
Rumon Gamba, BBC Philharmonic
Chandos 

Af Jakob Brønnum
Lige præcis så den en dag som i dag hvor den europæiske plads i verdensordenen, som vi har kendt lige så længe vi har levet, sådan en dag, hvor solen trods alt skinner selvom det er koldt udenfor, sådan en dag er det en lise for sjælen og livsmodet at lytte til Ruth Gibbs (1921-99).

Hvem er nu Ruth Gibbs? Hun er en af de mange historiske, kvindelige komponister som kommer frem i disse år, hvor også den klassiske musik har forstået at inddrage grupper, der tidligere har været marginaliseret til fordel for den hvide mand.

Lige præcis udviklingen i verdenspolitikken, med den nyfascistiske magtovertagelse i USA, som en analytiker som Clintons tidligere arbejdsminister, professor Robert Reich, kalder et statskup, gør det særligt akut og presserende at fortsætte med at arbejde med på genoprette den mærkværdige, men fuldt forklarlige ubalance, der har været i det klassiske musiklivs repertoire siden det blev en sag for den nyopståede borgerlighed i slutningen af 1700-tallet på Mozarts tid. Kvinder opgav rutinemæssigt deres krav på metier for at kunne støtte mændenes, helt frem til de første årtier af 1900-tallet.

Jeg havde ellers besluttet mig for netop at normalisere den kvindelige komponist i musiklivet ved ikke at nævne at hun aldrig tidligere har haft den plads hun har fået nu. Men den amerikanske regerings aktive indgriben i og præsidentordre om ophør af verdens største kulturnations arbejde med at give de privilegieløse de samme privilegier som den hvide mand har taget sig under stor hensynsløshed og brutalitet, gør at jeg må fortsætte.

Og så er vi tilbage ved Ruth Gibbs. Hun er fantastisk god og det er en skændsel uden lige at hun ikke har en retmæssig placering i repertoiret ved siden af Sibelius, Vaughan-Williams og Prokofiev. Det engelske pladeselskab Chandos udgiver en forbilledlig serie med hendes orkesterværker. I den tredje udgivelse i serien er vi kommet til hendes første symfoni. Det er et værk i fire satser på godt 35 minutter.

Fra en tid, der var mørkere end vores

Symfonien er fra 1942, altså en tid der var endog mørkere end vores tid, langt mørkere. Alligevel indledes den pastoralt og forårssmukt med klange som dem man for eksempel kender igen fra Sibelius 2. Symfoni, om end vagtsomt, og man kan ikke lade være at forstå de lette, smukke og naturlige klange i en orkestrering, der hele tiden giver plads til de fine træblæsere, som et eksistentielt udsagn, der fortæller hvad det vigtigste er i en sådan tid. Det er at betragte og være i det liv som findes. Det liv som altid er der. Det liv som ingen selvoptaget magthaver kan slå ihjel.

Som det blev tydeligt ved anmeldelsen af Ruth Gibbs kammermusik for en tid siden spiller oboen en særlig rolle i hendes værk, og det gør den også i symfonien, om end hun ikke forfordeler solohornet eller soloviolinen. Den milde og varme adagiosats fortætter den pastorale udforskning, med nogle af de fineste, sanseligt smukke motiver, man har hørt i den righoldige engelske symfonilitteratur. Der er en tålmodig væven af en teksturen af strygere og træblæsere med småfuglenes uforudsigelighed, som jeg finder når dybere ind i det pastorale end selv Vaughan-Williams har formået. Satsen bringer mindelser om hans 3. og 4. symfoni. Den er vidunderlig.

Også i den sprælske, delvis lettere groteske scherzo-lignende 3. sats er de enkle melodier og træblæserne fremtrædende. Det er som om Gibbs har ønsket at følge den kendte satsfølge i udformningen af sin 1. Symfoni, men alligevel ikke kunnet finde den rette stemning i scherzoens tunge danseart, så der er blevet noget gennemsigtigt over de forskellige tematiske blokke, der kan minde om det surrealistiske maleri.

Fjerde sats, finalesatsen, har på nogle punkter det samme, lidt storladne anlæg som en klassisk symfonifinale, men også den er præget af de fine melodier, der har været slået an hele vekjen igennem den store symfoniske fortælling om mod og lys, nu forlenet med en sivende melankoli og et afventende åndedræt, inden den rinder ud i en uvishedens melange

Det er fristende at sammenligne med Prokofievs 5. Symfoni, der også er en krigssymfoni. Ved siden af hans 1. Symfoni er den jo den symfoni, der har været bedst modtaget. De fortæller på sin vis den samme historie, men Prokofiev fortæller den fra Østfronten, så at sige, og der er længere til lys og håb end på de britiske øer

Nu ser jeg meget frem mod næste udgivelse i serien, der rummer Gibbs sene Symfoni nr. 5.

CD’en indeholder flere mindre værker og en hornkoncert fra 1969, ligeledes opbygget efter den klassisk-romantiske kompositions tresatsede koncertskabelon. Fra en langt lysere tid, virker værket legende og undersøgende i samspillet mellem horn-solisten og ikke mindst fløjtestemmen i orkestret. Et overordnet indtryk af Ruth Gibbs er for mig at se, at det aldrig går rigtig hurtigt -  aldrig hurtigere end naturen kan være med, og det er et stort kvalitetsstempel, i hvert fald i min musikverden

Gerningsmandens fantasiverden

Nina Bunjevac: Bezimena, graphic novel, Fahrenheit 2018, genoptrykt i 2024, 226 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

”Hvorfor sender de en erotisk tegneserie til mig?”. Sådan tænkte jeg, da jeg modtog en bogpakke fra forlaget Fahrenheit. Jeg havde tilbudt at anmelde en af de bøger, der lå i pakken, men der var altså vedlagt to mere. Den ene var ”Bezimena” på hvis forside, der er et portræt af en ung kvinde i seksuel ekstase. Nå, men eftersom jeg havde fået bogen, kunne jeg jo lige så godt læse den, og det var ingen fornøjelse! Det betyder dog ikke, at bogen er dårlig. Slet ikke! Den er bare frygtelig barsk og voldsom.

Skitseblokkens vildfarelser

Bogens tegner og forfatter Nina Bunjevac har ladet sig inspirere af den græske myte om Artemis og Siproites, der udgør historiens rammefortælling. Sidstnævnte så Artemis bade nøgen, da han var på jagt. Det gjorde gudinden så vred, at hun forvandlede ham til en kvinde. Senere i handlingen spilles der også på myten om Actaeon og Diana. Som Siproites ser Actaeon gudinden nøgen, men i dette tilfælde forvandles Actaeon til en hjort, som hans egne jagthunde flænser ihjel.

Mens Siproites og Actaeon tilsyneladende bare dumper ind det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, mens gudinden bader i en skovsø, forholder det sig helt anderledes med hovedpersonen i ”Bezimena”. Benny, som han hedder, er besat af sin klassekammerat ”Hvide Becky” i en sådan grad, at han ikke kan skjule sit seksuelle begær. Både børn og voksne tager afstand fra ham, så han isoleres. Årene går, men en dag ser Benny Becky igen. Som han er hun blevet voksen. Benny betragter hende i lang tid, og da hun forlader det sted, hun har stået, glemmer hun sin skitseblok, som Benny hurtigt løber hen og tager. I den finder han en vejledning til, hvordan han kan vinde ikke blot Becky, men også de piger, hun omgås, seksuelt, og Bunjevac lægger ikke fingre imellem i skildringen af, hvad der sker ved disse møder.

Alligevel er der ikke tale om en erotisk tegneserie, som man altså umiddelbart tror. Fortællingen tager en drejning, der gør bogen til en modbydelig kriminalhistorie. Selve plottet skal ikke afsløres her.

Den vanærede forbryder og det vanærede offer

Eksempel på illustration fra bogen

Bunjevac afslutter sin bog med et efterskrift, hvori hun fortæller om to voldtægtsforsøg, hun blev udsat for som ung pige. Selvom flere vidste, hvad der foregik, var der ingen, der greb ind. Med ”Bezimena” har hun skrevet og tegnet historien om en seksualforbryder. Selvom han er fiktiv, har hun givet ham både navn og ansigt. ”Bezimena” betyder ”vanære”. I sin grafiske roman har Bunjevac udpeget og navngivet en slags repræsentant for de mænd, der tingsliggør piger og kvinder for at få dækket deres egne seksuelle behov, hvorved de ikke alene har vanæret deres ofre, men også sig selv.

Samtidig kan ”vanære” også pege på de af ofrene, der ikke tages alvorligt eller ignoreres. Idet man afviser at anerkende eller undersøge en forbrydelse, tingsliggøres offeret, for da har man markeret, at vedkommende ikke har betydning nok til, at hendes sag skal tages alvorligt. Hun gøres så ubetydelig og anonym, at hun er vanæret. Med ”Bezimena” har Bunjevac vist, at hun godt kan bide fra sig, selvom hun er blevet frataget sin ære.

Enigmatisk kortroman med mange lag

Jacques Chessex: Vampyren fra Ropraz (Grasset, 2007), oversat fra fransk af Nils Schultz Ravneberg. Udgivet af Forlaget Sidste Århundrede (2021)

Af Ann-Christina Hansen

Resumé

Schweiz, februar 1903. I den afsidesliggende bjerglandsby Ropraz vågner indbyggerne op til et chokerende syn: En grav er blevet åbnet, og ved nærmere eftersyn viser det sig, at afdødes krop er blevet beskæmmet og lemlæstet på den mest modbydelige måde. Forbrydelsen rammer indbyggerne så meget desto hårdere, da det går op for dem, at afdøde er den fagre, tuberkuloseramte Rosa Gilliéron, datter af landsbyens fredsdommer og medlem af Det Store Råd, der blot få dage forinden blev stedt til hvile under en overdådig begravelsesceremoni.

Rygter og beskyldninger begynder straks at svirre, og da yderligere to grave i omegnen udsættes for samme bestialske behandling, går der ikke lang tid, før folk får overbevist sig selv om, at det må være en vampyr, der er på spil. Efterhånden som frygten spreder sig ud i de mest afsidesliggende afkroge af egnen, begynder den ellers strengt calvinistiske befolkning at ty til overtro og for længst glemte katolske ritualer. 

Indtil flere mænd anklages for at være vampyren, men alle bliver hurtigt løsladt, da beskyldningerne viser sig at være ubegrundede. Først da mistanken falder på Charles-Augustin Favez, karlen på en større gård i Ferlens, hvor den tredje gravskænding fandt sted, kommer der skub i sagen. Favez, der midt om natten er blevet taget på fersk gerning i færd med at voldtage en kvie, fremstår som den oplagte gerningsmand:

"Han er 21 år, ser dobbelt så gammel ud, en løjerlig fyr, hans blik er undvigende, han er fordrukken, depraveret, tavs. Og han fornøjer sig altså med vores dyr! Kunne han mon også finde på at luske omkring på kirkegårde? Hvad nu hvis Favez var den skyldige, hvad hvis det var Favez der var ved Rosas grav, og også ham i Carrouge, og Favez igen i Ferlens! Selvfølgelig er det Favez, sadisten Favez. Uhyret Favez. Det er ham, vampyren fra Ropraz. Når han mangler menneskeofre, penetrerer han køer og kvier mens han venter på at sætte tænderne i flere døde unge kvinder. Eller levende, hvorfor ikke? Små blide og varme væsener, uskyldigt sovende skolepiger, konfirmander, unge mødre som han kan lade sig selv og sin afskyelige mund glide hen over."

Hvad handler den egentlig om?

På trods af titlen er Vampyren fra Ropraz ikke en fantasyfortælling om vampyrer eller andre underjordiske væsener for den sags skyld. Den er heller ikke en historisk roman om et gammelt justitsmord, for på trods af at romanen tager udgangspunkt i virkelige hændelser, der fandt sted i Ropraz i starten af det 20. århundrede, så er det langt henne ad vejen ren fiktion (af frygt for at røbe romanens slutningen henvises læseren til selv at tjekke baggrunden for historien). 

Og på trods af at sproget og stilen, der på forunderlig vis blander lyrik og politirapporter og minder om noget, der kunne være skrevet i starten af det 20. århundrede, så udkom romanen faktisk først i 2007. Og det er måske her, man skal lede efter en mulig fortolkning af denne enigmatiske kortroman, for hvorfor kaste sig over en fait divers, der er mere end hundrede år gammel, hvis det i sidste ende ikke er for at råde bod på en uretfærdighed?

Kritik af calvinismen?

Jacques Chessex (1934-2009), der længe selv var bosat i den fransktalende kanton Vaud, hvor Vampyren fra Ropraz tager sit udgangspunkt, vandt aldrig stor popularitet i sit hjemland, men det er måske heller ikke så overraskende, for det er et lidet flatterende billede, han tegner af sine landsmænd (og kvinder) i de Schweiziske Alper nord for Lausanne: 

”Mange spredte bebyggelser i øde områder omkranset af dunkle træer, snævre landsbyer med lave huse. Her kommer ingen nye idéer i omløb, traditionerne vejer tungt, moderne hygiejne kender vi ikke til. Gerrighed, ubarmhjertighed, overtro; ikke langt herfra går grænsen til Freiburg, hvor hekseriet florerer. (…) Frygten sniger sig omkring. Om natten gør vi besværgelser mod onde ånder og djævle. Vi er strenge protestanter, men vi korser os når vi ser uhyrer tage form i tågen. Med sneen vender ulven tilbage.”

Til gengæld blev han meget vel modtaget i Frankrig, hvor han blandt andet modtog den prestigefulde Prix Concourt for romanen L’Orgre i 1973. Og det er måske ikke så mærkeligt, når man tager i betragtning, at Vampyren fra Ropraz kan tolkes som en kritik af calvinismen – eller i hvert tilfælde den fortolkning af calvinismen og måske protestantismen i det hele taget, som franskmændene ynder at opretholde – og den seksuelle undertrykkelse og sygelige perversitet, som religiøs puritanisme kan medføre. 

”På disse afsides egne er enhver ung pige en ledestjerne for galskaben. Blodskam, grublen i cølibatets mørke over det evindeligt begærede og forbudte kød. Den seksuelle frustration, som man senere har kaldt den, føjer sig til den snigende frygt og forestillingen om det onde. I vores ensomhed våger vi om natten hvor de få heldige og deres stønnende medsammensvorne muntrer sig med hinanden, djævlens berøring, synden stikker dybt efter fire århundreder med påtvungen calvinisme.”

Blodtørstig vampyr eller indre svinehund?

Men igen må man som læser spørge sig selv: Hvis Chessex blot havde til hensigt at kritisere den schweiziske udgave af calvinismen, hvorfor går han så mere end hundrede år tilbage i tiden? Hvorfor fokuserer han ikke blot på det nutidige Schweiz? 

Måske var vampyren fra Ropraz for Jacques Chessex blot et symptom; et eksempel på hvad der kan ske, når en kvælende (selv)censur lægger sig som et tæppe i en øjensynlig snehvid renhed, og en generel advarsel til os alle om at være på vagt over for vores egen indre svinehund, så den ikke får lov til at udvikle sig i stilhed og mørke. Det er i den forbindelse interessant at notere sig, at Jacques Chessex konsekvent anvender pronomenet vi, når han beskriver befolkningen.

Uden at røbe hvordan historien ender, lad mig blot afslutte med at nævne, at det aldrig i virkeligheden lykkedes at fange nogen vampyr. Og hvad angår Jacques Chessex, så hviler han så vidt vides stadig uforstyrret i Ropraz.

Overordnet anmeldelse

Det er ikke en bog for de sarte, men hvis man kan se ud over de ofte udpenslede beskrivelser af vampyrens og befolkningens perversiteter, så er det en enigmatisk, medrivende kortroman, der er læst på en aften eller to. Så vidt vides, er Vampyren fra Ropraz det eneste af Chessex’ værker, der indtil videre er blevet oversat til dansk. Det håber jeg, at Nils Schultz Ravneberg og Forlaget Sidste Århundrede snart vil råde bod på.