Med munden fuld af skyer

52 nye digte og 27 nye tegninger
digte og tegninger af claus ejner
Sider: 88 sider
Pris: 200 kr.
Forlaget Melodika

Af Troels Laursen
Det er sådan med claus ejner – og det skal staves med små bogstaver – at man får hvad man ser. Så som titlen siger det: 52 nye digte og 27 nye tegninger. Sådan. Hverken mere eller mindre, eller rettere meget mere. Forlaget melodika begyndte som pladeselskab, med udgiver nu også bøger, som på alle måder tilhører den smalle hylde af bøger. Men som læseren vil vide, så er det ikke det samme som der ikke er stor fylde i bøgerne. 

Også i denne af claus ejner, der er en meget produktiv kunstner, som har udgivet mange bøger og han tegner, maler, laver skulpturer, performances, film. 

Disse digte er tidligere udkommet på claus ejners Facebookprofil, hvor han næsten daglig lægger digte og tegninger op. For en tid siden blev han af Weekendavisen kaldt for konkretist. Det er lidt for lidt. claus ejner indeholder meget mere. Og det er svært at få øje på andre som ham i det danske landskab for poeter og kunstnere i bredeste forstand.

Han er noget så sjælden som en dansk spruttende gejser af idérigdom og kreativitet, alt sammen et eller andet sted mellem humor, eksistentiel søgen og kunstnerisk undersøgelse. Det er en evig bevægelse han sætter i gang ved undren og skarpe iagttagelser af det helt almindelig hverdagsliv.  Der er ikke mange nulevende kunstnere, som minder om ham her i landet. Inspireret af dada, surrealisme, absurd teater, tressernes performance-kunst (og meget andet) har han sit helt eget udtryk. Det er på samme tid personligt og alment, skævt og ligetil, eksistentielt og humoristisk, lokalt og universelt.

Tegningerne er blyantstegninger med enkle streger, der kan læses som små rebusser, hvor det ene fører det andet med og som så ender i det rene ingenting, men vejen dertil er altid interessant, for perspektivet vendes og drejes og det samme sker inde i knolden på den der ser med. 

Overskriften på denne anbefaling er i øvrigt også et digt og det korteste i bogen. Men som alt hvad claus ejner arbejder med, er det billedrig og billedskabende. Man ser, føler, smager og mærker alle orden og tegningernes streger sætter deres spor i sig.

Hans digte kan være haiku-agtige uden at følge de skarpe regler for bogstaver og linjer, men indeholder alligevel det svirp med halen, som et godt haiku-digt gør. Som her i digtet:

Jeg har lige talt,
hvor mange fugle
der er på himlen.
Der er ingen.

Eller som her:

Hængepilen
headbanger bag
drivhuset.

Der er også mindelser om Storm P - i hans værker – det gælder både tegningerne og ordene. Som når han skriver: 

Tit skuffes man
Over kommodeskuffe,
på samme måde som
våde luffer skuffer.

Digtende er ikke blot nonsens, eller rettere det er de aldrig, der er altid en dybere mening, der handler om meningen er væk, at den som et et digt på tre linjer er typograferet således:

Mening
Mere nejninger
Mest mening

Det handler livet der leves til vi dør og hvad det så vil sige. Tiden æder os og døden ligger ret fremme – via plejehjemmet:

Vinden, der blæser,
er frisk og mild.
Solen følger efter os.
Vores skygger forsvinder
næsten helt, da vi
går langs stien ved
plejehjemmet.

claus ejner smækker livet op foran os, så vi får chancen (om vi tør gå med) for at overveje og genleve det hele igen. Og han stiller hele tiden skarpe spørgsmål til den enkelte om hvad nytte det er til, alt det vi sådan går og gør, mens vi nærmere os afslutningen på det hele.

Claus ejner poesi og kunst er det, der nyttige unyttige, som vi ikke kan undvære:

Jeg tror på poesien
er sand, såfremt den
kan gå tur med min
hund, når det regner.

Og med dette digt efterlades jeg – mismodig, opløftet, håbefuld og livsmodig, med:

Små blødende
hjerter i
skosnuderne.

'52 nye digte og 27 nye tegninger' er udgivet med støtte fra Bodil og Jørgen Munch Christensens Kulturlegat.

Først Herløv, så Brostrøm

Arne Herløv Petersen
Vild
Roman 190 sider
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2024

Af Jes Nysten
“Vild” er den tredje roman, hvor Arne Herløv Petersen levende og sproglig veloplagt fører os ind i diverse danske kunstnermiljøer fra forskellige årtier. I 2019 udkom “Hvede”, hvor fokus var på tiden under krigen med Morten Nielsen som hovedperson. I 2020 udkom “Klinte”, hvor vi var rykket tilbage i 20’erne. Og i “Vild” er vi så passende kommet til 30’erne med Gustaf Munch-Petersen som omdrejningspunkt. Siden er “Korn” om 50’erne udkommet.

Der er givetvis lige så mange forskellige meninger om denne exofiktion genre, som Arne Herløv benytter sig af i disse romaner, som der er om autofiktion. Det at lægge navngivne “rigtige” personer ind i en fiktiv fortælleramme er efterhånden blevet en populær genre. 

To af de i mine øjne mest vellykkede inden for de seneste år er: Jesper Wung-Sung “Kvinden set fra ryggen” og Rakel Haslund-Gjerrild “Adam i Paradis”. 

Arne Herløv bruger denne genre på sin helt egen ubekymrede måde. Man kan kun beundre det sikkert store research arbejde, der ligger bag, men det tynger ikke romanen. Fortællingen er sprudlende og fængende.  Godt nok er Gustaf Munch-Petersen omdrejningspunkt, men netop omdrejningspunkt. Romanen er et tidsbillede fyldt med uforløste drømme, krukkede kunstner egoer, men også ægte engagement. Skrevet frem med let hånd.

Der var uro og udlængsel

Gustav kom fra en veletableret familie. Men der var uro og udlængsel i ham. Men det gik hurtigt fra det ene til det andet.  Sømand, minearbejder i Grønland, studerende. Intet blivende. For han ville være Kunstner med stort K. Digter? Maler? Hvorfor ikke begge dele? Ja, begge steder ville han udfolde sig. Og han tog fat og fik virkelig noget fra hånden. Han var ganske produktiv, både som digter og som maler.

Men fokus var og blev hans digtning, hvor han for alvor fik den surrealistiske digtning aktiveret på dansk grund. Med tilhørende politisk engagement. Og med tilhørende larmende kritik. Det er morsomt her i bogen at få repeteret de spydige, patroniserende og overgearede kommentarer fra diverse prominente forfattere og kritikere. 

Men Gustaf arbejdede ufortrødent videre. I perioder var han i Sverige, hvor der var lidt mere lydhørhed. Vi får bidder af nogle af hans digte, og jeg ved ikke om det virker som appetitvækkere. For - hvor står han egentlig i dag som kunstner?

Som menneske har han ikke været nem at omgås. Han tager forældrenes konstante økonomiske støtte som en selvfølge. På Bornholm har forældrene et sommerhus, hvor han for en tid bosætter sig, møder keramikeren Lisbet, får et barn med hende, og da hun er gravid med nummer to, tager han til Spanien. Han dør i kamp i 1938. 26 år gammel. 

Ja, hvordan med hans eftermæle? De fleste har vel på et tidspunkt i deres skoleliv stødt på digtet “til mine forældre”. Men ellers? Ja, det blev jo selveste Torben Brostrøm, der i 1959 udgav og kommenterede hans “Samlede Værker”. Her fik Gustaf for alvor det blå stempel. Jeg har selv haft fornøjelsen at høre Brostrøm herom. Det glemmer man ikke så let. 

Så min anbefaling er: læs dette underholdende tidsbillede. Som genfremkalder en interessant litterær skikkelse, og gå så ombord i Brostrøms samling. 

Ål i forfattersokkerne

Sargassum
Gorm Rasmussen
Forlag Folke 2025

Af Carina Wøhlk.

Sargassum. Det er titlen på Gorm Rasmussens nye bog – med ypperligt omslag af Martin Bigum. Tyg lidt på den. Titlen, altså. Hvad henleder den tanken på? Sargassohavet, ikke sandt? Gydestedet for den ål, vi kender herhjemme. Men sargassum er også det latinske navn for tang, der består af brunalger. Og rådne brunalger er stort set det samme som  fedtemøg – et håndgribeligt udtryk for klimaforandringer.  

En tour de force

Ål og tang. En truet dyreart og en truende algeart. Er bogen et biologisk studie? Næppe. Et klimamanifest? Måske. Først og fremmest er den en tour de force igennem forfatterens kreativt kaotiske sind. Læseren gisper for at følge med. Især når det  fabulerende flyder over i noget forvirrende. 

Ligesom i sin roman Himmelbjerge (2023) er Gorm Rasmussen optaget af forholdet imellem en ældre mand og en yngre kvinde. Denne gang den garvede journalist Gunnar og det klokkeblomstlignende væsen Soløje, som er opkaldt efter en smuk plante. Og ligesom i Himmelbjerge tager hovedpersonen på et roadtrip. 

Rablende rejse

Eller gør han? Efterhånden går det op for læseren, at der vist er tale om en ”åndelig rejse” med hovedpersonens ”lille botaniske lysvæsen” (se si. 98). Sammen drager Gunnar og Soløje igennem Jylland for at dykke ned i ålens mysterium og tage ved lære af et gammelt religiøst folk fra Mellemøsten; et folk, der tilbyder fred som lindring til vores sønderbombede og klimatrængte verden.  

Undervejs er læseren hårdt prøvet. Meget står og flimrer. Som forfatteren lader Gunnar sige indtil flere gange: ”Det rabler” (se f.eks. s.104). Javist, det rabler for Gunnar – og han rabler en masse af sig. Måske fordi hans kærlighedsforhold er brudt sammen, og alt i livet pludselig synes at hvirvle rundt i brudstykker. 

Til kamp imod mørket

Og midt i rableriet står Soløje som en lysende åbenbaring. Et lille gyldent og alfeagtigt væsen, der skal inspirere og incitere den aldrende journalist til at tage livet på sig igen. Med sit lys blæser hun til kamp imod mørket. For hvis mørket var fordrevet, ”ville ålen ikke have  noget problem, eller manden eller kvinden, eller dyrene, eller naturen, eller det lille fine pacifistiske folk, eller planeten eller selve verdensrummet…” (se s. 134). 

Forståelsesnøglen?

I det allerførste kapitel skriver Gorm Rasmussen en iøjnefaldende sætning, som byder sig til som forståelsesnøgle: ”Gud er sit skaberværk” (se s. 7). Og Soløje er manifestationen af Guds skabelsesbefaling: Der skal være lys. Og det bliver der med Soløje. Det er hende, der på vegne af verdens flora og fauna giver stemme til bogens mest meningsfulde ord – et blændende digt: ”Hvad har vi gjort jer?/ hvad har vi gjort jer?/ Planter og dyr, fugle/ og fisk, alt liv på jord…..Hvad er det, I gør os/ imod os, imod hinanden, slås, slås/ Det er den samme verden, det er også vores/ Kloge er I, men fra forstanden…” (se s. 113).

Gorm Rasmussen kan lide at lege med sproget. Han har originale tanker, men de glider fra ham og snor sig som ål i mudder. Og dermed mudres budskabet også til. Det er synd. Sargassum har noget vigtigt på hjerte, men meningen synker lidt til jorden – som ål i forfattersokkerne.   

På jagt efter musikkens væsen

Serge Rachmaninoff (1873-1943):
Symphony No. 1 in D minor, Op. 13
Symphonic Dances, Op. 45
Sinfonia of London, John Wilson (Chandos)

Af Jakob Brønnum
Rachmaninovs 1. Symfoni, der netop er udkommet på Chandos, afslutter et projekt med de samlede indspilninger af Rachmaninovs tre symfonier og nogle orkesterværker, opført af Sinfonia of London, dirigeret af deres faste dirigent John Wilson.

Jeg er helt enig i den generelle karakteristik som en anmelder i en lokal søndagsavis har givet af orkestret: ”Sinfonia of London sets the gold standard – an orchestra of generals that takes the unfashionable, the obscure, the overlooked, and makes it unmissable.”

Det er egenskaber, man i særlig grad kan få brug for i forbindelse med Rachmaninovs 1. Symfoni fra 1895. Symfonien fik fantastisk dårlige anmeldelser, da den blev uropført, og Rachmaninovs unge selvværd led dyb og muligvis ubodelig skade.

Nu er det ikke den første symfoni, der har fået fantastisk dårlige anmeldelser ved sin uropførelse, som siden er blevet en klassiker i repertoiret. Bruckners 3. var en katastrofe, Mahlers 1. symfoni  blev heller ikke for godt modtaget, Tjajkovskijs 6. var man heller ikke begejstret for. Dette vilkår har lært mig at lytte på en anden måde, når jeg ved det er sådan en symfoni. Man kommer uvilkårligt til at lytte efter det, som kritikerne dengang må have syntes var så mærkeligt, at værket skulle afvises.

Jeg har hørt Rachmaninovs 1. Symfoni siden engang i slutningen af firserne eller begyndelsen af halvfemserne. Men jeg har aldrig nogensinde oplevet at den har stået stille for mig - altså sådan, at man kunne tænke tilbage på den, når man havde hørt den, og huske den, sådan som man jo kan med Rachmaninovs 2. Symfoni, hvor man oplever fire store satser, der bevæger sig i den sødmefulde melodik og den brusende dramatik, vi også kender fra hans 2. og 3. klaverkoncert.

Alligevel har Symfoni nr. 1 et eller andet, der gør at jeg bliver trukket til den igen og igen. Ikke så ofte som til 2. Symfoni, som man jævnligt hører fra de store koncerthuse, men alligevel så ofte, at jeg husker at man bliver sat i en stemning af mystik af den. 

At skildre stilheden

Værkets langsomme sats, den 3. sats, har nogle passager hvor strygerne er alene i lydbilledet. Man ved simpelthen ikke hvor de er på vej hen, det er en gruppe søgende stemmer, der i nogle minutter synes at gå i alle mulige retninger.

Når man har hørt meget senromantisk musik, vækker visse symbolske billeder efterhånden sig selv, og det er svært ikke at tænke på tåge og morgengry og klipper og hav. Det er ligesom om man fanges ind af en mærkværdig stilhed, der ligger neden under det hele. Kan musik virkelig handle om at skildre stilhed? Jeg tror det.

Rachmaninov

Lidt efter kommer både messingblæserne og en solotræblæser indover og lidt senere igen træder pludselig en lys solo stemme fra violinerne frem med en endeløst smukt melodisk passage, der forener sig med et stort, flydende tutti i orkestret. Endelig et sted i symfonien, hvor Rachmaninov lyder som det vi opfatter som sig selv.

Sådan kan man gennemgå alle satserne og opdage, at der er noget der lyder som Rachmaninov, og noget  der prøver at lyde som Rachmaninov, og noget der slet ikke lyder som Rachmaninov. 

For eksempel finalens mærkværdige indledning, som jeg finder mageløst flot, en art militante messingblæsere, der så bliver afløst af nogle dybe strygere i en hvirvlende, rytmisk stærkt pointeret figur som vi kender igen fra Rachmaninov mere modne værker. Også den sats vikler sig ind i en sådan søgende positur, som jeg beskrev om 3. sats.

Den store, 1. sats i Rachmaninovs 1. Symfoni begynder til gengæld med en typisk, ret brovtende, russisk crescendoindledning i messingblæsere, der går over i en lige så tilsyneladende genkendelig russisk folkemelodi i træblæserne. 

På det tidspunkt kan man simpelthen ikke høre om det er Rachmaninov eller noget af den berømte konservatorieprofessor fra samme tid i Sankt Petersborg, Shostakovich lærer, den geniale Alexander Glazunov, et af de mest gennemalkoholiserede mennesker, der nogensinde har komponeret store symfonier, som endog dirigerede uropførelsen. Og det varer længe ind i satsens videre udvikling, for jeg kan høre, om det er et ufærdigt stykke af Rimsky-Korsakov eller en passage i en af Balakirevs to mere eller mindre samtidige symfonier, jeg bare aldrig har lagt mærke til. Men så indtræder en elegisk passage i primært strygerne, der indfører dette mystisk søgende som er Rachmaninov mægtige bedrift med dette misforståede værk.

Udgivelsen på Chandos er parret med Rachmaninovs populære Symfoniske danse, op. 44, der er en slags bevidst udført, symfonisk torso, en symfoni uden langsomme satser, kan man sige. Også her er meget at opdage. Det mystiske forlader aldrig helt Rachmaninovs værker.

Gensyn med en aktuel dystopi

Karin Boye
Kallocain
Oversat af Birgitte Steffen Nielsen og Juliane Wammen
Forlaget Palomar 2021
247 sider, 240 kr

Af Jes Nysten
Denne dystopi, “Kallocain”, blev udgivet i 1941 i Sverige og blev en stor succes med det samme - med god grund!

Nu foreligger den her på dansk i en nyoversættelse fra 2021. Med et støvet GRØNT omslag og med det sigende citat på forsiden “Jeg ville så gerne tro på at der fandtes et grønt dyb i mennesket, et hav af uskadt grokraft der kunne smelte alle døde rester i sit kæmpemæssige kar, og som i al evighed lægede og skabte ….”
Det giver god mening med denne nyudgivelse. Ikke kun på grund af bogens tema men først og fremmest fordi det et et gribende psykologisk og fortællemæssigt lille mesterværk.

Bogen er skrevet af Karin Boye, en af datidens store digtere i Sverige. Hun er primært kendt som lyriker, men som sit sidste værk udgav hun denne dystopi med den manende undertitel “Roman fra det 21. århundrede”. Trods siddende i det neutrale Sverige har hun haft en klar viden om uhyrlighederne både i Tyskland og Rusland. Samme år som romanen blev udgivet begik hun selvmord - 41 år gammel.

Bogen er en mands livsfortælling - skrevet af Leo Kall, der nu på 20. år sidder ensom i en fængselscelle. Her har han sat sig for at skrive om sit liv som trofast med-soldat i Verdensstatens velsmurte og kontrollerende maskineri.

“Den bog jeg nu sætter mig ned for at skrive, vil nok virke meningsløs på mange - hvis jeg da overhovedet tør forestille mig at “mange” vil komme til at læse den - for jeg indleder jo dette arbejde helt af mig selv, uden at være beordret til det, og alligevel står det ikke helt klart for mig hvad hensigten er. Jeg ønsker at gøre det og er nødt til at gøre det. Det er det hele.”

Sådan indledes hans fortælling om sit oprindeligt ukomplicerede liv som dygtig kemiker, der ovenikøbet er priviligeret med et velordnet familieliv med kone og tre børn. Ukompliceret i den forstand, at i det totalt overvågede og benhårde kontrolssamfund overlades intet til det enkelte individ. Hverken af handling eller tanker. Og det er da på mange måde en stor befrielse!

En nyere svensk udgave

Han er nu her sent i livet fængslet efter at Verdensstaten er blevet besejret og underlagt Universalstaten og fortæller ikke blot nuanceret og indsigtsfuldt om sit liv, men prøver - godt nok lidt famlende - at udtrykke den forandring, der har fundet sted i ham (og som også hans kone gav udtryk for, mens de levede sammen). Nemlig det som kommer til udtryk i det nævnte citat fra bogens forside.

Han var som sagt en loyal og dygtig kemiker, der ovenikøbet fik en vigtig funktion i statens aldrig svigtende opgave: at finde og afsløre de ikke-loyale. Men hvordan kommer man ind i hjernen på en potentiel oprører? Det havde Leo netop udviklet et middel til. Når man sprøjtede et særligt kemisk stof ind i en person, ville vedkommende uden tøven fortælle sine inderste tanker. Stoffet blev efterhånden så populært og virkningsfuldt, at det ligefrem blev opkaldt efter Leo: Kallocain.

Utallige personer blev underlagt denne test og meget blev fortalt. Til tider ligegyldige banaliteter men sandelig også mærkelige og yderst farlige tanker ikke nødvendigvis om oprør men om andre mulige livsformer, mærkelige drømme om et liv i naturen - ja bare et liv “udenfor”.

Noget andet end livet i Staten

Som den gode med-soldat han på det tidspunkt var, gik han ivrigt til værks for at afsløre og få dømt disse fantaster og uromagere. Men langsomt begyndte han selv at få mærkelige forestillinger om “noget andet” end livet i Staten. “Ørkenbyen”, et fjernt drømmested, dukkede op igen og igen i hans tanker. Den selvdisciplinering, der er altafgørende for at leve i Staten, begyndte at krakelere for Leo.

Hans kone, Linda, mistænkte han på et tidspunkt for at have en affære med hans nære kollega, og i sin jalousi gav han hende en indsprøjtning for at få sandheden ud af hende. Men i stedet holdt hun en lang smuk og vigtig tale for ham om det at være kvinde og ikke mindst om det at være mor. At bære et barn i sig og sætte det i verden. At verden kan forandres, når noget helt nyt kommer til live! “Måske kan der vokse en ny verden frem af dem der er mødre - om det er mænd eller kvinder, og om de har født børn eller ej. Men hvor er de?” (S 207)

Når man lever det meste af livet i bunkere under jorden bliver ens sanser sløvet. Naturen, ja alt det som magtapparatet ikke kan lukke inde eller skjule, begyndte efterhånden at folde sig ud for Leo. Ikke i store svimlende syner, men i små men sigende fornemmelser. “Natten åndede, natten levede, og så langt jeg kunne se ud i det uendelige, pulserende stjernerne som hjerter og fyldte tomrummet med bølge efter bølge af vibrerende liv” (s 225)

Den voldsomme destruktion af Verdensstaten og hans overflyttelse til et fængsel i Universalverdenen fortæller han kun flygtigt om. Men her var han også brugbar, eller rettere hans Kallocain. Det var nok dette magiske stof der havde reddet ham.

Men det der for alvor havde sat sig i ham kunne heller ikke under nyt diktatur og med fængselsstraf forsvinde. Derfor kunne han slutte sin beretning - “når jeg sidder på min briks med lukkede øjne, sker det at jeg pludselig ser stjernerne glimte og hører vinde suse, og så kan jeg ikke fordrive den illusion fra min sjæl, at jeg stadig, trods alt, er med til at skabe en ny verden” (s 233)

Efterfølgende er der sat et “Censors efterskrift”. Censor Hung Paipho gør gældende at dette skrift her er, trods dets dybt umoralske indhold, ikke blevet destrueret. Det skyldes at man i dette kan læse om hvor degenereret den befolkning var, der levede i den nu undertrykte Verdensstat. Dette til skræk og advarsel for de gode velafrettede medsoldater i Universalstaten.

Bogen har et fint efterord af Ida Marie Hede

Dette er virkelig en page turner. Leos fortælling er holdt i et lavmælt men fuldstændigt overbevisende og ligefremt sprog. Her er ikke andre dystopiers voldsomme dramatik og højstemt sprogbrug, hvilket gør den endnu mere uhyggelig, fordi den nærmest sniger sig ind under læserens hud. Og til tider bliver foruroligende genkendelig!

Absolut en bog også til vores tid.

 

Vi har brug for Lasker-Schüler

Else Lasker-Schüler
Mit blå klaver
Essays og lyrik i udvalg af Eva Botofte
Det poetiske bureaus forlag, Bureauets Lommebibliotek

Af Jakob Brønnum
Jeg har været ufattelig længe om at skrive denne anmeldelse. Det er en anmeldelse af en meget smuk lille antologi over den tyske forfatter Else Lasker-Schülers forfatterskab. Den er udkommet i Bureauets Lommebibliotek, den for tiden i særklasse fornemste klassikerserie på det danske bogmarked i en tid hvor præcis den slags serier, såsom Gyldendals Bekkasinbøger, tilhører en forgangen drømmeomvundet tid.

Det er en fremragende bog. Eva Botofte har skabt en strålende lille antologi, der består af essays og udvalgte digte, ”fokuseret på de ikke-rimede prosadigte, der tematiserer kærlighed, død, tab, angst, hjemløshed og eksil”, hvorved hun har set bort fra digte med mere mystisk (jødisk) indhold. Prøv at høre, hvor strålende en lyriker, Lasker-Schuler er:

”Jeg græder –
Mine drømme synker ned i verden.

Ikke en hyrde vover sig
ind i mit mørke.

Mine øjne viser ikke vej
som stjerner” (digtet Til hedningen Giselheer, s. 82)

Botoftes begrundelse for at udelade de mystiske digte var, at de kræver ”en del bibelkendkab” (s. 15). Det er interessant, fordi de tre af 12 vers i dette digt som jeg citerede, rummer umiddelbart to hvis ikke tre allusioner til det vi kalder Det gamle testamente. Vers 2 er (bl.a.) Salme 23 og vers 3 en berømt passus i Abraham-fortællingen fra 1. Mosebog, og jeg er overbevist om at vi kan finde steder i Jeremias Bog, hvortil 1. vers alluderer. Og det hele handler jo om patriarken Josef som drømmetyder. Men de kan sagtens læses uden dette kendskab. Drømme der synker som eksistentielt forladt antitese til det himmelske eller fysiske kosmos.

De udvalgte essays er korte, nærværende betragtninger om hverdags ting i Berlin og blandt mennesker i Lasker-Schülers omgangskreds. Igen, hør hvor godt det er:

”Jeg har bemærket, at børn og voksne, som åndsfraværende begyndte at tegne kruseduller med blyanten eller pennen, helt ubevidst gjorde sig umage for at skrive smukke eller snørklede bogstaver og ord; senere undrede de sig selv over det skrevnes betydning. Pludselig står der på avisens hvide kant et navn, blomsterprydet eller med slyngede arabesker. Et andet sted er et verbum vendt på hovedet, jeg mener, et hvilket som helst ord skrevet med spejlskrift. Jeg bliver lige så fascineret ved synet af en interessant håndskrift som af en god pennetegning eller et maleri.” (Håndskrift, s. 23)

Det er simpelthen så godt iagttaget, lige sådan noget, man ønsker man selv havde set og ofte har gjort, men kun i brudstykker, uden at sammenføje det med en litterær sammenhængskraft så det kan bruges til at fortælle noget om mennesket. 

Hvorfor har den anmeldelse så taget så umanerlig lang tid. Jeg har ikke kunnet forstå hende. Jeg forstår at hun er ekspressionist, men jeg forstår ikke måden, hun er ekspressionist. De ovennævnte passager er alt andet end det. De er eksistens, betragtning, kontemplation. De er mere Nelly Sachs og Montaigne end Trakl og Franz Marc. 

Lad mig begynde i et helt andet sted. Jeg havde på et tidspunkt en tysk antologi med Lasker-Schülers arbejder. Den gav mig det indtryk, at hun var en en intellektuel ekspressionistisk forfatter. Så købte jeg en svensk antologi om ”poeten, dramatikeren og essayisten” Else Lasker-Schüler, der ganske rigtigt beskrives som "en af tysk ekspressionismes vigtigste litterære stemmer". Bogen består af digte og portrætter, og mange af dem er rimede.

Så kommer nu bogen fra Det poetiske bureau med titel efter det jeg kan forstå er Lasker-Schülers vigtigste digtsamling Mit blå klaver. Og den viser mig en helt anden forfatter, eller en helt tredje forfatter.

Livsomstændighederne

Jeg begynder at forstå at hendes forfatterskab tager karakter efter de livsomstændigheder hun er underlagt, ikke alene emnerne, men selve den grundlæggende udtryksform ændrer sig livet igennem.

En kort biografi af hende ville det nok lyde sådan her: Else Lasker-Schüler (11. februar 1869 - 22. januar 1945) var en tysk digter og dramatiker, kendt for sin boheme-livsstil i Berlin og sin poesi. Hun var en af de få kvinder, der var tilknyttet den ekspressionistiske bevægelse. Lasker-Schüler, som var jøde, flygtede fra Nazityskland og levede resten af sit liv i Jerusalem.

Botoftes noget mere udførlige livsskildring fortæller om overgreb fra den nazistiske magtelite. Den fortæller om en vagabond-agtig tilværelse hvor hun ofte gik for lud og koldt vand, og om et næsten symbolsk endeligt, hvor hun dør i Jerusalem og er begravet på Oliebjerget, hvortil en del af Jesus-fortællingen som bekendt er henlagt.

Men hvem er Lasker-Schüler? Og hvordan skal jeg forstå hendes forfatterskab og hendes forfatterperson (som det hedder i litteraturvidenskaben, altså den person som ikke bærer hele Lasker-Schülers identitet, men den del af hende som er forfatter).

Botofte oplyser min uklare forståelse i sit forord (s. 7): ”I sin egen tid er hun en skæv eksistens, en fri kvinde og feminist, der bevidst vælger et bohemeliv uden økonomisk sikkerhed, ligesom hun går i herretøj og lader håret klippe kort i en såkaldt bubikopf-frisure, en page, som dog ikke er et særsyn hos avantgardens kvinder i de brølende 20’ere. Man kan se hende som en slags radikal performancekunstner, hvis biografi ikke kan adskilles fra de karakterer, hun opfinder.”

Lasker-Schüler er, som eftertiden også har indset, et storslået geni, en sandsiger. Et menneske ligesom den anden person, vi nævnte fra Oliebjerget, et menneske, der minder om en ung kvinde, der for få dage siden blev forhindret i at gå i land i Gaza, men fløjet - givetvis ind over Oliebjerget - i helikopter, og  derefter sendt hjem. Lasker-Schüler er et ufrivilligt kompromisløst menneske, der ikke kan korrelere en fysisk og materialistisk normalitet med en metafysisk og emotionel fragmentering af tilværelsen som vi møder lige præcis hver gang vi går ud på gaden, hvis vi er tilstrækkeligt (over)sensitive, og som kan beskrives politisk. Eller som hun selv skriver:

Jeg vil ud i det grænseløse
tilbage til mig selv (s. 41)

Vi har brug for Lasker-Schüler, og nu har vi fået hende på dansk. Så kommer det næste store skridt, at fortælle den alt for lidt søgende, men ikke desto mindre fortabte omverden om det. Bogen udkom i 2023, og dette er den første anmeldelse. 

Kammerspil med dybe implikationer

Anne Vestberg
Portræt
Forlaget ORD, 157 sider

Af Jakob Brønnum
Sent i Anne Vestbergs roman Portræt afsluttes et at de unavngivne kapitler sådan her: ”En strygekvartet på dækket begynder at spille. Tonerne er ensomme og absorberes af natten. Der er ikke noget til at holde dem sammen og bære dem videre.” (side 137)

Man kunne næsten skrive anmeldelsen over dette afsnit alene, hvis anmeldelser handler om at perspektivere en litterær tekst og vise dens forankring.

Hvor stammer scenen fra? Enhver kan se at det er en scene fra Titanic-legendariet. Det sad vitterlig en strygekvartet på dækket, mens folk blev evakueret, i hvert fald hvis man skal tro nogle af de senere vidnesbyrd fra katastrofen. De spillede en salme, der kun under store kampe blev medtaget i den seneste udgave af Den Danske Salmebog, fordi den opfattes som for sentimental i den danske salmetradition.

Det er en engelsk salme, der på det pågældende tidspunkt ikke var ældre end omkring 50 år, Nearer My God to Thee. Man kan synes det var passende at netop den salme blev spillet på det tidspunkt, hvor folk druknede i stort tal og efter datidens stadigvæk nogenlunde vel udbredte forestillinger, måtte kunne forstås som at komme nærmere Gud.

Når man inddrager det faktum at salmerne er inspireret af den gammeltestamentlige legende om patriarken Jakobs drøm, hvor han ser engle gå ind og ud af himlen, begynder billedet i Anne Vestbergs roman at blive virkelig ladet med mening og betydning. For hun skriver det stik modsatte. Tonerne kommer ingen vegne. Mørket er tomt.

Et kammerspil i tre rum

På en måde er dette symbolske afsnit en sammenfatningen af romanens sjælelige og eksistentielle implikationer. Romanen er et kammerspil om en freelance journalist, der påtager sig at skrive en stor tekst for en mandlig forfatter, et portræt. Romanen foregår som et kammerspil, men i tre rum, hos forfatteren og hjemme hos freelancejournalisten, hvor hendes hus får en eksistentiel betydning, samtidig med at naboens hus er under renovering og også synes at antage en symbolladet karakter. Det tredje rum er drømme, forestillinger og frygt og angst, kampe med selvværd og selvforståelse. Og det går ikke som det skal. 

På samme måde som med Anne Vestbergs første bog, en digtsamling, Katastrofen, byen og skoven (2016), hvor jeg i en anmeldelse beskrev hendes metaforbrug som at hun gør billederne til eksistentialier, finder man også i bogen her en fortætning af sproget, der gør at den enkelte sætning eller det enkelte afsnit synes at blotlægge en livsproblematik eller en social eller relationel sammenhæng, hvor den moralske status som aktørerne har, er op til læserens fortolkning. Det er romangenrens største fortjeneste og dybeste eksistensberettigelse at kunne rejse etiske problemstillinger.

Romanen slutter med et alligevel sært stille, men dog markant dramatisk sammenbrud. Der er et udtryk på engelsk, ”to wear your learning lightly”, en karakteristik af at man, for eksempel i en tekst, kan se at der er mange lag af indsigt, men at forfatteren ikke gør opmærksom på at de er der eller at vedkommende selv har placeret dem der. Jeg antydede et lag i indledningen af anmeldelsen, men jeg ser også inspirationer fra den klassiske modernistiske danske roman fra Erik Aalbæk Jensen til Martha Christensen, og jeg ser den fine scenografiske opbygning som inspireret af det absurde engelske drama i tresserne og halvfjerdserne, og der er en åbenlys fagpsykologisk indsigt, og en sproglig bevidsthed såvel som en kunnen, som gør at man befinder sig rigtig godt i romanen og slet ikke bemærker hvor kort den egentlig er