På sporet af den tabte substans - En poetisk og filosofisk rejse gennem Alperne

Hvidere end sne af Sylvain Tesson
(Éditions Gallimard, 2022)
Oversat fra Nils Schultz Ravneberg
Udgivet af Forlaget Bobo (2025)
263 sider
Af Ann-Christina Hansen

En poetisk storm

Det er yderst sjældent, jeg får lejlighed til at møde de forfattere, hvis bøger jeg anmelder, men Sylvain Tesson er en undtagelse. Naturligvis føler jeg mig fristet til at tilføje, for det forekommer mig, at alt, hvad der har med Tesson at gøre – ja, manden selv – er en undtagelse. Det lå således ikke i kortene, at geografen, eventyreren og forfatteren bag bl.a. det prisbelønnede værk Dans les forêts de Sibérie, hvori han beretter om sit 6-måneders lange ophold alene i en jagthytte ved Bajkalsøen, skulle falde ned fra et tag i en brandert og slå sig halvt fordærvet, for derefter at rejse sig, krydse Frankrig til fods og skrive rejsefortællingerne Ad ukendte stier (Sur les chemins noirs) og, et par år senere, Sneleoparden (La panthère des neiges), for hvilken han modtog Renaudot prisen i 2019.

Men selvfølgelig gjorde han det, for i Tesson synes der at rase en fandenivoldsk og livsbekræftende storm, tilsyneladende drevet af en længsel efter mening og lykke, eller ”substans” som han kalder det; et emne han konstant kredser om i Hvidere end sne. Og det har han efter eget udsagn fundet i naturen og litteraturen. Eller som han udtrykte det på BogForum i november under en samtale med Nils Schultz Ravneberg, manden bag de danske oversættelser af Tessons rejsefortællinger:”L’art, c’est le meilleur de l’Homme. Le paysage, c’est l’absence de l’Homme.” Kunst er mennesket, når det er bedst. Landskabet er fravær af mennesket.

En rejse gennem Alperne

Sylvian Tesson på Bogforum 2025

”Historien havde bevist det: Fremtiden stråler aldrig. Geografien holder til gengæld sine løfter. Den lærer os, at livet findes i bevægelsen. Du Lac sagde: Lad os krydse Alperne på ski.”

I marts 2018 forlader Tesson og hans ven, du Lac, middelhavsbyen Menton i det sydøstlige Frankrig og begiver sig til fods og med ski på ryggen i retning af Alperne. De næste fire vintre vil de i etaper på 3-4 uger ad gangen tilbagelægge de godt og vel 1.200 km, Alperne strækker sig over fra den franske Riviera i sydvest til Trieste i det nordøstlige Italien på grænsen til Slovenien. På vejen vil de holde sig så tæt på den midterste bjergkam som muligt og overnatte i hytter og på herberg. 

”Det skulle være som en ridetur mellem to have, blot på ski. Sne og atter sne! Hundredvis af kilometer skulle vristes fri, meter for meter. Det lød som en tugthusfanges arbejde. I virkeligheden var det en gunstig mulighed: Definitionen på lykke er at have et kødben at gnave i.”

På syvende dagen foran en bemandet italiensk bjerghytte møder Tesson og du Lac en høj, rødhåret fyr på ski. Han hedder Philippe Rémoville og har fregner.

- Hvor kommer du fra? spurgte du Lac.
- Nice.
- Hvornår tog du afsted?
- I sidste uge. Jeg krydser Alperne alene. Jeg har kaldt min tur ”Ad hvide stier” som hyldest til en fyr, der har krydset Frankrig til fods og beretter om det i ”Ad ukendte stier”.
- Det er mig, sagde jeg.
- Det er pudsigt, sagde du Lac.
- Det er skørt, sagde Rémoville.”

Og fra da af er de tre sammen i ”Hvidheden”.

Selfie: Sylvian Tesson
og dennes anmelder
A.C. Hansen

Tessons fornemmelse for sne

På trods af de mange referencer til Alpernes historie og befolkning, så handler Hvidere end sne i virkeligheden meget lidt om Alperne som sådan. De forskellige destinationer og daglige tilbagelagte strækninger er kogt ned til et par faktuelle linjer i starten af hvert kapitel, og selv naturbeskrivelserne og de strabadser, de tre rejsekammerater er ude for, fylder alt taget i betragtning forholdsvist lidt. I stedet handler fortællingen i højere grad om rejsen; at være i rejsen, i bevægelse, og den effekt den fysiske bevægelse, bjergene og sneens hvidhed har på den rejsendes bevidsthed.

”Den mindste tur i bjergene opløser tiden, udvider rummet, forjager ånden i ens dybeste indre. I sneen udsletter det kraftige lys bevidstheden. At bevæge sig fremad et det eneste, der tæller. Anstrengelserne udvisker alt – minder og sorg, begær og anger.”

Resultatet er en smuk og medrivende – og til tider meget morsom – poetisk og filosofisk fortælling om tre midaldrende mænds søgen efter mening, lykke og grænseløs frihed, og måske også en flugt fra en verden, der forekommer forfatteren mere og mere indviklet, begrænsende og substansløs.

Sanderhoffs sprudlende mesterværk

Jens Carl Sanderhoff
Underflugt IV
Book on Demand, 317 sider

Af Jakob Brønnum
Jens Carl Sanderhoff har et stort forfatterskab bag sig, og foran sig, og foran alle os andre med. Hvis man ikke fulgte ordentlig med, kunne man begynde at sammenligne det med Pessoas forfatterskab, der bestod af en række personaer. 

Dels har Sanderhoff skrevet en stor og på mange måder klassisk modernistisk romantrilogi Europas floder (Forlaget Wunderbuch), en trilogi, der er blevet til en kvartet, efter han begyndte at komme på Det poetiske bureaus forlag, hvor han også har udgivet flere prosa bøger som for nogens vedkommende kunne kaldes prosadigte, bl.a Natkatamaran - 100 monologer (glimt af erindringens løb og udmunding). Den Udmærkede lektor udtalelse sammenfattede bogen smukt: ”En bog med velskrevne og kraftfulde tekster, der ligger i feltet mellem poesi og aforismer. Billedsproget er mørkt og gådefuldt og vil utvivlsomt udfordre de fleste. En meget særegen udgivelse.”

Men Sanderhoff har også udgivet bøger under navnet Tage Aille Borges. Nogle af bøgerne er skrevet sammen med andre, med Ejler Nyhavn og senest med undertegnede, "Jeg har tænkt på at nævne dette for dig" (Det poetiske bureaus forlag). Herudover har Jens Carl Sanderhoff et fjerde spor, bøger der udkommer på forlaget Book on Demand, hvoraf fire hedder Underflugt. Hvis man ser nærmere på det, bliver det tydeligt, at det hele hænger sammen og at det er en sprogbulldozer, der langsomt, men sikkert rydder forhindringerne for at se og indse hvad den fragmenterede tilværelses byggesten kan bestå af.

De tre første er korte som gammeldags digtsamlinger, men den fjerde, der udkom tidligere i år "Underflugt IV - afskedsbreve. Digte & tekster", er på over 300 sider og blandt Sanderhoff største bedrifter. Uden at jeg i øvrigt skal vurdere på bedrifternes omfang og karakter, så må der jo har været nogle stykker, for ellers ville han ikke have modtaget kongerigets største forfatter legat nemlig det treårige arbejdsstipendium, også i år. Jeg tøver imidlertid ikke med at kalde Underflugt IV for et mesterværk, og i forhold til, hvad jeg har læst af forfatteren en stærk kandidat til hans bedste bog. Bogen er så sprudlende fuld af en pluralisme af poetiske udtryk og sprogligt nærvær i indkredsningen af den menneskelige tilværelse mellem sprog og død og de sociale stationer, hvor vi hele tiden forsøger at dannes og blive til, mens tiden og dens indbyggede modstande forhindrer det:

Byen suger sprog ud af mennesker
sproget har ingen krop

metaforen beviser tingenes kongelighed
at noget kan lignes med noget

og så vokser virkeligheden / igen
ingen / de fleste bemærker intet i live

og døden er et bibliotek
hvor nogen sparer på varmen

som ikke kommer fra andet end bøger
der forsøger at sige / være som en by

og så vokser mørket / ud af tiden
stilhed / ingen kan høre noget

og livet er et barn
hvor nogen driver det til vanvid

Teksten ovenfor her er for eksempel taget fra en cirka 20 sider lang tekst som tager udgangspunkt i byen på hver ny side og som gennemgår, eller burde man sige gennemlyser, snart sagt alle tænkelige tilstande den menneskelige bevidsthed bliver forsat i, i mødet med den sociale virkelighed, som er en maskine, ligesom byen er en maskine, en teknokratisk vanvidstilstand. Teksten er nominelt døbt Syvende brev, og det signalerer at bogen er opbygget i hvad forfatteren kalder breve. Men breve man kan sende til hinanden, er det ikke. Hvad er det så? Det er som breve, livet selv ville skrive, hvis det kunne; det er ophobninger af bogstaver, ord og sætninger, der synes sammenføjet på samme måde, som en magnet trækker jernspåner til sig på et arbejdsbord i et værksted.

De fleste af teksterne er illustreret med små grafiske forløb gik hen over siden og mange af digtene står som på Apollinaires vis som konkrete sprogbilleder nedover siden.

Det 10. brev er udbredte over de sidste 120 sider og inde i brevet er der andre former, som overtager det formelle forløb, herunder sonetter og flere længere tekster, litteraturhistorisk set, en meta-variant af Bergsøes glemte vidunderroman Fra Piazza del Popolo, hvor nye fortællinger hele tiden vokser ud af de gamle og lader historien undergå en serie metamorfoser. I Underflugt IV er det som et delta, hvor man ikke kan se udmundingen, og ikke ved, hvad der fører derud.

Underflugt IV kan man naturligvis ikke blive færdig med, på samme måde som man ikke kan blive færdig med Inger Christensens Det og Pessoas Rastløshedens bog. Jeg mener, man kan karakterisere Underflugt IV som et gennemsnit af de to bøger, solidt placeret inde i Jens Carls Højholt-infuserede poetiske bevidsthed.

Jeg har opdaget, at han i slutningen af den allersidste tekst, bevidst eller ubevidst, skriver på E. M. Forsters eksempel på, hvad forskellen er på plot og historie i "Aspects of the Novel", historien om kongen der døde, og dronningen der blev ked af det. Selvom Jens Carl Sanderhoff i flere af sine andre værker fremskriver mytologiske figurer som Orfeus og Sankt Sebastian, har jeg ikke ofte set ham parafrasere tekster, og det er muligt han vil indvende, at det gør han heller ikke.

I niende brev parafraserer forfatteren også, indser jeg nu. Det er en tekst som minder om Seebergs novelletrilogi fra midten af halvfjerdserne, hvor han for eksempel omskriver dødsannoncer, som en anden Wittgenstein, der genskriver Edgar Lee Masters’ Spoon River Anthology (1915). Sanderhoff genskriver nyhedsstof om uheld. 13 uheld ialt, meget betegnende. Her er det fjerde uheld:

Fire ud af fem kvinder på kontor
har på et tidspunkt været udsat for en form for
overgreb i forbindelse med kopiering af dokumenter,
og det skyldes, udtaler kriminalassistent Hald fra
Station Moseeg, at maskinerne er ved
at være fortid. Disse uheldige episoder
vil derfor blive mere sjældne i fremtiden, formoder
Hald. Han ønsker dog ikke at kommentere på,
hvilken effekt digitalisering vil få på problemet.

Det er sådan man gennemlyser verden poetisk, fuld af personligt ansvar for hvad ironi kan bære af samfundskritik. Naturligvis er det parafraserende og de tydelige inspirationer blot et af flere elementer der står som trækkraft for det der er selve sagen: Tilværelsens mest essentielle træk, herunder i øvrigt  venskabet, som alle bøgerne i Underflugt-serien tematiserer. 

På en måde står samfundet, byen og den teknokratiske hegemoni i baggrunden, eller rettere som baggrundsstråling for værkets essens, der er en karakteristik af bevidsthedens, identitetens og det dødelige menneskes vilkår. En meget præcis karakteristik, der er ligeså fluktuerende som sit emne.

Mosaik om meningen på kanten af livet

Trædesten. På kanten af livet
Tekst- og billedantologi
Forlaget Læselyst og Støtteforeningen for Hospice Sydvestjylland 2025

Af Carina Wøhlk
Trædesten. På kanten af livet. Sådan hedder bogen. Forsiden understøtter titlen. Allerede inden det første blad er vendt, står læseren på bredden og ser ud på stenene i vandet. De blanke trædesten peger ud imod en rødgylden horisont, ud imod en solnedgang.  

Sådan er det. Solen står op, og solen går ned. Vi drejer så og så mange gange rundt om solen, indtil livslyset slukkes. Og undervejs kan vi gøre os tanker om det liv, vi lever og den død, vi alle sammen skal igennem.

Nogle af disse tanker udfoldes smukt i Trædesten, som er blevet til i et samarbejde imellem Forlaget Læselyst og Støtteforeningen Hospice Sydvestjylland. Formålet med bogen er at skabe meningsfulde samtaler om liv og død. 

Inden forordet, som er skrevet med  ”kærlig hilsen” af formanden for Støtteforeningen for Hospice Sydvestjylland, lyser en næsten tom side læseren i møde. ”Til en personlig hilsen…eller egne tanker” står der bare. Hvor er det godt tænkt. Siden ansporer til at få de ord på skrift, som kan være svære at sige højt. Om det selv at skulle dø. Om det at være pårørende til en døende.    

Trædesten er delt op i otte afsnit, der alle veksler imellem tekster og billeder. Både det skrevne og det billedmæssige skal tjene som trædesten ind i den svære samtale om uhelbredelig sygdom og død. Bogen indeholder bidrag fra både kendte og ukendte forfattere og kunstnere, som gratis har stillet deres værker til rådighed i den gode sags tjeneste.   

Børn og unges tanker om tab og død

Med refleksionen ”Der er så meget, jeg ikke ved” tager bogen sit afsæt i alt det, man som pårørende ikke når at spørge om, inden det er for sent, alle de spørgsmål, der pludselig må stå og blafre uden et svar. De tankevækkende ord understreger det uigenkaldelige ved døden. 

Og så følger tekster og billeder ellers i en lind strøm. Forskellige tanker og tonelejer. Forskellige former og farver. Forskellige streger og stemninger. Det særlige ved Trædesten er, at bogen også giver børn og unge en stemme. Hvilke overvejelser gør små størrelser sig om døden? Og hvad tænker helt unge mennesker om det at miste? 

Det er hjerteskærende at læse om 15-årige Mathias, der i mødet med sin døde far på sygehuset ”tog fat i hans hænder, der allerede var blevet utroligt kolde og lidt stive og…flettede…fingrene sammen, så hænderne var foldede”. Sådan plejede faren at ligge. Sådan kunne sønnen genkende ham – og sådan skulle det selvfølgelig også være i døden.  

Styrken i de poetiske bidrag

Af bidragene i øvrigt må de poetiske fremhæves – måske fordi poesi i særlig grad kan tale ind i det usigeligt svære: Jakob Brønnums blå og blændende digt om tid og evighed og ”korridorer af endeløs forladthed/ du ikke ville gå igennem igen/ men måtte gøre det, for der var ingen anden vej” rammer som et stik i hjertet af det grundmenneskelige. 

Niels Johansens fine vers om ”sorgens farvekort,/som har flere farver i sig, /sort er ikke bare sort” sætter ord på sorgen som et vilkår for alle på en rørende og renfærdig måde. 

Og Iben Krogsdals digt om ”en himmel fuld af fødsler/ en evighed af stjerner/ at kigge op i verdensrummets endeløse hvælv….som hvisker det fra dybet: Ingen findes for sig selv” er svimlende smuk og minder os om en forbundethed – i livet og i døden.

En undren og en ærgrelse

Alle bidragsydere står angivet i indholdsfortegnelsen. Et fyldigt efterskrift oplyser om både forfattere og billedkunstnere. Alligevel kan det undre, hvorfor ophavsmændene og -kvinderne ikke står med navns nævnelse direkte over eller under teksterne og billederne? 

Er det for at understrege det forhold, at alle ord, alle penselstrøg udtrykker noget grundlæggende eksistentielt, noget, vi alle kan spejle os i, noget, der er fælles for os alle – uanset hvad vi hedder?     

Trædesten giver ikke bare spændende visuelle oplevelser i kraft af de billeder, der  spiller op til teksterne. Bogen er også i selv en fryd for øjet. Den er æstetisk udført - i stort format og i fin papirkvalitet. Desværre er skrifttypen lille og bogen tung. Det besværliggør læsningen. Det er synd, for bogen har meget på hjerte – og svækkede læsere skulle også gerne kunne løfte den og se med.          

En bog om dødens virkelighed kunne måske få mange til at tænke på gravsten i stedet for trædesten. Men hvor gravsten lægger op til noget dvælende, inviterer trædesten til bevægelse; bevægelse ad stier, som vi ofte er bange for at betræde, men som kan åbne for dybe indsigter og nærværende samtaler – ved dødslejet, på sengekanten, i sorggrupper og mellem generationer. 

Trædesten er en meningsfuld mosaik af ord og billeder for alle, der vil tale med andre om livet og dets afslutning. 

  

Skolen som kampplads – en dobbeltanmeldelse

Naja Roos: Mellemtime, roman, 2 Feet Entertainment 2025, 430 sider

&

Simon Petersen: Skolen for livet, grafisk roman, Eudor 2025, 190 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

To vidt forskellige bøger i hver sin litterære genre ser med kritiske øjne på det danske undervisningssystem. Det er både nedslående, dramatisk og underholdende på en skæv måde.

Det står skidt til med det danske skolesystem. Hver dag kan man i pressen høre eller læse om mistrivsel blandt elever, om skolevægring og nedslidte lærere, om upopulære skoleledere. Jævnligt - men ikke så ofte i pressen - hører man også om forældre, der giver lærerne skylden, hvis barnet enten mistrives eller ikke får topkarakterer.

Den knagende folkeskole

Naturligvis findes der velfungerende folkeskoler eller – hvis det er for stor en mundfuld - velfungerende klasser, men generelt mere end knirker det i det danske skolesystem. I sin roman Mellemtime forsøger Naja Roos, der selv har mange års erfaring som lærer i folkeskolen, at italesætte en del af de steder, hvor det knirker og knager i den institution, der helst skulle danne og dueliggøre samfundets yngste til fornuftige og ansvarsbevidste borgere med styr på nogle helt grundlæggende kundskaber.

Mellemtime strækker sig over et helt skoleår på Ydermarken Skole. Vi følger primært den erfarne, engagerede, men også meget nøgterne Karen, der nærmer sig pensionen, men helst vil blive ved med at undervise. Hun nærer ingen illusioner, men ved, hvad man med rette kan kræve af eleverne, og det gør hun så. Og så bekymrer hun sig om dem. Når de ikke trives, forsøger hun at finde ud af, hvad der er galt. Det gør den anden hovedperson, Astrid, også. Hun er næsten nyuddannet, og skal for første gang undervise på overbygningen. Forventningerne er store hos Astrid, der gang på gang må se sin planlægning gå i vasken, fordi der kommer skænderier mellem eleverne, tidskrævende beskeder på Aula fra forældre, eller manglende tilstedeværelse fra de andre lærere ind over.

Som i enhver dansk folkeskoleklasse er der meget forskellige elever i 8. årgang, der er fordelt på to klasser. Bedre bliver det ikke, da der opstår problemer med køb og salg af forskellige rusmidler. Forældrene inddrages i løsningen, hvilket kun truer med at gøre problemet endnu større, for de synes ikke at være spor mere modne end deres børn.

Oven i dette skal Karen og Astrid slås med kollegaen Mads, der konstant taler sig væk fra sit ansvar og ofte bare udebliver fra undervisningen, og den anden kollega Jens, der langt mindre diskret, end han selv tror, arbejder på at blive skoleleder i stedet for ham, der sidder på posten. Han er nu heller ikke imponerende i sin måde at tackle konflikter på, men spørgsmålet er, om Jens er bedre egnet. Mads er en charmør, der er vant til at få sin vilje, og også gerne benytter sin charme til at tale trusserne af de unge kvindelige lærere, mens Jens er så fokuseret på sin egen drøm, at hans kolleger blot bliver trædesten på vej op ad karrierestigen.

Dertil kommer eleverne, hvoraf en del beskrives som uopdragne og selvhævdende, mens andre ikke tør sige noget af frygt for at blive til grin, og atter andre er pressede af for eksempel forældrenes truende skilsmisse.

Kampskrift

Naja Roos skriver engageret og lige ud ad landevejen med fokus på fortællingen og uden det store litterære vingefang. Man suser igennem Mellemtime, fordi sproget er så let. Alligevel er der nogle lidt træge steder i handlingen, nok mest i de mange møder, de stakkels lærere konstant skal deltage i. Her lader det til, at nogle kun møder op for at vide, hvilke aftaler der er truffet, så de siden kan bryde dem – og så er der gang i dramatikken igen.

Der er en lidt sukkende tendens i romanen, særligt i kapitlerne om Karen. Men man forstår hende godt. I hendes arbejdsliv er skolen kun blevet ringere. Alligevel kan det godt blive lige lovlig tungt. Men så er det godt, at Naja Roos også har karakteren Pedel-Ole med. Han er så irriterende, at han bliver morsom – også selvom typer som ham sikkert findes i virkeligheden.

Efter endt læsning fremstår Mellemtime som et kampskrift for en bedre folkeskole. Her er ingen hellige køer. Både politikere, skolebestyrelse, ledelse, lærere, forældre og elever får råt for usødet. Det er ikke særlig konstruktivt, men på den anden side er det vigtigt at gøre opmærksom på, hvilke massive problemer folkeskolen slås med i dagens Danmark – også selvom de måske er særligt koncentrerede på Ydermarken Skole.

Stærkt begrænsede kundskaber

Også Simon Petersens grafiske roman Skolen for livet er et kampskrift. Den stakkels Simon, som er nyuddannet lærer, får sin ilddåb, da han skal være vikar for en samling folkeskoleelever i billedkunst. Han kan ganske enkelt ikke skabe ro i klassen, hvis elever synes at være enige om, at de absolut intet ønsker at lære. Siden får Simon stilling på Forberedende Grunduddannelse i København. Eleverne er op til 25 år, men har nogle mildest talt begrænsede kundskaber fra deres tid i folkeskolen. Alle som én døjer med massive sociale problemer, og Simon må erkende, at heller ikke de har interesse i at blive undervist. Overskud har til det har de heller ikke.

På lærerfronten befinder Simon sig mellem to kvindelige lærere. Dels Grethe, der vredt klamrer sig til de læringsmål og undervisningsplaner, som eleverne er komplet ligeglade med, dels Knirke, en gammel 68’er, der skjuler sin afmagt bag en bedstemoderlige attitude. Knirke er bogens sjoveste karakter, og dem er der ellers mange af; for eksempel er FGU befolket af lærere, der for længst er gået i stå, og som stadig viser Zappa for eleverne.

Selvom både Grethe og Knirke er blevet afstumpede af de mange nederlag, de har haft gennem årene, knytter Simon sig til Knirke, for hvor hun er, er der i det mindste gang i den. Det er der også i klassen, men på en meget nedslående måde, for eleverne skal virkelig kæmpe, både med sig selv og hinanden, for at opnå nogle bare nogenlunde brugbare resultater. Her har Knirke ret: ”Det er alle deres sociale problemer, Simon … De er jo egentlig … De går rundt med en kæmpe pukkel. En pukkel fyldt af bekymringer. Husleje. Job … Opholdstilladelse. Forestil dig, at din familie er nede i Iran. Du har ikke hørt fra dem i fire måneder, og din lærer står og snakker om biord … stedord … linjeafstand.” Eleverne har nærmest ingen ressourcer – og det har skolen faktisk heller ikke. De ressourcer, Simon måtte have, suges ud af ham. Derfor fornemmer man, at han benytter den først givne chance til at få et job på en anden skole med lidt større overskud.

Sagen sat på spidsen

Både Mellemtime og Skolen for livet sætter sagen på spidsen, og dog ved de fleste danskere, at landets skolevæsen kæmper med en lang række problemer. Derfor har begge bøger deres berettigelse, og de bør læses flittigt – ikke for at skabe endnu større frustrationer, men for at italesætte behovet for løsninger på både politisk, ledelsesmæssigt, fagligt og familiemæssigt plan.

Monstergendigtning

1000 år gammelt episk langdigt, hvor helten overvinder underjordiske uhyrer såvel som en drage, i ny dansk gendigtning 

Beowulf
gendigtet af Sophus Helle
Lindhardt og Ringhof 2025
244 sider, 288 kr.

Af Søren Holst
Det årtusindgamle langdigt om Beowulf (eller Bjovulf, som nogle danske oversættere, inkl. Grundtvig, har foretrukket at kalde ham) er en hjørnesten i den ældste engelske litteratur, omtrent som Edda-digtene i den oldnordiske. Man kan knap finde en dækkende sammenligning i den egentligt danske ordkunst.

Derfor er det også lidt påfaldende, at der – som en af kvadets tidligere oversættere, Andreas Haarder sagde – ikke optræder én ærlig englænder i digtet. Handlingen falder i to afsnit; den første og mest kendte foregår i Danmark, vistnok på Roskilde-kanten, og den anden tilsyneladende i Sverige, som helten vender sejrrig hjem til efter sine bedrifter i første del.

Digtet er imidlertid affattet på oldengelsk, og når den første som i moderne tid udgav håndskriftets indhold, mente at det oprindelig var skrevet på dansk og siden oversat – så er det, med Sophus Helles ord, ”en ret skør læsning”. Digtet er et stykke (old)engelsk litteratur. Men dets indhold er altså en fortælling, som med stor sikkerhed må være en importvare: Vikingerne tog rigdomme med sig hjem, når de da ikke bosatte sig i det fremmede, som det akkurat var tilfældet i England, men de bragte åbenlyst fortællinger med sig ud.

Fortidens og samtidens ideer

Digtets skandinaviske, og først og fremmest danske, setting er for Sophus Helle udtrykkeligt en begrundelse for at beskæftige sig med det og insistere på at det bør kendes af danske læsere. Som en anden begrundelse kunne man anføre – hvad Helle også indirekte gør – at digtet afspejler en tid og en verden, hvor nyt og gammelt brydes og kulturer står over for hinanden, også på slagmarken, men først og fremmest inde i menneskers hoveder.

Begge de to tidligere betydende Beowulf-tolkere i nyere tid i Danmark, førnævnte Andreas Haarder samt Keld Zeruneith, har understreget samme tematik: Der er en spænding i kvadet mellem en kristendom, som ikke blot er forfatterens, men også forudsættes at være heltenes, og som bestemt ikke fordrer pacifisme, men i hvert fald rummer et ideal om ydmyghed – og så en ældre tids kriger-etos, hvor det ikke blot handler om at vinde i kamp, men om at være ”den ivrigste efter ry”. En ære-og-skam-kultur, for nu at misbruge en udbredt etikette.

Den gode historie

En tredje grund bør dog sådan set være den vigtigste: Digtet er en forrygende læseoplevelse. J.R.R. Tolkien skrev i 1936 en vittig artikel med titlen ”The Monsters And The Critics”, hvor han gik i rette med den tidligere forsknings tilbøjelighed til at se gammel digtning som et stenbrud, man kan grave historiske oplysninger frem af. Digtet er ikke en materialesamling, det er en bygning i sig selv. (Hvis man har fulgt med i de sidste 50 års bibelforskning vil man genkende ræsonnementet).

Ud over at være med til at sætte en vigtig retning for den akademiske læsning af digtet (og forfatte en oversættelse til moderne engelsk, der dog først udkom posthumt), byggede Tolkien også på digtet i en anden sammenhæng: Hobbitten, som kom året efter den nævnte artikel. Og det er tydeligt for enhver læser, hvor meget inspiration uhyret Grendel i digtets første halvdel og den navnløse, hævngerrige drage i slutafsnittet har givet til Bilbos møde med Gollum og Smaug i samme rækkefølge.

Oversættelsen

At Beowulf er en klassiker fra den allerøverste hylde, kræver det jo imidlertid ikke en snoldet dansk anmelder at fastslå. Det står klart, inden man begiver sig ind til boghandleren efter den nye version. Det spændende spørgsmål er, hvordan akkurat denne versionering er lykkedes.

Jeg benytter med vilje det lidt krukkede udtryk versionering, idet den nye udgivelses ophavsmand Sophus Helle på den ene side understreger, at han ikke er kyndig i oldengelsk, og at bogen er en gendigtning og ikke en oversættelse – men forlæggets forløb og form dog ikke desto mindre på den anden side følges med respekt og omhu, hvad der jo ikke behøver være første prioritet i enhver form for gendigtning.

Et indtryk af gendigtningshåndværket gives bedst med et eksempel. Og for læsere, der som Sophus Helle, ikke har lært oldengelsk, er den nærliggende sammenligning jo de eksisterende oversættelser, mest oplagt de to nævnte fra Andreas Haarders og Keld Zeruneiths hånd. Tag for eksempel den skildring af en episode i heltens tidligere liv, som den trælse biperson med det sigende navn Ufred lægger stemme til i digtets 8. sang. Det drejer sig om en dyst i svømning mellem Beowulf og en anden kraftkarl, Breka.

I en gengivelse som tilstræber helt at bibeholde originalens rimskema (hvor verslinjens anden halvdel skal indeholde bogstavrim med den første trykstærke stavelse i første halvdel), lyder det:

dér holdt I i armene havstrømmens bølger,
planerede søvejen, tog næverne i brug,
strøg over havet; strømmen krummede sig,
vinterens brænding. I vandriget stred I
syv nætter, han besejrede dig i svømmekamp,
magtede mere. Morgenen efter
bar strømmen ham ind til stridsraumers rige;
Derfra drog han til sit dejlige hjemsted, …

(Andreas Haarder, Sangen om Bjovulf, 1984)

Den modsatte yderlighed hvad angår digtets litterære form, er Zeruneiths prosagengivelse, omtrent som Otto Gelsteds gengivelser af Homer:

…da I svømmede ud i havstrømmene. Derude tog I favntag med bølgetoppene, målte søvejene og bevægede jer frem med hænderne og strøg igennem havvandet, mens brændingen slog op med vinterfråde.

I syv nætter sloges I med havets vældige kræfter; han var stærkest og besejrede dig. Ved morgengry kastede havet ham op på de stridslystne raumers kyst, hvorfra han, sit folks yndling, søgte til sit kære hjemland …

(Keld Zeruneith, Beowulf, 2018)

At der går noget tabt i oplevelsen af digtets form, er selvindlysende. At der også er en hel del vundet med hensyn til at opleve dramaet på nært hold, kan nok heller ikke benægtes.

Helle vælger en tredje vej, hvor den rytmiske gengivelse og opstillingen som vers bibeholdes, men der gives delvis køb på at overholde øvrige formelle krav, som næsten ikke ville kunne undgå at påtvinge gendigteren akavede ordstillinger eller et valg af gloser, som ikke er motiveret af selve indholdet:   

så I svømmede ud af sundet og favnede
stærke strømme med jeres arme, I målte
havets veje med hænders væven og smøg
jer frem gennem vandet. Men vinterens
regnskyl fik havet til at syde, og i syv nætter
måtte I slide mod bølgerne. Han slog dig
i svømning. Breka var stærke end dig,
og en morgen blev han kastet op på kysten
i raumarernes rige. Derfra drog han hjem
til sin egn … 

(Sohus Helle, Beowulf, 2025)

Jeg er personligt glad for Haarders udgave, som jeg har læst med mellemrum de sidste 40 år. Den hypnotiske stemning, som rytmen og allitterationerne fremkalder, er en del af digtets effekt. På den anden side kan man godt spørge, om den oplevelse som forfatterens samtidige – der havde digtets oldengelske som modersmål – fik ud af at høre kvadet fremført, mon ikke har ligget tættere på, hvad man som dansker i 21. århundrede ville få ud af at høre Sophus Helles nutidige, men på ingen måde domesticerede, udgave læst højt? Den fortjenere i hvert fald at blive hørt og læst.

Hvis nogen skulle få den tanke at det er noget underligt moderne noget at eksperimentere med formen ved oversættelse af oldtidslitteratur, så råder Danmark jo over et særligt slående bidrag til at sætte akkurat den problemstilling i relief. Den først oversættelse til noget moderne sprog var Grundtvigs danske gengivelse på rimede vers i 1820. Her er et stykke af svømmedysten endnu engang: 

I vilde, med jer Svømmen,
Paa Vandet giøre Blæst,
Men drev dog kun med Strømmen,
Alt som I kunde bedst,
For aldrig Det ei keise
Jeg vilde slig en Klik,
Som for den Vende-Reise
I paa jert Rygte fik!
Paa Landet var I friske,
Men Vand kan slukke Ild,
I svømmed, som to Fiske,
Ja snart som døde Sild;
Da sagtnedes Stoheien,
Der Storm og Bølge strid
Jer viiste Vinter-Veien,
Alt i en Uges-Tid!

(N.F.S. Grundtvig, Bjowulfs Drape, 1820)

Forskellene på Haarders og Helles mere tekstnære tilgang er i sammenligning så bagatelagtige, at de kun kan ses under mikroskop, og selv Zeruneith må siges at have behandlet sit forlæg med yderste nænsomhed, når man jævnfører hans arbejde med den store digterpræsts. – Og jeg nævner det virkelig ikke for at forklejne hverken Grundtvigs litterære fingerspidsfornemmelse eller hans forskningsiver. Men det er godt, at vi har både ham og det 20. og 21. århundredes fortolkere.

Hitler – en mand og hans folk

Claus Lembourn: Goliath med overskæg. Et blik på Hitler og hans tredje rige, Forlaget Ti vilde heste 2025, 305 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Efter 1. verdenskrig og den ydmygende Versaillestraktat, der ikke alene efterlod det tyske folk i rendestenen, men fastholdt det dernede, havde tyskerne brug for en politiker, der kunne gå forrest og skabe vækst. Det kunne Adolf Hitler. På rekordtid skabte han resultater, der gjorde mange tyskere ukritiske overfor manden, selvom han bestemt havde holdninger og karaktertræk, der for mange måtte synes usympatiske, ja dødsensfarlige. Hitler fik opbakning på trods af, at han tilsidesatte enhver form for etikette og diplomatisk dannelse. Han var opfarende, holdt lange, vrede taler, afbrød andre, men tålte ikke andres afbrydelser. Var i det hele taget kolerisk. Claus Lembourn skriver det ikke, men en type som Hitler, der bryder alle normer, kan man godt genkende visse træk af hos mindst en verdensleder i vore dage.

Dog holder Lembourn sig strikt til personen Adolf Hitler. Det er ham, han har sat sig for at portrættere, og han kommer godt i mål.

En mand som Hitler kommer ikke til magten uden støtter. Derfor handler bogen også om tyskerne. Ikke at tyskere er mere disponeret for nazisme end andre landes befolkninger, men de lå under for vilkår, der gjorde det nemmere for Hitler at gribe og fastholde magten.

Et i ekstrem grad sammensat menneske

Skønt det var 2. verdenskrig, der for alvor gjorde Hitler berømt og berygtet udenfor Tyskland, gik der en historie forud; en historie, der var med til at forme manden, indtil det i højere grad var ham, der formede historien. Læseren introduceres til den lille Adolf, der på et fotografi sidder og kigger forbløffet og usikker på beskueren. Det er meget svært af forbinde med det psykologiske portræt, Lembourn forinden har tegnet af den mand, der endte med at have hovedansvaret for millioner af menneskers død. Beskrivelsen af Hitlers personlighed er mildt sagt sammensat. Men det er ethvert menneskes personlighed. I Hitlers tilfælde er der dog større ekstremer end hos de fleste. Det lader til, at den mand, der iskoldt arrangerede en industriel aflivning af jøder og romaer – voksne som børn - faktisk syntes om børn. Få dagen inden sin død, er han filmet, mens han hilser på uniformerede drenge, der kort efter sendes i døden for at nedkæmpe russerne, der er ved at indtage Berlin. Men fra Hitler lyser der en tilsyneladende ærlig glæde over drengene, som han giver et klap på kinden eller skulderen. Det er svært at forestille sig, at manden ved, hvad det er, han beordrer dem ud i. Men følelsesløs synes han altså ikke at være. Derfor er det heller ikke tilstrækkeligt bare at stemple ham som psykopat. Nej, Hitler var et i ekstrem grad sammensat menneske, og det er dette menneske, Lembourn skriver frem. Det er et vigtigt ærinde, for hvis man dæmoniserer en mand som Hitler, fratager man ham også ansvaret. Var han ikke et menneske, men en djævel, en ulv i fåreklæder, et uhyre, handlede han jo bare pr. instinkt. Derfor er det langt mere uhyggeligt, men også langt mere sandt at beskrive Adolf Hitler som det, han var: et menneske som alle os andre. Men også et menneske, der traf nogle frygtelige valg i en tid, hvor der var opbakning til en mand som ham.

Det svage demokrati

Opbakningen kom fra det tyske folk, der glad konstaterede, at han skabte velstand. At han ikke lagde skjul på, at han mente, at alle jøder skulle dræbes, fik ikke alle vælgere til at stemme på en anden. Det unge demokrati fungerede nemlig ikke særlig godt. Det var blevet påtvunget befolkningen som følge af fredsslutningen efter 1. verdenskrig, men hele befolkningen var vant til at blive ledet. Ikke alle ønskede at have indflydelse, for med den fulgte også et ansvar, man slet ikke var vant til at påtage sig. Nej, så hellere en god leder, der mindede om den gamle, afsatte kejser.

De tyskere, der kunne se det gavnlige i demokratiet, og som engagerede sig i politik, stødte ofte mod en mur, fordi det stadig var bureaukrater fra kejserens tid, der sad i statsadministrationen.

Med disse og en række andre oplysninger bygger Claus Lembourn en forståelse op hos læseren om, at Hitler var et magtmenneske, men at han ikke havde fået og heller ikke havde beholdt magten, hvis der ikke havde været en folkelig opbakning. Dermed mindes læseren om, at det gælder om at sige fra i tide. Har man først ladet sig rive med, er det svært at springe af toget. Og Hitlers tog kørte virkelig hurtigt! Var der noget, den mand var fremragende til, var det nemlig at indgå i den nazistiske propaganda. Han havde et naturtalent for at holde taler. Ikke at de alle var lige fængende. Til tider var de derimod lange og kedsommelige. Men andre gange kunne Hitler gribe en kæmpestor menneskemængde, der euforisk heilede og var parate til at sværge føreren evig troskab.

En af bogens store styrker er Lembourns mange velvalgte citater fra Hitlers manifest ”Mein Kampf”. Her lagde han ikke skjul på noget som helst. Bortset fra at bogen var fuld af gentagelser og generelt dårligt skrevet, viste den, hvilke planer Hitler havde, hvis han fik magt, som han havde agt. Manden var megaloman, og den slags skal man være påpasselig med at gøre til hersker.

Sproglig styrke

Selvom ”Goliath med overskæg” er overkommelig med godt 300 sider ret stor skrift, er det er en velkomponeret og sober bog om en af det 20. århundredes største tyranner. Lembourn skriver normalt skønlitteratur, og det er han eminent til. Men netop hans sproglige styrke gør, at Hitlerbiografien er let at læse. Tag for eksempel kapitlet ”Stambordet” (s. 211f.), hvor Lembourn beskriver de antidemokratiske kræfter, der i højere grad skuer tilbage end fremad. Omkring stambordet samles mænd, der ved, hvordan samfundet skal skrues sammen, nemlig sådan som det fungerede inden 1. verdenskrig:

Alt bliver enklere, ingen forstyrrende indvendinger og korrektioner, her skal ikke argumenteres, her reduceres kompleksitet, så nationens og folkets problemer står skarpere. Løsningerne bliver mere indlysende, de skyldige mere skyldige, og fjenderne får navne.

Øllet er ikke stærkt, men dét opvejes af hankekrusenes størrelse. Med strømmen af skummende væske får tanker, fantasier og drømme vinger, og overmod slippes løs:

Mændene omkring bordet bliver feltherrer, og salt- og peberbøsse, sennepsglas og sukkerskål bliver til divisioner, der vinder over Napoleon, Stalin, Montgomery osv.

Eller mændene bliver geopolitikere og flytter rundt på folkeslag og landområder, tændstikker på række bliver til nye grænser, oftest dem mod Frankrig og Polen, men som timerne går, retter man mere og mere på Europakortet, så geografien bliver ”retfærdig”.

Omkring stambordet ser og hører mændene kun hinanden. Den foranderlige verden har ingen taletid. Det er kun ét punkt, hvorfra tingene iagttages, og efterhånden som stemmerne stiger, bliver tvivl til fejhed, uenighed til forræderi.

Ølstuen har åbent hver dag. Og den, der kan presse sin idé ind mellem ryggene og få den gjort til et nyt emne ved bordet, har er godt på vej. Dét lykkedes ikke for demokratiets høflige fortalere. (s. 212).

I dag synes en del stamborde at stå i et virtuelt rum, hvor man på de sociale medier kan udfolde sit forenklede verdenssyn i ekkokamre og sende sine bøller ud på en shitstorm, hvis nogen formaster sig til at påvise idiotien i ekkokammerets påståede logik.

Selvoplevede eksempler

Det er slet ikke umuligt, at ”Goliath med overskæg” kan benyttes til undervisning i gymnasiet. Det gamle stof er i hvert fald leveret på en ny og udtryksfuld måde. Et nyt virkemiddel er også Lembourns små tilbageblik til sin egen barndom. Hensigten er tydelig nok: Han vil perspektivere hændelser i Tyskland til de følger, de fik i Danmark; men det bliver på et mikroplan, når han giver selvoplevede eksempler. Det er naturligvis med til at give historien autenticitet, men det er ikke hver gang, at erindringerne fungerer helt efter hensigten, fordi sceneskiftet virker lidt forstyrrende. Dog er det en meget lille anke mod en særdeles velkomponeret og velskrevet introduktion til fænomenet Adolf Hitler.

To mesterværker i et: Mallarmés ufærdige sorgbog

Stéphane Mallarmé:
Sygdommens poesi: til et gravmæle over Anatole
Oversat og kommenteret af Lars Rasmussen
Det poetiske bureaus forlag (Bureauets Lommebibliotek), 346 sider

Af Jakob Brønnum
Prélude à l'Après-midi d'un faune (Forspil til en fauns eftermiddag) er kendt af mange som et ualmindelig inciterende, lille orkesterværk af Debussy. Imidlertid er det først og fremmest et digt af Stéphane Mallarmés (1842-1898), en af verdens bedste, moderne digtere der imidlertid er fuldstændig ukendt i Danmark. Hvordan kan jeg påstå at han er fuldstændig ukendt i Danmark?

Det kan jeg fordi et helt ekstraordinært mesterværk af ham er udkommet, uden at nogle af de ledende kulturkritikere har løftet øjenbrynene. Bogen er ikke anmeldt og indkøbt i svimlende 10 eksemplarer af samtlige landets biblioteker. 

Det er en bog, bestående af noter, der aldrig blev redigeret færdig, en notesamling af universelle og minimalistiske glimt af en sorgproces og en naturligvis forgæves forståelsesproces efter en af den slags tragedier, der ikke må ske, men som sker alligevel. Hele tiden.

Efter et langt sygdomsforløb døde digterens søn Anatole i en alder af otte år af tuberkuløs bughindebetændelse. Mallarmé forsøgte med oplægget til et større mindedigt over sønnen, som, da han efter få måneder opgav det, havde form af godt to hundrede løse papirlapper med vers på forskellige trin af færdiggørelse, gennemflettet af redaktionelle indskud og memoer alene henvendt til forfatteren selv. I 1961 blev det samlede materiale offentliggjort under titlen Til et gravmæle over Anatole.

Bogen foreligger nu på dansk i Lars Rasmussens oversættelse. Lars hvem? Lars Rasmussen! Navnet bør bemærkes og indehaveren snarest indstilles til en eller anden meget vigtig pris, for hans oversættelser af nu mindst tre centrale hovedværker i verdenslitteraturen er ikke bare ”blandt de bedste, jeg har set”, men de bedste! In a league of their own. Oversættelserne er forsynet med fyldige introduktioner og udtømmende noter og forklaringer. Hans oversættelse af Tao-te-king (Vejen & kraften, Det poetiske bureau 2022) er helt enestående god og den klart mest præcise blandt de 5-6 stykker jeg kender på dansk og engelsk, og hans udgave af Blakes apokalyptiske epos Jerusalem året før samme sted ligeså.

Mallarmés ufærdige Gravmæle er udkommet med hver lap papir på en egen side og derfor er vi over 350 sider. Værket er ikke i sig selv så stort men Lars Rasmussen har forsynet det med over 100 sider af noter der udlægger de begreber, der kan være fremmede for en moderne læser. Man kan godt forstå at det kan være svært at anmelde et sådant værk, hvor man støder på følgende tekst:

(1 

mennesket og 

fraværet – 

    den tvillinge- 

sjæl hvormed 

det forenes når det 

drømmer, fantaserer 

– kun fravær 

efter døden, når en

Men læser man lidt videre ser man at hvert enkelt begreb der nævnes i Mallarmés symbolistiske poetik får en eksistentiel karakter, der gør sansningen uafviselig som livserfaring, poetisk tydet:

Offeret – 

    på gravmælet 

purpur konge, kærlighed 

    moder 

    det kræves 

    – for at han kan leve 

igen – ! (forvandling) 

    moder alene vil  

      have det, hun er jord 

            ––

Tekst 104 er et eksempel på bogens og Mallarmés kamp med menneskets grundvilkår i sig selv: 

hvad! den enorme 

  død – den 

    frygtelige død 

–– 

    at ramme så lille 

      et væsen 

–– 

jeg siger til døden | kujon 

–– 

  ak! den er i os 

  ikke udenfor 

Bogen er også et mesterværk i en anden, noget mere uformel genre, nemlig den gruppe af værker og mirakuløse bogmonstre, der er opstået ved at udgive ufærdige manuskripter der har fundet i noteform. De to kendteste er formentlig Uroens Bog af Pessoa (eller hvad den nu hedder, nogle steder hvad hedder den Rastløshedens Bog) og Walter Benjamins bog om den parisiske kulturverden på samme tid som Mallarmé levede og lidt senere, det såkaldte Passageværket. Hvis der kun fandtes en bog i verden, kunne det være en af de to og vi ville overleve. Men også Adornos ufatteligt indsigtsfulde og helt ufærdige bog om Beethoven indgår i denne gruppe (han har færdiggjort bøger om bl.a. Mahler og Wagner).

Når vi sidder med disse bøger i hånden, får de modernistisk set en kvalitet, andre bøger ikke har, eftersom de ikke er lineære, men breder sig ud i alle retninger og burde læses på et stort bord, hvor lapperne ligger ved siden af hinanden. Bøgerne mangler den sidste færdiggørelse, der ville have slebet nogle kanter af dem og givet dem en karakter, de måske endnu ikke har fået, men som de rummer kimen til, som vi kunne tyde - vi ved blot ikke hvilken. 

Hvis man overhovedet kan tænke sig noget universelt inden for moderniteten og modernismen, så er det den måde man møder en digters tanke og sansning i hans noteform og får den firedimensionelle tid-rum oplevelse at man kan se, hvad det vil være, hvad det er og hvor det peger hen, men man kan også se hvor det stammer fra og følge en tidsproces der er gået, men som ikke er færdiglevet. I dette tilfælde ligesom bogens hovedperson.