Gubaidulina og tidens mange figurer

Gubaidulina:

Figures of Time / Introitus / Chaconne / Revue Music

(Di Piazza, NDR Big Band, Basel Sinfonietta, Engel)

Naxos

Af Jakob Brønnum
"Sofia Gubaidulina (1931-2025) var en ikonoklastisk ukonventionel", skriver pladeselskabet. "Hvad enten det var støjlignende lyde, tilfældigheder, serielle teknikker, elektronik, klyngeformede tætheder eller jazz: Gubaidulinas værk er synonymt med hidtil uset åbenhed og autonomi. Komponisten, der blev født i 1931 i Tatarstan og boede nær Hamborg fra 1992 til sin død i marts 2025, betalte en høj pris for denne holdning. I Sovjetunionen var opførelsesforbud og økonomiske vanskeligheder en del af hendes hverdag.”

En biografi forsætter, i en anden sammenhæng: ”Gubaidulina så musik som en flugt fra den socio-politiske atmosfære i Sovjetunionen. Hun forbandt musik med menneskelig transcendens og mystisk spiritualisme, som manifesterer sig som en længsel i den menneskelige sjæl efter at finde sit sande væsen, en længsel, som hun konstant forsøgte at indfange i sine værker.”

Samlet tegner der et billede at en helt speciel kunstner, der sætter sig udover genrernes konventioner, for at nå ind i den menneskelige tilværelses dyb.

I vesten er hun blandt de meget opførte nyere komponister. Selvom hun må opfattes som en avant garde-kunstner, finder Gubaidulinas værker alligevel vej ind i de store koncertsale, hvor repertoiret som bekendt er centreret om de kendteste klassiske værker.

Blandt de hyppigste opførte værker er Offertorium (1980) for violin og orkester – hendes gennembrudsværk i Vesten. Seven Words (1982) for cello, bayan (eller accordion) og strygere står også blandt de meget opførte værker, ligesom In Tempus Praesens (2007) for violin og orkester, der er skrevet til Anne-Sophie Mutter.

Fire store værker

I september udkom en ualmindelig vellykket CD med fire store værker af Gubaidulina, som Naxos tidligere har udgivet et antal indspilninger med. Udgivelsen rummer det en halv time lange Figures of Time for orchestra (1994), Introitus, en koncert for klaver og kammerorkester fra 1978, reviceret i 2026, soloklaverstykket Chaconne for solo piano (1962) og Revue Music for Symphony Orchestra and Jazz Band (1976/1995/2002).

Figures of Time er et overbevisende, ja uforglemmeligt stort, universelt kunstværk, hvor de øvrige værker på CD'en er noget enklere. Men alle værkerne viser Gubaidulinas mesterlige frihed i anvendelsen af virkemidler på alle niveauer - fra lyde til genrer. Men hvordan skrive om en musik som umuligt kan ledsage noget andet, man foretager sig, men udelukkende fungerer som er genstand for ens  fulde fokus. Og når man lytter til Gubaidulina bliver man nødt til at inddrage alle de bevidsthedsområder og alle de sanser, man bruger når man går på kunstudstilling læser romaner og ser film. 

Man talte i sin tid om Wagners arbejde som gesamtkunstwerk fordi det brugte alle kunstarterne samtidig. Til at forstå Gubaidulina må vi opfinde en ny betydningen af begrebet. I løbet af et værk som orkesterværket om tidens former, går man fra lyd der minder om noget, man hører når man går på en strand om efteråret, til velformede senromantiske melodiske klange - via store lydflager, skabt af messing, hvor man er i tvivl om det er industrikomplekser man befinder sig, i blot et orkerstertutti med alvorlig mine. 

Og så overgår værket undervejs desuden til øjeblikke af en form for poleret ekspressionistisk jazz, der – måske fordi det er lavet i Tyskland – minder mig om den tidlige modernisme. Hele tiden, mens jeg har lyttet til det mægtige værk som tidens former, har jeg fået billedet af et besøg i Hamburgs kunstmuseum, hvor man havde en overbevisende grundig udstilling af bogomslag fra 1930’erne af forfattere som fik deres arbejder forbudt i den højreradikale politiske ånd, nøjagtig det som for tiden sker i de republikanske stater i USA.

Værket indledes med og har igen mod slutningen en enkel fløjtestemme, kompletteret af et slagtøjsinstrument og til slut af en soloviolin. Det er ikke zen, men det har elementer af shakuhachi-musikken, prøvende, spædt.

Figures of Time er på en måde så mangefacetteret i sine lydbilleder af tiden, at selve tiden ændrer karakter. Man tror ikke rigtig på at den er gået, når værket er forbi. 

Jeg har lyttet til Gubaidulina lejlighedsvis siden i hvert fald begyndelsen af 1990’erne og jeg er ikke i nærheden af at påstå at jeg kan overskue og anmelde et værk i bund. Dertil overskrider musikken for mange konventioner, og stiller for mange spørgsmål - en gennemgribende kritik skulle brede sig i mange retninger: Hvad betyder genresammenblandingerne? Hvad er lydcolleagerne udtryk for? Hvordan forholder hendes opfattelse af fysisk lyd sig til toner?

Opførelsen af de fire værker er uhyre fokuseret og uhyre nærværende. Det er ikke sådan at orkestret står på sidelinjen og siger: Her er der noget vi gerne vil vise jer. Man oplever på den intense udformning af musikkens arkitektur og den elektrisk nærværende frasering, at det her det er noget man gerne vil tale om, fordi det er vigtigt 

Jeg vil gerne understrege at der er ikke tale om en collageform som vi f.eks. kendte fra Poul Ruders symfoniske værker hvor der var et mål af ironi som i hvert fald får undertegnede til at tvivle på den musikalske oplevelse. Gubaidulina har ikke skyggen af ironi. Det her er med livet som indsats

Når Lützhøft stiller eksistentielle spørgsmål

Jesper Lützhøft
Ukendt?
Forlaget Finkultur (133 s., indb)

Af Jakob Brønnum
Jesper Lützhøft er uddannet klassisk guitarist og arbejdet med samtidsmusikken har resulteret i ur- eller førsteopførelser af ca. 70 værker for sologuitar eller kammerbesætninger. Han har indspillet to cd'er i eget navn og medvirker på en lang række andre indspilninger. Udover aktiviteterne som musiker har Jesper bl.a. været chef for Den Anden Opera, Odense Symfoniorkester og været producent i Danmarks Radio. Jesper Lützhøft har modtaget P2s Bolero-pris og Victor Borges Musiklegat for sit arbejde med Den Anden Opera. De senere år er han (også) trådt frem som lyriker med et antal meget eksklusive digtværker, 15 bøger i alt – og eksklusive i dobbelt forstand, dels er de dybe, gode, kærligt humoristisk-ironiske og usvigeligt livsfilosofiske. Dels er de udkommet – i usædvanligt velproduceret udstyr - i et regi, der også gør dem eksklusive, nemlig Lützhøfts egen kulturhub Finkultur.dk.

Det seneste arbejde er bogen Ukendt (2024). Bibliotekernes lektør, der hidtil er den eneste der har forholdt sig skriftligt til den, skriver: ”Digtene om Hr. Ukendts ubehjælpsomhed og forunderlige færd rammer, når de rammer renest, en tragikomisk sans for livets og den modernes verdens absurditet. Men det bliver også lidt ensformigt i stil og tematik.”

For ret kort tid siden læste jeg en lignende karakteristik af Uffe Harders digte, også i en lektørudtalelse. Uffe Harder (1930-2002) er (mindst) en af de fem største mandlige danske digtere i anden halvdel af det tyvende århundrede. Hans bedste digte, f.eks. en del af de kortere digte i Udsigter (1960) er fuldt på højde med den største europæiske lyrik i sin mangedimensionalitet og sin evne til at række ud (eller ind) efter de mest grundlæggende elementer i den menneskelige bevidsthed og kortlægge dem semantisk i poetisk form. Det er åndeløst godt. Man kan aldrig blive færdig med det. Men fordi verden er som den er, og ikke kan holde fast på eksistentielle problemstillinger, men vil underholdes, fæstner lektørudtalelserne og anmeldelserne af Harder sig op gennem 80’erne (i det mindste dem, jeg har læst) i stigende grad ved en vis underfundighed, der kan siges at opstå her og der i forfatterskabet, og Harders rungende eksistentielle exposé bliver beskrevet som firnurlighed. Det er lige til at græde over.

Det samme overgår Lüfthøft, når han læses på en sådan måde at man ikke får mere ud af det end ”en tragikomisk sans … for verdens absurditet” og når den stakkels anmelder får at anfald af litterær ildebefindende fordi Lüfthøft går i detaljer med det vilkår i tilværelsen, han elegant afdækker som menneskets eksistentielle dilemma i en moderne tid mellem at være sig selv og være til i omverdenen på omverdenens betingelser.

”Hr. Ukendt er ikke et foreningsmenneske
Alligevel er han medlem af en række foreninger
Det kan man ikke undgå
Han har også engang været med til at stifte en
Det gør han ikke igen” (s. 97)

Hvad står der f.eks. i dette digt? Står der finurligt, at Hr. Ukendt har lavet en fejl, og at det er jo desværre bare det, der kan ske? Det skulle man tro, når man læste ovenstående anmelderkarakteristik. Men der står så meget mere end det. 

Der står noget om demokratiets væsen, om at et menneske kan lade som om det har en fri vilje, men det er en filosofisk fejltagelse at tro, der står noget om at det forpligter når man foretager sig noget i retning af at bære med på kulturlivet og samfundslivet, men desværre også nogle gange, når man ikke gør. Og det får læseren (altså dig og mig) til at overveje, hvor meget man egentlig bør engagere sig og i yderste forstand om det ikke snart var tid igen?

Sådan er det hele vejen igennem bogen. Et andet digt (der står lige overfor) lyder sådan:

”Hr. Ukendt
ved ikke
om han
vil
forandre
verden

Hvis han
skal være
helt ærlig
er det
ikke noget
han har
overvejet”

Den læser, der ikke fik stillet de spørgsmål jeg snakkede om til det forrige digt, men nøjede sig med finurligheden, vil se dette digt som en ny finurlig variation over aftegningen af et ansigt på et menneske man ikke rigtig kan se. Og så begynder det at blive ”lidt ensformigt i stil og tematik” som anmelderen skrev. Det er blot forkert opfattet. Der står noget helt andet.

Digtet stiller endnu et filosofisk spørgsmål. Det er rigtigt at det eksistentialistiske tema går igen fra det forrige digt, men det er en anden dimension af tilværelsens grundspørgsmål Lützhøft her tager op.

Hvor mange kender vi som klager over verdens tilstand? Og hvor mange af dem har aldrig nogensinde tænkt en velfunderet samfundskritisk tanke? Hvor ofte handler kritikken egentlig snarere om, at man ikke bryder sig om forandringer? Samtidig overser man at verden er noget der forandrer sig hele tiden, eftersom den er levende og livet jo er det der er kendetegnet ved at være i bevægelse. Men Hr. Ukendt er ikke det, der med et moderne skældsord hedder omstillingsparat, han har lavet sig en tilværelse hvor han ikke er så glad for at skulle stimulere sit i9ntellekt og sin bevidsthed, for han er faktisk tilfreds med at sidde i sofaen og se tv og klage over programmerne.

Så de to digte så ganske rigtigt ens ud for en overfladisk betragtning - men de handler om to forskellige dimensioner af tilværelsen. Det ene handler om arten og karakteren af de relationer man indgår i eller vælger ikke at indgå i. Det andet handler om det moralske spørgsmål, hvorvidt man kan tillade sig at kritisere tilværelsen sønder og sammen, når man aldrig nogensinde tager ansvar for noget.

Og sådan er det som sagt hele vejen igennem dette pragteksemplar af en bog med klassiske egenskaber. Der er meget mere i den. Man kan vende tilbage igen og igen og se nye flige af tilværelsen blive afdækket. Jeg siger bare: Gak til Hr. Ukendt og bliv viis.  

 

 

 

 

En generøs og hudløs ærlig beretning om et liv som pårørende

kært barn ¤ våd kaktus af Allan Lillelund
Illustreret af Line Risager Hansen
Udgivet af Forlaget Silkefyret (2025)
141 sider
Af Ann-Christina Hansen

Livtag med en opvækst med misbrug og sindslidelser

at bo hos dig er pest
at bo hos mor er kolera
eller er det omvendt

kært barn ¤ våd kaktus er en generøs og hudløs ærlig beretning om et liv med en stærkt alkoholiseret far og en skizofren mor, der vender op og ned på læserens forudfattede opfattelse af, hvad det vil sige at være pårørende. I en ligefrem og tilgængelig prosastil beskriver Allan Lillelund uden omsvøb den vanvittige dagligdag: morens rutinemæssige indlæggelser på psykiatrisk afdeling, farens patetiske alkoholmisbrug og Allans desperate forsøg på at navigere i en umulig situation.

Men den dybt ulykkelige situation til trods er det ikke selvmedlidenhed, skam eller vrede, man først og fremmest fornemmer mellem de rå, minimalistiske linjer, men derimod kærlighed og en uendelig omsorg.

der er dage
hvor jeg fører en finger
op ad din ene arm
mens du sover
dén med arret
den der er brændt på din bodega
der er et før og et efter det ar
som mors ar på skinnebenet
der er ikke noget oplagt sted at starte
med at tegne hen over
så jeg begynder et tilfældigt sted 
lyset er slukket
mørket blander sig med natten
derude et sted tænker mor på mig
måske hun ligefrem sender dig en tanke

Når indhold og form går op i en højere enhed

kært barn ¤ våd kaktus er en såkaldt ”tête-bêche-bog”, et værk bestående af to uafhængige dele – i dette tilfælde en mor-del og en far-del – der vender hver sin vej og mødes på midten. Det er således ligegyldigt, hvilken del man starter med; måske et udtryk for forfatterens, barnets, magtesløshed og uvilje mod at vælge den ene forælder frem for den anden.

Ud over at være interessant rent formmæssigt, så giver det rigtig god mening at have benyttet denne bogform til digtsamlingen, fordi det ikke blot understreger det uløseligt forbundne mellem mor, far og søn, men ligeledes den uløselige situation. Der er gode og dårlige dage, men intet bliver endegyldigt løst, alt kører i ring, uanset hvor mange askebægre der tømmes, køleskabe der bliver fyldt, vinduer der bliver pudset, alt sammen handlinger der måske især har til formål at give forfatteren en fornemmelse af i det mindste at gøre noget. 

Men som enhver pårørende til en person med et misbrug eller en sindslidelse – eller demens for den sags skyld – på et tidspunkt må indse, så er der ikke andet at gøre end at ledsage, lære at flyde med strømmen og så vidt muligt holde hovedet over vandet, ”også når bølgerne går højt”.

Dette kaos, alkoholismens og skizofreniens ubønhørlige uforudsigelighed, medfører uvilkårligt en ængstelig vagtsomhed hos den pårørende (måske er det i virkeligheden her kilden til traumet skal findes), som det er lykkedes Lillelund at beskrive ikke blot med ord men også i form ved simpelthen at udelade al form for tegnsætning. Herved fanges læseren ind i en vanvittig poetisk malstrøm og fratages bogstaveligt talt muligheden for at trække vejret undervejs. Jeg slugte da også kært barn ¤ våd kaktus råt i toget fra Aarhus og var færdig, før jeg nåede Vejle. Sidenhen har jeg genlæst digtene flere gange, og hver gang har jeg opdaget noget nyt og genialt. 

En litterær blæksprutte

Allan Lillelund (1980), cand.mag. i nordisk sprog og litteratur, er en af Aarhus’ litterære ildsjæle. Udover at undervise, skrive og oversætte er han forlæggeren bag Forlaget Silkefyret og primus motor bag festivalerne Litterære Dage og BogGods. Han har tidligere udgivet novellesamlingerne Tegn om verden (Løvens Forlag), Nedslag og Efter (Forlaget Silkefyret).

kært barn ¤ våd kaktus er Allans første digtsamling, for hvilken han meget fortjent har modtaget arbejdslegater fra både Statens Kunstfond og De Skønlitterære Forfattere.

En meditativ rejse i umiddelbare sansninger

Jakob Brønnum
Mysteriets Digte
Books on Demand 2025, 68 sider
 
Af Carina Wøhlk
Mysteriets Digte er Jakob Brønnums 26. digtsamling. Det er noget af en bedrift i sig selv. Men er kvaliteten på linje med kvantiteten? Er hans digte lige så gode, som de er mange? Det korte svar er: JA! Og det endda med store bogstaver og udråbstegn.
 

Ordet mysterium betyder hemmelighed eller gåde. Og i Mysteriets digte skriver Brønnum sig ind i en kobling imellem naturen og eksistensen. Livscyklusser, processer, forfald og opblomstring – alt kan vi genkende. Fra naturen og fra os selv. Fordi vi jo dybest set er natur. Det er ingen hemmelighed.  Det gådefulde er snarere, hvordan vi får føling med den forbundethed igen. Brønnums digte viser os vejen.      
 
Det digteriske blik
Mysteriets digte leder læseren ud på en meditativ rejse i umiddelbare sansninger. Det digteriske jeg møder verden med et åbent og filterløst blik. Dette særlige blik skriver Brønnum om i efterordet: ”Teksterne er båret af et blik, der har fulgt mig hele livet, et blik jeg ofte har afgrænset mig fra, fordi det ikke altid er kommensurabelt med forbindelseslinjerne til omverdenen” (se s. 68).
 
Digteren ser uden ”afskærmning” (se s. 68), og det får digtene til at fremstå helt umiddelbare og sitrende. I digtet Solens øje skriver Brønnum, at ”solens øje er blindt/ det stirrer på mig/ for at gøre mig seende/ men vidste jeg bare til hvad” (se s. 61). Til hvad? Jamen, kære digter, du skal se for at digte. Alle dine digte bærer netop vidnesbyrd om din visuelle styrke.

Digtsamlingen er delt op i 9 afsnit, der hver består af flere digte. Allerede ved første afsnit opdager læseren en af flere poetiske hilsner: Begyndelsen findes. Javist, og Inger Christensens Alfabet findes – til uendelig inspiration for mange. Flere hilsner følger – også med navns nævnelse.
 
Når Brønnum skriver om berømte digtere, forfattere og arkitekter og lige så navnkundige malere og komponister, er det ikke for at flashe sin egen dannelse. Han giver med en fejende bevægelse plads til kulturen, som også rummer den poetiske genre - og får den til at spille op imod naturen, som alle digtene er gennemstrømmet af.  
 
Den seende digter
En af Brønnums forcer er billeddannelse. Han driver et væld af billeder frem – for eksempel af ”havbølgelignende biler” (se s. 9) og af bølger, der ”kommer ind som heste” (se s. 11). Brønnum bruger bølgebilledet eminent – på de hestekræfter bag metal, der langt fra flimrer for det seende blik og på de kraftfulde dyr, der gungrer ind mod bredden. Læseren kan næsten høre dem vrinske i havets brus.

Vrinske, ja. For digteren har også øre for klang. Både solsorten, solen, træerne og vinden synger igennem digtsamlingen. Klangene prikker vellyd ind i stilheden, som ”gerne (vil) være med i dag” (se s. 64).
 
Indimellem er stilheden også en befrielse fra de tanker, som vanskeligt kan holdes i ave og som gerne ”rejser sig som skyskrabere/og vælter ind over hinanden” (se s. 32). Når det lykkes at holde tankerne i ro, er det ”morgenlysets renhed”, der regerer (se s. 32).
 
Tid og evighed
Et gennemgående tema i digtsamlingen er spændingen imellem tid og evighed.  Digteren funderer over tiden, der som sand ”sivede bort mellem fingrene”  (se s. 41) -og giver samtidigt læseren fornemmelse for ”evighedens rækkevidde” (se s. 28) ved at dvæle ved en edderkop.     
 
Denne dvælen – ved et dyr, et træ eller en udsigt - giver betragteren den sødmefulde og ”sædvanlige illusion: at dette skulle vare ved” (se s. 35). Og selv om det er en illusion, er øjeblikket værd at værne om. Det findes – og så er vi tilbage ved arven fra Inger Christensen. Øjeblikket findes, også selv om det om et øjeblik er forbi. Det findes – i erindringen og ”i mit håb” (se s. 57).
 
Mens de sansemættede digte bundfælder sig, forstår læseren, at den vigtigste tid af alle tider er den ”drømmetid”, som Brønnum maner frem. Med et citat af Paul la Cour i digtsamlingens begyndelse – og med sin egen drømmende og dog så lysvågne digtning.    
     

Nogle værker er skabt i hæklet bomuld som er foranderligt ligesom ordene

Anders Bonnesen:
Uudvalgte værker 2017 – 2024
Supplementsbind 00 – !
Forlaget Asterisk, 528 s. rigt ill., 300 kr.

Af Troels Laursen
Da billedhuggeren Anders Bonnesens Uudvalgte værker 1996-2016, Adgang på eget ansvar – Åndsbolle, udkom i 2016 var det klart, at det på et tidspunkt ville blive aktuelt at udgive et supplementsbind. Og det er kommet nu. 

Anders Bonnesen, er som nævnt billedhugger, men han arbejder i alverdens materialer og medier, ja i alt fra gadeskilte, eller makuleret litteratur, bronze, mørklægningsgardiner, maleri, træsnit, træ, tæpper og fortsæt selv. 

Men uanset materialet, så kredser han om sprog, ord og bogstaver. Om ord, og det de henviser til. Og det er vores moderne liv og vores kommunikation enten som piktogrammer og skilte og ordsprog, der vendes på hovedet, forvredes, og ord skifter mening midt i en sætning. 

Nogle værker er skabt i hæklet bomuld, som er foranderligt ligesom ordene er det, for ordene tekst og tekstil har en fælles rod, der kan spores tilbage til det latinske ”texere”, der betyder at væve eller sammenføje. Her væves ord og piktogrammer og billeder, eller rettere visioner, sig sammen i alle disse værker, hvo enten er udvalgt, men taget med som i revl og krat. Og det bobler af generøsitet og undren og videbegærlighed.

En meget officiel blå farve

Bogen, der er i en meget officiel blå farve, er alfa-numerisk, i den forstand, at tallet 0 kommer før bogstavet A, tallet 1 før bogstavet B og så fremdeles. Flere digtere skriver indholdsrige kommentar og er både finurlig tankevækkende, og sammenvævede med værkerne, så man læser og kigger i denne ordbilledbog i ordets største betydning med fornøjelse. 

Man trækker på smilebåndet, når ord og meninger støder sammen og det kendte optræder pludselig overraskende og kompleks, som værket ”Keep left” sættes over for pilen ” Keep right”. Det går ikke op, ligesom livet, og man forvirres og må le af det umulige. Efterhånden som sproget bliver desorienteret, bliver vi det også. Sproget er til for at tale om virkeligheden, der alligevel ikke lader sig gribe i ordene, så selvom vi tænker og mener, der er en sammenhæng mellem det vi siger og det vi taler om, så er der også en afstand mellem sproget og verden, som sproget viser hen til.

Ord som ”Intermission” skaber knuder i hovedet på læseren, og er sat sammen med en række skilte, der handler om ingen standsning. Eller når den ene vandkande vander den anden vandkande. Eller når en plantegning af en lejlighed pludselig optræder som en Mondrian-maleri i karakteristiske røde, gule, hvide og blå felter. Eller når den franske filosof René Descartes udsagn om ”Cogito ergo sum” – ændres til ”Cogito ergo cogito” og sværere er det så heller ikke at være til.

Anders Bonnesen forvirrer os, han får os til at grine og han får os til at spekulere på, hvem og til tider hvor, vi egentlig er i denne strøm af budskaber, vendt omkring ordsprog og poetiske citater. 

Det er underholdende, men tag ikke fejl. Det er kunst, god kunst, der skaber store billeder hos læseren, der inddrages til både latter, modsigelse og forundring. For som der står: ”A rose is arose.

Vi glæder os allerede til næste supplementsbind.

Faktaboks:

Anders Bonnesen, f. 1976, er billedhugger, uddannet fra hhv. Det Jyske Kunstakademi og Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvorfra han dimitterede i 2005. Han modtog i 2007 Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium og var samme år med til at stifte og drive det kunstnerdrevne udstillingssted Skulpturiet, som lukkede i 2012. Yderligere modtog Anders Bonnesen i 2011 Astrid Noacks Legat, samt var nomineret til Bukdahls Bet 2013. Som underviser har han bl.a. undervist på Billedhuggerskolen på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Bogen indeholder tekstbidrag fra: Peter Adolphsen, Eric Andersen, Gitte Broeng, Magnus Thorø Clausen, Lise Harlev, Klaus Høeck, Kamilla Jørgensen, Jens Kæmpe, Kamilla Löfström, Lasse Krog Møller, Rasmus Halling Nielsen, Sidsel Falsig Pedersen, Cia Rinne, Asger Schnack og Morten Søndergaard.

På sporet af den tabte substans - En poetisk og filosofisk rejse gennem Alperne

Hvidere end sne af Sylvain Tesson
(Éditions Gallimard, 2022)
Oversat fra Nils Schultz Ravneberg
Udgivet af Forlaget Bobo (2025)
263 sider
Af Ann-Christina Hansen

En poetisk storm

Det er yderst sjældent, jeg får lejlighed til at møde de forfattere, hvis bøger jeg anmelder, men Sylvain Tesson er en undtagelse. Naturligvis føler jeg mig fristet til at tilføje, for det forekommer mig, at alt, hvad der har med Tesson at gøre – ja, manden selv – er en undtagelse. Det lå således ikke i kortene, at geografen, eventyreren og forfatteren bag bl.a. det prisbelønnede værk Dans les forêts de Sibérie, hvori han beretter om sit 6-måneders lange ophold alene i en jagthytte ved Bajkalsøen, skulle falde ned fra et tag i en brandert og slå sig halvt fordærvet, for derefter at rejse sig, krydse Frankrig til fods og skrive rejsefortællingerne Ad ukendte stier (Sur les chemins noirs) og, et par år senere, Sneleoparden (La panthère des neiges), for hvilken han modtog Renaudot prisen i 2019.

Men selvfølgelig gjorde han det, for i Tesson synes der at rase en fandenivoldsk og livsbekræftende storm, tilsyneladende drevet af en længsel efter mening og lykke, eller ”substans” som han kalder det; et emne han konstant kredser om i Hvidere end sne. Og det har han efter eget udsagn fundet i naturen og litteraturen. Eller som han udtrykte det på BogForum i november under en samtale med Nils Schultz Ravneberg, manden bag de danske oversættelser af Tessons rejsefortællinger:”L’art, c’est le meilleur de l’Homme. Le paysage, c’est l’absence de l’Homme.” Kunst er mennesket, når det er bedst. Landskabet er fravær af mennesket.

En rejse gennem Alperne

Sylvian Tesson på Bogforum 2025

”Historien havde bevist det: Fremtiden stråler aldrig. Geografien holder til gengæld sine løfter. Den lærer os, at livet findes i bevægelsen. Du Lac sagde: Lad os krydse Alperne på ski.”

I marts 2018 forlader Tesson og hans ven, du Lac, middelhavsbyen Menton i det sydøstlige Frankrig og begiver sig til fods og med ski på ryggen i retning af Alperne. De næste fire vintre vil de i etaper på 3-4 uger ad gangen tilbagelægge de godt og vel 1.200 km, Alperne strækker sig over fra den franske Riviera i sydvest til Trieste i det nordøstlige Italien på grænsen til Slovenien. På vejen vil de holde sig så tæt på den midterste bjergkam som muligt og overnatte i hytter og på herberg. 

”Det skulle være som en ridetur mellem to have, blot på ski. Sne og atter sne! Hundredvis af kilometer skulle vristes fri, meter for meter. Det lød som en tugthusfanges arbejde. I virkeligheden var det en gunstig mulighed: Definitionen på lykke er at have et kødben at gnave i.”

På syvende dagen foran en bemandet italiensk bjerghytte møder Tesson og du Lac en høj, rødhåret fyr på ski. Han hedder Philippe Rémoville og har fregner.

- Hvor kommer du fra? spurgte du Lac.
- Nice.
- Hvornår tog du afsted?
- I sidste uge. Jeg krydser Alperne alene. Jeg har kaldt min tur ”Ad hvide stier” som hyldest til en fyr, der har krydset Frankrig til fods og beretter om det i ”Ad ukendte stier”.
- Det er mig, sagde jeg.
- Det er pudsigt, sagde du Lac.
- Det er skørt, sagde Rémoville.”

Og fra da af er de tre sammen i ”Hvidheden”.

Selfie: Sylvian Tesson
og dennes anmelder
A.C. Hansen

Tessons fornemmelse for sne

På trods af de mange referencer til Alpernes historie og befolkning, så handler Hvidere end sne i virkeligheden meget lidt om Alperne som sådan. De forskellige destinationer og daglige tilbagelagte strækninger er kogt ned til et par faktuelle linjer i starten af hvert kapitel, og selv naturbeskrivelserne og de strabadser, de tre rejsekammerater er ude for, fylder alt taget i betragtning forholdsvist lidt. I stedet handler fortællingen i højere grad om rejsen; at være i rejsen, i bevægelse, og den effekt den fysiske bevægelse, bjergene og sneens hvidhed har på den rejsendes bevidsthed.

”Den mindste tur i bjergene opløser tiden, udvider rummet, forjager ånden i ens dybeste indre. I sneen udsletter det kraftige lys bevidstheden. At bevæge sig fremad et det eneste, der tæller. Anstrengelserne udvisker alt – minder og sorg, begær og anger.”

Resultatet er en smuk og medrivende – og til tider meget morsom – poetisk og filosofisk fortælling om tre midaldrende mænds søgen efter mening, lykke og grænseløs frihed, og måske også en flugt fra en verden, der forekommer forfatteren mere og mere indviklet, begrænsende og substansløs.

Sanderhoffs sprudlende mesterværk

Jens Carl Sanderhoff
Underflugt IV
Book on Demand, 317 sider

Af Jakob Brønnum
Jens Carl Sanderhoff har et stort forfatterskab bag sig, og foran sig, og foran alle os andre med. Hvis man ikke fulgte ordentlig med, kunne man begynde at sammenligne det med Pessoas forfatterskab, der bestod af en række personaer. 

Dels har Sanderhoff skrevet en stor og på mange måder klassisk modernistisk romantrilogi Europas floder (Forlaget Wunderbuch), en trilogi, der er blevet til en kvartet, efter han begyndte at komme på Det poetiske bureaus forlag, hvor han også har udgivet flere prosa bøger som for nogens vedkommende kunne kaldes prosadigte, bl.a Natkatamaran - 100 monologer (glimt af erindringens løb og udmunding). Den Udmærkede lektor udtalelse sammenfattede bogen smukt: ”En bog med velskrevne og kraftfulde tekster, der ligger i feltet mellem poesi og aforismer. Billedsproget er mørkt og gådefuldt og vil utvivlsomt udfordre de fleste. En meget særegen udgivelse.”

Men Sanderhoff har også udgivet bøger under navnet Tage Aille Borges. Nogle af bøgerne er skrevet sammen med andre, med Ejler Nyhavn og senest med undertegnede, "Jeg har tænkt på at nævne dette for dig" (Det poetiske bureaus forlag). Herudover har Jens Carl Sanderhoff et fjerde spor, bøger der udkommer på forlaget Book on Demand, hvoraf fire hedder Underflugt. Hvis man ser nærmere på det, bliver det tydeligt, at det hele hænger sammen og at det er en sprogbulldozer, der langsomt, men sikkert rydder forhindringerne for at se og indse hvad den fragmenterede tilværelses byggesten kan bestå af.

De tre første er korte som gammeldags digtsamlinger, men den fjerde, der udkom tidligere i år "Underflugt IV - afskedsbreve. Digte & tekster", er på over 300 sider og blandt Sanderhoff største bedrifter. Uden at jeg i øvrigt skal vurdere på bedrifternes omfang og karakter, så må der jo har været nogle stykker, for ellers ville han ikke have modtaget kongerigets største forfatter legat nemlig det treårige arbejdsstipendium, også i år. Jeg tøver imidlertid ikke med at kalde Underflugt IV for et mesterværk, og i forhold til, hvad jeg har læst af forfatteren en stærk kandidat til hans bedste bog. Bogen er så sprudlende fuld af en pluralisme af poetiske udtryk og sprogligt nærvær i indkredsningen af den menneskelige tilværelse mellem sprog og død og de sociale stationer, hvor vi hele tiden forsøger at dannes og blive til, mens tiden og dens indbyggede modstande forhindrer det:

Byen suger sprog ud af mennesker
sproget har ingen krop

metaforen beviser tingenes kongelighed
at noget kan lignes med noget

og så vokser virkeligheden / igen
ingen / de fleste bemærker intet i live

og døden er et bibliotek
hvor nogen sparer på varmen

som ikke kommer fra andet end bøger
der forsøger at sige / være som en by

og så vokser mørket / ud af tiden
stilhed / ingen kan høre noget

og livet er et barn
hvor nogen driver det til vanvid

Teksten ovenfor her er for eksempel taget fra en cirka 20 sider lang tekst som tager udgangspunkt i byen på hver ny side og som gennemgår, eller burde man sige gennemlyser, snart sagt alle tænkelige tilstande den menneskelige bevidsthed bliver forsat i, i mødet med den sociale virkelighed, som er en maskine, ligesom byen er en maskine, en teknokratisk vanvidstilstand. Teksten er nominelt døbt Syvende brev, og det signalerer at bogen er opbygget i hvad forfatteren kalder breve. Men breve man kan sende til hinanden, er det ikke. Hvad er det så? Det er som breve, livet selv ville skrive, hvis det kunne; det er ophobninger af bogstaver, ord og sætninger, der synes sammenføjet på samme måde, som en magnet trækker jernspåner til sig på et arbejdsbord i et værksted.

De fleste af teksterne er illustreret med små grafiske forløb gik hen over siden og mange af digtene står som på Apollinaires vis som konkrete sprogbilleder nedover siden.

Det 10. brev er udbredte over de sidste 120 sider og inde i brevet er der andre former, som overtager det formelle forløb, herunder sonetter og flere længere tekster, litteraturhistorisk set, en meta-variant af Bergsøes glemte vidunderroman Fra Piazza del Popolo, hvor nye fortællinger hele tiden vokser ud af de gamle og lader historien undergå en serie metamorfoser. I Underflugt IV er det som et delta, hvor man ikke kan se udmundingen, og ikke ved, hvad der fører derud.

Underflugt IV kan man naturligvis ikke blive færdig med, på samme måde som man ikke kan blive færdig med Inger Christensens Det og Pessoas Rastløshedens bog. Jeg mener, man kan karakterisere Underflugt IV som et gennemsnit af de to bøger, solidt placeret inde i Jens Carls Højholt-infuserede poetiske bevidsthed.

Jeg har opdaget, at han i slutningen af den allersidste tekst, bevidst eller ubevidst, skriver på E. M. Forsters eksempel på, hvad forskellen er på plot og historie i "Aspects of the Novel", historien om kongen der døde, og dronningen der blev ked af det. Selvom Jens Carl Sanderhoff i flere af sine andre værker fremskriver mytologiske figurer som Orfeus og Sankt Sebastian, har jeg ikke ofte set ham parafrasere tekster, og det er muligt han vil indvende, at det gør han heller ikke.

I niende brev parafraserer forfatteren også, indser jeg nu. Det er en tekst som minder om Seebergs novelletrilogi fra midten af halvfjerdserne, hvor han for eksempel omskriver dødsannoncer, som en anden Wittgenstein, der genskriver Edgar Lee Masters’ Spoon River Anthology (1915). Sanderhoff genskriver nyhedsstof om uheld. 13 uheld ialt, meget betegnende. Her er det fjerde uheld:

Fire ud af fem kvinder på kontor
har på et tidspunkt været udsat for en form for
overgreb i forbindelse med kopiering af dokumenter,
og det skyldes, udtaler kriminalassistent Hald fra
Station Moseeg, at maskinerne er ved
at være fortid. Disse uheldige episoder
vil derfor blive mere sjældne i fremtiden, formoder
Hald. Han ønsker dog ikke at kommentere på,
hvilken effekt digitalisering vil få på problemet.

Det er sådan man gennemlyser verden poetisk, fuld af personligt ansvar for hvad ironi kan bære af samfundskritik. Naturligvis er det parafraserende og de tydelige inspirationer blot et af flere elementer der står som trækkraft for det der er selve sagen: Tilværelsens mest essentielle træk, herunder i øvrigt  venskabet, som alle bøgerne i Underflugt-serien tematiserer. 

På en måde står samfundet, byen og den teknokratiske hegemoni i baggrunden, eller rettere som baggrundsstråling for værkets essens, der er en karakteristik af bevidsthedens, identitetens og det dødelige menneskes vilkår. En meget præcis karakteristik, der er ligeså fluktuerende som sit emne.