Jens Carl Sanderhoff
Underflugt IV
Book on Demand, 317 sider
Af Jakob Brønnum
Jens Carl Sanderhoff har et stort forfatterskab bag sig, og foran sig, og foran alle os andre med. Hvis man ikke fulgte ordentlig med, kunne man begynde at sammenligne det med Pessoas forfatterskab, der bestod af en række personaer.
Dels har Sanderhoff skrevet en stor og på mange måder klassisk modernistisk romantrilogi Europas floder (Forlaget Wunderbuch), en trilogi, der er blevet til en kvartet, efter han begyndte at komme på Det poetiske bureaus forlag, hvor han også har udgivet flere prosa bøger som for nogens vedkommende kunne kaldes prosadigte, bl.a Natkatamaran - 100 monologer (glimt af erindringens løb og udmunding). Den Udmærkede lektor udtalelse sammenfattede bogen smukt: ”En bog med velskrevne og kraftfulde tekster, der ligger i feltet mellem poesi og aforismer. Billedsproget er mørkt og gådefuldt og vil utvivlsomt udfordre de fleste. En meget særegen udgivelse.”
De tre første er korte som gammeldags digtsamlinger, men den fjerde, der udkom tidligere i år "Underflugt IV - afskedsbreve. Digte & tekster", er på over 300 sider og blandt Sanderhoff største bedrifter. Uden at jeg i øvrigt skal vurdere på bedrifternes omfang og karakter, så må der jo har været nogle stykker, for ellers ville han ikke have modtaget kongerigets største forfatter legat nemlig det treårige arbejdsstipendium, også i år. Jeg tøver imidlertid ikke med at kalde Underflugt IV for et mesterværk, og i forhold til, hvad jeg har læst af forfatteren en stærk kandidat til hans bedste bog. Bogen er så sprudlende fuld af en pluralisme af poetiske udtryk og sprogligt nærvær i indkredsningen af den menneskelige tilværelse mellem sprog og død og de sociale stationer, hvor vi hele tiden forsøger at dannes og blive til, mens tiden og dens indbyggede modstande forhindrer det:
Byen suger sprog ud af mennesker
sproget har ingen krop
metaforen beviser tingenes kongelighed
at noget kan lignes med noget
og så vokser virkeligheden / igen
ingen / de fleste bemærker intet i live
og døden er et bibliotek
hvor nogen sparer på varmen
som ikke kommer fra andet end bøger
der forsøger at sige / være som en by
og så vokser mørket / ud af tiden
stilhed / ingen kan høre noget
og livet er et barn
hvor nogen driver det til vanvid
Teksten ovenfor her er for eksempel taget fra en cirka 20 sider lang tekst som tager udgangspunkt i byen på hver ny side og som gennemgår, eller burde man sige gennemlyser, snart sagt alle tænkelige tilstande den menneskelige bevidsthed bliver forsat i, i mødet med den sociale virkelighed, som er en maskine, ligesom byen er en maskine, en teknokratisk vanvidstilstand. Teksten er nominelt døbt Syvende brev, og det signalerer at bogen er opbygget i hvad forfatteren kalder breve. Men breve man kan sende til hinanden, er det ikke. Hvad er det så? Det er som breve, livet selv ville skrive, hvis det kunne, det er ophobninger af bogstaver, ord og sætninger, der synes sammenføjet på samme måde, som en magnet trækker jernspåner til sig på et arbejdsbord i et værksted.
De fleste af teksterne er illustreret med små grafiske forløb gik hen over siden og mange af digtene står som på Apollinaires vis som konkrete sprogbilleder nedover siden.
Det 10. brev er udbredte over de sidste 120 sider og inde i brevet er der andre former, som overtager det formelle forløb, herunder sonetter og flere længere tekster, litteraturhistorisk set, en meta-variant af Bergsøes glemte vidunderroman Fra Piazza del Popolo, hvor nye fortællinger hele tiden vokser ud af de gamle og lader historien undergå en serie metamorfoser. I Underflugt IV er det som et delta, hvor man ikke kan se udmundingen, og ikke ved, hvad der fører derud.
Underflugt IV kan man naturligvis ikke blive færdig med, på samme måde som man ikke kan blive færdig med Inger Christensens Det og Pessoas Rastløshedens bog. Jeg mener, man kan karakterisere Underflugt IV som et gennemsnit af de to bøger, solidt placeret inde i Jens Carls Højholt-infuserede poetiske bevidsthed.
Jeg har opdaget, at han i slutningen af den allersidste tekst, bevidst eller ubevidst, skriver på E. M. Forsters eksempel på, hvad forskellen er på plot og historie i "Aspects of the Novel", historien om kongen der døde, og dronningen der blev ked af det. Selvom Jens Carl Sanderhoff i flere af sine andre værker fremskriver mytologiske figurer som Orfeus og Sankt Sebastian, har jeg ikke ofte set ham parafrasere tekster, og det er muligt han vil indvende, at det gør han heller ikke.
I niende brev parafraserer forfatteren også, indser jeg nu. Det er en tekst som minder om Seebergs novelletrilogi fra midten af halvfjerdserne, hvor han for eksempel omskriver dødsannoncer, som en anden Wittgenstein, der genskriver Edgar Lee Masters’ Spoon River Anthology (1915). Sanderhoff genskriver nyhedsstof om uheld. 13 uheld ialt, meget betegnende. Her er det fjerde uheld:
Fire ud af fem kvinder på kontor
har på et tidspunkt været udsat for en form for
overgreb i forbindelse med kopiering af dokumenter,
og det skyldes, udtaler kriminalassistent Hald fra
Station Moseeg, at maskinerne er ved
at være fortid. Disse uheldige episoder
vil derfor blive mere sjældne i fremtiden, formoder
Hald. Han ønsker dog ikke at kommentere på,
hvilken effekt digitalisering vil få på problemet.
Det er sådan man gennemlyser verden poetisk, fuld af personligt ansvar for hvad ironi kan bære af samfundskritik. På en måde står samfundet, byen og den teknokratiske hegemoni i baggrunden, eller rettere som baggrundsstråling for værkets essens, der er en karakteristik af bevidsthedens, identitetens og det dødelige menneskes vilkår. En meget præcis karakteristik, der er ligeså fluktuerende som sit emne.