På sporet af den tabte substans - En poetisk og filosofisk rejse gennem Alperne

Hvidere end sne af Sylvain Tesson
(Éditions Gallimard, 2022)
Oversat fra Nils Schultz Ravneberg
Udgivet af Forlaget Bobo (2025)
263 sider
Af Ann-Christina Hansen

En poetisk storm

Det er yderst sjældent, jeg får lejlighed til at møde de forfattere, hvis bøger jeg anmelder, men Sylvain Tesson er en undtagelse. Naturligvis føler jeg mig fristet til at tilføje, for det forekommer mig, at alt, hvad der har med Tesson at gøre – ja, manden selv – er en undtagelse. Det lå således ikke i kortene, at geografen, eventyreren og forfatteren bag bl.a. det prisbelønnede værk Dans les forêts de Sibérie, hvori han beretter om sit 6-måneders lange ophold alene i en jagthytte ved Bajkalsøen, skulle falde ned fra et tag i en brandert og slå sig halvt fordærvet, for derefter at rejse sig, krydse Frankrig til fods og skrive rejsefortællingerne Ad ukendte stier (Sur les chemins noirs) og, et par år senere, Sneleoparden (La panthère des neiges), for hvilken han modtog Renaudot prisen i 2019.

Men selvfølgelig gjorde han det, for i Tesson synes der at rase en fandenivoldsk og livsbekræftende storm, tilsyneladende drevet af en længsel efter mening og lykke, eller ”substans” som han kalder det; et emne han konstant kredser om i Hvidere end sne. Og det har han efter eget udsagn fundet i naturen og litteraturen. Eller som han udtrykte det på BogForum i november under en samtale med Nils Schultz Ravneberg, manden bag de danske oversættelser af Tessons rejsefortællinger:”L’art, c’est le meilleur de l’Homme. Le paysage, c’est l’absence de l’Homme.” Kunst er mennesket, når det er bedst. Landskabet er fravær af mennesket.

En rejse gennem Alperne

Sylvian Tesson på Bogforum 2025

”Historien havde bevist det: Fremtiden stråler aldrig. Geografien holder til gengæld sine løfter. Den lærer os, at livet findes i bevægelsen. Du Lac sagde: Lad os krydse Alperne på ski.”

I marts 2018 forlader Tesson og hans ven, du Lac, middelhavsbyen Menton i det sydøstlige Frankrig og begiver sig til fods og med ski på ryggen i retning af Alperne. De næste fire vintre vil de i etaper på 3-4 uger ad gangen tilbagelægge de godt og vel 1.200 km, Alperne strækker sig over fra den franske Riviera i sydvest til Trieste i det nordøstlige Italien på grænsen til Slovenien. På vejen vil de holde sig så tæt på den midterste bjergkam som muligt og overnatte i hytter og på herberg. 

”Det skulle være som en ridetur mellem to have, blot på ski. Sne og atter sne! Hundredvis af kilometer skulle vristes fri, meter for meter. Det lød som en tugthusfanges arbejde. I virkeligheden var det en gunstig mulighed: Definitionen på lykke er at have et kødben at gnave i.”

På syvende dagen foran en bemandet italiensk bjerghytte møder Tesson og du Lac en høj, rødhåret fyr på ski. Han hedder Philippe Rémoville og har fregner.

- Hvor kommer du fra? spurgte du Lac.
- Nice.
- Hvornår tog du afsted?
- I sidste uge. Jeg krydser Alperne alene. Jeg har kaldt min tur ”Ad hvide stier” som hyldest til en fyr, der har krydset Frankrig til fods og beretter om det i ”Ad ukendte stier”.
- Det er mig, sagde jeg.
- Det er pudsigt, sagde du Lac.
- Det er skørt, sagde Rémoville.”

Og fra da af er de tre sammen i ”Hvidheden”.

Selfie: Sylvian Tesson
og dennes anmelder
A.C. Hansen

Tessons fornemmelse for sne

På trods af de mange referencer til Alpernes historie og befolkning, så handler Hvidere end sne i virkeligheden meget lidt om Alperne som sådan. De forskellige destinationer og daglige tilbagelagte strækninger er kogt ned til et par faktuelle linjer i starten af hvert kapitel, og selv naturbeskrivelserne og de strabadser, de tre rejsekammerater er ude for, fylder alt taget i betragtning forholdsvist lidt. I stedet handler fortællingen i højere grad om rejsen; at være i rejsen, i bevægelse, og den effekt den fysiske bevægelse, bjergene og sneens hvidhed har på den rejsendes bevidsthed.

”Den mindste tur i bjergene opløser tiden, udvider rummet, forjager ånden i ens dybeste indre. I sneen udsletter det kraftige lys bevidstheden. At bevæge sig fremad et det eneste, der tæller. Anstrengelserne udvisker alt – minder og sorg, begær og anger.”

Resultatet er en smuk og medrivende – og til tider meget morsom – poetisk og filosofisk fortælling om tre midaldrende mænds søgen efter mening, lykke og grænseløs frihed, og måske også en flugt fra en verden, der forekommer forfatteren mere og mere indviklet, begrænsende og substansløs.

Sanderhoffs sprudlende mesterværk

Jens Carl Sanderhoff
Underflugt IV
Book on Demand, 317 sider

Af Jakob Brønnum
Jens Carl Sanderhoff har et stort forfatterskab bag sig, og foran sig, og foran alle os andre med. Hvis man ikke fulgte ordentlig med, kunne man begynde at sammenligne det med Pessoas forfatterskab, der bestod af en række personaer. 

Dels har Sanderhoff skrevet en stor og på mange måder klassisk modernistisk romantrilogi Europas floder (Forlaget Wunderbuch), en trilogi, der er blevet til en kvartet, efter han begyndte at komme på Det poetiske bureaus forlag, hvor han også har udgivet flere prosa bøger som for nogens vedkommende kunne kaldes prosadigte, bl.a Natkatamaran - 100 monologer (glimt af erindringens løb og udmunding). Den Udmærkede lektor udtalelse sammenfattede bogen smukt: ”En bog med velskrevne og kraftfulde tekster, der ligger i feltet mellem poesi og aforismer. Billedsproget er mørkt og gådefuldt og vil utvivlsomt udfordre de fleste. En meget særegen udgivelse.”

Men Sanderhoff har også udgivet bøger under navnet Tage Aille Borges. Nogle af bøgerne er skrevet sammen med andre, med Ejler Nyhavn og senest med undertegnede, "Jeg har tænkt på at nævne dette for dig" (Det poetiske bureaus forlag). Herudover har Jens Carl Sanderhoff et fjerde spor, bøger der udkommer på forlaget Book on Demand, hvoraf fire hedder Underflugt. Hvis man ser nærmere på det, bliver det tydeligt, at det hele hænger sammen og at det er en sprogbulldozer, der langsomt, men sikkert rydder forhindringerne for at se og indse hvad den fragmenterede tilværelses byggesten kan bestå af.

De tre første er korte som gammeldags digtsamlinger, men den fjerde, der udkom tidligere i år "Underflugt IV - afskedsbreve. Digte & tekster", er på over 300 sider og blandt Sanderhoff største bedrifter. Uden at jeg i øvrigt skal vurdere på bedrifternes omfang og karakter, så må der jo har været nogle stykker, for ellers ville han ikke have modtaget kongerigets største forfatter legat nemlig det treårige arbejdsstipendium, også i år. Jeg tøver imidlertid ikke med at kalde Underflugt IV for et mesterværk, og i forhold til, hvad jeg har læst af forfatteren en stærk kandidat til hans bedste bog. Bogen er så sprudlende fuld af en pluralisme af poetiske udtryk og sprogligt nærvær i indkredsningen af den menneskelige tilværelse mellem sprog og død og de sociale stationer, hvor vi hele tiden forsøger at dannes og blive til, mens tiden og dens indbyggede modstande forhindrer det:

Byen suger sprog ud af mennesker
sproget har ingen krop

metaforen beviser tingenes kongelighed
at noget kan lignes med noget

og så vokser virkeligheden / igen
ingen / de fleste bemærker intet i live

og døden er et bibliotek
hvor nogen sparer på varmen

som ikke kommer fra andet end bøger
der forsøger at sige / være som en by

og så vokser mørket / ud af tiden
stilhed / ingen kan høre noget

og livet er et barn
hvor nogen driver det til vanvid

Teksten ovenfor her er for eksempel taget fra en cirka 20 sider lang tekst som tager udgangspunkt i byen på hver ny side og som gennemgår, eller burde man sige gennemlyser, snart sagt alle tænkelige tilstande den menneskelige bevidsthed bliver forsat i, i mødet med den sociale virkelighed, som er en maskine, ligesom byen er en maskine, en teknokratisk vanvidstilstand. Teksten er nominelt døbt Syvende brev, og det signalerer at bogen er opbygget i hvad forfatteren kalder breve. Men breve man kan sende til hinanden, er det ikke. Hvad er det så? Det er som breve, livet selv ville skrive, hvis det kunne; det er ophobninger af bogstaver, ord og sætninger, der synes sammenføjet på samme måde, som en magnet trækker jernspåner til sig på et arbejdsbord i et værksted.

De fleste af teksterne er illustreret med små grafiske forløb gik hen over siden og mange af digtene står som på Apollinaires vis som konkrete sprogbilleder nedover siden.

Det 10. brev er udbredte over de sidste 120 sider og inde i brevet er der andre former, som overtager det formelle forløb, herunder sonetter og flere længere tekster, litteraturhistorisk set, en meta-variant af Bergsøes glemte vidunderroman Fra Piazza del Popolo, hvor nye fortællinger hele tiden vokser ud af de gamle og lader historien undergå en serie metamorfoser. I Underflugt IV er det som et delta, hvor man ikke kan se udmundingen, og ikke ved, hvad der fører derud.

Underflugt IV kan man naturligvis ikke blive færdig med, på samme måde som man ikke kan blive færdig med Inger Christensens Det og Pessoas Rastløshedens bog. Jeg mener, man kan karakterisere Underflugt IV som et gennemsnit af de to bøger, solidt placeret inde i Jens Carls Højholt-infuserede poetiske bevidsthed.

Jeg har opdaget, at han i slutningen af den allersidste tekst, bevidst eller ubevidst, skriver på E. M. Forsters eksempel på, hvad forskellen er på plot og historie i "Aspects of the Novel", historien om kongen der døde, og dronningen der blev ked af det. Selvom Jens Carl Sanderhoff i flere af sine andre værker fremskriver mytologiske figurer som Orfeus og Sankt Sebastian, har jeg ikke ofte set ham parafrasere tekster, og det er muligt han vil indvende, at det gør han heller ikke.

I niende brev parafraserer forfatteren også, indser jeg nu. Det er en tekst som minder om Seebergs novelletrilogi fra midten af halvfjerdserne, hvor han for eksempel omskriver dødsannoncer, som en anden Wittgenstein, der genskriver Edgar Lee Masters’ Spoon River Anthology (1915). Sanderhoff genskriver nyhedsstof om uheld. 13 uheld ialt, meget betegnende. Her er det fjerde uheld:

Fire ud af fem kvinder på kontor
har på et tidspunkt været udsat for en form for
overgreb i forbindelse med kopiering af dokumenter,
og det skyldes, udtaler kriminalassistent Hald fra
Station Moseeg, at maskinerne er ved
at være fortid. Disse uheldige episoder
vil derfor blive mere sjældne i fremtiden, formoder
Hald. Han ønsker dog ikke at kommentere på,
hvilken effekt digitalisering vil få på problemet.

Det er sådan man gennemlyser verden poetisk, fuld af personligt ansvar for hvad ironi kan bære af samfundskritik. Naturligvis er det parafraserende og de tydelige inspirationer blot et af flere elementer der står som trækkraft for det der er selve sagen: Tilværelsens mest essentielle træk, herunder i øvrigt  venskabet, som alle bøgerne i Underflugt-serien tematiserer. 

På en måde står samfundet, byen og den teknokratiske hegemoni i baggrunden, eller rettere som baggrundsstråling for værkets essens, der er en karakteristik af bevidsthedens, identitetens og det dødelige menneskes vilkår. En meget præcis karakteristik, der er ligeså fluktuerende som sit emne.