Den modnes kærligheds udfordringer

Ellen Strandgaard
Kom er et smukt ord
Roman. Forlaget Læselyst 2025

Af Carina Wøhlk
Kærlighed har ingen alder. Eller har den? Ellen Strandgaard, som debuterede som romanforfatter i 2018, kaster i Kom er et smukt ord lys over et emne, som netop fortjener større belysning: Moden kærlighed, og dens betydning for forholdet imellem gråhårede elskende og deres granvoksne børn.

I bogen præsenteres læseren for hovedpersonen Berit – en undselig enke med en ”skarp mindreværdsfølelse”. Berit har arbejdslivet som sosu-assistent bag sig og lever som en lidt stille eksistens, der har lært at ”elske ensomheden”. Lige indtil den dag, hvor hendes farverige og velbeslåede veninde Dora inviterer hende med på chartertur til Grækenland. 

Modenhedens tålmodige tilnærmelse

På Kreta møder Berit den pensionerede advokat Herman - en lidt kejtet og kantet personlighed, som vækker hendes interesse. Selv om de måske begge to har glemt, hvordan man flirter, forelsker de sig i hinanden. Ikke med ungdommens stormende passion, men med modenhedens tålmodige tilnærmelser. 

Da Berit efter længere tids tøven betror sin datter Pernille, at hun har mødt en mand, bliver datteren, som ellers selv er nyforelsket, afmålt og kølig. Hun kan ikke forlige sig med, at der er kommet en ny mand ind i hendes mors liv. Med smalle læber stiller hun spørgsmålet: ”Er I ikke for gamle til at være kærester?”. Med andre ord: I datterens øjne HAR kærlighed en alder, og den aldersgrænse har Berit for længst passeret.  

Det er ellers ikke, fordi Pernilles far lige er død. Berit blev tidligt enke – så tidligt, at hun har ”holdt sølvbryllup med hans dødsdag”. Sorgen over mandens død kastede hende ud i en svær sorgproces, der gjorde, at hun måtte overlade sin datter til andre i familien i en periode. Det bebrejder datteren hende stadig. Og det er, som om datterens barndomsfølelse af svigt blusser endnu mere op, da Berit vælger stævnemøder med kæresten fremfor samvær med børnebørnene.   

I det hele taget illustrerer bogen de reaktioner, der kan opstå, når der i en familie og vennekreds pludselig trækkes et nyt menneske ind i ligningen, og dynamikken og traditionerne ændrer sig. Andres følelser af svigt, undren og jalousi kan skygge ind over de elskendes glæde.    

Kropslige udfordringer

Bogen indeholder fine skildringer af de kropslige udfordringer, som ældre mennesker kan have: Høretab,  problemer med ”kredsløbet. Knæene. Fordøjelsen”. På et tidspunkt stiller Berit sig op foran et spejl og betragter sin nøgne kvindekrop og dens forandringer. Læseren følger hendes blik fra top til tå og tænker med hende: Kan hun stadig være genstand for begær? Det er stærk læsning.

Alligevel kunne man have ønsket sig, at forfatteren havde haft modet til at gå skridtet videre og skrive om de mere intime detaljer omkring et modent samliv. Det nærmeste læseren kommer, er billedet af Berit og Herman, der ligger i ske: ”Vi faldt i søvn liggende tæt op ad hinanden, min ende mod hans mave, hans arm om mig”. Det er da rørende. Men hvad med seksualiteten? Hvordan er det rent fysisk at være elskende, når man er oppe i årene? Hvordan er det at genoptage et seksuelt samliv, når man har levet cølibatært i mange år?

"Kom er et smukt ord" er en afdæmpet fortælling om seniorkærlighed. Bogen byder hverken på stigende spændingskurver eller sprudlende sprog. Alligevel gør den indtryk - som en stilfærdig beretning om kærlighed imellem aldrende mennesker.   

Med munden fuld af skyer

52 nye digte og 27 nye tegninger
digte og tegninger af claus ejner
Sider: 88 sider
Pris: 200 kr.
Forlaget Melodika

Af Troels Laursen
Det er sådan med claus ejner – og det skal staves med små bogstaver – at man får hvad man ser. Så som titlen siger det: 52 nye digte og 27 nye tegninger. Sådan. Hverken mere eller mindre, eller rettere meget mere. Forlaget melodika begyndte som pladeselskab, med udgiver nu også bøger, som på alle måder tilhører den smalle hylde af bøger. Men som læseren vil vide, så er det ikke det samme som der ikke er stor fylde i bøgerne. 

Også i denne af claus ejner, der er en meget produktiv kunstner, som har udgivet mange bøger og han tegner, maler, laver skulpturer, performances, film. 

Disse digte er tidligere udkommet på claus ejners Facebookprofil, hvor han næsten daglig lægger digte og tegninger op. For en tid siden blev han af Weekendavisen kaldt for konkretist. Det er lidt for lidt. claus ejner indeholder meget mere. Og det er svært at få øje på andre som ham i det danske landskab for poeter og kunstnere i bredeste forstand.

Han er noget så sjælden som en dansk spruttende gejser af idérigdom og kreativitet, alt sammen et eller andet sted mellem humor, eksistentiel søgen og kunstnerisk undersøgelse. Det er en evig bevægelse han sætter i gang ved undren og skarpe iagttagelser af det helt almindelig hverdagsliv.  Der er ikke mange nulevende kunstnere, som minder om ham her i landet. Inspireret af dada, surrealisme, absurd teater, tressernes performance-kunst (og meget andet) har han sit helt eget udtryk. Det er på samme tid personligt og alment, skævt og ligetil, eksistentielt og humoristisk, lokalt og universelt.

Tegningerne er blyantstegninger med enkle streger, der kan læses som små rebusser, hvor det ene fører det andet med og som så ender i det rene ingenting, men vejen dertil er altid interessant, for perspektivet vendes og drejes og det samme sker inde i knolden på den der ser med. 

Overskriften på denne anbefaling er i øvrigt også et digt og det korteste i bogen. Men som alt hvad claus ejner arbejder med, er det billedrig og billedskabende. Man ser, føler, smager og mærker alle orden og tegningernes streger sætter deres spor i sig.

Hans digte kan være haiku-agtige uden at følge de skarpe regler for bogstaver og linjer, men indeholder alligevel det svirp med halen, som et godt haiku-digt gør. Som her i digtet:

Jeg har lige talt,
hvor mange fugle
der er på himlen.
Der er ingen.

Eller som her:

Hængepilen
headbanger bag
drivhuset.

Der er også mindelser om Storm P - i hans værker – det gælder både tegningerne og ordene. Som når han skriver: 

Tit skuffes man
Over kommodeskuffe,
på samme måde som
våde luffer skuffer.

Digtende er ikke blot nonsens, eller rettere det er de aldrig, der er altid en dybere mening, der handler om meningen er væk, at den som et et digt på tre linjer er typograferet således:

Mening
Mere nejninger
Mest mening

Det handler livet der leves til vi dør og hvad det så vil sige. Tiden æder os og døden ligger ret fremme – via plejehjemmet:

Vinden, der blæser,
er frisk og mild.
Solen følger efter os.
Vores skygger forsvinder
næsten helt, da vi
går langs stien ved
plejehjemmet.

claus ejner smækker livet op foran os, så vi får chancen (om vi tør gå med) for at overveje og genleve det hele igen. Og han stiller hele tiden skarpe spørgsmål til den enkelte om hvad nytte det er til, alt det vi sådan går og gør, mens vi nærmere os afslutningen på det hele.

Claus ejner poesi og kunst er det, der nyttige unyttige, som vi ikke kan undvære:

Jeg tror på poesien
er sand, såfremt den
kan gå tur med min
hund, når det regner.

Og med dette digt efterlades jeg – mismodig, opløftet, håbefuld og livsmodig, med:

Små blødende
hjerter i
skosnuderne.

'52 nye digte og 27 nye tegninger' er udgivet med støtte fra Bodil og Jørgen Munch Christensens Kulturlegat.