Lykke-Per som tidsbillede af Danmark

Klassikerlæsning.

Henrik Pontoppidan: ”Lykke-Per”, 1904/05.

Bille August kommer i disse dage med en TV-serie og biograffilm, der er bygget på Henrik Pontoppidans klassiker ”Lykke-Per”, som udkom i otte bind fra 1898 til 1904. Allerede i 1905 fulgte en forkortet og omarbejdet version. Filmatiseringen kan anspore til læsning af den gamle roman.

Af Egil Hvid-Olsen

Forskellige former for lykke

”Lykke-Per” er en dannelsesroman, der følger den unge Peter Andreas Sidenius, som skifter fornavn til Per, så snart han er flyttet fra det hjem, der har tynget hans sind under en streng ortodoks kristendomsforståelse. Faderen er en alvorlig og verdensforsagende præst, og moderen, om hvem man senere erfarer, at hun inden sit giftermål var en glad og festlig ung pige, bakker sin mand op i et og alt. Tynget af legemlig svaghed ligger hun det meste af tiden i sengen, hvorfra hun sin sygdom til trods – eller måske netop i kraft af den - udøver indflydelse på børnene. Forældrenes påvirkning fører til Pers brud med familien. Han tager til København for at finde lykken, hvilket til overmål lykkes for ham. Den eneste, der ikke erkender det til fulde, er Per selv. Hans ungdommelige livsappetit stiller sig ikke tilfreds, men vil nå nye højder. Per er ambitiøs, både fagligt, standsmæssigt og følelsesmæssigt. Han vil bestandigt have mere og er derfor konstant på nippet til at miste det hele. Men da han står på tinden og for alvor kan høste frugterne af den lykke, der er blevet ham til del, føler han sig forspist og vender sig delvis mod sin barndoms asketiske idealer. Dog ender han ikke som sine forældre, men opnår en klarhed og ny form for lykke, hvis art ikke skal afsløres her.

Nøgleroman og tidsbillede

Udover dannelsestemaet er der en del nøgleroman over ”Lykke-Per”, som i anonymiseret, men ofte genkendelig form beskriver en række på Pontoppidans tid kendte og indflydelsesrige personer. Særligt dr. Nathans Georg Brandes-figur beskrives nuanceret med både stor veneration og kras kritik. Alt i alt giver ”Lykke-Per” et mangesidigt tidsbillede af Danmark ved 1800-tallets slutning. Pontoppidan skildrer både det stenrige københavnske borgerskab og den lavere middelklasse samt datidens store udfordringer med en mangfoldighed at fattige borgere, der som følge af industrialiseringen søgte til storbyerne for at få arbejde i de fabrikker, alle fornemmede var vejen frem til øget velfærd; en velfærd, der lod vente på sig for netop arbejderklassen. En delvis løsning på dette problem udpeger Pontoppidan ved at lade Pers tidligere forlovede oprette en skole for arbejderklassens børn. Her får de også mad og omsorg. Selvom det ikke er romanens hovedsag, er forfatterens sociale indignation med til at drive den frem.

”Tell, don’t show”

Der er ikke meget af det moderne litteraturmantra ”Show, don’t tell” over Lykke-Per. Pontoppidan fortæller og fortæller og fortæller. Dialogerne er ganske få, for den alvidende fortæller er så meddelsom, at karaktererne ikke selv behøver at ytre sig. Pontoppidan afslører sine karakterers inderste tanker og følelser, så man lærer dem at kende til bunds. Mange klædes af til skinnet og fremstår som de mennesker, de er på godt og ondt. Det er til tider ganske morsomt, fordi det bestemt ikke er alle, der har Pontoppiddans sympati. De færreste af romanens magtfulde mænd er så velmenende, som de gerne vil fremstå, for de spiller alle et spil om mest mulig indflydelse.  Grundtvigske præster skildres som overfladiske livsnydere, der suger deres glade teologi ud af skaberværkets forunderlighed. Missionske ditto lægges for had for deres evighedshungrende livsfornægtelse. Selv dr. Nathan får et skud for boven som en forfængelig overgangsfigur, der er god til at formidle andres tanker, men ikke selv gør sig mange selvstændige af slagsen. Skønt der altså hele tiden går en strøm af ironisk beskrivelse gennem romanen – også når det gælder hovedpersonen – er der dog langt fra tale om en karikatur. Bogen er en dybt alvorlig samtidskritik, der tager livtag med de på den tid udbredte åndsretninger samt de problemer, det tydeligt klasseopdelte samfund førte med sig. Samtidig hæver romanen sig over det tidsbundne og skaber en række menneskeskildringer, hvis dilemmaer er genkendelige til hver en tid.

At Pontoppidan fortæller mere, end han viser, medfører en temmelig omstændelig fortællestil, der ind i mellem nærmer sig det kedsommelige. Men når det sker, er hans eminente evne til at formulere sig skarpt og smukt med til at drive læsningen frem.

Ungdommeligt navlepilleri

Per omgives af personer, der sjældent er entydigt skildret, for mennesker er aldrig entydige. Karaktererne fremstår troværdigt, fordi de er ført forbi Pontoppidans skarptskuende og afslørende blik. Den karakter, der skildres allermest nuanceret og hvis styrker og svagheder derfor fremstår med størst overbevisning, er hovedpersonen Per.

Det meste af tiden følges Per som ung. Han er, som de allerfleste i den alder, optaget af sig selv, af sine lyster og drømme. Han kan godt udvise interesse for andre, men når han er ved at blive forpligtet, bakker han ud. Han vil hellere have sin frihed. Han er de grænseløse muligheders mand, der kæmper sig frem mod nye mål, men trættes af resultatet, så snart det er opnået. Ja, selv inden målet er nået, kan han miste interessen og sætte sig et nyt. Undervejs irriteres man over den unge mand, der slet ikke er sig bevidst, hvor forkælet han er.

Pontoppidan skildrer flere gange nogle meget pludselige følelsesskift hos sin hovedperson, som læseren ikke er blevet advaret om. Det kan virke besynderligt, men spørgsmålet er, om det ikke ofte er sådan, nogle menneskers sind er indrettet. Så snart man begynder at kede sig lidt, kaster man sig ud i nye planer, om det så skal koste én det, man hidtil har vundet. Per er i hvert fald i sine følelsers vold. Han reagerer spontant på oplysninger og indfald. Dette gør ham svær at stille tilfreds; svær at leve sammen med.

Langt hen ad vejen er det almindeligt ungdommeligt navlepilleri, Pontoppidan beskriver hos sin hovedperson. Men han formår samtidig at vise, hvordan Per både fastholder sin rastløshed og skifter karakter for til sidst at falde til ro i en tilværelse, der ligger lysår fra den, han stræbte efter, da han var ung. En sådan skildring af personlig forandring er litteratur på højt plan.

Læs den, før din nabo ser den

”Lykke-Per” kræver tid. Sproget er billedrigt og lettere omstændeligt, men bestemt besværet værd. Det samme gælder handlingsgangen, som slæber sig afsted og dog er svær at slippe. Derfor skal der herfra lyde en opfordring til at læse eller genlæse bogen, inden din nabo ser filmatiseringen.

En klagesang, en protest

Peter-Clement Woetmann: ”Bag bakkerne, kysten. En klagesang”, 

Kronstork 2017, 64 sider, 129 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

Et enkeltstående strå af marehalm træder ud mod læseren på omslaget af Peter-Clement Woetmanns klagesang ”Bag bakkerne, kysten”. Væksten markerer, ligesom titlen, at bogen udspiller sig på grænsen mellem land og vand. Marehalm hører til i klitterne, der udgør landjordens forpost mod havets bølger. Fortælleren er ikke én, men flere: Landjorden på det europæiske kontinent og dens beboere:

Min krop er blå øjne hvid hud.

Min krop er korngule marker og den milde vind i træerne i en lysning i skoven.

Min krop er bakkerne og bag bakkerne, kysten. (s. 5).

Disse tre sætninger gentages adskillige gange gennem det lange digt. De udgør en besværgelse, en stadig mere stædig insisteren på at være noget andet end det, fortælleren ikke er.

Ganske vist indledes klagesangen med flere beskrivelser af fortællerens krop, beskrivelser af, hvad fortælleren er:

Min krop er fugle der flygter omkring med hinanden højt svimlende et sted på himlen.

Min krop er klitrækkerne, marehalmen, varmt sand blå himmel. (s. 5).

Man drages i tanken tilbage til varme sommerdage.

Hvem fortælleren ikke er

Men hurtigt introduceres det, fortælleren ikke er:

Min krop er ikke bølgerne, min krop er ikke bølgernes krop. (s. 7).

Jo længere, man læser, des mere fylder negationerne. Eksemplerne på, hvad fortælleren ikke er, er forbundet med havet, med transport, med lukkede rum og mangel på ilt, med risici og drømme om et bedre liv på det europæiske kontinent.

Hentydningerne til, hvad fortælleren ikke er, bliver stadig mere konkrete:

Min krop er ikke krop skyllet i land ved Italiens kyst.

Min krop er ikke krop skyllet i land ved Grækenlands kyst.

Min krop er ikke krop skyllet i land ved Spaniens kyst. (s. 29).

Med sin nærmest messende opbygning konfronterer klagesangen læseren med antallet af døde i bestemte ulykker. De fleste ofre er druknet, andre omkommet i containere eller flyvemaskiner, men alle er de døde undervejs i deres jagt på lykken.

Stærkest bliver sangen, da den sætter navne på nogle af ofrene. Ikke at man kender dem, men navne er nu engang det, vi forbinder individer med, og ofrene er individer, medmennesker.

Fortælleren er sine læsere

I Det Gamle Testamente er et helt skrift forbeholdt klagesange. Her er ordet lagt i munden på de nødlidende: ”Stadig stirrer vore øjne sig trætte efter hjælp, men til ingen nytte; på vor udkigspost spejder vi efter et folk, men det bringer ingen hjælp” (Klages 4,17). Sådan kan flygtninge og migranter ombord på synkefærdige fartøjer stirre deres øjne trætte efter hjælp. Men fortælleren i ”Bag bakkerne, kysten” står på sikker grund. Ja, fortælleren er delvis selv den sikre grund. Fortælleren er nutidens forjættede land og dens indbyggere. Derfor er fortælleren også sine læsere. Fortælleren giver læseren stemme, for læserens ”krop er blå øjne hvid hud”.

Selvom fortælleren/læseren står på sikker grund, skælver den alligevel, for hvem kan være vidne til den tragedie, klagesangen sætter ord på, uden at skælve?

Protest og opfordring

”Bag bakkerne, kysten” er ikke blot en klagesang, men også en protest mod fortælleren selv, mod læserne, og mod alle andre, der ved, at der finder en katastrofe sted, men intet foretager sig. ”Bag bakkerne, kysten” er et nødråb på de druknendes vegne, en opfordring til anstændighed og handling.

Min krop er ikke den ukendte mor der druknede ud for grækenlands kyst med sine otte børn (s. 59).

Nej, men både moderen og børnene var mennesker.

Hulda Lütkens talent og "det kontrollerede overspændte"

KLASSIKERLÆSNING
Hulda Lütken:
”Degnens Hus”, roman med efterord af Hans Otto Jørgensen
Udkom første gang i 1929, Gladiator 2018, 349 sider, 300 kr.

Af Solvej Paabøl Andersen
Forlaget Gladiator har en serie udgivelser ved navn ”Sandalserien”. Den består af ”klassikere på kanten af den etablerede kanon”. Forlaget genudgiver m.a.o. dansk litteratur med fokus på perioden fra det moderne gennembrud til ca. 1980. Formålet er at trække glemte og/eller oversete forfattere frem i lyset igen. Måske endda give dem en ny chance for at blive (aner)kendt. Kvindelige forfattere får også god plads her. Således også Hulda Lütken (1896-1946), hvis debutroman ”Degnens Hus” er den 27. i serien. Den har jeg læst. Jeg vil ikke sige med stor og udelt fornøjelse. Men forlagets intention er sympatisk, og romanen har også sine momenter, ligesom Hulda Lütken ubetvivleligt havde talent.

Hans Otto Jørgensen har skrevet efterord til romanen, og af det kan man læse, at hun er født og opvokset i Elling nord for Frederikshavn. Hendes far var skolelærer, en ikkelokal intellektuel, som sværmede for Brandes og socialisme. Moderen derimod var bondsk og havde taterblod i årerne. Disse to skikkelser genkender man i fortællingen som hovedpersonen, Lina, og hendes mand, Peter.



Forfatteren har været 33 år, da romanen udkom første gang i 1929. På det tidspunkt har hun et forlist ægteskab og en bortadopteret søn i bagagen. Hun arbejdede som husbestyrerinde i København og hang ud med Tom Kristensen og co. Der var nogle, der havde øje for hendes talent! En af grundene til, at hun ikke blev kendt i videre kredse, var nok hendes køn og hendes endnu mandsdominerede samtid. Måske havde det hjulpet, om hun var blevet ældre end sine 50 år.

Det kontrollerede overspændte
En anden eller tredje grund var, at hun af kritikerne blev anset for at være ”overspændt” og personerne ekstreme. Der sker ikke alverden med de personer fortællingen igennem. De er, som de er, man skal ikke vente nogle overraskelser. Det er sandt nok, det med det overspændte og ekstreme.

Men som Hans Otto Jørgensen påpeger, så er ”det overspændte kontrolleret”. Forfatteren ved godt, hvad hun gør, og hun vil noget med det, hun gør. I stedet for at lade modsætninger mødes og brydes i de enkelte personer, så rendyrker hun typer og sætter på den måde kultur og natur op imod hinanden, ligesom hun gør det med drøm og virkelighed, ånd og hånd, tro, overtro og vantro, og meget mere.
”Degnens Hus” er omdrejningspunktet for fortællingen.

Der bor Lina og Peter, og vi hører også om Linas gudfrygtige mor, Martha, og hendes far, Lars. Og om andre personer i det lille landbosamfund. Og om Linas og Peters børn, hvoraf den yngste datter, Maria Magdalene, er den eneste markør af fortælleforløbets udstrækning. Hun fødes i begyndelsen af fortællingen og er endnu en skolepige ved slutningen – og det er ikke noget, man er ret længe i det samfundslag, romanen beskæftiger sig med. Man ser for sig gang på gang billeder som van Goghs ”Kartoffelspisere” og Brendekildes ”Udslidt”. Det er barske vilkår, som kunsten er med til at henlede opmærksomheden på.

Mændene er nogle skvat
Mændene i romanen er nogle skvat. Peter, degnen, er en fremmed fugl. Det er en fattig egn, han er kommet til, hvor håndens arbejde er meget påkrævet, og åndens mindre agtet. Han er fritænker uden rigtig at have formatet til at være det. Som hans modpol står hans svigermor, Martha, som tilskriver alt Guds vilje og samtidig døjer noget med, at hun har svært ved at tilgive SIN mand, at han render til andre kvinder. Hankønnets skrøbelighed kommer også til udtryk ved, at Linas drengebørn dør fra hende. Og den ene søn, som lever, er født med et hareskår. Linas sorg og udmattelse skildres uden svælgen, det er en karsk realisme og ikke megen trøst at hente.

Skønt Peter synger i kirken hver søndag – det er en del af hans stilling som degn (og vel den, hvor han gør mindst skade. Nogen stor pædagog er han ikke) – så benægter han hårdnakket, at der overhovedet er en Gud. Lina, deler hverken moderens blinde tro, som også har elementer af overtro, eller ægtefællens totale afvisning. Hendes gudsforhold er måske genkendeligt for mange i dag: hun skænker det ikke mange tanker i det daglige, men uanset om han er til eller ej, så har netop det spørgsmål det med at trænge sig på, når livets storme også gør det. I sådanne situationer er det godt at vide, at andre tror.

”Ak, den stakkels Moder, hun var meget syg. Lina nænnede ikke at sige hende imod. Det var ogsaa paa en Maade saa godt at høre, at han var hos Vorherre; selv om hun ikke troede det, saa varmede det hendes Hjerte alligevel…” (s. 243) Hun er på mange måder sin mand overlegen: hun får noget fra hånden, men har også et åndsliv, i hvert fald læser hun gerne trods sine kun tre års skolegang, og hun er et både drømmende og reflekteret menneske, selv om hun må tage natten til hjælp for at få stunder til det.

Lyst til at irritere
Hun vender Peters argumentation imod ham på den allerspydigste vis, da hun, overmandet af foragt for ham, får ”Lyst til at irritere ham med et eller andet” (s. 182) og derfor siger, at han ikke er en far for sine børn. Han misforstår det i biologisk retning. Det fanger hun straks og siger: ”Du ved, en Fader kan ikke bevises!” Ligesom en Gud ikke kan bevises – det beror på tillid.
Mænd er noget pak, skrøbelige og/eller latterlige. Ægteskaber er ingenlunde noget, man har for sin fornøjelses skyld, men fordi at når man i sin dårskab har sagt A, så hænger man også på B.

Modsætninger mødes. Han, den evige jøde, var flakket omkring som huslærer. Lina og han mødtes på den lokale højskole, hvor han holdt foredrag. De blev betaget af hinandens skønhed, og hun fik ham til at søge stillingen som degn. ”Han havde været det fremmede for hende, det uforklarlige, Kulturmennesket, hun ikke kendte, men føle sig draget mod. Han havde lammet hende med sine skarpe Domme, sine Foredrag, sit Fritænkeri – der kaldte paa Hedningen i hende – og sit Had til det snævre og almindelige. Luft til alle sider havde der været i Førstningen. – Siden havde Dagliglivets irriterende Smaating trukket en graa Hinde over deres Samliv”. (s. 37)

Således er der nok noget, der er genkendeligt for læseren af i dag, fordi det er alment menneskelige sager, der beskrives i Hulda Lütkens roman, når hun taler om kærligheden og om sorgen. Modsætningerne udforskes i fortællingen på en måde, så man ikke er i tvivl om, hvor forfatterens sympati ligger. Det er interessant, men interessen forbliver mestendels på afstand. Rigtig grebet af fortællingen blev jeg ikke. Ikke så meget pga det overspændte, som pga at man forbliver tilskuer til nogle tableauer fra en svunden tid og svundne vilkår.

Der tilføjes ikke noget nyt til forståelsen og indsigten i den tid og de vilkår. Som teolog med interesse for litteratur er der noget at hente – men som læser kom denne roman ikke til at stå som det helle, som læsning gør det for Lina: ”En ny Verden rulledes op for hende. Linas Fantasi og Drømme næredes. Bøgerne blev hendes Fryd, hendes Luksus, Glæden i hendes ensformige Liv. Livet i bøgerne blev det Liv, hun skulde have levet.” (s. 39)

Dog: Hatten af for Lina - og for Gladiator, fordi forlaget påtager sig opgaven med at udfordre den mere etablerede kanon.

Mennesker, der taler præcis sådan

Arne Ziebell Olsen: ”Pizza nummer 25”, noveller, Skriveforlaget 2017, 155 sider, 199,95 kr.

af Egil Hvid-Olsen 

Nu er der tredje gang, jeg begynder forfra på denne anmeldelse. Det er frustrerende! Grunden er ikke, at Arne Ziebell Olsens novellesamling ”Pizza nummer 25” er dårlig. Årsagen skal findes i den stik modsatte kendsgerning. Der er simpelthen ikke noget nævneværdigt at slå ned på, så der kan skabes en smule modvægt til al rosen. Derfor er de første to forsøg blevet gabende kedsommelige.

Ubrugelige kritikpunkter

Ganske vist kunne jeg godt nævne de tre-fire steder, korrekturen har overset. Men dels havde de ingen betydning for forståelsen, dels er det nærmest umuligt at undgå nogle få fejl af den slags. Jeg kunne også beskrive min irritation over, at nogle af replikkerne i et par af novellerne virkede en smule kunstige. På den anden side udgør min fornemmelse ikke for alvor en anke, for da jeg tænkte efter, måtte jeg konstatere, at jeg faktisk er stødt på mennesker, der taler præcis sådan, som Ziebell Olsen beskriver. Dermed tog borte også det kritikpunkt. Altså må det følgende blive en ensidig lovprisning af den fine novellesamling. Ikke sådan forstået, at den kommer i kategorien ”Årets bedste udgivelser, 2017”, men sådan at der slet og ret er tale om en gennemført god og gribende læseoplevelse.

Karaktererne lever videre

Ofte efterlader noveller mig en smule irriteret, fordi jeg lige har lært nogle karakterer at kende, som jeg pludselig ikke kan følge længere. Måske får irritationen mig ubevidst til at skubbe handlingen og personerne fra mig, for snart er novellen glemt. Sådan er det ikke med novellerne i ”Pizza nummer 25”. I mit hoved lever personerne videre efter endt læsning. Måske skyldes det, at karaktererne ligger tæt op af personer, man kan møde i dagligdagen. Der er ikke noget eksotisk over dem; snarere tværtimod. Mange af dem er nogle stakler, andre er viljestærke, men for dem alle gælder, at de er helt almindelige mennesker.

Samlingen indeholder 15 noveller af forskellig længde og indhold, men hver og en er medrivende. Den ene fortælling lokker læseren til lige at snuppe den næste med, også selvom en del af dem er barske og uhyggelige, mens andre ligefrem er ækle. Atter andre er rørende eller morsomme. Når man ikke kan slippe bogen, er det, fordi Ziebell Olsen med et letforståeligt sprog formår at ridse nogle personer og situationer op, som man straks får lyst til at vide mere om. Samtidig er han i stand til at forbavse sin læser ved at give nogle af fortællingerne uforudsigelige retninger, når man ellers lige tror, at man har styr på, hvad der skal ske. Dette gør han på en måde, der ikke virker forceret, men blot får læseren til at stoppe op og tænke: ”Hvad skete der lige der?”, hvorefter man haster videre.

Offeret er jægeren

Arne Ziebell Olsen er god til at markere vigtige detaljer med få sætninger. Ikke så lidt er sagt med en indledningssætning som: ”- Så De kan nok forstå, doktor, at jeg er et meget ulykkeligt menneske!” (s. 33). Snart udfolder der sig en historien om en kvinde, der anser sig selv for at være et offer, men hurtigt viser sig at være jægeren. Det er nok samlingens mest morsomme novelle. Den er i hvert fald temmelig grovkornet, og nok også en anelse politisk ukorrekt. Et eksempel, der slår stemningen an i en anden af novellerne, lyder således: ”Man så hende ofte gå omkring i kvarteret med hurtige, trippende skridt. Hunden, en voldsomt fed, astmatisk gravhund med små, tykke ben gryntede, når hun ligegyldigt trak den efter sig.” (s. 123). Herefter følger en frygtelig, sorthumoristisk historie om menneskelig selvudlevering og andres udnyttelse af dén, der ikke selv formår at sige fra.

Socialrådgiverens erfaringer

Ziebell Olsens evne til at skære ind til benet skyldes muligvis, at han, ud over at være forfatter, også er socialrådgiver. Dette job må have givet ham kendskab til vidt forskellige mennesketyper på begge sider af skranken. Nogle af de karakterer, han lader få liv på papiret, skildres som sympatiske, andre ikke. Andre viser sider af sig selv, man ikke havde regnet med, hvilket er den mest troværdige skildring af mennesker generelt, for ingen af os er enten gode eller onde. Livets tilskikkelser puffer og river i os, så vi ikke altid har øje for, hvilke konsekvenser vore beslutninger og handlinger får for os selv og andre. Atter andre karakterer har kun få brikker at flytte rundt med, mens deres modsætninger er udspekulerede, og en tredje gruppe er ansvars- og omsorgsfulde. En fjerde og sidste slags karakterer er i deres følelsers vold.

Hverdagsdramaer

De 15 noveller er hverdagsdramaer. Dramaer, der ofte får store konsekvenser for de implicerede. Ziebell Olsen kan tage gamle temaer op og forny dem, som i historien om drukkenbolten, der finder en baby. Andre gange er problemstillingen helt ny som i novellen ”Fejlen”, der fabulerer over det moderne menneskes afhængighed af teknologi. På den måde kommer ”Pizza nummer 25” vidt omkring.

Ofte sidder man efter endt læsning af en novellesamling med en klar fornemmelse af, hvilke noveller, man syntes bedst om. Sådan har jeg det ikke med Ziebell Olsens samling. Hver for sig har novellerne kvaliteter, der gør dem alle værd at læse.

Vil man have noget at kritisere, skal man altså kaste sig over en anden bog end Arne Ziebell Olsens ”Pizza nummer 25”, der hermed er varmt anbefalet.

Digtekunst i verdensklasse

Mistral i udvalg

Oversat til dansk af Malene Boeck Thorborg

Det Poetiske Bureaus Forlag 2018

Bureauets Klassikerbibliotek

Af Carina Wøhlk

Ét menneskes digteråre kan få blodet til at trille og tralle i andres. Årer, altså. Jeres hengivne anmelder synger med krop og sjæl efter læsning af Gabriela Mistrals digte. Der er ganske enkelt tale om digtekunst i verdensklasse.

Den kendsgerning, at digtene nu er tilgængelige i udvalg på dansk, er en lille litteraturhistorisk begivenhed, som ikke bør gå upåagtet hen. Køb dem. Læs dem. Lad sangen få vinger - og vær beredt på at blive taget med storm.   

Apropos storm: Gabriela Mistral er et pseudonym - sandsynligvis med hilsen til ærkeenglen Gabriel og den barske middelhavsvind ved navn mistral. Bag forfatterpseudonymet gemmer sig chileneren med det knapt så mundrette navn Lucila de Maria del Perpetuo Socorro Godoy Alcayaga (1889-1957). 

Den chilenske digter er et stormfuldt bekendtskab med noget på hjerte. Hun hører til blandt det 20. århundredes væsentligste latinamerikanske digtere. Som den første sydamerikaner nogensinde modtog hun Nobelprisen i litteratur i 1945. Og det er ikke uden grund.

Urkræfter

Mistral skriver på en og samme tid insisterende og inderligt. Hendes digte rummer stærke kvinder af mytisk format, vild natur og dramaer på liv og død. Urkræfter fosser ud af de passionerede digte, hvis yderpoler udgøres af is og ild.

I sin digtning trækker Mistral på Chiles geografi, indiansk shamanisme, græsk mytologi og bibelske fortællinger.  Hendes tone vibrerer af skønhed og lidelse – ikke på hjerte-smerte-måden, nej, langt mere subtilt.

Trods tilværelsens fortrædeligheder giver digtene læseren lyst til at kysse livet på munden og kramme et træ. Og når det nu ikke kan blive en ceder eller cypres, kan et dansk bøgetræ også gøre det. Digtene smager af sand, stigende safter, støv og størknet hjerteblod. Og de smager af mere.

Bibelske referencer

Som anmelder med teologisk baggrund er det interessant at fordybe sig i Mistrals brug af bibelsk materiale. Digtet Nocturne (se s. 279) er en enestående langfredagselegi. Og hendes ”Gale litanier” (se s. 133) bringer med sine sanselige ord om forholdet imellem Kristus, jomfru Maria og genfødslen i opstandelsen tårerne frem i øjenkrogen hos læseren.

Som dansker er det desuden pudsigt at læse Mistrals hyldest til den store digter H.C. Andersen (se. s. 381). Dette møde imellem to digtersjæle på tværs af tid og rum er ganske bevægende.

Vellykket oversættelse

Samlingen Mistral i udvalg er oversat af Malene Boeck Thorborg. Men hver enkelt digt optræder også i sin oprindelige form – på spansk, så der er mulighed for synoptisk læsning, hvis læseren vel at mærke behersker det spanske sprog. 

De læsere, der ikke forstår spansk, kan glæde sig over en uendelig fin oversættelse, der efter denne anmelders dømmekraft læner sig elegant op ad originalsproget. Oversættelsen er præget af nerve, rytme - og sans for digteren bag ordene.

Spændende introduktion

Oversætteren er nemlig connaisseur. Digtsamlingen indledes af Boeck Thorborgs fyldige og spændende introduktion til Mistrals liv, historie og forfatterskab. Boeck Thorborg pirker til den forfattermyte, der omgiver Gabriela Mistral. Det lykkes hende at skabe et nuanceret billede af en kompleks personlighed og en sublim digtning, der kalder på en større læserskare. Det har den fortjent.

Stevensons opgør med Victorianismen

Klassikerlæsning

Robert Louis Stevenson: ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde”

Fremad 1985, 107 sider, oversat af Arne Herløv Petersen.

Af Egil Hvid-Olsen

”I næste øjeblik trampede han med abelignende raseri sit offer under fode og lod en sand storm af stokkeslag regne over ham, så man kunne høre knoglerne knække og kroppen trampet ned på vejen.” (S. 33).

Sådan beskriver den skotske forfatter Robert Louis Stevenson (1850-1894) et mord begået af den mystiske Mr. Hyde, hvis klejne udseende får folk til at smile, men kun indtil han retter sit djævelske blik mod dem. Da farer de nervøst sammen, vender blikket bort og trækker sig forskrækket væk.

Fremstillingen af Mr. Hyde skaber den gotiske uhygge, der gør romanen værd at læse, selvom man allerede kender plottet. Ganske vist kan det svulstige sprog virke en smule komisk, men samtidig skildrer det de akademisk dannede og kulturbærende hovedpersoner ganske godt. De er så bevidste om deres stand og det ansvar, der følger deraf, at de aldrig ville drømme om at formulere sig mindre omstændeligt, end Stevenson lader dem gøre og også selv gør, når han optræder som den alvidende fortæller.

Opgør med victorianismen

Stevenson voksede op under victorianismen, hvor man forsøgte at lægge låg på blandt andet seksualiteten med en stram moral. Som søn af borgerskabet blev han offer for denne puritanisme. Imidlertid tvang tuberkulose ham til at forlade fædrelandet og søge mod varmere himmelstrøg, hvor han ernærede sig som forfatter, selvom han var uddannet jurist. Han fik succes med romanen ”Skatteøen” fra 1883, men skrev også noveller, essays, rejseskildringer og digte. Stik imod den hjemlige moral giftede han sig med en fraskilt dame. De endte med at bosætte sig på Samoa i Polynesien, hvor han døde som 44-årig af en hjerneblødning.

”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” kan læses som en kritik af victorianismens fortrængninger. Den respektable Dr. Jekyll, der er træt af at være underlagt tidens konventioner, opfinder en mikstur, som kan adskille den moralsk uangribelige side af hans person fra hans drift- og lystdrevne side. Ved indtagelsen af miksturen ændrer doktoren udseende og personlighed, hvilket gør det muligt for ham at udføre lyssky handlinger, uden at de kan tilbageføres til ham, for selvom hans alter ego, Mr. Hyde, kan følges hen til Dr. Jekylls hjem, er han som sunket i jorden, hvis huset gennemsøges. Jekyll skal nemlig blot drikke en anden mikstur for at sætte en stopper for forvandlingen.

Imidlertid mister doktoren lidt efter lidt selvkontrollen. Jo flere gange han får mulighed for at slippe ud af den undertrykkende morals klør, des mere appetit får han på den hensynsløse frihed. Trin for trin giver han sin mørke side mere og mere magt, selvom han ved, at han derved udsætter både andre og sig selv for fare. Således kan romanen ses som en kritisk kommentar til victorianismen, der undertrykker drifterne i en sådan grad, at de truer med oprør. At seksuelle drifter ikke bare kunne gemmes af vejen blev afsløret i og med, at prostitution var et særdeles udbredt fænomen i denne periode. Men også dette undlod man at tale om. Det er denne altomfattende fortielse, Stevenson problematiserer i sin roman.

Mikstur som rusmiddel

Dog kan der også lægges andre tolkninger ind over romanen. Dr. Jekylls mikstur kan ses som en litterær henvisning til forskellige former for rusmidler. Hvad enten det drejer sig om alkohol eller narkotika, kan indtagelse heraf medføre personlighedsændringer. Nogle mennesker bliver ualmindeligt kærlige ved indtagelse af rusmidler, mens andre bliver aggressive. Hæmninger skubbes til side og skaber en følelse af frihed, hvilket kan medføre afhængighed. En sådan lider Dr. Jekyll under. Ved at blive Mr. Hyde, kan han kaste alle hæmninger af sig, og netop fordi hæmningerne er så mange og er bundet så stramt, er det en aggressiv, ond og hævngerrig oprører, der viser sig.

Arvesynd i fuldt flor

Enkelte steder i romanen – særligt i den del, der indeholder Dr. Jekylls optegnelser – taler for en tolkning, der ser den som inspireret af den kristne arvesyndslære.

Doktoren redegør for, hvordan han havde håbet, at hans opfindelse ville gavne ham: ”Synderen kunne i fred gå sin vej, adskilt fra sin mere retskafne tvillings ærgerrighed og anger, og den retskafne kunne roligt og sikkert fortsætte ad sin vej opad og kun gøre de gode gerninger, hvori han fandt sin glæde uden at udsætte sig selv for vanære og bod som følge af det onde udenfor ham. Det var menneskehedens forbandelse, at disse uforenelige knipper således skulle sammenbindes – at disse polære tvillinger i bevidsthedens pinte skød uafladeligt skulle kæmpe mod hinanden.” (S. 85).

Hermed sætter Stevenson fokus på syndefaldsmytens stærkeste pointe, nemlig at intet menneske er fejlfrit. Alle falder for fristelsen til at tænke på sig selv, uden at overveje konsekvenserne for andre. Alle har ikke blot en god, men også en ond side. Det er disse to sider, Jekyll vil adskille. Men i sidste ende lykkes det ham ikke. Hans onde side tager magten over ham, fordi den styrkes af sin frihed. Dette kan nok kun lade sig gøre, fordi forsøget er drevet af Jekylls ærgerrighed. Han vil dyrkes som den gode, dygtige doktor og må derfor skaffe sig af med sin onde side, men netop i kraft af ærgerrigheden, slipper Hyde aldrig sit tage i sin ophavsmand. Dr. Jekyll er Mr. Hyde.

På den måde bliver ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” en kristen fabel, der prøver at finde en gylden middelvej mellem victorianismens puritanske fortrængninger og den ubegrænsede frihed og driftstilfredsstillelse, der kaster ethvert ansvar fra sig.

Som læser behøver man ikke at vælge mellem de forskellige tolkninger. Man må blot glæde sig over, at en bog, hvis indhold nærmer sig en knaldroman, formår at italesætte så mange alvorlige dilemmaer.